MartinusForumDk

SPØRGSMÅL: En Martinus-studerende skriver, at Martinus er selvmodsigende og umulig at forstå. ”Først har Martinus forklaret os, at vores jeg, X1, ikke har nogen som helst analyse udover ”Noget som er”. Men i Livets Bog, bind 3, stk. 646, skriver han det modsatte: ”Jeget blev til støv, og støvet blev til jeg”. Man må vel formode, at han med ”støv” mener materie, stof. Og så bliver det jo helt ubegribeligt.”

SVAR: Dette – lidt aggressive – spørgsmål er jo i virkeligheden uhyre positivt. Det har aldrig været Martinus’ mening, at vi blot betingelsesløst skulle tro på ham. Det er rigtigt, at det somme tider kan være vanskeligt at forstå Martinus’ analyser, – ganske enkelt fordi der er en stor afstand mellem Martinus’ kosmiske – og vores begrænsede – bevidsthed. Men man er altid meget velkommen til Spørgerubrikken, og nu skal vi se på, hvorfor der ikke er noget som helst selvmodsigende eller ubegribeligt i de sætninger, spørgeren henviser til.

Ifølge Martinus findes der – lidt forenklet – kun to begreber i hele verdensaltet, nemlig JEG’et (det faste punkt) og BEVÆGELSE (energier). Der eksisterer således intet sted i hele verdensaltet et jeg, der ikke manifesterer bevægelse, og tilsvarende ingen bevægelse uden et bagved liggende jeg. Men I teorien taler Martinus om dem hver for sig, i et forsøg på at forklare os sammenhængen. Hvis du prøver at læse de følgende stykker med dette i baghovedet, forstår du det måske bedre:

Livets Bog, bind 2, stk. 314: “ …to uadskillelige realiteter: Jeg’et og materien. Vi har set, at den ene realitet ikke er noget som helst uden i forbindelse med den anden og omvendt. De eksisterer ikke adskilt, men er evigt i fælles optræden, ja, er så uadskillelige, at de tilsammen i virkeligheden kun danner én realitet.”

I samme bind, stk. 481, forklarer Martinus, at når vi ikke er vant til at opfatte materien eller stoffet som levende, skyldes det et “kosmisk perspektivforhold”: “De har de nævnte stoffer på så lang “kosmisk afstand”, at de ikke ser lokaldetaillerne og følgelig heller ikke de levende væseners fremtræden i eller bag stoffet.”  Her kan man med fordel læse helt frem til stk. 489.

Urbegær: jeg vil skabe og opleve livet

Så blader vi frem til stykke 529 og fremefter, – og så finder vi svaret på vores spørgsmål. Her skal vi huske, hvad vi har lært, at selve jeg’et, vores forbindelse til Guddommen, har virkelig ikke nogen analyse udover ”Noget som er”. Men alt levende har et ”urbegær”, som Martinus definerer som ”lysten til manifestation, der igen er det samme som lysten til livet.” Om dette begær skriver han: ”Det har sine rødder i selve “det guddommelige noget”. Ja, det kommer endog til syne som delvis identisk med denne navnløse realitet. Det begynder i denne.”

Nu stiller Martinus selv spørgsmålet: ”Kan denne realitet da være identisk med energi? Og han svarer: ”Ja, vi ved jo allerede, at de tre “X’er” ikke er tre adskilte realiteter, men tre analyser af én ting. Denne ene ting er “det guddommelige noget”. Nævnte “noget” kan, som allerede tidligere nævnt, ikke eksistere som en fra de to andre “X’er” adskilt enhed, ligesom disse heller ikke kan eksistere hver for sig som en adskilt enhed. Alt stof udgør “det treenige princip”, og ethvert jeg er dermed identisk med “stof”, og alt “stof” er i sin dybeste analyse udgørende “det guddommelige noget”. Derfor kan stof kun eksistere som identisk med liv, er under alle forhold og i enhver situation identisk med en kombination af levende væsener (mikrovæsener)”.

Jeget, skabeevnen og det skabte kan ikke adskilles

Efter de oplysninger, vi nu har fået, begynder vi at forstå, at den ”fejl”, vi begår, er, at vi i tankerne adskiller noget, som udgør en uadskillelig enhed. Martinus slår fast: ”Ethvert af de tre “X’er” eksisterer således kun som bestående af eller som identisk med de to andre “X’er”. Jamen så bliver resten af analysen jo ganske logisk: “Urbegæret” kan derfor kun eksistere som identisk med jeget. Jeget kommer derfor her til syne med to nye analyser: nævnte begær og – dets ophav.” Og Martinus tilføjer: ”Når der er et begær, bliver det også en kendsgerning, at der er “noget”, der er begærende. Vi vil således aldrig nogen sinde kunne komme uden om det usynlige eller navnløse “noget”. Det vil urokkeligt være til stede i enhver grundanalyse af situationer, bevægelser, stof eller materie. “Urbegæret” er den første form for energi, igennem hvilken jegets tilstedeværelse eller eksistens kan erkendes.”

Martinus kalder denne høje analyse for ”livets allerinderste og første analyse.” Derfor skal vi ikke fortvivle, hvis vi i første omgang føler, at vi ikke helt forstår den. Lidt forenklet kan vi sige, at vort urbegær, vort begær efter at skabe og opleve, er forbindelsen mellem vort jeg og ”moderenergien” og vore 6 grundenergilegemer. Eller sagt på en anden måde: Vort jeg, X1, er uløseligt knyttet til X2 og X3, som Martinus kalder ”tre analyser af én ting”. Og han konkluderer: ”Verdensaltets helhedsanalyse er således det samme som et stofocean, hvis grundpartikler er ”treenige principper”, der igen er det samme som ”levende væsener””.

Et levende stofocean

Lad os slutte med et citat fra Livets Bog, bind 6, stk. 2141, hvor Martinus skriver: “…hvad er stoffet? – Alt stof er livets fornemste udtryksmiddel. Denne stoffets tilstand opretholdes i kraft af, at al materie eller stof er gennemtrængt af ånd. (….) Verdensaltets fysiske manifestation er således et ocean af stof i bevægelse, i forvandling eller omformning. (…) Helt uden ånd forekommer der intet som helst fysisk stof. Alt stof er derfor levende.  Her vil mange nok indvende, at mineraler jo da i hvert fald ikke virker levende. Dertil siger Martinus forklarende, at stoffet ikke i lige høj grad er gennemtrængt af ånd eller kraft. “Der, hvor ånd kun i meget ringe grad gennemtrænger materien, f. eks. i mineral-materien, der viser den en så ringe grad af bevægelse eller vibration, at den nærmest bliver opfattet som livløs.”

Det må have været uhyre vanskeligt for Martinus at forklare disse analyser for os, når man tænker på vores begrænsede kosmiske evner. Det må man have i tankerne, når Martinus somme tider i TEORIEN adskiller begreber, som i virkeligheden ikke kan adskilles. – Han gør det for at forklare os….

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk