Universets tale Kap 8

Indhold. (til forside)

Tekstversion (forside)

Universets tale

Essenser i Martinus kosmologi

af Thorkil Schultz Nielsen

1.5. år 2000

http://home3.inet.tele.dk/thorkil/kosmologi/

Thorkil Schultz Nielsen

Tekstversion

Kap 8- 10.

Kap 8. Kosmisk bevidsthed.

På et vist trin i menneskets individuelle udviklingsproces, går det ifølge Martinus gradvist op for den enkelte, at intet er tilfældigt, at der er en Gudsdommelig plan med alle levende væsener og at der eksisterer et forsyn. Denne erkendelse intensiveres først efter at mennesket har oplevet, hvilke konsekvenser mørkets kulmination og dets egen gudløse materialistiske livsform har betydet. De heraf affødte lidelser og høstede erfaringer omskaber den gudløse materialist til det begyndende, humane menneske. Det får igen, efter at det har været i kontakt med mørket, et behov for at komme i direkte, dagsbevidst kontakt med dette forsyn. Dette fornyede behov for kontakt til forsynet søger mennesket, ganske uafhængigt af den omgivende kultur, tradition og religion, at få tilfredsstillet. Det kan ske igennem meditation over eller bøn til Guddommen.

Idag findes der mange forskellige meditationsformer både af østlig og vestlig karakter. Der findes både naturlige og unaturlige meditationsformer. Det er imidlertid for Martinus meget væsentligt at advare imod de meditationsformer, der forcerer udviklingen imod højere bevidsthedstilstande. Den daglige praktisering af kunstige meditationsteknikker kan medføre en pludselig indtrængen af høje kosmiske kræfter i den fysiske bevidsthed. Martinus advarer kraftigt imod sådanne meditationsformer, idet han gør det klart, at nedslag i det endnu ufærdige menneskelige sind af sådanne energier, der hører højere verdener til, er yderst farlige(29). Årsagen er, at det ufærdige menneske endnu ikke har udviklet sig organisk til at kunne tåle intuitionsenergien. I så fald er det menneskets nervesystem og hjerne, der tager skade. En anden fare består i, at det moralsk umodne menneske, der ved meditation eventuelt modtager intuitive glimt, kan blive hovmodig og ligefrem udvise storhedsvanvid. I begge tilfælde bliver mennesket for en tid, muligvis i flere liv, hæmmet i sin udvikling.

Da det netop er ydmyghed og næstekærlighed, der igennem mange inkarnationer åbner "visdommens port"(30), er Martinus' specielle anbefaling til mennesker idag, at de bruger bønnen "Fader Vor"(31). Kristus, der var "ét med Faderen"(32), og kendte verdensaltets evige love, har formuleret disse ni universelle og evigtgyldige tankekoncentrationer. I kraft af deres universelle gyldighed er de ikke begrænset til nogen bestemt religion, men tilgængelige for alverdens mennesker.

Martinus er af den opfattelse, at der i de ni geniale tankekoncentrationer, som "Fader Vor" er sammensat af, netop er en indbygget ydmyghed og uselviskhed, der sikrer det ufærdige menneske imod enhver form for farlige nedslag i dets sind. Igennem bønnen optræner mennesket, vist igennem trekanten i midten, en direkte forbindelse til Guddommen, symboliseret igennem den store hvide trekant. Herfra kan det få kraft og styrke til at tage sin skæbne. Symbolet her (symbol 22) viser således det enkelte levende væsens kosmiske forbindelse med Guddommen. Den hvide og violet farvede pyramideformede figur symboliserer denne forbindelses organiske struktur, som findes imellem Guddommen og ethvert eneste eksisterende levende væsen.

Martinus påpeger desuden, at der foruden den almindelige form for bøn findes endnu en måde, hvorpå mennesket kan rette henvendelse til Guddommen, nemlig igennem det daglige forhold til næsten. Da alle levende væsener er en del af selve Guddommen, udtrykker mennesket igennem sit forhold til alle disse væsener samtidig sit forhold til Guddommen. Den direkte henvendelse til næsten i form af bøn om hjælp er derfor det samme som en direkte henvendelse til Guddommen, og næstens svar på denne bøn er det samme som Guddommens svar på bønnen.

Hvorledes skal mennesket da forholde sig over for eventuelle fjender eller omverdenens fjendtlige reaktion på bøn om hjælp? Ja, her har Guddommen talt direkte til mennesket, idet den tilsyneladende "fjende" er forsynets redskab til at lade mennesket opleve sin egen, tidligere væremåde, der nu igennem karmaprincippet vender tilbage til det selv. Set med udgangspunkt heri, anbefaler Martinus det enkelte menneske at bede for og tænke kærligt på eventuelle fjender, for slutteligt at udrydde fjendebegrebet af bevidstheden.

Når mennesket har lært de kosmiske regler om moral at kende til fulde, får det kosmisk bevidsthed og bliver, ligesom Kristus, "ét med Faderen". Kosmisk bevidsthed er således kulminationen af en langvarig udviklingsproces, hvor tilgivelse på tilgivelse slutteligt er med til at skabe "mennesket i Guds billede efter hans lignelse"(33). Undervejs i denne proces har mennesket langsomt opøvet evnen til at være næstekærlig over for alt og alle.

Som forløber for den kosmiske bevidstheds indtræden vil mennesket igennem flere liv spontant opleve kosmiske glimt(34). Under et sådant kosmisk glimt oplever mennesket igennem intuitionen f.eks. sin egen udødelighed; det gennemskuer direkte loven om årsag og virkning, og det fatter, at alle levende væsener er en del af den samme helhed. For hvert kosmisk glimt bringes mennesket til større afklaring af de evige, kosmiske love(35). Dets høje næstekærligheds og medfølelsesniveau sikrer mennesket imod at misbruge sin viden og begå fejltagelser, der hører lavere udviklingstrin til, f.eks. at blive hovmodig eller have trang til selvhævdelse.

Kosmiske glimt er forløbersymptomer til den egentlige "store fødsel"(36) eller permanent kosmisk bevidsthed. Kosmisk bevidsthed eller "talsmanden, den hellige ånd"(37) kan absolut kun indtræde på et tidspunkt, hvor mennesket igennem kærlighed til alt levende og ydmyghed over for Guddommen eller verdensaltets storhed endelig har oplevet, at det skal være til glæde og velsignelse for alt og alle. Det har erkendt, at der intet findes uden for Guddommen, og at alt hvad det gør imod sin næste, gør det imod denne Guddom. At et sådant kosmisk indviet menneske forlængst er blevet vegetar er naturligvis en selvfølge.

For at verdensaltets intuitionsenergier, på absolut naturlig måde og uden at forvolde beskadigelse på menneskets hjerne og nervesystem kan trænge igennem til det menneskelige sind, er det en ufravigelig betingelse, at intelligensenergi og følelsesenergi, er i fuldkommen balance. Det vil sige, at hverken den ene eller den anden af disse to energier, der begge skal være udviklet til et højt humant niveau, må have overtaget i menneskets bevidsthed.

Den kosmisk indviede har direkte adgang til alle verdensaltets højeste, evige love og principper, og det forstår intuitivt, at alt er logisk og at "alt er såre godt"(38). Det var med denne kolossale viden om udviklingens gang og tilværelsens evige love, at Kristus inkarnerede i fysisk materie for at hjælpe menneskene videre, således, at også de bliver i stand til at opnå den samme bevidsthedstilstand som han havde, igennem næstekærlighedens vækst i deres eget indre.

Kap 9. Reinkarnation, kredsløb og skæbne.

Ifølge Martinus er det vigtigt at tage udgangspunkt i naturen for at forstå de kosmiske livsprincipper(39). Naturen med alle dens livsorganismer, skal ses som en del af det Guddommelige verdensalt. For at komme fremad i sin udvikling har hvert enkelt evigt væsen i en periode af spiralkredsløbet brug for at kunne opleve livet igennem organismer, som vi kender fra plante- og dyreriget. Denne oplevelse er nødvendig for væsenet, for at det kan forny sin bevidsthed igennem udvikling. Døgnkredsløbet og årskredsløbet er for Martinus elementer til forståelse af, hvordan livet går fremad og på den måde fornyer sig igen og igen. Alle energi eller bevægelsesarter går i kredsløb, og mennesket oplever døgnkredsløbet i dag og nat, årskredsløbet i sommer og vinter og desuden jordelivskredsløbet, som består af livet i den fysiske verden efterfulgt af livet i de åndelige verdener.

På samme måde, som døgnkredsløbet og årskredsløbet gentager sig, således er det jordiske menneskes nuværende jordliv heller ikke det eneste, men er et led i en fortsat række af liv, som det er ifærd med at opleve(40). Ligesom naturen er indrettet i fremadskridende kredsløb, fødes mennesket ind i barndommen, der repræsenterer vinterens princip, hvor det får hjælp fra sine forældre til de første skridt i den jordiske tilværelse. Dets liv er her stagneret fra et tidligere livs alderdom eller efterår til dets mere eller mindre sovende tilstand.

I løbet af ungdommen, som repræsenterer forårets princip, forberedes den enkelte igennem legemlig og mental udfoldelse til selvstændighed.

Som voksen har mennesket mulighed for igennem virketrang at realisere sine ideer og at kunne udfolde hele sin sjæls styrke, viden og manifestation. Det har mulighed for at tilegne sig en dybere forståelse af tilgivelsens og næstekærlighedens betydning, afhængig af dets udviklingstrin. Det voksne menneske sammenligner Martinus med sommerens princip, hvor naturen kulminerer i udfoldelse, og hvis allerhøjeste mål er at være til gavn og glæde for alle levende væsener.

I livets efterår, hvor organismen ældes, ser mennesket i erindringens lys tilbage på, hvad der er hændt. Ligesom bladene falder af træerne, mister mennesket også kraften til udfoldelse i den fysiske verden og fortsætter derefter til den åndelige verden igennem det, som mennesket kalder døden, men som Martinus kalder "fødsel 2"(41). Efter et ophold her vender mennesket atter tilbage til et nyt jordlivs mentale vinterstadium, nemlig barndommen.

Selvom et døgn eller et år er slut, betyder det ikke, at alt er forbi. Alle væsener gennemgår de samme faser, og når de er færdige med ét kredsløb, går de ind i et nyt. Således også mennesket. Når det har afsluttet ét jordlivskredsløb, fortsætter det efter en pause i de åndelige verdener i et nyt. De færdigheder og talenter, som tilegnes igennem et liv, oplagres i bevidstheden og kan således bruges i det næste liv, hvis der bliver brug for det. Mennesket modnes efterhånden til at håndtere alle egenskaber til det geniale. Denne modenhed kulminerer når det rigtige menneske fremstår som geni i væremåde og næstekærlighed.

Frem til menneskets ca. fyldte 30. år, repeterer det alle sine tidligere inkarnationer. Det skal forståes på den måde, at det repeterer de karaktertræk, der har været fremherskende i disse inkarnationer. Mennesket repeterer således sine enkelte senere inkarnationer mere intenst og bruger mere tid på dem, efterhånden som det nærmer sig det 30. år.

I løbet af barndommen repeteres inkarnationer, der ligger meget længere tilbage end de inkarnationer, der repeteres i ungdommen. Barndommens repetitioner af tidligere inkarnationer er derfor ret kortvarige, da de jo allerede er repeteret mange gange før. Når det enkelte menneske modnes igennem ungdommen, træner det mere og mere sin moral. I løbet af årene mellem det 20. og det 30 år repeteres de tre næstsidste inkarnationer. Langsomt men sikkert, kommer det på højde med det udviklingsniveau, som dets hidtidige erfaringer igennem alle tidligere inkarnationer har bragt det frem til. Det handler ikke kun om en færdigskabelse af den fysiske krop, men også om en modning af de åndelige legemer og organstrukturer, som bevirker at den enkelte er parat til at håndtere sine opnåede egenskaber til fulde. Den åndelige kapacitet er først moden eller færdigbygget ved 30- årsalderen. Efter det 30. år fortsætter mennesket ind i nye livsområder og oplevelser, som skal bringe det videre i kundskaben om godt og ondt.

Selvom et menneske dør, bliver det ikke udslettet. Det lever videre i det som Martinus kalder mellemtilstanden, hvor det efter en bortsuggerering af dets negative tanker, får lov til at få sine inderste ønsker og drømme til at gå i opfyldelse. Der er således ikke nogen grund til at frygte hverken livet efter døden eller det totale intet, som mange materialister tror på. Livet fortsætter i de egentlige åndelige verdener med udgangspunkt i, hvad væsenet har foretaget sig i den fysiske verden. Martinus kan på ingen måde anbefale ligbrænding da menneskets fortsat levende mikrovæsener herved lider voldsomt. Så er det ifølge ham bedre for de levende mikrovæserne, at mennesket får en almindelig jordbegravelse, da disse herved får længere tid til at dø en naturlig død. Martinus ser derfor en fremtid, hvor der forskes i balsameringsformer, som giver mulighed for at mikrovæserne, kan få mulighed for at leve deres liv naturligt til ende.

10.

Det er kun i den fysiske verden, at den egentlige læreproces kan foregå, og det er her udviklingen frem imod den fuldkomne moral finder sted. Hvad der fra menneskets synspunkt ser ud som uhensigtsmæssige eller ulogiske handlinger, giver set fra et Guddommeligt synspunkt det enkelte menneske mulighed for at modnes igennem erfaringer. Uden disse erfaringer ville det ikke være muligt for den enkelte at se konsekvenserne af sine handlinger. På mere primitive stadier i udviklingen, er væsenet af den overbevisning, at det er muligt at udslette sine fjender. Det vil imidlertid efterhånden som det udvikler sig igennem smertefulde oplevelser, mere og mere forstå hvad der befordrer ulykke og hvad der befordrer glæde både for andre og det selv. Den fysiske verden yder ikke kun modstand, men giver også samtidig mulighed for livsoplevelser, som i høj grad lærer væsenet at leve igennem det behag der mærkes, når det handler eller tænker i overensstem- melse med næstekærlighedsloven. Mennesket har således mulighed for at tage ved lære af sine erfaringer, hvad enten det skaber sorg eller glæde.

11.

Hver gang, mennesket har opnået en ny erfaring, vil den medvirke til opbygningen af en ny evne eller et nyt talent. Disse talenter har deres sæde i X2, i et organ som Martinus har givet betegnelsen "skæbneelementet"(42). (symbol 6) I dette skæbneelement findes alle evner og talenter, som mennesket igennem dets fysiske inkarnationer har dannet. Når mennesket atter inkarnerer i den fysiske verden, har det altså disse medfødte evner og talenter. I X2 ses nogle runde farvede felter, der symboliserer jeg´ets grundtalentkerner eller "spiralcentre". Disse talentkerner er forbundet med farvede trekanter, der symboliserer en evig organstruktur. I kraft heraf kan jeg´et skabe sine foranderlige og dermed timelige organstrukturer. Alle opøvede talenter, både positive og negative, bevares automatisk i skæbneelementet.

12.

"Vi lever midt i denne store, ja vi kan også sige denne mangfoldighed af skabelsesprocesser. Og hvis vi iagttager de processer, som er færdige, så ser vi, at de allesammen uundgåeligt, urokkeligt er til glæde og velsignelse for levende væsener. Der er ikke et eneste tilfælde, hvor de ikke er til glæde og velsignelse. Altså Guddommens skabelse har dette formål i sine slutfacitter at skabe glæde og velsignelse for de levende væsener. Vi kan se på vor egen organisme. Når vi ser på dens hundreder af forskellige funktioner befordret af særlige organer, der passer ind i hinanden, og de virker så fuldkomment, at vi ikke mærker noget til det. De virker automatisk og bevirker, at vi har et fuldkomment redskab, igennem hvilket vi kan opleve den fysiske verden, når vi da ikke selv griber ind i det og ødelægger dette redskab"(43).

13.

Det kan tage flere inkarnationer at opbygge og videreudvikle et talent indtil genialitet. Martinus opdeler denne proces i tre stadier, et A-stadie eller en teoriperiode, et B- stadie eller en træningsperiode og endelig et C- stadie, som svarer til at være geni i det optrænede område. For hver gang f.eks. en kunstner inkarnerer, bliver det lettere at udføre denne kunstart, idet kunstneren bygger videre på allerede dannede talenter i dette felt.

14.

Med den viden som Martinus har, ønsker han naturligvis ikke at skade eller gøre nogen fortræd. Han bliver imidlertid nødt til at gøre opmærksom på, at dette princip også gør sig gældende med hensyn til opbygning af negative talenter. Et menneske, der allerede i et tidligere liv har haft en umådelig trang til optagelse af unaturlige mængder alkohol, fødes med et talent, en trang, til at fortsætte sit drikkeri. I løbet af få liv kan denne last imidlertid nedbryde et menneskes talenter for opbyggelse af en sund, normal organisme, og i sin yderste konsekvens kan drankeren fødes med en invalideret organisme, og må leve med f.eks. dyb åndssvaghed. Dette menneske kan da ikke længere klare sig selv, men må have hjælp fra andre mennesker, således at det igen langsomt kan begynde at regenerere. Det er på denne baggrund og viden om talentkerneskabelse, at Martinus advarer imod umådeholden indtagelse af alkohol, og naturligvis også imod indtagelse af andre nedbrydende stoffer som f.eks. narkotika.

15.

Princippet i opbygning af næstekærlighedstalentet er det samme som i opbygning af alle andre talentkerner. Den konstante træning eller øvelse i at gøre det gode henover utallige inkarnationer fører tilsidst til, at mennesket fremstår som et moralsk geni. Da er næstekærlighedstalentet så udviklet og så rodfæstet, at væsenet udelukkende er i stand til at udfolde næstekærlighed. Først nu er det organisk udviklet til at kunne modtage og tåle intuitionsenergien, der ligger til grund for "den store fødsel" eller kosmisk bevidsthed.

Kap 10. Livet efter døden.

I sit verdensbillede beskæftiger Martinus sig også med livet efter døden, og det lå ham meget på sinde at rette tidligere tiders misforståelser angående menneskets skæbne efter den såkaldte død. Martinus ønsker med udgangspunkt i sin kosmiske bevidsthed at vise, at der ikke er nogen grund til at frygte livet efter døden, men at der tværtimod venter den døende meget store positive overraskelser.

Når der ikke er nogen grund til at frygte livet efter døden skyldes det, at der ikke findes noget helvede og ikke nogen domfældelse. Umiddelbart efter dødens indtræden kommer mennesket ind i den første sfære, som er mellemtilstanden imellem den fysiske verden og den åndelige verden. Mellemtilstanden er en forberedelsestilstand før indgangen til den egentlige åndelige verden, og den kan opdeles i en mørk zone, der kan sammenlignes med skærsilden, og en lys zone, som Martinus kalder paradiszonen. På symbolet her (symbol 37) ses mellemtilstanden som et sort og et hvidt område ovenover det orangefarvede område. Dette orangefarvede område nederst på symbolet med de sort-hvide felter, symboliserer det ufærdige menneske på dets forskellige stadier i udviklingen fra dyr til menneske. Dette betyder, at jo mere udviklet det enkelte menneske er, jo mindre mørke er der at bortsuggerere i dets bevidsthed efter dødens indtræden. For det færdigtudviklede væsen er der åben og direkte fri adgang for de kosmiske stråler fra Guddommen. Denne Guddom er symboliseret ved trekanten og stjernen foroven. De egentlige åndelige verdener, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget er vist igennem den gule, grønne, blå og den indigo farve.

Det er kun opholdet i mellemtilstandens mørke zone, der kan være ubehagelig. Det, som møder mennesket her, er dets egne tankebilleder, der var usynlige i den fysiske verden. I mellemtilstandens mørke zone bliver disse tankebilleder synlige og den ydre verden består således af éns egne og andre ulykkelige menneskers tankebilleder. Hvis mennesket, da det døde, var opslugt af konflikter og led af samvittighedskvaler, eller hvis det var opfyldt af martyriumstanker og var hadefuld og bitter på livet, skaber disse tankeforestillinger de ydre omgivelser, der møder den afdøde her.

En anden ubehagelighed i mellemtilstandens mørke zone kan være, at mennesket ikke med det samme opdager, at det nu er død. Det kan f.eks. være et ungt menneske, der pludselig dør i en trafikulykke. Døden indtræffer her så overraskende og uventet, at den afdøde i begyndelsen lever videre i mellemtilstanden, som om intet var hændt, indtil det opdager, at det er kommet væk fra den fysiske virkelighed og ikke kan komme i kontakt med andre mennesker dér.

Forinden mennesket kan komme ud af mellemtilstandens mørke zone og ind i dens lyse zone eller paradiszonen, skal det igennem en renselsesproces. Denne renselse sker, når det diskarnerede menneske ikke længere kan holde ud at opleve en ydre verden, der udelukkende består af dets egen mørke, mentale tilstand. Ønsket om at komme fri af denne ubehagelige tilstand får mennesket til at bede om hjælp, også når det ikke ved hvem det beder til. Dets bøn høres straks af særlige skytsengle, hvis opgave netop er at hjælpe mennesker ud af mellemtilstandens mørke zone. Skytsenglene bortsuggererer nu menneskets mørke mentale sansetilstande eller primitive tilbøjeligheder. Lammelsen af disse tilstande er dog kun midlertidig, idet de blot er sat ud af kraft, sålænge mennesket er diskarneret. Med denne lammelse går vejen herefter videre frem til mellemtilstandens lyse zone, paradiszonen.

Jo mere bevidstheden i menneskets fysiske liv har været fyldt af sådanne mørke, primitive tankeforestillinger, desto mere må bevidstheden udrenses i mellemtilstandens mørke zone. Men jo længere mennesket kommer i sin humane udvikling, desto mindre mørke skal der udrenses i mellemtilstanden. Det fremskredne, humane menneskes bevidsthedsliv er opfyldt af lyse og næstekærlige tanker, og et sådant menneske overgår da forholdsvis let til mellemtilstandens lyse paradiszone.

I denne mellemtilstandens lyse zone skaber mennesket sig et paradis, der er i overensstemmelse med dets udviklingstrin eller den bølgelængde, som dets bevidsthed kan komme i kontakt med. Det vil sige at der findes et paradis, der passer hvert enkelt individ. Her oplever det en idealtilværelse, hvor det kan udleve sine religiøse forestillinger og realisere alle de ønsker, som det ikke kunne få opfyldt i den fysiske verden. Både i mellemtilstandens mørke og lyse zone bærer menneskets bevidsthed således endnu præg af den fysiske verdens tankeforestillinger.

Paradiszonen rummer også områder for verdensreligionerne. Det vil sige, at der ifølge Martinus virkelig findes et område med et kristent paradis. Eftersom den åndelige materie direkte lyder tankens bud, kan alle religiøse tankeforestillinger om f.eks. at tiljuble Kristus med palmegrene gå i opfyldelse. Når mennesket indtil trivialitet har oplevet sine religiøse ønskedrømme, danner det andre tankebilleder, som derefter går i opfyldelse.

Også menneskets verdslige ønskedrømme går i opfyldelse i paradiszonen. Den skabemæssige udfoldelse er helt fri, da mennesket ikke længere er tynget af økonomiske og andre sorger og er fri af den modstand, som den fysiske materie yder. Martinus nævner f.eks., hvordan arkitekten kan bygge sit ønskeslot helt uden besvær. Gnieren får oceaner af penge, som han kan beholde helt for sig selv, mens kunstneren får sine højeste ønsker om f.eks. at fremstille fantastiske naturscenerier, der langt overgår billeder malet på et lærred. Her i paradiszonen fremtræder den kunstneriske fremstilling i sin kilometervide udstrækning, med himmel og hav, skove, søer, og hvad kunstneren ellers er i stand til at forestille sig.

Tidligere, f.eks. i vikingetiden, var det en stor ære at blive slået ihjel på slagmarken. Hvis man døde i kamp, troede man, at man kom i Valhal, der var den højeste paradistilstand som der kunne tænkes. Dette betød, at man her kunne fortsætte med at kæmpe og drikke mjød. Idag er menneskeheden generelt set inde i en forceret udvikling både på det materielle og det psykiske område. Mange mennesker på jorden besidder imidlertid stadigvæk en vikingementalitet, der ligesom Det Gamle Testamentes læresætninger går ud på at hade sine fjender og hævne sine venner. I deres bevidsthed er der stadigvæk en forestilling om, at det er godt at slå fjender ihjel. Denne vikingementalitet eller dræbende bevidsthedstilstand medfører imidlertid megen lidelse. Med nutidens forcerede udvikling bliver det mere åbenbart at mange mennesker tager ved lære af deres lidelseserfaringer. Vikingementaliteten forsvinder ganske langsomt og mennesket udvikler således både human begavelse og intelligens. Derfor vil det enkelte menneske ifølge de kosmiske analyser også ved dødens indtræden få større oplevelsesmuligheder i de egentlige åndelige verdener.

Når mennesket bliver mæt af at være i paradiszonen, hvor det har beskæftiget sig med forhold, der hører den fysiske verden til, ønsker det mere og mere at beskæftige sig med forhold, der hører den egentlige åndelige verden til. Det kan for eksempel have interesse i medmenneskelige, kunstneriske og intellektuelle emner eller andre områder, der er af åndelig karakter. I hvor stor udstrækning den enkelte kan beskæftige sig med sådanne emner i den egentlige åndelige verden, afhænger af, hvor meget det har beskæftiget sig med, eller har haft længsel og interesse for, emner af samme art i den fysiske verden.

Efter dødens indtræden vil mennesket på dets nuværende udviklingstrin gå igennem de åndelige tilværelsesplaner i spiralkredsløbet som gæst. Da den enkelte jordboer endnu ikke er fuldt udviklet i næstekærlighed, kan han eller hun ikke forblive i disse åndelige verdener efter den såkaldte døds indtræden. Det har heller ingen interesse eller længsel efter at forblive permanent i disse.

13.

Den første åndelige zone som det kommer ind i, er det rigtige menneskerige. Her kan det, indgå i forsynets arbejde som skytsånd for menneskene i den fysiske verden. Desuden er det, afhængig af følelseslegemets udvikling, her istand til at frembringe og udtrykke de skønneste former for kunst i samme grad som det har evnerne dertil. Efter at væsenet har gennemlevet og er blevet mæt af oplevelser, der hører det rigtige menneskerige til, går det ind i visdomsriget. Her kan det beskæftige sig med videnskab, i overensstemmelse med dets intelligenslegemes kapacitet. Her kan det analysere og afprøve nye opfindelser ved intelligensens hjælp.

14.

Det oplever herefter en periode i det allerhøjeste tilværelsesplan, den guddommelige verden. Her belives det med Guddommens allerhøjeste facitter, afhængig af hvor udviklet dets intuitionslegeme er. Inden væsenet igen, mæt af den åndelige verden, inkarnerer i fysisk materie, oplever det i salighedsriget en periode, hvor det i sin indre verden, oplever de sidste 2 3 fysiske inkarnationer. Væsenet kan ved hjælp af dets hukommelseslegeme se disse i sammenhæng.

Mennesket forlader ikke den åndelige verden, før det selv er parat til det. Efter denne rejse som gæst igennem spiralkredsløbets tilværelsesplaner, er det blevet beriget med så meget livskraft, at det igen er parat til den fysiske verdens udfordringer.

Selvom det er smukt og dejligt at være i den åndelige verden, er det absolut ikke meningen, at man ved egen hånd skal bringe sig over i denne. At begå selvmord betyder, at man kun midlertidigt standser sin egen smertelige tilstand eller tilværelse i den fysiske verden. I mellemtilstanden har selvmorderen jo den samme mentalitet, som bragte ham eller hende til at begå selvmord. Ligesom andre mennesker i mellemtilstanden udfries også selvmorderen ved skytsenglenes hjælp, så snart han eller hun beder herom. Desuden kan nævnes at reinkarnationsprincippet vil medføre, at mennesket i sin næste inkarnation igen skal gennemleve den samme problematik, som forårsagede selvmordet.

Martinus anbefaler derfor, at man holder ud og ikke tager sit liv, da man jo alligevel ikke kan komme uden om at skulle igennem denne særlige lidelsestilstand(44). Den hurtigste vej ud af denne lidelse er altså at søge at forstå, hvad man skal lære af den svære situation.

Hvor længe man befinder sig i den åndelige verden, afhænger af, hvor gammel man var, da man døde. Og ikke mindst af, hvor meget man har udviklet sig moralsk, har optaget ny viden og hvor skabende man har været, siden man sidst var i de åndelige verdener. Dør man som lille barn eller som ung soldat, er der ikke så meget nyt at opleve i de åndelige verdener, og begge inkarnerer derfor relativt hurtigt igen. Dør man i sin bedste alder som voksen og bliver revet væk midt i en spændende livsgerning, vil man selv ønske at inkarnere ret hurtigt for at fuldføre denne gerning. Dør man som gammel og mæt af dage, har man behov for en længere hvilepause, og man kan da tilbringe ca. lige så lang tid i de åndelige verdener, som man tilbragte i den fysiske. Forudsætningen herfor er naturligvis, som ovenfor nævnt, at man i sit sidste liv har været aktivt skabende, har optaget ny viden eller har udviklet sig moralsk f.eks. igennem smerte. Det er det der gør det spændende at opholde sig i de åndelige verdener, da der herved opstår nye udforskningsområder i disse verdener.

19.

Efter den kosmiske bevidstheds indtræden bliver det ifølge Martinus mindre og mindre påkrævet at inkarnere i fysisk materie, idet de åndelige verdener bliver mere og mere interessante. Der følger herefter en overgangsfase, hvor inkarnationerne i den fysiske materie lidt efter lidt helt ophører. Mennesket er nu et fuldkomment, åndeligt væsen, der går mange lyse oplevelser i møde som permanent beboer i de åndelige verdener, Guds primære bevidsthed.