SPØRGSMÅL: En spørger skriver, at han er meget interesseret i dét, Martinus kalder repetitionsprincippet, hvor man, indtil man bliver 30 år, repeterer sine tidligere liv. Vedkommende vil bruge det som et værktøj til at forstå sin egen og andres udvikling. Og det kan vel også bruges i forbindelse med børneopdragelse og forståelsen af børns og unges udvikling?
SVAR: Repetitionsprincippet er en af de mange “livslove”, som Martinus Åndsvidenskab klarlægger for os. For det er da yderst interessant og lærerigt for os at vide, at vi ikke blot “repeterer” helt fra undfangelsestidspunktet, men også fra vi fødes og indtil vi bliver ca. 30 år. Først her “begynder” så at sige vores nye inkarnation, idet vi på det tidspunkt er nået til dét udviklingspunkt, vi var nået til, da vi “døde” sidste gang. Og herfra fortsætter vi så med at “lægge en ny alen” til vores åndelige vækst.
Martinus behandler emnet grundigt i Livets Bog, bind 2, stk. 424. Det er en fastslået kendsgerning, at fosterstadiet – med Martinus’ ord – “udgør en serie småstadier, hvor hvert af disse er en ubevidst miniaturegenoplevelse af fortidige livsperioder i spiralen. (…) Væsenet repeterer således under fosterdannelsen blandt andet endog en slags fiskestadium.”
Du genopfrisker din dagsbevidsthed fra tidligere inkarnationer
Men efter fødselen kan man også spore repetitioner af fortidstilstande: “Barndommen og ungdommen er i virkeligheden slet ikke andet end principmæssige genoplevelser af vildmands- eller naturmenneskestadier”. Allerede her begynder mere eller mindre svage tegn på forskelle at vise sig: “Det er en kendsgerning, at nogle er mere brutale, rå og hensynsløse i barndommen og ungdommen, men forandrer sig i en mere moden alder. Andre er så fremskredne i udvikling, at de allerede i barnealderen fremtræder som kærlige og sympatiske og med stor afstandtagen fra al brutalitet og hårdhed”.
Martinus forklarer også om årsagen til disse forskelle: “Hvor voldsomme eller drastiske disse repetitioner er hos et barn eller ungt menneske vil være afhængigt af, i hvor høj grad disse er udtryk for det pågældende individs virkelige tilstand, hvilket vil sige, den udviklingsstandard, som vedkommende væsen vil komme til at repræsentere, når det kommer til “skelsår og alder”, hvilket i dette tilfælde vil sige ca. trediveårsalderen. Den karaktertilstand, væsenet da indtager, er dets normale standard. Det er den højde i udvikling, det er nået frem til i tidligere liv”.
Og så kommer vi til forklaringen på, hvorfor man repeterer tidligere liv. Martinus skriver videre: “Denne højde kan det ikke straks repræsentere ved sin fødsel, men må i det nye liv og legeme gennemløbe alle de underliggende stadier “en miniature” for at blive fuldt dagsbevidst i denne sin virkelige normale standard.” Med andre ord: Man må “genopfriske” sin dagsbevidsthed fra tidligere inkarnationer.
Når drenge leger krig
I artiklen “Når man spiller hasard med livet” (Kosmos nr. 7 – 2016) nævner Martinus også børns repetition af tidligere liv og skriver: “Det er også derfor, at ønsket om krigslegetøj kan være så stærkt hos drengene i en vis alder, hvor de repeterer tidligere inkarnationers krigsmentalitet. Derfor behøver de ikke at blive særlig krigeriske senere i livet, hvor de måske netop har overstået disse tilstande.” Det er væsentligt at vide, at børns nuværende mentalitet ikke behøver at være udtryk for deres virkelige udvikling, men kun er repetitioner af mindre udviklede karaktertrin, som de pågældende egentlig har overvundet i tidligere liv.
Martinus forklarer videre, hvordan man fra 30 års alderen og fremefter så at sige begynder på sin “nye” inkarnation og udvikler sig videre. For hvert enkelt jordliv føjer man et nyt “erfaringsfelt” eller udviklingsafsnit ind i sin evige livsbane. Dette nye afsnit bliver så i det næste liv genoplevet som en repetition, inden man når trediveårsalderen. I det efterfølgende liv bliver dette så også repeteret, men i et endnu mindre format, og således fortsætter det. For hvert liv, der går, bliver repetitionen således mindre og mindre for tilsidst at blive helt mikroskopisk. Men da der med hvert nyt liv bliver et nyt afsnit at repetere, bliver de forudgående repetitioner dermed rykket længere og længere hen imod barnealderen og fosterstadiet.
Dette forløb er af stor interesse for alle, der har med børn og unge mennesker at gøre – og ikke mindst for de, der selv befinder sig i alderen mellem fx 20 og 30 år. For det medfører jo, at “når det sidste livs repetitioner for jordmenneskets vedkommende finder sted sidst i tyverne, må det næstsidste livs repetition jo finde sted noget forud for denne, hvilket altså vil sige ca. midt i tyverne, og det tredjesidste livs repetition ca. først i tyverne.” Og sådan fortsætter det altså helt ned i fosterstadiet.
Vort ægteskabelige talent repeteres også
Men det bliver ikke mindre aktuelt, når Martinus kæder repetitionsprincippet sammen med ægteskabet og parforhold. Det kan man læse om i Livets Bog, bind 5, stk. 1878-79, hvor Martinus slår fast, at “med hensyn til væsenets ægteskabelige talent er det ligesom alle øvrige bevidsthedstendenser underkastet repetitionsloven.” Det medfører, at nogle mennesker oplever, at “ægteskabsstadiet” i virkeligheden kun er en repetition eller genoplevelse af noget, som de i virkeligheden allerede i tidligere liv har udlevet. Og jo længere vi kommer tilbage i rækken af vedkommendes tidligere liv eller inkarnationer, desto mere ægteskabeligt indstillet var den pågældende.
Og så forklarer Martinus noget, som mange kender: “Dette giver sig så igen udslag i det nuværende livs repetitioner, således at væsenet i dette liv er mere ægteskabeligt indstillet, jo yngre det er. Det er dette, der ligger til grund for, at et væsen, der er atten år, kan være glødende forelsket og tror, at den opnåede genelskelse fra den anden parts side er noget evigt urokkeligt, er en evig kærlighed etc. for derefter, alt som årene går, at opleve, at denne forelskelse ligefrem smuldrer væk.” Det er nok en situation, som mange kender. Hvis der ikke findes nogen egentlig “ydre” grund til dette – utroskab eller lignende – så kan, med Martinus’ ord, “årsagen kun være at søge i den omstændighed, at samlivet for den ene parts vedkommende udelukkende kun har været baseret på en repetition af et forlængst døende ægteskabeligt talent.”
Nu kan vi altså give spørgeren ret i, at kendskabet til repetitionsloven i høj grad har interesse for alle, der har med børn og unge at gøre. Og for unge mellem 20 og 30 år kan det ligefrem være en hjælp til selvhjælp. For de lidt ældre kan det måske give en forklaring på vort liv her i “de ulykkelige ægteskabers zone”, som Martinus kalder vores tidsalder.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.
