MartinusForumDk

SPØRGSMÅL: Spørgerubrikken får af og til spørgsmål om et dybt alvorligt emne: Spontane eller provokerede aborter. Hvad sker der med sådan et lille væsen, der på den ene eller anden måde forhindres i at inkarnere. En læser i Sverige skriver: Må det begynde forfra gennem alle de åndelige “riger” på ny, eller kommer det hurtigt tilbage til det sted, hvor det var, da det forlod den åndelige verden for at prøve på at inkarnere? Er der nogen forskel på dette, i forhold til om det dør som nyfødt barn, eller det aborteres? Karmaloven må vel også være involveret på dette område.

SVAR: Martinus har ikke direkte skrevet om dette specielle forløb, et aborteret væsen gennemløber. Men han har gjort det indirekte. Efter min mening er det uhyre vigtigt, at man gør sig klart, at uanset om der er tale om et nyfødt barn, der dør, eller en spontan eller en provokeret abort, så er der tale om en karmisk årsag og virkning for det pågældende væsen og for de implicerede forældre.

I Det Evige Verdensbillede, bog 4, symbol 34.21, skriver Martinus: “… alt er lagt guddommeligt til rette for, at det diskarnerede væsen kan komme lykkeligt og vel igennem overgangen fra det åndelige plan eller salighedsriget til det fysiske materielle plan. Det bliver her, hvis ikke mørk karma griber ind, normalt modtaget af et par kærlige skytsengle i form af et par forældre” (min fremhævelse).

I artiklen “Gennem Dødens Port” har Martinus fortalt om de love og principper, der gør sig gældende ved et barns død og dets liv i den åndelige verden, – og disse principper gælder naturligvis, uanset på hvilket tidspunkt døden er indtrådt. Han skriver i det pågældende afsnit: “Årsagerne til, at et menneske allerede forlader sin fysiske organisme i barnealderen, kan naturligvis være mange, og jeg skal her kun nævne nogle enkelte. Det kan i tidligere inkarnationer have nedbrudt sin evne til at bygge en ny sund og normal fysisk organisme op, således at den krop, det får dannet sig i moders liv, hurtigt nedbrydes af sygdom, hvis barnet da ikke ligefrem er dødfødt” (min fremhævelse).

”Dette væsen har ikke brug for et langt ophold i de åndelige verdener”
Men hvor havner det pågældende væsen så henne, som spørgeren skriver? Herom fortæller Martinus videre: “… selve dødsprocessen, når det drejer sig om et barns død, er ikke mørk. Den er i almindelighed fuldstændig uden “skærsild”, fordi barnet ikke har mørke tanker i sin bevidsthed”. Dette væsen har ikke brug for et langt ophold i de åndelige verdener og kommer derfor ret hurtigt tilbage til salighedsriget, hvor det “atter må belaste sine talentkerner med at skabe sig en ny fysisk organisme for at gøre de nødvendige erfaringer i den fysiske verden….”.

Ansvaret for det sovende liv
Der er ingen grund til at skjule, at Martinus absolut ikke på nogen måde kan anbefale en provokeret abort, medmindre der ligefrem er fare for moderens liv. I artiklen med den meget sigende titel ”Ansvaret for det sovende liv” (Kosmos nr. 7-2001) forklarer han, “at det diskarnerede væsen rent fysisk set er et sovende væsen i moders liv, bliver jo her selvfølgeligt. At faderen er skytsengel og moderen ærkeskytsengel for det lille himmelske væsen, er her i denne analyse ikke vanskeligt at forstå. At moderen er bestemt til, i kraft af sin organiske struktur, at skulle kunne give det lille, endnu ufødte og derfor endnu overjordiske væsen, suveræn beskyttelse, og at faderen er bestemt til at skulle dele ansvaret herfor, er jo en altoverdøvende kendsgerning.”

Dernæst nævner han en hel række af de begrundelser, der bruges for, som han siger, at tillade fosterdrab. Han skriver: ”Der er absolut ikke nogen som helst af disse begrundelser, der kan fritage moderen, faderen eller staten for ansvaret for deres handlemåde over for det til dem under deres beskyttelse overladte lille ufødte væsen. At dræbe individer, enten de nu er “sovende” eller “vågne”, blot for at blive fri for sit ansvar over for dem, fører ikke til en varig fred eller lykke i en civilisation eller stat. Tværtimod!”

Vi kan altså konkludere, at uanset hvornår “døden” indtræder, efter at befrugtningen har fundet sted, må det pågældende væsen tilbage gennem de åndelige riger. Men det sker hurtigt og uden ophold i den mere “besværlige” forgård eller “skærsildszone”. Og derefter må væsenet igen prøve at få fodfæste i den fysiske verden, – som beskrevet på en spændende og smuk måde i Det Evige Verdensbillede, bog 4, symbol nr. 34.

Det omtalte nummer af Kosmos og øvrige litteratur kan købes på shop.martinus.dk.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0035