SPØRGSMÅL: Mange ældre mennesker bliver demente, og en studiekreds skriver, at en af deltagerne nu er blevet så dement, at hun end ikke kan huske, at hun gennem mange år har studeret Martinus’ analyser, som hun holdt så meget af. Nu er de øvrige deltagere i studiekredsen i tvivl om, hvorvidt dette hukommelsestab giver anledning til vidtrækkende følger i hendes åndelige struktur og dermed for hendes ophold i de åndelige verdener og kommende inkarnationer? En anden læser spørger: Hvorfor kommer kærlige mennesker, der efter bedste evne prøver at være næstekærlige, alligevel ud for så mange sygdomme og lidelser?

SVAR: I den lille bog nr. 1 “Menneskehedens Skæbne” fortæller Martinus i kapitel 19, at selve vores hukommelse absolut ikke sidder i den fysiske hjerne, som altså i dette tilfælde er beskadiget. Der findes ganske vist centre i hjernen for alle vore åndsevner og altså også for hukommelsen, men disse centre er, med Martinus’ ord “ikke i noget som helst tilfælde det endelige sæde for de nævnte evner, men udgør derimod mikroorganer for transformation eller omskabelse af fysisk energi til åndsenergi. Åndsenergi er igen, fysisk set, det samme som “elektrisk” energi. Og under denne form går al fysisk energi over i åndslegemerne, der alle uden undtagelse er af elektrisk natur.”

Det vil altså sige, at Martinus betragter vores hjerne som et elektrisk “apparat”. Og han forklarer videre: “Alle fysiske organer for sansning, såsom synet, hørelsen, lugtesansen osv. er hver især forbundet med hjernen ved en nerve. Hvis denne bliver klippet over, finder den fysiske reaktion i organerne (….) alligevel sted, men individet oplever ingen sansning gennem det pågældende organ.” Det vil altså sige, at der ved en sådan lædering ikke sker nogen “livets oplevelse” for den pågældende.

I Livets Bog 1, stk. 224, kalder Martinus vores hjerne- og nervesystem for “individets port ind til den åndelige verden”, og han skriver direkte: “Ligesom modtagelsen eller afsendelsen gennem et radioapparat bliver disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de enkelte dele af dets tilbehør, således bliver reaktionsforplantningen gennem hjerne- og nervesystemet naturligvis også disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de særlige centre eller komplekser i nævnte system.”

Kun vore talenter og bevidsthedsegenskaber er væsentlige
Men får den omtalte lædering af hjernen nu afgørende betydning for det pågældende menneskes kommende inkarnationer eller ophold i de åndelige verdener mellem to inkarnationer? Det fortæller Martinus om, – ganske vist i en anden forbindelse, – i Livets Bog, bind 2, stk. 321. Her kalder han de rent dagsbevidste erindringer for “overfladekolorit indenfor dagsbevidsthedsområdet”, der kun har ren lokal betydning, hvilket vil sige, at de kun er af interesse for væsenet i oplevelsestidspunktet. “Selve denne overfladekolorit har ingen betydning i et nyt fysisk liv. Her er det udelukkende de tidligere oplevelsers omformning til talenter, anlæg eller bevidsthedsegenskaber, der er det væsentlige”.

Det er jo en vigtig oplysning, Martinus her giver os. For den ældre, demente dame betyder det jo, at hendes livslange studier af Martinus’ analyser og hendes bestræbelser på at efterleve dem er omdannet til åndelige talentkerner. Og Martinus slår yderligere fast: “Hvad et væsen tilegner sig af færdigheder, alt hvad det gør til vanebevidsthed i et liv, vil således komme til at præge skabelsen af dets ny fysiske legeme og tilværelse. Her vil det komme til at opleve disse færdigheder og tilbøjeligheder som anlæg og talenter eller som bevidsthedsegenskaber, alt eftersom det i forudgående liv har gjort disse til vane. Det, det således kommer an på i det nuværende liv, er ikke spørgsmålet om en dagsbevidst hjernemæssig hukommelse af en speciel detaljering af, hvad det foretog sig i sit tidligere liv …”

Selv om Martinus skriver disse ting i en anden forbindelse, skulle man næsten tro, at han direkte svarede på vort spørgsmål, for han fortsætter: “Hovedsagen er således, at det netop har resultatet af sine anstrengelser i tidligere liv med over i sin nuværende tilværelse i form af talenter og anlæg. At det ikke kan huske, hvor mange tårer, sorger og bekymringer, disse anstrengelser eventuelt har kostet dét i nævnte tidligere tilværelse, betyder absolut intet.”

En prøve på åndelig modenhed
Det sidste spørgsmål har Martinus direkte besvaret i en artikel “To Livselementer”, der sidst har været bragt i Kosmos nr. 9-2008. Her skriver han: “ Men hvorfor er der da så mange gode og kærlige mennesker, som i øjeblikket rammes af sygdomme, ulykker eller andre lidelser og ubehageligheder? Det spørgsmål møder man gang på gang. Fordi disse menneskers ønske om at komme til at leve i næstekærlighedens og fredens livselement er ved at gå i opfyldelse og kun kan gå helt i opfyldelse, når den sæd, de har sået i ukærlighedens livselement, er høstet som de erfaringer, der danner de åndelige organer for det nye livselement. Det vil sige, når den nødvendige farefantasi, samvittighed og forståelse af og medfølelse med andre levende væsener er blevet en væsentlig basis for menneskets livsudfoldelse. Det er ligefrem en indvielse, en prøve på åndelig modenhed. Kan mennesket tage vanskelighederne og overvinde dem uden bitterhed og irritation, bliver dets bevidsthed mere og mere ét med kærlighedens tankeklima eller det livselement, Kristus kaldte “himmeriges rige”.”

Det var et langt citat, – men det giver os alle noget at stræbe efter i vores daglige tilværelse -!

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0036

Share This