Universets tale
Essenser i Martinus kosmologi
af Thorkil Schultz Nielsen
1.5. år 2000
http://home3.inet.tele.dk/thorkil/kosmologi/
Kap. 5 - 7.
Kap. 5 Mørkets mission.
1
Mange af nutidens humane materialister, for hvem lidelsernes berettigelse i verden er blevet et påtrængende mysterium at få løst, søger, mere eller mindre bevidst, en acceptabel forklaring på den megen ondskab, der findes. De er for længst vokset fra forklaringen om, at det er djævelen, der står bag alt det onde, og hvis formål udelukkende er, at de skal havne i helvede. De kan heller ikke forstå det logiske i, at en Gud, der skulle være alvis, almægtig og i særdeleshed alkærlig, skulle kunne tillade, at der findes ondskab og lidelser i verden. I så fald måtte det jo være en sadistisk Gud.
2
Som tidligere vist har Martinus symboliseret hele verdensaltet eller Guddommes bevidsthed i det han kalder hovedsymbolet (symbol 11). Her er markeret et afsnit, det orange område også kaldet dyreriget, hvor dræbende tanker og manifestationer, kan komme til udtryk. Ifølge Martinus´ analyse af mørkets mission skal mørket eller manifestationen af det onde ikke forståes som en magt, der eksisterer selvstændigt uden for Guddommens bevidsthed. Mørkets mission er, at det levende væsen, i et særligt udviklingsafsnit, skal lære det onde at kende. Uden at væsenet lærer dette, kan det umuligt lære, hvad det gode er. Og uden at vide, hvad det gode er, kan det levende væsen aldrig nå frem til at manifestere den fuldkomne væremåde. Mørket er således en uundværlig del af Guddommens plan, der har til formål at føre mennesket frem til kosmisk bevidsthed, der er en bevidsthedstilstand hvor væsenet er i kontakt med alkærlighedens inderste visdom. Denne kontakt får det ved indgangen til det rigtige menneskerige, markeret ved det gule afsnit.
3
I dyreriget er udfoldelsen af mørket eller "det dræbende princip"(16) en naturlig del af bevidsthedslivet, idet dyret her i overvejende grad har sin livsbetingelse ved at dræbe. Da intelligensenergien netop i dyreriget begynder at gøre sig gældende, går denne begyndende intelligens i "det dræbende princips" tjeneste og hjælper dyret i dets overlevelseskamp. Ved hjælp af intelligensen, som i sig selv er neutral, har mennesket frembragt mange goder, men da det stadig er hjemmehørende i dyreriget og dermed i "det dræbende princips zone", har det også brugt sin intelligens til magtmanifestation og udkonkurrering af medvæsener.
4
Martinus har symboliseret den tilstand som han kalder "gennem indvielsens mørke, helvede eller ragnarok"(symbol nr 19). Her vises mørkets kulmination eller det dræbende princip. Trekanten over hjertet symboliserer væsenets jeg og hjertefiguren væsenets fysiske organisme, mens de to sabler i hjertefiguren symboliserer det dræbende princip. På dette udviklingstrin reagerer mennesket med had og hævn, når det selv bliver udsat for mørk skæbne. Alle former for mørk skæbne, repræsenteret ved den orange bue til venstre på symbolet, formår væsenet kun at reagere på, ved at give tilbage med samme mønt. Øje for øje og tand for tand er her idealet. Derfor udsendes en ny skæbne- eller karmabue, repræsenteret ved den orange bue til højre, som væsenet vil modtage igen i denne eller i senere inkarnationer. Den kolde materialismes opfattelse af, at mennesket udslettes ved dødens indtræden, symboliseres af dødningehovedet. Byen i baggrunden, med de mange huse, kupler, tårne, spir og fabriksskorstene, symboliserer jordmenneskehedens nuværende kulturområde. Trods videnskabens positive intentioner, har den langt fra kunnet give tryghed og verdensfred. Den har i sin uvidenhed skabt våben, atombomber og alskens mordmaskiner, med hvilke det har mangedoblet menneskets drabskapacitet langt ud over, hvad noget fuldblods rovdyr kan præstere.
5
Dette, at intelligensen går i egoismens og "det dræbende princips" tjeneste, danner baggrund for den bevidsthedstilstand, som Martinus kalder for "djævlebevidsthed"(17). Med denne "djævlebevidsthed" skaber mennesket krigens rædsler, ragnarok og koncentrationslejrenes grusomhed, ja skaber her det yderste mørke, helvede inkarneret på jord. Dette er således det eneste virkelige eksisterende helvede, idet der hverken findes en "djævel" eller et "helvede" efter døden, som er den traditionelle kristendoms anskuelse.
6
Om mørket og "helvede" skriver Martinus:
"Men vi ser her, at af alle dem, som "døde" på slagmarkerne eller "døde" for hadets hånd, samt alle dem, som "døde" af andre årsager, sygdom og alderdom, er slet ingen "døde". Det, der opfattedes at være "døden", "helvede" eller mørket, var ikke andet end et "farvestof", et "dekorationsmateriale", "mørk maling", som det udødelige Jeg i forbindelse med Guds modellerende og malende hånd bag de døde kroppe benyttede ved udformningen af sit livskunstværk: "Mennesket i Guds billede". De døde kroppe, ligene i gravene, er kun høvlspånerne eller affaldsstofferne fra denne Guddommelige skabelsesproces, denne Guddommelige omformning af mentalitet fra "dyr" til "menneske""(18).
7
"At skabe et menneske om fra at være et dyr, for sådan foregår skabelsen, at skabe et menneske om fra at være et dyr til det færdige fuldkomne menneske, der er så totalt fuldkomment, at der ikke på nogen som helst måde kan ske nogen lidelse eller smerte eller noget som helst fra dets manifestationer, men hele tiden udstråler et væld af lys for sine omgivelser. At forvandle dyret til et sådant væsen, det kræver millioner af år. Og da menneskene kun er bevidste i det ene liv, det nuværende liv de lever, så har de jo ikke ret megen udsigt over dette vældige panorama. Men de må jo se. De må jo lære at forstå, at de selv er evige, at det liv de nu har, det er ikke begyndelsen. Hvis det var begyndelsen, så var der ikke den mindste retfærdghed i verden. Så var alting fuldstændig ødelæggende, saboterende."(19).
8
Vi befinder os altså i en forvandling fra dyr til rigtige mennesker, og i denne proces går vi igennem både gode og onde erfaringer, og oplever både glæde og smerte. Martinus betegner det onde som det "ubehageligt gode", mens han betegner det gode som det "behageligt gode". Både det gode og det onde har sin berettigelse i menneskets humaniseringsproces. Lokalt set opleves "det ubehageligt gode", naturligvis som ondt og mennesket kommer tit i vanskelige situationer, hvor det oplever, at ligemeget hvad det vælger at gøre, kan det ikke undgåes, at gøre ondt over for andre. I sådanne situationer anbefaler Martinus altid at gøre det mindste onde.
9
Det er imidlertid væsentligt at understrege, at der er en vej ud af mørket. Efterhånden som det enkelte menneske kommer dertil i udviklingen, hvor det bevidst kan arbejde med på sin egen udviklings- eller humaniseringsproces, kan det ifølge Martinus ikke undgåes at det opdager, at det forandrer sig. Det kan bevidst arbejde med på sin egen humane proces ved at udrense alle negative tendenser i sin bevidsthed og samtidig dagligt tænke på, hvad godt det kan gøre for sin næste. Selvom der stadigvæk sker meget ondt i verden, kan den enkelte begynde at forske i sit eget sind og forsøge at finde ud af, hvad det er der giver en ulykkelig skæbne og hvad det er der giver en lykkelig skæbne. Det er i den sidste ende det enkelte menneske selv der gennem indre kamp må tilgive og elske sin næste for derigennem at komme ud af lidelsernes sfære. Igennem denne rejse får det større indsigt og viden om sig selv og sine medvæsener fra nær og fjern.
Kap 6. Mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.
1
I Martinus' verdensbillede omfatter næstekærlighedsbegrebet alt og alle i hele verdensaltet, det vil sige mikrokosmos, mellemkosmos, herunder naturligvis også dyrene og planterne, og makrokosmos. Ifølge Martinus har også Kristus erkendt begrebet næstekærlighed i denne udvidede betydning. Kristus vidste imidlertid, at hans samtidige ikke var udviklede nok til at kunne fatte næstekærlighedsbegrebet i sin fulde udstrækning. Derfor var det, at han kunne udtale: "Jeg har endnu meget at sige Jer, men I kan ikke bære det nu"(20).
2
Set fra menneskets perspektiv består mikrokosmos af alle de organer, celler, atomer og endnu mindre livsenheder, som dets organisme er opbygget af.
3
Mellemkosmos omfatter, foruden jordmennesket, også plante og dyreriget, som omfatter utrolig mange arter og former. Alle er de som individer på vej fremad i udviklingen. Som symbol 29 viser findes der mange forskellige veje. Martinus udtrykker disse veje som udviklingslinier eller udviklingsbaner. I princippet skal alle levende væsener igennem den bevidsthedstilstand som udtrykkes igennem plante- og dyreriget for at nå frem til at have en total fuldkommen fysisk "menneskeorganisme". Disse fuldkomne menneske- organismer vil naturligvis være vidt forskellige afhængig af hvilken udviklingsbane det enkelte individ har fulgt. Som symbolet viser, findes der mange forskellige udviklingsbaner. Således befinder mennesket, fuglene, og insekterne sig i hver sin udvikingsbane.
4
Makrokosmos udgøres af jorden, solsystemet, mælkevejen og det øvrige univers.
5
Symbolet her viser syv kosmiske spiralkredsløb (symbol 14), hvor det midterste mærket D med den korsformige figur, symboliser det spiralkredsløb der hedder mellemkosmos. Mineraler, planter, dyr og mennesker, hører til i eller er en del af dette spiralkredsløb. Vel at mærke når det ses fra menneskets perspektiv . Til venstre for denne spiral er der tre spiralkredsløb, A, B og C som også i dette perspektiv betegnes som mikrokosmos. Til højre for D- kredsløbet eller mellemkosmos er der ligeledes tre spiralkredsløb E, F, og G, som ligeledes set fra menneskets perspektiv betegnes som makrokosmos. A- spiralen markerer mikroliv som er det samme som stof eller materie. B- spiralen markerer mikrolivsformer af cellemæssig karakter. C- spiralen er organvæsener i menneskers, dyrs og planters organisme. D- spiralen består som sagt af planter, dyr og mennesker. E- spiralen er hjemstedet for kloder eller planeter. F betegner solsystemspiralen, mens G står for mælkevejsspiralen(21).
6.
Symbolet illustrerer hvordan vi som mennesker befinder os inde i jordklodens organiske strukturområde, der igen befinder sig inde i solsystemets strukturområde. Sådan fungerer det opad gennem mælkevejen og videre i det uendelige. Det samme princip gælder også i det uendelige nedadtil for mikrokosmos eller de mikroindivider som vi har i vor organisme eller kropssystem. Overliggende spiralrigers opbygning og eksistens afhænger af underliggende spiralrigers mikroliv eller materiemateriale. Levende væsener, om det så gælder mælkevejssystemer, solsystemer, planeter eller for den sags skyld mennesker, så har de et ansvar overfor underliggende spiralkredsløb eller mikroliv. Vort mikrokosmos er således en forudsætning for vor organisme og eksistens.
7
For at opfylde loven for næstekærlighed over for mikrovæsenerne er det således menneskets ansvar at sørge for at give disse mikrovæsener optimale livsbetingelser. Dér, hvor mennesket ikke lever op til dette ansvar, opstår der sygdom og elendighed, der til sidst kan betyde en alt for tidlig død. Det er således ikke en lille opgave, som mennesket bliver stillet overfor. Til gengæld får det alle de inkarnationer, som det har behov for, til at lære at elske alt og alle, idet næstekærlighed til og ansvarlighed over for mikrokosmos er et spørgsmål om human udvikling. Martinus understreger, hvor vigtigt det er at lære at tænke i tilgivende og næstekærlige tankebaner. Desuden det væsentlige i at give kroppen den rigtige ernæring og pleje.
8
Martinus gør opmærksom på at det dræbende princip i overvejende grad kun er en livsbetingelse for dyrene. Det er det ikke for det nuværende menneske. Alligevel er kødspisning af væsener fra dyreriget på grund af uvidenhed blevet en vanetilstand, der har fulgt det ufærdige menneske, helt op i kulturmenneskets rækker. På kortere sigt bevirker kødspisning, at der opstår sygdomme i menneskets mikrokosmos, på længere sigt bevirker det, at det skaber drabskarma for det selv på grund af alle de dyredrab, kødspisningen forårsager. Det er således en betænkelig sag at fortære så relativt højt udviklede væsener, som dyreverdenen repræsenterer.
9
Det er heller ikke nødvendigt, at dyrene fortsat skal levere deres organismer som føde for mennesket. Det humane, menneskelige kropssystem eller mikrokosmos bliver, efterhånden som mennesket udvikler sig, mere forfinet, og det har derfor også brug for en mere forfinet kost. Da det humane menneske imidlertid stadig befinder sig i den fysiske verden, må det også have fysisk føde, blot tilpasset dets udviklingstrin. Martinus mener, at det bedste for mennesket på nuværende trin i udviklingen er vegetarisk ernæring. Planteriget rummer i sig rigeligt med vitaminer og kraft til, at mennesket kan leve sundt, og variationsmulighederne er så talrige, at det langt fra er kedeligt at være vegetar.
10
Ligesom vi efterhånden lærer at være bevidste om en ansvarlig behandling af vort mikrokosmos, ved at give næring af allerhøjeste værdi igennem den mad som vi bringer dette kosmos, vil vi også lære at forstå, hvor vigtigt det er, at behandle vort nærmeste makrokosmos på en fornuftig og ansvarlig måde. Jorden er det makrokosmiske, levende væsen, der er menneskets primære beskytter. Derfor er det i menneskets egen interesse at indse formålet med, at give den de bedst mulige betingelser.. Der hvor vi kan gøre vor indflydelse gældende er f.eks. ved ikke at forgifte jorden og ved ikke at overforbrugeog misbruge jordens resourcer. Jorden kan til gengæld give menneskene, der jo er dens mikrovæsener, optimale og harmoniske livsbetingelser.
11
Set i et kosmisk perspektiv, saboterer menneskene jordens livskraft, når de enten anvender atomkraft, udsætter jorden for atomprøvesprængninger, eller underminerer jordens livsbetingelser, f.eks. igennem nedkastning af atombomber. Biproduktet ved anvendelse af atomkraft er, at atomaffaldet ikke kan gå tilbage i jordens naturlige kredsløb, mens nedkastning af atombomber desuden direkte skader jordens mikrovæsener. I stedet for at sabotere jordens livskraft er idealet for det enkelte menneske og det enkelte samfund at leve op til næstekærlighedsloven i et gensidigt samarbejde med jorden.
12
Ligesom det enkelte menneske begynder at forstå de dybere livssammenhænge i forhold til dets medvæsener, vil det enkelte samfund også begynde at forstå, hvad det er der skaber ulykkelige eller lykkelige forhold for dets egne og andre staters indbyggere. Hele den læreproces som staterne imellem skal igennem for at skabe lykkelige og frie livsvilkår for alle jordens indbyggere er meget lang. Vejen går væk fra sabotage og udnyttelse af jordens livskraft, som i sidste ende kan forårsage kolosale katastrofer uafhængig af landegrænser. Den går væk fra alle former for krige imellem de enkelte samfund og stater, frem til en ligeværdig og social retfærdig verden for alle.
Kap 7. Verdensaltet.
1
Menneskeheden er ifølge Martinus på vej imod en helt ny forståelse af verdensaltet. Den ny forståelse består i at verdensaltet er opbygget af en mangfoldighed af levende væsener indeni levende væsener. Mælkevejen er således et levende væsen, der er makrokosmos for alle de levende væsener, som den består af, f.eks. solsystemet. Solsystemet med dets mange planeter er igen makrokosmos for jorden, der igen er makrokosmos for mennesker, dyr og planter. Disse er igen hver især makrokosmos for de organer, celler og atomer, som de er opbygget af.
2
Ethvert levende væsen i verdensaltet er således på samme tid mikrovæsen i et makrokosmisk væsen, og makrovæsen for dets mikrokosmiske væsener. Dette princip gælder i det uendelige, både opadtil i galaksernes universer og nedadtil i atomernes universer. Guddommen er det levende væsen, i hvilket alle andre levende væsener er mikrovæsener, men som ikke selv er mikro væsen i noget andet væsen. Denne sammenhæng i universets struktur kalder Martinus for livsenhedsprincippet. Han har sammenfattet dette i et enkelt symbol (symbol 7) hvor trekanten og det hvide felt symboliserer jeg´et og dets overbevidsthed. Dets fysiske organisme symboliseres af feltet udenom. Hvert levende væsen er således opbygget af mindre levende væsener eller livsenheder. Med denne opbygning garanterer makrovæsenet livsrum, skabe- og oplevelsesmuligheder for de levende væsener som det er opbygget af. Et eksempel herpå er jorden, som består af en lang række mikroindivider, f.eks. mennesker, planter og dyr. Disse har igen en lang række mikroindivider. For menneskers og dyrs vedkommende er det f.eks. hjerte, lunger og nyrer, der igen består af celler og atomer. Således symboliseres alle verdensaltets levende væsener indeni levende væsener fra mikrokosmos til makrokosmos(22).
3
Symbolet her (symbol 6) viser det treenige princip for det levende væsen. For det første, at det består af et jeg, der skaber og oplever repræsenteret ved det hvide afsnit foroven. Jeg´et er det levende væsens højeste væsenskerne og det er hævet over alle former for manifestation, da det udgør selve manifstationens ophav. For det andet består det treenige princip af en evig skabeevne, det vil sige en manifestations og oplevelsesevne, repræsenteret ved det midterste afsnit på figuren. Endelig af noget skabt, det vil sige enhver form for manifestations og oplevelseslegemer, repræsenteret igennem det nederste afsnit med de seks legemer, instinktlegemet, tyngdelegemet, følelseslegemet, intelligenslegemet, intuitionslegemet og hukommelseslegemet. Den violette farve i det midterste afsnit udtrykker livets allerhøjeste energi, nemlig moderenergien(23). Det hvide kors symboliserer den totalt fuldkomne bevidsthed og den heraf følgende totalt fuldkomne manifestation, mens det orange felt inden for den sorte cirkel symboliserer væsenets fysiske legeme.
4
Disse tre hovedafsnit også kaldet X1, X2 og X3 er uadskillelige og udgør det levende væsens kerneanalyse. Da alle verdensaltets jeg'er er indeholdt i Guddommens jeg, kan Guddommens jeg skabe og opleve igennem alle andre jeg'er. Der findes således intet uden for Guddommen.
5
Jeg'et skaber og oplever ved hjælp af sin evige skabeevne og på grundlag af et evigt begær efter at opleve, hvilket Martinus kalder urbegæret. Den inderste kilde til alle andre eksisterende begær i det levende væsen udgøres af dette urbegær. Igennem den 7. grundenergi, moderenergien, forbindes dette begær med verdensaltets seks øvrige grundenergier: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien.
6
Disse seks grundenergier (symbol 12) ligger til grund for seks riger eller bevidsthedsfelter, der tilsammen, som symbolet viser, udgør et spiralkredsløb. I hvert rige er alle seks grundenergier til stede, men kombinationen af grundenergierne varierer fra rige til rige. I planteriget f.eks. er det instinktenergien der er kulminerende, mens tyngdeenergien og følelsesenergien er i tiltagende. Her er intelligensenergien latent mens intuitionsenergien og hukommelsesenergien er aftagende. I dyreriget, kulminerer tyngdeenergien, mens følelsesenergien og intelligensenergien er i tiltagende. Her er intuitionsenergien latent, mens hukommelsesenergien og instinktenergien er i aftagende. I hvert rige, det vil sige i planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget er der altid én energi der er kulminerende, to energier der er i tiltagende, to energier der er i aftagende og endelig én energi der er latent, det vil sige i mindsteudfoldelse(24).
7
Igennem hovedsymbolet (symbol 11) giver Martinus som sagt et overblik over hele verdensaltets struktur eller opbygning. Dette symbol viser alle levende væseners struktur og opbygning med et evigt jeg, en skabeevne og noget skabt. Det viser et verdensalt hvori alle levende væsener lever deres liv.
8
Den 1. grundenergi, instinktenergien, kulminerer i planteriget. Her optræder væsenet i planteform. Planteorganismerne er blevet til igennem instinktiv automatfunktion. Væsenets bevidsthedsliv er her begrænset til en "anelsesevne". Plantevæsenet er ganske langsomt ved at blive vækket til bevidsthed i den fysiske verden. Det er på vej væk fra en dyb, åndelig salighedstilstand, hvor det har været dagsbevidst i livet i de åndelige verdener, frem imod en tilstand, hvor det efterhånden bliver dagsbevidst i livet i den fysiske verden.
9
Den 2. grundenergi, tyngdeenergien, kulminerer i dyreriget. Denne energi, ligger bag eller aktiverer "det dræbende princip". Tyngde-energien eller eksplosionsenergien ligger til grund for alt, hvad der i dyrevæsenets bevidsthedsliv er vrede, aggression, had, jalousi og mordlyst. Væsenets livsoplevelse er nu udviklet til fuld dagsbevidsthed i den fysiske verden, idet det fuldt udviklede dyr har fuldt udviklede, fysiske sanser: syn, hørelse, lugt, smag og følelse. Det er i slutningen af dette rige, at menneskeheden i øjeblikket befinder sig.
10
Den 3. grundenergi, følelsesenergien, kulminerer i det rigtige menneskerige. Med væsenets indtræden i dette rige begynder dets dagsbevidste livsoplevelse i de åndelige riger. I det rigtige menneskerige har alle væsener opnået kosmisk bevidsthed eller mental suverænitet, hvilket vil sige, at de i praksis er blevet genier i at skelne godt fra ondt. De er blevet "ét med Faderen". Her er væsenets bevidsthedsliv fuldstændig i harmoni med livets love, og alkærligheden er en absolut selvfølge.
11.
Den 4. grundenergi, intelligensenergien, kulminerer i visdomsriget. Væsenerne er her verdensaltets højeste kapaciteter i fuldkommen skabelse. Visdomsvæsenerne udtænker organismerne for kommende plante, dyre og mennesketilværelser i kommende verdener. Absolut alle skabelsesprocesser har rod i dette tilværelsesplan. Her udføres nye opfindelser i tankematerie og videreformidles igennem inspiration til den fysiske verden. Her er Guds bevidsthed udformet som videnskabelig skabelsesaktivitet.
12
Den 5. grundenergi, intuitionsenergien, kulminerer i den guddommelige verden. Intuitionsenergien er automatiseret analyseringsevne, og igennem denne energi kan væsenet sanse de evige principper uden for tid og rum. Alle verdensaltets facitter forekommer på dette plan, der er hjemstedet for hele Guddommens bevidsthed. Den guddommelige verden er ideernes verden. Ingen manifestation kan finde sted uden først at have været en idé. Herfra går ideerne videre til visdomsriget med henblik på en mere konkret udformning i tankematerie.
13
Den 6. grundenergi, hukommelsesenergien, kulminerer i salighedsriget. Her er væsenets bevidsthedsliv fuldstændigt tilbagetrukket til dets egen erindringsverden, da væsenet ikke mere har nogen dagsbevidsthed i den ydre verden. Efter utallige oplevelser sammen med andre væsener, i det tilbagelagte spirakredsløb, er væsenet nu blevet fuldstændig mæt af samværet med andre, og behovet eller sulten efter at være alene er opstået. Salighedsvæsenet har ikke nogen som helst forbindelse med andre væsener i den ydre verden, og det oplever således at være suveræn hersker i sit eget univers. I salighedsriget lever væsenet udelukkende i salig erindring om sine tidligere oplevelser fra spiralkredsløbet.
14
Mod slutningen af salighedsriget begynder væsenet at blive mæt af alle disse indre oplevelser, og en sult efter igen at manifestere sig i den ydre, fysiske verden, altså plante og dyreriget, opstår. Ved udgangen af salighedsriget, i overgangszonen mellem den åndelige og den fysiske verden, manifesterer væsenet sig i mineralriget, der altså udgør væsenets første, spæde manifestationsform i den fysiske materie. Væsenets bevidsthedsliv befinder sig dog stadig i den åndelige verden, i salighedsriget. Væsenets ydre manifestation optræder i fortættet form f.eks. i guld, sølv og sten. Det ses i bjergkæder og forrevne klippeformationer. Længere fremme i udviklingen tager det form af vidunderlige iskrystaller og frostblomster.
15
Med indgangen til planteriget indtræder væsenet igen i et nyt spiralkredsløb, hvor det kan forny sin manifestations og oplevelsesevne, blot i en højere spiral. Den nye spiral er således ikke en gentagelse af den foregående spiral undtagen i princippet, idet væsenets evige skabe og oplevelsesevne danner nye former og oplevelser igennem de seks grundenergier på basis af indhøstede erfaringsmateriale i den foregående og alle øvrige underliggende spiralkredsløb. På denne måde går væsenets livsoplevelse fra uendelighed i mikrokosmos til uendelighed i makrokosmos.
16
Spiralkredsløbet med dets seks riger er samtidig en oplevelsescyklus, hvor væsenerne både oplever kulminationen af mørke og kulminationen af lys. I de åndelige riger, det vil sige det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, kulminerer lyset og livsudfoldelsen med den guddommelige verden. Disse fire åndelige riger kalder Martinus for "Guds primære bevidsthed"(25). I de fysiske riger, det vil sige plante og dyreriget, kulminerer mørket i dyreriget. Disse to fysiske riger kalder Martinus for "Guds sekundære bevidsthed"(26). Dette betyder altså, at livet vekselvis har en maximal udfoldelsestilstand og vekselvis en minimal udfoldelsestilstand, idet livsudfoldelsen aldrig kan bringes til totalt ophør.
17
Denne livsoplevelsens maximum i den guddommelige verden og minimum i dyreriget, er et evigt eksisterende princip, der fastsætter livsoplevelsens struktur. Dette evige princip kalder Martinus for "kontrastprincippet"(27).
18
Ethvert levende væsen har et urbegær, ud fra hvilket al hunger har sit udspring. Det vil sige ud fra hvilket alle behov for livsoplevelse opstår. Hungeren bliver tilfredsstillet igennem et princip som Martinus kalder "sult og mættelse"(28).
19
Når det enkelte væsen således kan bevæge sig fra oplevelse til oplevelse i spiralkredsløbet, skyldes det disse to principper, altså kontrastprincippet og sult og mættelsesprincippet. Som følge af kontrastprincippet eksisterer der altså to kontrasterende tilstande, nemlig lyset og mørket, uden hvilke ingen oplevelse overhovedet ville være mulig.
20
Som følge af sult og mættelsesprincippet, hvor begær efter mørket tilfredsstilles af mættelse af mørket og efterfølges af begær efter lyset og mættelse af lyset og nyt begær efter mørket og så fremdeles, kan væsenet ved sit eget, skiftende begær opleve samtlige de livsoplevelsestilstande, der findes imellem yderpunkterne lyskulmination og mørkekulmination. Alle disse livsoplevelsestilstande repræsenteres af de seks riger i spiralkredsløbet. Sådan kan det forklares i en overordnet kosmisk belysning. Det er imidlertid væsentligt at gøre opmærksom på, at alt hvad det enkelte væsen hungrer og længes efter, for dette væsen er lys, også selvom det længes og hungrer efter at opleve smerten i den fysiske verden. Når væsenet har oplevet de høje lyse tilstande tilstrækkeligt længe, længes det nemlig igen efter kontrasten.
21
På det tidspunkt i udviklingen, hvor væsenet indtil lede har mærket konsekvenserne af disse sine tidligere begær efter mørket eller den dræbende manifestation, opstår igen hungeren eller begæret efter en højere verden, fyldt med lys, fred og fordragelighed. Dette ønske om en højere verden går i opfyldelse i takt med, at væsenet får lidelseserfaringer og derved lærer udviklingens gang og de evige kosmiske love for næstekærlighed at kende. Dermed opnår det "den store fødsel" eller kosmisk bevidsthed. Herved bliver væsenet i stand til at gå ind i spiralkredsløbets lyse eller åndelige riger. Det nuværende jordmenneskes umiddelbare mål er således indgangen til "det rigtige menneskerige", der samtidig markerer udgangen af "dyreriget".
