Universets tale
Essenser i Martinus kosmologi
af Thorkil Schultz Nielsen
1.5. år 2000
http://home3.inet.tele.dk/thorkil/kosmologi/
thorkil@post3.tele.dk
Tekstversion
Kap 1- 4.
Kap 1. Indledning.
1
En af de personer, der har haft en dyb indsigt i udviklingens gang og tilværelsens evige love, er den danske forfatter og intuitionsbegavelse Martinus Thomsen, der levede fra 1890 til 1981. Martinus Thomsen, der benyttede forfatternavnet Martinus, følte sig efter en intens guddommelig indvielse, specielt kaldet til at afdække den bagvedliggende åndelige viden som Kristus tog sit udgangspunkt i. Han blev født i den lille Nordjyske by Sindal, og igennem skoleundervisning og konfirmationsforberedelser blev han introduceret til den Luthersk evangeliske kristendom. Her lærte han blandt andet, at der skulle ligge en forbandelse over børn der var født uden for ægteskab og desuden, at et barn der døde inden det blev døbt ikke kunne komme i himmelen. Allerede på dét tidspunkt var han overbevist om, at dette måtte være helt forkert.
2
Igennem sit 60 årige forfatterskab skrev Martinus tusindvis af sider, hvori han blandt andet forklarer og retfærdiggør Kristi liv, væremåde og mission i relation til budskabet om næstekærlighed. Forudsætningen for dette ene- stående forfatterskab fik Martinus som 30 årig hvor han havde en usæd- vanlig oplevelse, der fik skelsættende betydning for ham resten af livet. Han oplevede, hvad kun få på denne jord indtil nu har oplevet, nemlig at få kosmisk bevidsthed, hvilket vil sige at blive indviet i universets evige visdom. Denne indsigt blev for Martinus permanent, således at han, ved hjælp af koncentration, til enhver tid igennem ren intuition kunne se essensen af eller den færdige løsning på et hvilket som helst filosofisk eller åndsviden- skabeligt spørgsmål. Disse facitter eller løsninger analyserede han, så at de blev tilgængelige for almindelig menneskelig intelligens. Martinus' analyser findes i hans syv binds hovedværk "Livets Bog", suppleret af billed- symboler i 4 - bindsværket "Det Evige Verdensbillede" samt en lang række mindre bøger, foruden artikler skrevet i bladet Kosmos.Tilsammen kalder han sine samlede værker på skrift, efterladte skrifter og desuden foredrag optaget på bånd for "Det Tredie Testamente".
3
Martinus' så det som sin opgave at viderebringe sin viden om den fortsatte humane udvikling ved at intellektualisere de evige sandheder og således fremstille en intelligensmæssig forståelse af det guddommelige verdensalt og menneskets egen placering i det. Hensigten med disse intellektualiserede analyser var og er at give mennesket en mulighed for at fordybe sig i udsagn der viser at verdensaltet er opbygget på et logisk grundlag og at "alt er såre godt". Denne indsigt og viden vil i første omgang være af teoretisk karakter, men på længere sigt vil den i høj grad hjælpe det enkelte menneske i dets humane udvikling og dermed forberede det til det næste store udviklingstrin: indvielse til kosmisk bevidsthed.
4
Martinus understreger, at hans forklaringer ikke er det eneste saliggørende for alle mennesker(1). Han opfordrer til at hans tanker afprøves i praksis og ikke optages ukritisk igennem blind tro. Hensigten med Martinus' livsværk har nemlig på ingen måde været at danne en ny religion. Han stiller sin viden og sine åndsvidenskabelige værker til rådighed for alle mennesker til gavn og glæde for alle. Hvorledes det enkelte menneske vil tage imod denne viden er dets egen sag.
5
Hvad videnskaben med alle dens forgreninger angår, ser Martinus ikke nogen modsætning til åndsvidenskaben. Tværtimod er det hans opfattelse, at det kun er et tidsspørgsmål inden videnskabeligt interesserede mennesker opdager, at de kan finde tilfredsstillende svar i et åndsvidenskabeligt verdens- billede, hvor intet er overladt til tilfældigheder. Videnskaben som den ser ud idag, er i Martinus´ forståelse et absolut nødvendigt led i udviklingen. Det er igennem udforskning af materien, at det enkelte menneske får udviklet sin intelligens og det er videnskaben, der skal danne grundlag for den materielle opbygning af det fremtidige verdenssamfund. Efterhånden som det enkelte menneske udvikler sin intelligens og tilegner sig ny viden, både inden for materieforskning og forskning i højere moral, giver dette på længere sigt adgang til indsigt i de kosmiske love, der ligger til grund for universets opbygning.
6
Hensigten i det følgende er at kaste lys over et verdensbillede af evig natur, fortalt igennem Martinus' åndsvidenskab eller kosmologi. Ifølge den er der en logisk sammenhæng imellem menneskets dybere forståelse og efterlevelse af næstekærlighedsbudet og indtrædelsen af den fred og de harmoniske tilstande på jorden, som Kristus bebudede for ca. to tusinde år siden. En harmoni der stemmer overens med hele verdensaltets grundtone, nemlig alkærlighed.
Kap 2. Historie og udvikling.
1
Udforskningen af materien og anvendelsen af denne forsknings resultater, har hjulpet mennesket til at virkeliggøre et ønske om at blive herre over den materielle tilværelse. Den materielle udvikling har i stor udstrækning medvirket til, at det enkelte menneske har tilegnet sig evnen til at drage logiske konklusioner på bekostning af den tidligere så stærke trosevne.
2
Martinus, der i mange år boede på Frederiksberg, København, giver en meget detalieret forklaring på tilværelsens dybere mysterier, i sin kosmologi. Modsat religionerne er kosmologien netop beregnet på at kunne efterforskes ad logikkens veje. Således udreder Martinus logisk kristendommens grundlæggende elementer som f.eks. tilgivelse og næstekærlighed. En meget væsentlig forudsætning for denne nye forståelse er reinkarnationsprincippet eller den kendsgerning at mennesket lever det ene liv efter det andet i den fysiske verden. Desuden kan det her kort nævnes at Martinus var meget inspireret af Ægyptens pyramider. For ham var sfinksen et symbol på udviklingens gang fra dyr til menneske, mens pyramiderne blev brugt til at finde en farao til at styre og lede landet. Denne farao blev fundet igennem indvielsesritualer der resulterede i, at man fandt den bedst egnede. Denne styreform var den mest ideele for udviklingens gang på netop dette tidspunkt. Martinus giver i sit nye verdensbillede et meget væsentligt bidrag til at løse sammenhængen imellem reinkarnation, karma, udvikling, tilgivelse og næstekærlighed.
3
"Det er jo netop det at komme frem til at give liv, til at skabe, så det bliver glæde, lys og lykke. Og vi ser på menneskene at de står på forskellige trin, idet nogen kan nænne at gøre meget ondt endnu, andre de er nået frem til ikke at kunne nænne at gøre nær så meget ondt, og denne udvikling fortsætter altså. Se denne udvikling kan også yderligere blive understreget og blive til kendsgerning derigennem at denne forfærdelige lidelse, som menneskenes dyriske tendenser bevirker, den skaber en ny evne i mennesket, nemlig den humane evne"(2).
4
Til illustration af det evige verdensbillede som Martinus beskriver i sine værker, har han fremstillet en lang række symboler, hvis formål har været at give et visuelt overblik over sine analyser. Martinus viser i ét af disse mange symboler (symbol nr. 11), nemlig det han kalder hovedsymbolet, hele verdensaltets struktur eller opbygning. Her illustreres hvordan Guddommen fremtræder som et treenigt princip eller et levende væsen, hvori alle andre levende væsener lever deres liv. Guddommens treenige princip består af et skabende og oplevende jeg, der er illustreret igennem stjernen i centrum. Desuden af en skabeevne som symboliseres igennem den violette rand. Endelig af de skabte realiteter der vises igennem de seks farvede felter og som udgør Guddommens bevidsthed og organisme. Alle Guddommens mikrojeg´er, herunder også menneskenes jeg´er, illustreres igennem de små hvide felter i symbolets violette rand.
5
De tredelte figurer ved siden af hinanden (symbol 4), symboliserer således hver især et levende væsen, der med sin evige fortid, i nuet, oplever livet på vej fremad imod en evig fremtid. Væsenerne vokser igennem denne udvikling fra minerallivsformer over plantelivsformer, dyrelivsformer, og herfra over jordmenneskelivsformer frem til at skulle være totalt fuldkomne mennesker i Guds rige. Disse livsformer danner hver for sig de udviklingsepoker, vi i dagliglivet kender under begreberne:mineralriget, planteriget og dyreriget, og som det nuværende jordmenneske også er en del af. Det totalt fuldkomne eller færdige menneskerige kvalificeres det enkelte menneske til i takt med at det udvikler sin moral og næstekærlighed. Rigerne symboliseres henholdsvis igennem den lyse indigofarve, den røde, den orange og den gule farve. Det jordiske menneskes udviklingsdomæne går fra den lodrette hvide streg i dyreriget og frem til det gule felt, der betegner indgangen til det rigtige menneskerige(3).
6
På længere sigt går menneskets udvikling i retning af skabelsen af et fuldkomment materielt og åndeligt menneskerige, der omfatter alle jordens folkeslag. Symbolet her (symbol 26) viser igennem den gule sol i midten hele menneskehedens fælles regering. De runde hvide felter med den sorte pil symboliserer jordens forskellige stater og nationer. De er underlagt den fælles regering eller overhøjhed som solen i midten repræsenterer, og som de befinder sig i strålerne af. Strålernes farve nemlig gul og grøn symboliserer at staterne regeres igennem intellektualiseret følelse. Denne farvekombination betyder her udfoldelse af næstekærlighed(4).
7
Ifølge Martinus fik Kristus et kosmisk glimt, da han blev døbt af Johannes-døberen i Jordanfloden, og senere kosmisk bevidsthed, da han var sammen med Moses og Elias på Forklarelsens Bjerg(5). Med disse oplevelser begyndte Kristus sin undervisning eller uddannelse af menneskeheden, hvis formål var og er at føre den frem til skabelsen af et fuldkomment menneskerige på jorden. For Martinus er der ingen tvivl om at Kristus talte om reinkarnation(6). Det gjorde han f.eks. i sin samtale med Nikodemus, beskrevet i Johannesevangeliet, hvor Kristus sagde at "ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny"(7). Desuden i Mattæus- evangeliet, hvor Kristus talte om Johannes døberen, da han sagde : "Og- om I vil tage imod det- han er Elias, som skulle komme"(8).
8
Den materialistiske udvikling, eller forbedringen af de materielle levevilkår, ville ifølge Martinus være blevet forsinket, hvis reinkarnationstanken havde vundet endelig indpas alt for tidligt i den vestlige kultur. Set i et større perspektiv er der således en mening med, at den i første omgang gled ud af den kristne lære. Hvis reinkarnationstanken havde vundet indpas med det samme, ville mennesket ikke have været så motiveret for at forbedre de materielle levevilkår eller tilværelsen her og nu. Étlivsteorien og materialismen ville i så fald ikke have haft den samme udformning og kraft som tilfældet har været.
Kap 3. Human materialisme.
1
De kosmiske analyser viser, at jordmenneskets udvikling går fra egoistisk primitivitet til højintellektuel, alkærlig væremåde. Denne udvikling finder sted igennem utallige liv, hvor de opnåede erfaringer om godt og ondt overføres kontinuerligt inkarnation efter inkarnation. Reinkarnationen har således slutteligt til formål at skabe en fuldkommen erfaring om, hvad der er godt og hvad der er ondt, hvilket er det samme som tilegnelsen af evner, til at kunne udtrykke den fuldkomne væremåde.
2
Hvert enkelt menneske er således på vej fremad i sin udvikling. På et vist tidspunkt i denne lange skabelsesproces kommer mennesket frem til en bevidsthedstilstand, hvor det helt fornægter en guddoms eksistens. Gamle, mere primitive evner og karakteregenskaber erstattes gradvist af nye evner og færdigheder. Den bevidsthedstilstand der her er tale om er den, hvor mennesket kulminerer i materiel viden, dvs. en viden om lovene for materien, opnået igennem forskning. En viden som kommer til udtryk på mange forskellige måder. Efterhånden som den religiøse trosevne mere og mere degenererer, har mennesket sværere og sværere ved at acceptere de religiøse forklaringer og læresætninger. På dette stadium i sin udvikling fremstår mennesket som gudløs materialist.
3
Sin store viden til trods har materialisten dog langtfra overblik over, hvad der er til gavn og glæde for menneskeheden. Historien har mange eksempler på, hvordan forskning i den fysiske materie og materialismens vækst har været til velsignelse for menneskeheden, men samtidig har samme forskning også medført store ulykker for menneskeheden. Igennem mange livs lidelseserfaringer opdager mennesket gradvist, at dets viden om materielle spørgsmål ikke kan forhindre det onde i verden i at ske. Tværtimod ser det, at menneskelige lidelser stiger til kolossale dimensioner i takt med videnskabens vækst, når denne vækst ikke bliver brugt i humanitetens tjeneste. Langsomt opstår en sult efter at finde en human og retfærdig mening med livet. Materialisten har igennem sine egne lidelseserfaringer opnået en mere human væremåde, dvs. har opnået en stor viden om hvad der er godt og hvad der er ondt. Interessen for moralske spørgsmål trænger sig længere frem i forgrunden, og der opstår en søgen efter en ny, human moral, der kan sikre ret og retfærdighed for alt og alle, eller som sikrer at materialismens resultater træder i humanismens tjeneste.
4
I hvor høj grad den humane væremåde eller næstekærligheden er udviklet hos det enkelte menneske afgøres altså ifølge Martinus af den mængde lidelse, han eller hun har været udsat for i denne og i tidligere inkarnationer. Jo mere lidelse et menneske har gennemlevet, desto større forståelse og medfølelse har det for andre menneskers ulykkelige livssituation. Det er indtil lede mæt af krig og andre lidelser, som mennesker påfører hinanden. Den humane materialist er således blevet fortaler for fred, og i tidens løb er mange gået ind i humanistiske foretagender, der har haft til formål at mindske lidelser, både blandt mennesker og dyr. På dette tidspunkt i udviklingen mangler den humane materialist kun et overordnet kendskab til livets love og en logisk argumentation for, hvorfor det er formålstjenligt udelukkende kun at befordre liv og livsglæde overfor alle levende væsener, overalt, hvor det er muligt.
Kap 4. Reinkanation, karma og udvikling.
1.
Forudsætningen for fuldkommengørelsen af Kristi mission, er Kristi egne udtalelser om "talsmanden, den hellige ånd". I Johannes evangeliet udtaler Kristus: "Men talsmanden, helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer"(9). Martinus´ fortolkning går ud på, at det som Faderen skulle sende er tanker og viden om de allerhøjeste realiteter i livet, der handler om Guds og menneskers eksistens og desuden Guds kærlighedsplan med alle levende væsener. Med Kristi genkomst menes den store fødsel i det enkelte individ. Det er åbenbaringen af Guds hellige ånd som en videnskab der omhandler hele Guddommens eksistens. Denne viden kan i fuld udstrækning kun sanses igennem den bevidsthedstilstand, som Martinus kalder kosmisk bevidsthed.
2
Igennem de sidste mange århundreder, har der været mange forskellige fortolkninger af, hvordan Det nye Testamentes sætning: "hvad et menneske sår, det skal han også høste"(10) skal fortståes, men for Martinus er der ingen tvivl om at denne essens skal fortolkes i sammenhæng med reinkarnations og karmaloven. Det samme gælder Kristi læresætning: "Alt hvad I vil at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem"(11). Det var ifølge Martinus specielt det følelsesmæssige i det menneskelige sind, som Kristus måtte appellere til, for at mennesket derigennem gradvist kunne aflægge deres tanker om had og hævn og begynde at fornemme en højere mening med dets liv.
3
Idag har mennesket i større udstrækning behov for en logisk forståelse af dets forhold til det guddommelige verdensalt. En sådan forståelse er det imidlertid ikke selv istand til at tænke eller spekulere sig frem til. Derfor har mennesket behov for en ny impuls fra forsynet eller en højere verden, hvor den fuldkomne væremåde er en selvfølgelighed, og hvor løsningen på livets mysterium er fuldstændigt erkendt. Dette, at mennesket kan komme videre i udviklingen ved hjælp af en impuls fra et højere forsyn, kalder Martinus for "verdensgenløsningsprincippet"(12). (Se symbol 2)
4
Mange mennesker var for ca. to tusinde år siden kommet så langt frem i udviklingen, at de var modne til at modtage en Guddommelig impuls, der kunne stimulere deres videre udvikling ved at appellere til en følelsespræget opfattelsesevne. Denne impuls blev formidlet igennem verdensgenløseren Kristus og kaldes af Martinus for den gamle verdensimpuls. På samme måde er det moderne menneske nu igen moden til at modtage en ny, guddommelig impuls, der ved at appellere til en logisk opfattelsesevne kan stimulere det til at forstå dets egen og jordens udviklingsniveau eller placering i verdensaltet. Væsenerne udvikler sig som hovedsymbolet viser fra minerallivsformer over planteriget, dyreriget og frem til det rigtige menneskerige. Herfra går vejen over visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget i hvis sidste del mineralriget befinder sig. Herfra fortsætter væsenerne deres vandring videre fremad imod nye riger. De bevæger sig ikke i cirkler, men fremad i spiralkredsløb, hvor de kan forny sig igennem nye oplevelser. Jorden befinder sig i et overliggende spiralkredsløb set i forhold til det spiralkredsløb mennesket befinder sig i.
5
Igennem denne nye forståelse eller impuls af viden fra forsynet, får mennesket mulighed for langsomt, men sikkert, både i teori og praksis, at sætte sig ind i og forstå et verdensbillede af evig natur. I dette guddommelige verdensalt, bliver det muligt for mennesket at udforske og gennemleve den sidste, vanskelige vandring frem imod kosmisk bevidsthed. Det er det samme som at opnå en fuldkommen væremåde, hvor følelse og intelligens er i fuldstændig harmoni på et højt niveau.
6
Alle mennesker tænker, føler og handler. Disse manifestationer er i virkeligheden energibølger, der på grund af loven om årsag og virkning altid vender tilbage til sit ophav, om det så er i denne eller i senere inkarnationer. Det er dette, der kaldes skæbne eller karma. Symbolet her (symbol 16) betegner Martinus i sin helhed som det levende væsen. I midten ses den hvide trekant der symboliserer væsenets jeg. Dette jeg er væsenets faste punkt i de udsendte og de tilbagevendende bevægelser, om det så er i tanke, ord eller handling. Dette udtrykkes igennem de violette buer. Herved tilføres væsenet nødvendige erfaringer, hvorved det udvider sin bevidsthed og forståelse af hvad meningen med livet er! Skæbne eller karmaprincippet skal således ses som den kosmiske pædagogik, hvorved det enkelte væsen langsomt udvikler sig til at kunne manifestere større fuldkommenhed.
7
Som det ses af dette symbol (symbol 18) modtager det levende væsen liv efter liv, karmabølger som det har udsent både i denne og i tidligere inkarnationer. De enkelte fysiske jordliv symboliseres igennem de aflange firkantede orangefarvede felter og den fremadskridende udvikling vises på symbolet fra venstre imod højre. Ligeledes udsender det levende væsen nye karmabølger som vender tilbage i denne eller i fremtidige inkarnationer. Udviklingen fremad sikres ved, at det levende væsen hele tiden lærer igennem erfaringsdannelse.
8
Det lærer såvel af ubehagsoplevelser, som det lærer af lykkelige tildragelser, alt eftersom hvad væsenet selv har manifesteret i sin dagligdag. Karmaprincippet skal ikke forståes således, at man kan gå tilbage i udvikling, dette er nemlig umuligt. Ifølge Martinus skal karma heller ikke opfattes som en straf, men snarere som en vejledning i, på hvilke områder, det enkelte væsen kan forbedre sig. Der er under ingen omstændigheder noget at bebrejde nogen, da alle mennesker på jorden skal igennem den dyriske eller den dræbende udviklingszone, for derefter gradvist at blive færdigtudviklede genier i næstekærlighed.
9
Symbolet her (symbol 23) viser hvor stor betydning tilgivelsen har for den enkelte, ikke kun i dette liv, men også for det samme menneskes oplevelse af fremtidige liv. Kristusfiguren i midten viser det færdigtudviklede menneske, der fuldtud på alle områder kan manifestere den ideelle væremåde. Den lille trekant symboliserer det levende væsen, mens hjertefiguren symboliserer dets fuldkomne kærlighedsevne. De to forbundne hænder i hjertefiguren symboliserer dets fuldkomne evne til at tilgive. Alle former for mørk skæbne repræsenteret ved den orange karmabue bliver derved neutraliseret og igennem væsenets tilgivelse forvandlet til en lys skæbne repræsenteret ved den gule karmabue. Tilgivelse får i lyset af reinkarnationsprincippet og kosmologien en meget dybere betydning, også for forståelsen af fremtidige liv. I løbet af de kommende årtusinder vil kosmologien ifølge Martinus kunne give inspiration til udvikling af mennesket hen imod virkeliggørelsen af den samme ideelle væremåde, som Kristus havde. Kosmologien viser det logiske i Kristi udsagn: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og hele dit sind" og desuden "Du skal elske din næste som dig selv"(13).
10
De kosmiske analyser viser, at alle mennesker selv er den første årsag til den skæbne, de kommer ud for. Den viser også den humane evnes udvikling og hvordan det er muligt at befri sig fra tilbagevendende mørk karma eller skæbne. Ingen kan med rette sige, at det er andre, der er skyld eller årsag til éns lidelser. Heri ligger, at alle hver især må tage ansvaret for deres egne tanker, ord og handlinger. Disse, repræsenteret ved de mørke karmabuer, udsendt i én inkarnation vender tilbage i den samme eller i en senere inkarnation. Efterhånden som den humane evne, repræsenteret ved den gule flammetegning, udvikler sig, kan den mørke karma ikke nå mennesket. Der er altså på længere sigt en befrielse eller vej ud af mørk skæbne. Heri ligger også at det enkelte menneske indser sit ansvar overfor alle andre, der har det svært.
11
Om skæbne og menneskets vekselvirkning med andre skriver Martinus:
"Som man ser, er den daglige væremåde en sæd, man sår, og hvis høst bliver en del af den oplevelse af det kommende liv, man ikke kan eksistere foruden. Hvad man så end gør, hvordan man så end lever, er éns daglige liv et samspil med vore omgivelser og de i disse placerede forskellige levende væsener. Disse væsener er således noget af vort eget liv, ja er som nævnt dråber af det samme ocean, det samme element. De kan derfor ikke undgå at udgøre noget af vor oplevelse. Disse omgivelsers og medvæseners velfærd bliver derved en tilsvarende del af vor egen velfærd eller skæbne. De evige ord: "Det et menneske sår, skal det høste", bliver her til virkelighed"(14).
12
Der, hvor det kan være sværest at se det guddommelige i tilværelsen eller meningen med livet, er der, hvor mennesker påføres svære lidelser eller ligefrem bliver dræbt. Her er forklaringen, hvor barsk den end lyder, at de pågældende mennesker selv har forårsaget den samme grad af lidelse over for andre levende væsener i denne eller i tidligere inkarnationer. Ligesom de nu mærker konsekvenserne af deres tidligere handlinger, vil også de væsener, der påfører dem lidelsen, engang i fremtiden blive udsat for den samme karakter af skæbne. Der hvor det drejer sig om større katastrofer eller mindre ulykker er der heller ingen tvivl om, at de implicerede selv er den første årsag til den større eller mindre ulykke hændelsen forårsager. Hvor galt det går afhænger af det enkelte væsens karma eller skæbne. Her er spørgsmålet hvor meget karma det er nødvendigt for det enkelte menneske at få udløst, for at det kan lære noget af den hændelse vedkommende bliver udsat for.
13
Det er naturligvis individuelt og det enkelte menneske må derfor selv ransage sit sind for at finde ud af, hvad det kan lære af den pågældende situation. Jo højere udviklet væsenet er, jo lettere bliver det for det at forstå den guddommelige tale der ligger i alt hvad der sker. Set i et kosmisk perspektiv er lidelsen imidlertid ikke noget negativt, da den altid vil danne erfaringsgrundlag til udvikling af humanitet. Derved forskydes grænsen for, hvad mennesket kan nænne og ikke kan nænne at gøre af ubehag imod sin næste. Den humanitet, som karmaprincippet igennem lidelserne udvikler, bevirker, at det enkelte menneske lærer at skelne godt fra ondt og at gøre det gode frem for det onde.
14
Martinus forklarer i kosmologien, hvordan begrebet "syndernes forladelse" (symbol 20) kan forståes set i en dybere belysning. Mennesket har igennem sine mange tidligere primitive inkarnationer sået meget ondt. Når det, ved at opleve sin egen tilbagevendende karma, ikke længere kan nænne at slå ihjel eller gøre ondt, behøver det ikke denne karma mere. Den stærke humanitet, det nu har udviklet, beskytter det imod den gamle drabskarma. Sagt med andre ord, er det udviklede, humane menneskes negative skæbne blevet neutraliseret, selvom det stadigvæk har menneskers død på samvittigheden. Det er denne neutralisering, som Martinus kalder "syndernes forladelse"(15).
15
Enkelte fremskredne mennesker her på jorden er før i tiden nået frem til et sådant modenhedstrin, at kun kontakten med en højere viden kunne bringe dem videre i deres udvikling. For at de kunne komme videre har den eneste løsning ifølge Martinus været den, at disse mennesker inkarnerede på andre, mere fremskredne kloder, hvor livsmysteriets løsning forelå i manifesteret form. Efter at den nu for første gang er tilgængelig på jorden i en komplet, intelligenspræget form, er det nu blevet muligt for mennesker at få adgang til højere kosmiske analyser. At den kosmiske viden er tilgængeliggjort her på jorden betyder, at det enkelte menneske nu også her, kan gennemgå den sidste fase i udviklingen frem imod kosmisk bevidsthed.
