Universets tale
Essenser i Martinus kosmologi
af Thorkil Schultz Nielsen
1.5. år 2000
http://home3.inet.tele.dk/thorkil/kosmologi/
Tekstversion
Kap 11- 12.
Kap 11. Sexualitet.
1
Ifølge Martinus´ verdensbillede har alle levende væsener i sig både en seksuel maskulin pol og en seksuel feminin pol. De væsener der benævnes som seksuelt énpolede er dyrevæsener, og udviklingens gang går fra denne primitive énpolethed over kulturmenneskenes stadie frem til de moralsk set geniale seksuelt dobbeltpolede kristusvæsener. Det dobbeltpolede væsen har begge seksuelle poler i balance, hvilket vil sige, at væsenet fremstår som et rigtigt menneske.
2
Ifølge Martinus opleves énpolethed af alle væsener i deres passage igennem spiralkredsløbet, ligesom de oplever dobbeltpolethed i denne passage. Den seksuelt dobbelpolede tilstand er en realitet igennem de fire åndelige riger og frem til slutningen af planteriget. Her stagnerer den modsatte pol. Denne stagnation af den feminine eller den maskuline pol, fortsætter indtil midten af dyreriget, hvor den pågældende pol er i sin mindsteudfoldelse og hvor énpoletheden derfor kulminerer. Denne kulmination af énpolethed er resultatet af en millionårig udvikling i den fysiske verden. Det kulminerende, énpolede dyrevæsen har således i dyreriget tilbagelagt en passage fra at være et dobbeltpolet væsen, til at være et væsen i dyreriget, hvor den éne pol er i sin mindsteudfoldelse.
3
Den seksuelt énpolede væsenstype har begge poler, d. v. s. den maskuline pol og den feminine pol i sig, men således, at den primære pol er i kulmination eller største udfoldelse, mens den anden sekundære pol er latent eller i mindste udfoldelse. Med denne polkonstellation fremstår væsenet som enten maskulin eller feminin. Væsenet med det maskuline præg er et handyr, mens væsenet med det feminine præg er et hundyr. Det er denne konstellation af maskulinitet og feminitet der er bestemmende for dyrets hele psykiske struktur, driftsliv og adfærd.
4
Med fuldførelsen af denne ændring i sin polkonstellation er væsenet blevet énpolet eller halvkønnet, også kaldet et dyr i renkultur. Det er blevet et handyr eller et hundyr. Væsenet har således her en primær eller kulminerende pol , ligesom det også har en sekundær eller latent pol. Handyret har således sin primære, maskuline pol i kulmination, mens dets sekundære, feminine pol er latent. Hundyret har sin primære, feminine pol i kulmination, mens dets sekundære, maskuline pol er latent.
5.
Her i dyreriget er væsenet rent énpolet eller "halvkønnet", og dette "halvkønsvæsens" altoverskyggende interesseområde er ønsket om at parre sig eller forene sig med det modsatte "halvkønsvæsen". Denne altdominerende længsel, i form af parringsdriften, ligger til grund for hele væsenets øvrige adfærd, f.eks. handyrets dominans og territorialkampe om adgang til hunnerne, og hundyrets yngelpleje af eget afkom. Det "rigtige dyr" har i forhold til mennesket næsten ingen intelligens, idet det i overvejende grad føres af sin instinktive selvopholdelsesdrift til at kæmpe og dræbe både for føden og for besiddelsen af det modsatte køn. Her gælder udelukkende "det dræbende princip". I væsenets énpolede struktur findes den dybere årsag til alt hvad der kommer ind under begrebet "egoisme" eller dette at "enhver er sig selv nærmest". Det lever efter princippet "hellere at tage end at give"(45). At en sådan tilstand kun kan medføre eller resultere i et kulminerende kosmisk mørke, er indlysende. Denne tilværelsesform er imidlertid nødvendig for på længere sigt at udvikle det følelsemæssige aspekt igennem lidelse og det intelligensmæssige aspekt igennem kampen for overlevelse hos dyret og det gryende menneske.
6.
Ifølge de kosmiske analyser er sult og mættelse et princip der gør sig gældende for alle levende væsener i hele spiralkredsløbet. Er et væsen mæt af én oplevelsestilstand, ønsker det en ny måde at opleve livet på, og dette ønske eller denne sult vil før eller siden gå i opfyldelse. Sult og mættelse er således bestemmende for væsenets fremadskriden i spiralkredsløbet og dermed afgørende for at væsenet hele tiden får nye oplevelser. Således, vil det kulminerende dyrevæsen uvægerligt blive mæt af den énpolede tilstand, og gradvist vil dets sekundære pol begynde at tiltage fra sin latente tilstand. Dyret er sig naturligvis ikke denne udvikling bevidst, og den foregår da også ganske langsomt, henover dyrevæsenstilstande, dyremenneske og ganske primitive jordmennesketilstande. Fra denne begyndende poludviklingstilstand til den tilstand, som det nuværende jordmenneske er nået frem til, nemlig i slutningen af dyreriget, er der gået tusinder af inkarnationer.
7
Ægteskabet er en naturlig foreteelse i et vist udviklingsafsnit. Det er en tilstand hvor manden der har en primær maskulin pol supplerer eller erstatter sin egen manglende sekundære feminine pol med kvindens primære feminine pol. Det er en tilstand hvor kvinden der har en primær feminin pol supplerer eller erstatter sin egen manglende maskuline pol med mandens maskuline pol. På den måde kan de leve et helstøbt liv hvor polerne er i balance i forhold til hinanden De lever i en zone som Martinus kalder "de lykkelige ægteskabers zone"(46).
8
Polforvandlingen er hos nutidens menneske allerede langt fremskreden. For kvindens vedkommende, er den maskuline pol under udvikling, og for mandens vedkommende, er den feminine pol under udvikling. Udvikling af den modsatte eller sekundære pol betyder for begge køns vedkommende, at det ikke længere er absolut livsnødvendigt at besidde det modsatte køn i et bundet ægteskabeligt forhold. Det medfører, at begge parter bliver mere uafhængige og selvstændige. Hermed glider væsenet langsomt ud af "de lykkelige ægteskabers zone.
9
Dette medfører igen, at flere og flere ægteskaber og parforhold går i opløsning, og at den enkelte får flere partnere i livets løb. Denne periode i udviklingen kalder Martinus for "de ulykkelige ægteskabers zone"(47). Ulykken er særlig udtalt dér, hvor der er for stor forskel på, hvor langt fremskreden de to parters sekundære pol er, altså hos manden den feminine pol og hos kvinden den maskuline pol. Her er nemlig den ene af parterne tit lidt mere énpolet end den anden, hvilket medfører, at den mere énpolede parts besiddelsestrang over for sin ægtefælle er mere fremherskende. Disse problemer forværres yderligere, hvis den humane moral heller ikke er tilstrækkeligt udviklet. Ægteskabets beståen eller overlevelse afhænger således i stor udstrækning af, hvor meget parterne kan nænne at gøre hinanden fortræd. På længere sigt er det ifølge Martinus ikke meningen, at mennesket skal vedblive med at leve under ægteskabelige former. Når det har oplevet denne tætte samlivsform i tilstrækkeligt mange inkarnationer, bliver det tilsidst helt mæt også på dette område, og det kan derfor ikke blive inspireret af et heteroseksuelt partnerskab.
10
"De ulykkelige ægteskabers zone", hvor ægteskaberne ikke nødvendigvis som tidligere er livsvarige, er en overgangszone imellem sidste del af dyreriget, hvor det nuværende jordmenneske befinder sig, og det rigtige menneskerige. Alle mennesker uden undtagelse skal igennem denne zone, hvor det årtusindgamle ægteskabelige talent langsomt degenererer. Dog har dette talent så stor bærekraft, at ægteskabet opleves som lykkeligt langt ind i kulturmenneskenes rækker. Til illustration af hele denne lidelsesfulde proces skriver Martinus, at det nuværende jordmenneske befinder sig som "en såret flygtning mellem to riger"(48).
11
Vandringen imod det rigtige menneskerige går ud af en familieorienteret tilstand og ind i en skabelsesorienteret tilstand. Hvor det énpolede dyr var helt uintellektuelt og egoistisk, medfører polforvandlingen en stigende intellektualisering og humanisering af væsenet, der i stigende grad kommer til at leve efter princippet "hellere at give end at tage"(49). Menneskets interessesfære udvides fra kun at omfatte den nære slægt til også at omfatte ukendte fremmede, der ikke engang findes i éns nærhed. Humaniseringen eller den voksende næstekærlighedsevne viser sig f.eks. i opbygningen af en sygehus og forsorgssektor for svagt stillede medmennesker og i forbedringen af levevilkårene og de sociale forhold.
12
Det enkelte menneske bevarer ifølge Martinus det samme køn igennem hele sin inkarnationsrække frem imod dobbeltpolethed eller kosmisk bevidsthed, og det skifter ikke køn fra inkarnation til inkarnation. Nederst på det viste symbol (symbol 35) ses en trappefigur som symboliserer spiralkredsløbets riger. Over det orange trappetrin der symboliserer dyreriget, ses en rund figur der indeslutter et gult og et grønt felt, der igen hver især er markeret med en trekant. Dette betyder at det er et levende væsen. Med det gule felt menes et hunkønsvæsen, mens der med det grønne felt menes et hankønsvæsen. Krydsene betyder at de gensidigt er forelsket i hinanden og befinder sig i en parringsakt. Med det gule felt i hankønsvæsenets område menes væsenets feminine pol, mens der med det grønne felt i hunkønsvæsenets område menes væsenets maskuline pol. Den orangefarvede glorie omkring væsenerne betyder, at de befinder sig i dyreriget. Oven over denne parringsfigur ses henholdsvis hankønsvæsenets og hunkønsvæsenets udfoldelseskapacitet igennem alle rigerne. Øverst er det hankønsvæsenet med den dominerende grønne farve der symboliserer det maskuline princip, og den gule farve i mindsteudfoldelse der symboliserer det feminine princip. Under hankønsvæsenet ses hunkønsvæsenet med den dominrende gule farve der symboliserer det feminine princip, og den grønne farve i mindsteudfoldelse der symboliserer det maskuline princip. Martinus gør således opmærksom på, at det er umuligt at udskifte det feminine væsens eller kvindens polkonstellation fra at have en dominerende feminin pol i én inkarnation, til i næste inkarnation at have en polkonstellation hvor den maskuline pol er dominerende. Omvendt gælder det samme for det maskuline væsen eller manden, der heller ikke i næste inkarnartion på naturlig vis kan blive en kvinde. Der kan ikke ske nogle pludselige spring i polkonstellationen. Den sekundære pol både hos manden og hos kvinden udvikler sig langsomt og gradvist fra inkarnation til inkarnation. Jo mere menneskets sekundære pol vokser til at være i balance med den primære pol, desto mere fjerner mennesket sig fra ægteskabstilstanden. Den voksende alkærlighed medfører, at mennesket i stigende grad evner at føle sympati for alle mennesker og ikke kun for mennesker af modsat køn.
13
Med væsenets dobbeltpolethed indtræder "den store fødsel" eller den kosmiske bevidsthed, der igen fører væsenet ind i det første af de åndelige riger, det rigtige menneskerige. Den første del af det rigtige menneskerige er således stadig et fysisk rige. Det er himmerigs rige på jorden(50). Væsenet bevarer sin dobbeltpolethed eller "helkønstilstand" frem igennem alle de åndelige riger, det vil sige det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden, salighedsriget og frem til slutningen af planteriget. Allerede i slutningen af salighedsriget, bliver væsenet imidlertid mæt af udelukkende at opleve livet i sin indre verden og det begynder igen at længes efter livet i den fysiske verden, det vil sige mineralriget, planteriget og dyreriget i en ny spiral. For at væsenet både kan opleve den kulminerende maskuline énpolethed og den kulminerende feminine énpolethed, må det fuldføre to spiralkredsløb. På symbolet ses således hvordan hankønsvæsenet i et dyrerige må leve sin fysiske inkarnationsrække som mand, mens det samme væsen i det næste dyrerige må leve sin fysiske inkarnationsrække som et feminint væsen. Ligeledes ses også hvordan hunkønsvæsenet i ét dyrerige langsomt forvandles til at være et hankønsvæsen i det næste dyrerige. Således fortsætter væsenets livsoplevelse i det uendelige.
14
Den bevidsthedstilstand, som Kristus gav udtryk for, ikke kun på korset, men også i det daglige liv, er således en tilstand, hvor den maskuline og den feminine pol er i balance. Denne dobbeltpolethed eller kosmiske bevidsthed er alle menneskers umiddelbare mål. Alle vil, ligesom Kristus, blive alkærlige, idet uselviskheden ifølge Martinus endeligt vil sejre over selviskheden her på jorden. Alle mennesker vil således komme til at opleve en bevidsthedstilstand, hvor det kan elske alle andre. Som varmende sole, vil de være istand til at give kraft, styrke og liv til alt levende, som de kommer i berøring med! De vil blive mestre i at omgåes eller give kærlighed til alle andre levende væsener! Ikke kun til mennesker og dyr. Det gælder også i forhold til mikrokosmos og deres forhold til og forståelse af makrokosmos. En kosmisk bevidsthedstilstand, hvor den enkelte er tre-dobbelt indviet, hvor det har forstået betydningen af at give kærlighed til alle tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos. Med en sådan indstilling har det endelig forstået dets egen placering og rolle i verdensaltet. Det er blevet bevidst i at beskytte og værne om alt levende, hvorend det møder sin næste, om det så er i dets indre eller i form af mennesker og dyr eller natur og planter.
Kap 12. Den samfundsmæssige udvikling.
1
Der er i Martinus' verdensbillede en sammenhæng imellem mennesket, jordkloden og Guddommen, ligesåvel som der er en sammenhæng imellem alle levende væsener i universet og Guddommen. Alle mennesker bevæger sig moralsk og intellektuelt fremad imod en højere bevidsthedstilstand, ligesom deres organismer bliver mere forfinede. Dette betyder, at det enkelte samfund eller den enkelte nation også langsomt udvikler sig, både bevidsthedsmæssigt og materielt. Og efterhånden som denne udvikling foregår udvikler jordklodeindividet sig også. Her er det væsentligt at fastslå at samfundenes udvikling er afhængig af hvordan jordklodeindividet tænker, og ikke omvendt. Det enkelte levende væsen der danner de pågældende samfund, er afhængig af det væsen hvortil det er knyttet. For menneskets vedkommende er det jordklodevæsenet.
2
Martinus mener, at der allerede om ca. fem hundrede år er skabt et internationalt, demokratisk verdensrige, i hvilket der vil blive ført kristuspolitik(51), det vil sige næstekærlighedspolitik, over hele jorden (symbol 26).Verdensregeringen vil bestå af kosmisk bevidste væsener, hvilket den blå stjerne i den gule sol symboliserer. Her vil menneskeheden være inspireret af livsmysteriets løsning i form af videnskab. På symbolet illustreres dette af den hvide stråle fra oven. Verdensaltets evige ophav og sande Gud symboliseres af den hvide trekant. I dette verdensrige vil levevilkår og teknisk formåen være på et meget højt niveau, og der vil blive talt et fælles sprog, som sandsynligvis vil være esperanto.
3
Martinus beskriver desuden, at jordklodevæsenet er på vej til at opnå kosmisk bevidsthed eller at blive "ét med Faderen"(52). Da menneskene udgør den del af jordklodevæsenets mikrokosmos, der svarer til dens hjerneceller, er der en meget tæt, organisk forbindelse imellem jordklodevæsenets og menneskehedens bevidsthedsniveau. Det rigtige menneskerige, som vil eksistere på jorden om ca. tre tusinde år, kommer til at bestå af en menneskehed, der udgøres af kosmisk bevidste individer. Set fra jordklodevæsenets perspektiv vil det sige, at dets hjerneceller da har nået det høje, forholdsvis ensartede bevidsthedsniveau, som de nødvendigvis må udgøre for at kunne bære dets egen kosmiske bevidsthed. Inden jordklodevæsenet kan blive kosmisk bevidst, skal de sidste primitive eller dyriske rester af dets gamle bevidsthed udrenses. Denne udrensning vil menneskeheden i løbet af de nærmeste århundreder komme til at opleve som en stærkt forceret udvikling. Da jordklodevæsenet tilhører en overliggende spiral, er dets tidsoplevelse naturligvis en anden end menneskenes. Jordklodevæsenet står således umiddelbart foran sin "store fødsel" eller kosmiske bevidsthed. En meget lang udviklingsproces vil her have nået sit foreløbige mål.
4
Menneskehedens nuværende udviklingstrin er således ikke udtryk for nogen form for tilfældighed. Der har altid været en plan med hvert enkelt menneske, nemlig at bringe det i samklang med næstekærlighedsloven, således at det globalt set kan leve fredeligt sammen med alle andre mennesker og medvæsener.
5
Næstekærligheden hos den enkelte opstår igennem en langsom, organisk udviklingsproces, væk fra den gamle, dyriske vane at udfolde det dræbende princip eller at være sig selv nærmest. Denne proces styres af den seksuelle polforvandling i væsenets overbevidsthed, som er uden for væsenenets direkte viljesområde. At kunne udtrykke ren næstekærlighed er således ikke noget man kan beslutte dig til fra det ene øjeblik til det andet. For at komme i samklang med loven om næstekærlighed må mennesket, inden for dets direkte vikljesområde, naturligvis selv hjælpe til med at afvikle den begrænsende, negative karma, som det har påført sig selv.
6
Når mennesket er kommet så langt i sin humaniseringsproces, at det bliver interesseret i at optræne sin vilje til fordel for det gode, kan det, ved dagligt at øve sig, bevidst deltage i skabelsen af talenter i næstekærlighed. Det gælder ikke kun i forhold til dets medmennesker, men i høj grad også over for dyr. Næstekærlighed heroverfor er et meget forsømt område i den menneskelige bevidsthed, men efterhånden som mennesket får erfaringer for konsekvenserne af dets handlinger f.eks. med kødspisning, bliver det ifølge Martinus også på dette område mere næstekærligt. Det bliver bevidst om, hvad det kan nænne og hvad det ikke kan nænne at gøre over for disse væsener. I takt med afviklingen af negativ karma udvikler mennesket sin frie vilje til at være mere og mere i overensstemmelse med næstekærlighedsloven også i forhold til dets mikrokosmos, og ved indvielsen til kosmisk bevidsthed er der ikke længere nogen uoverensstemmelse imellem Guddommens vilje og menneskets vilje. Menneskets tankeklima forandres i renere og mere human, næstekærlig retning. Vrede, jalousi, bagtalelse, intolerance og mangel på mening med livet ophører med at eksistere i den menneskelige mentalitet til fordel for langt højere tankeklimaer, der afspejler dets voksende evne til at leve efter loven om næstekærlighed og dets indsigt i livsmysteriets løsning.
8
En bevidsthedstilstand, der ligeledes udgør en rest fra den primitive dyretilstand, er "flokbevidsthed"(53). Det egoistiske dyr søger kun samværet i en sådan flok i det omfang det tjener dets egen selvopholdelsesdrift og ikke, fordi det elsker medvæsenerne i flokken. Resterne af denne primitive flokbevidsthed eksisterer i kulturmenneskets nationalbevidsthed. Her oplever det samhørighed med andre mennesker af samme gruppe eller nationalitet.
9
Så længe mennesker endnu ikke har fået udlevet disse krigsbefordrende gruppetanker eller nationalistiske tendenser, vil de blive født ind i områder på jorden, hvor de kan få lejlighed til at udleve dem. Andre mennesker, der i tidligere inkarnationer har fået nok af krig, vil blive født ind i områder, hvor de nationalistiske tendenser ikke er så fremtrædende, og hvor der er forholdsvis fredeligt.
10
Man kan derfor se krigene i et lidt større udviklingsmæssigt perspektiv, idet de tjener til at befordre udrensningen af dyriske eller primitive tilbøjeligheder. For hver gang krigen hærger og skaber lidelser, skaber den også flere og flere mennesker, der tager afstand fra det, de tidligere så inderligt gik ind for. Her "skilles fårene fra bukkene"(54), idet "bukkene" er dem, der på grund af endnu manglende lidelseserfaringer stadig mener, at vi må have krig, mens "fårene" er dem, der på grund af tilstrækkelige lidelseserfaringer er blevet så humane, at de for alt i verden vil undgå krig. Ja, de vil endog gå så langt, at de hellere selv vil blive slået ihjel end være med til at dræbe andre mennesker.
11
Menneskeheden bevæger sig ifølge Martinus væk fra nationalitetsfølelsen(55), der medfører krig og ødelæggelse, frem til en international forståelse af, at vi alle her på jorden er lige meget værd og har lige meget ret til et liv i frihed. Symbolet her (symbol 11) viser i sin helhed jorden med sine stater, deres regeringer, deres ufærdige eller dyriske, mentale tilstand og desuden dens religiøse og kulturelle tilstand. Det indre cirkelområde er inddelt i større eller mindre felter der symboliserer jordens stater. Regeringerne i de enkelte stater symboliseres af de hvide runde felter. I hver regering findes en pil, der peger i en bestemt retning. Mange af pilene peger i retning af de 2 orangefarvede stjernefigurer, der symboliserer det dræbende princip, gudløshed og materialisme. Dette betyder at disse stater har sådanne idealer. På den øverste tredjedel af figuren ses hvordan regeringernes pile vender mere eller mindre væk fra de dræbende idealer. De peger i retning af virkelig idealisme og humanisme. Dette er symboliseret ved det yderste gule felt foroven, samt det hvide, det gule og det orangefarvede felt, samt ved den hvide stjerne. Disse figurer symboliserer tilsammen verdensgenløsningen, mens stjernen symboliserer verdensgenløsningsprincippet. Sideløbende med det enkelte individs udvikling foregår også det enkelte samfunds udvikling hen imod erkendelsen af det vigtige i at gøre det gode i alle forhold, og det enkelte samfund bliver således en ideel samarbejdspartner for alle andre samfund. Næstekærligheden bliver gradvist manifesteret alle folkeslag og racer imellem, og på den måde kan der skabes en verdensstat, der bygger på kristusbevidsthed.
12.
I De Forenede Nationer er de enkelte stater idag repræsenteret for at forhandle sig ud af de spændinger, der kan opstå staterne imellem. FN søger at løse konflikter mange steder i verden med internationalt mandat, således, at det er retten der har magten. Ifølge Martinus er der i høj grad brug for et sådant internationalt organ(56), der kan være med til at mindske de kaotiske tilstande. I FN ses således de første, spæde tegn på det kommende verdensriges regering.
13
Udviklingen går ifølge Martinus i retning af skabelsen af en international, demokratisk verdensstyrelse(57), der i sin endelige udformning udelukkende vil komme til at bestå af kosmisk bevidste mennesker. En sådan international, demokratisk verdensstyrelse vil udelukkende arbejde for uselviskhedens endelige sejr over selviskheden imellem alle folkeslag over hele jorden.
14
Det er vigtigt, at hver enkelt nation indser, at den bedst selv kan blive beskyttet ved fuldstændigt at opgive brugen af våbenmagt over for andre nationer, og istedet lade det internationale samfund være garant for den enkelte nations sikkerhed. Ifølge Martinus går udviklingen i retning af alle landes afrustning til fordel for oprettelsen af et internationalt, upartisk verdenspoliti(58).
15
Det er desuden nødvendigt, at der udvikles et internationalt ikke hemmeligt højeste lov og retsvæsen, hvis repræsentanter kender udviklingens gang og tilværelsens evige love. Dette vil skabe sikkerhed og garanti for absolut ret og retfærdighed for alt og alle. Denne retstillstand har allerede med de forenede nationers internationale menneskerettighedsdomstol i Haag taget sin begyndelse med dens kompetance i at dømme i mellemfolkelige retsspørgsmål.
16
Den samfundstilstand, som vi idag kender, hvor det gælder om at få flere penge for en vare, end der er lagt arbejdstimer i, vil langsomt blive forældet. Ifølge Martinus er "forretningsprincippet"(59) et ædelt, kosmisk princip, såfremt man kun tager lige værdi for lige værdi. Pengesystemet med valutaspekulation og profit, hvor princippet "hellere at tage end at give" er herskende, vil ikke kunne overleve, da det ikke er i overensstemmelse med det kosmiske forretningsprincip eller næstekærlighedsloven.
17
Sådan som de arbejdsmæssige og handelsmæssige forhold fungerer i verden idag, drejer det sig i stor udstrækning om former, der går ud på at få mere for en vare, end den egentlig er værd. Dette betyder, at mange mennesker rundt omkring i verden må slide og pukle for at få det daglige brød. Den gradvise udvikling hen imod det fremtidige verdenssamfund vil imidlertid betyde et ophør af al form for menneskelig udnyttelse af andre menneskers arbejdskraft. I fremtiden bliver det udelukkende antallet af arbejdstimer, der er nedlagt i en bestemt vare, der er bestemmende for, hvor meget den koster. Ingen enkeltperson, intet forretningsforetagende og ingen nationalstat vil have ejendomsret over landbrugsjorden og naturresourcerne, da disse vil ejes af verdensstaten, det vil sige af alle, til gavn og glæde for alle. Den fremtidige verdensstyrelse vil sørge for, at alle mennesker får den samme adgang til verdensstatens levestandard. I dette fremtidssamfund vil der kun være få pligtige arbejdstimer for at få adgang til denne alment vedtagne levestandard, som vil ligge højt over vores nuværende normale levestandard. Alt det slidsomme, rutinemæssige og grove arbejde vil i stigende grad blive overtaget af maskiner. Fremtidens mennesker vil således i forhold til nutidens mennesker få øjnene op for, hvad der er til gavn og glæde for alle andre. De vil komme til at leve et langt mere frit liv, med masser af tid til kunstnerisk og kulturel udfoldelse, studier og refleksion over livet.
18
"Verdensstaten vil vide, at det vil ikke gavne at sætte et menneske til at arbejde i felter, hvor det ikke har lyst. Derfor vil det jo kunne udfolde mere. Og så er det endelig det, at den arbejdstid det vil komme ud for, det er kun lige akkurat, det det skal betale de værdier, det koster det selv at eksistere. Det skal ikke betale for sine børn. Det skal ikke betale for sin hustru. Alle væsener betaler igennem den arbejdsepoke, de kommer til at få, når de er ca. 20 år, og så frem til, de ikke skal arbejde mere. I disse arbejdstimer, de der skal udføre, der er der medregnet deres barndoms- og deres alderdoms- og deres sygetilstand, således at intet menneske kommer til at leve på andres bekostning. Der er ikke noget, der har værdi. Man kan ikke gå hen og sælge. Man har kun sit pas, der er, beviset for, at man har udført det, man skal gøre. Og så har man den adgang til den levestandard, som netop er gældende, og således vil dette rige blive et strålende rige til glæde og velsignelse for alle mennesker"(60).
19
Menneskeheden har igennem Kristus fået et eksempel, der kan inspirere den i sin væremåde til at tilgive under alle forhold. Med en overordnet viden om livets evige love bliver det til sidst også muligt for det enkelte menneske at bestå denne store kosmiske prøve, hvor tilgivelse ved træning igennem mange inkarnationer er blevet en selvfølgelighed, en automatisk funktion. Tilgivelsen hjælpes på vej ved indsigten i, at mørket eller det onde kun er en midlertidig tilstand, og at man indertst inde selv er den første årsag til de ubehageligheder, man kommer ud for.
20
"Kristi genkomst i skyerne"(61) (se også symbol 23) er i Martinus' forståelse en bevidsthedstilstand, der opstår i det enkelte menneske ved dets indvielse til kosmisk bevidsthed. En tilstand, hvor kærlighed til alt og alle er opstået. Igennem bønnen bliver mennesket så organisk forbundet med det guddommelige, at det i sjæl og sind vil føle sig ét med Guddommen. Det har igennem kosmisk bevidsthed forstået universets visdom og næstekærlighedens betydning. Alt går op i en højere enhed, hvor alle forstår alle og alle verdens folk har forstået betydningen af ordene: "én hjord, én hyrde"(62). Et guddommeligt styre er opstået på jorden, "himmerigs rige" i fysisk materie, hvor alle har indset hvor vigtigt det er "hellere at give end at tage". Juleevangeliets budskab: "på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag"(63) er gået i opfyldelse. Den længe eftertragtede fred er blevet en varig realitet.
