Introduktion til Martinus Verdensbillede

Hvad er Martinus Kosmologi?

Martinus Kosmologi præsenterer os for noget så usædvanligt som en logisk underbygget helhedsbeskrivelse af tilværelsen, baseret på et samlet kosmisk verdensbillede.

Skaberen af dette verdensbillede er den danske forfatter Martinus (1890 – 1981), som i kraft af en højtudviklet intuitionsevne var i stand til at overskue og analysere den åndelige verden, der ligger bag den kendte fysiske verden. Martinus udvider dermed naturvidenskabens kundskab om, at alle forandringer i den fysiske materie er lovbundne, idet han påviser, at der også findes love for tænkningens, følelseslivets og viljens område, dvs. en form for psykiske naturlove eller livslove.

Denne nye viden stiller vor tids mennesker over for en stor udfordring, idet vi ifølge Martinus er på vej ind i en ny epoke i vores udvikling, hvor vi gradvis vil lære disse livslove at kende og derigennem opnå forståelse for livets inderste natur. Vi vil hver især lære os selv at kende som et åndeligt væsen, hvis fysiske krop fungerer som et redskab for vores livsoplevelse. Når den fysiske krop ældes og ”dør”, er der således ikke tale om en absolut død, men alene om vores overgang til et åndeligt tilværelsesplan. På dette plan lever vi videre i bedste velgående i kortere eller længere tid, indtil vi er modne til igen at genfødes i en ny fysisk krop.

Reinkarnation er dermed et vigtigt led i forståelsen af tilværelsen og erkendelsen af, at livet dybest set er både retfærdigt og kærligt på trods af de mange lidelser og de store uligheder, som kendetegner verden. Vi bliver efterhånden klar over, at vort nuværende liv er led i en større plan. Ja, det er i virkeligheden en fortsættelse af en evig udviklingsproces, hvis næste store epoke består i, at vi hver især vil opnå herredømme over vores egen mentalitet og medvirke til skabelsen af et internationalt humant fredsrige på Jorden.

Via sine analyser introducerer Martinus os således til et mere optimistisk og vidtrækkende livssyn end det, vi almindeligvis kender. Vi inspireres til en dybere forståelse såvel af de glæder og sorger, vi oplever i hverdagen, som af de grundlæggende livsspørgsmål omkring selve meningen med tilværelsen, lidelsernes betydning, næstekærlighed, religionernes rolle og menneskehedens fremtidsudsigter.

Ingen religion, intet medlemskab

Martinus Kosmologi er ingen religion. Man kan ikke blive medlem af Martinus Kosmologi. Kosmologien beskriver hele tilværelsen, og alt og alle er på forhånd medlem af denne helhed. Martinus ønsker ikke, at vi skal tro på, hvad han skriver, men at vi ud fra vores personlige erfaringer skal undersøge, om det, han skriver, stemmer overens med virkeligheden. Martinus dikterer heller ikke nogen moral, men påviser, hvordan livet selv indskriver en højere moral i vores hjerter og hjerner. I stedet for en religion ønsker Martinus at skabe en åndelig videnskab. Det er denne åndsvidenskabs opgave via analyser at påvise grundforudsætningerne for livets eksistens.

Hvem er Martinus?

Martinus er blevet kaldt for ”Danmarks bedst bevarede offentlige hemmelighed”. Han blev født i den nordjyske stationsby Sindal i 1890. Den udløsende baggrund for hans forfatterskab var oplevelsen af en dybtgående bevidsthedsforandring, der med hans egne ord: ..”udløste helt nye sanseevner, evner der satte mig i stand til – ikke glimtvis – men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand at skue alle de bag den fysiske verden værende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig”.

NA-Martinus

Litteratur, foredrag, studiekredse, spørgsmål Martinus er skaberen af værket ”Det Tredje Testamente”, hvoraf Livets Bog i syv bind er hovedværket. Som supplement til dette har han skrevet Det Evige Verdensbillede 1-4, hvor han ved hjælp af farvelagte symboler og forklarende tekster klarlægger kosmologiens hovedprincipper. Desuden har han skrevet bøgerne Logik og Bisættelse samt 28 mindre bøger.

Om Martinus

Martinus.Portræt.Gammel.Mischa
“Min største lyst er at bruge min viden til at få mennesker til at holde af hinanden”

En ny kærlighedsvidenskab

“Min største lyst er at bruge min viden til at få mennesker til at holde af hinanden.” Med disse ord beskrev den danske forfatter Martinus (1890-1981) engang sin mission ved et møde på Martinus Institut.

Kilden til hans viden var en intuitiv evne til at opleve universelle sammenhænge, der var udløst af en åndelig oplevelse, han havde som 30-årig. Martinus skriver et sted, at oplevelsen satte ham i stand til “at skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper.”

De sidste 60 år af sit liv brugte han på at gøre sine indsigter tilgængelige for interesserede i form af en ny kærlighedsvidenskab.

Reinkarnation

I hovedværket Livets Bog får man en samlet beskrivelse af de universelle principper, der bestemmer vores skæbne. Studiet af principperne, og anvendelsen af dem i sin væremåde overfor andre, vil, ifølge Martinus, vække slumrende bevidsthedscentre, der med tiden vil bringe mennesket ind i en ny højere udviklingstilstand, som i Livets Bog betegnes “det rigtige menneskerige”.

Det rigtige menneskerige beskriver Martinus som et nyt naturrige i rækken efter mineralriget, planteriget og dyreriget. Det ufuldkomne menneske, for hvem det ikke er en livsbetingelse at praktisere universel kærlighed, er endnu forankret i dyreriget.

For at udvikle sig videre må mennesket erkende sin evige eksistens og dermed også princippet om reinkarnation, der betinger, at vi udvikler os gennem en uendelig række af fysiske inkarnationer.

Karmaloven

Erkendelsen af princippet om reinkarnation giver et evighedsperspektiv på tilværelsen, men for at tilværelsen kan få en moralsk dimension, må man også forstå karmaloven.

I Livets Bog skriver Martinus: “Ifølge karma- eller skæbneloven kan intet som helst angreb på noget væsen eksistere uden at være en gengældelse af en forudgående angrebsudløsning fra det selv imod omgivelserne.” Når mennesket fuldt ud har accepteret denne sammenhæng, eksisterer de nødvendige betingelser for, at lidelseserfaringer kan kultiveres og forvandles til næstekærlighed.

Det religiøse princip

En journalist spurgte engang Martinus: “Er De religiøs?”, hvortil Martinus svarede: “Ja, for mig er alt guddommeligt. Blot man sætter sig i en blød stol, mærker man det guddommelige kærtegn.”

I symbolværket, Det Evige Verdensbillede, kan man om det religiøse princip læse, at det “… giver sig ikke blot udslag i en almindelig religiøs væremåde. Det er også dette princip, der ligger bag materialismen, bag al politik og alle andre arter af fremtrædende bevidsthedsformer.”

Af samme grund er det verdensbillede, Martinus beskriver, ikke en ny religion, men derimod en beskrivelse af livets egen religion. I Livets Bog forklares det, at livets egen religion “kun kan eksistere med absolut alle som lærere, med alle som elever og med alt som læresætninger”.

Det Tredje Testamente

Religionerne har traditionelt været en dominerende kraft i samfundsudviklingen, men efterhånden som mennesket har udviklet en videnskabelig tankegang, er det blevet sværere at finde mening i de symbolske fortællinger, der udgør kernen i religionerne. Derfor lever menneskene i stigende grad uden en moralsk vejledning, men må tværtimod udforske, hvad der er ondt og godt gennem individuelle og kollektive eksperimenter.

Ifølge Martinus har Kristus med sin eksemplariske væremåde allerede givet løsningen på menneskets behov for moralsk vejledning, men den løsning kan kun inspirere os i dag, hvis den bliver forklaret i en videnskabelig form. Martinus ønskede derfor, at hans samlede værk skulle betegnes Det Tredje Testamente, og det går som en rød tråd gennem hele hans arbejde, at han opfattede det som en intellektualiseret fortsættelse af Bibelens Gamle og Nye Testamente.

“Den evige sandhed”

Kristus talte om Talsmanden den Hellige Ånd, “som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting, som jeg har sagt jer.” (Joh. 14. kap. 26). Om denne ånd skriver Martinus: “Da ånd er viden og tanker, må den hellige ånd eller sandhedens ånd være den allerhøjeste eksisterende viden eller videnskab, der overhovedet eksisterer.”

Det er op til den enkelte sandhedssøger at afgøre, hvorvidt Det Tredje Testamente er et udtryk for “den allerhøjeste eksisterende viden eller videnskab”, men Martinus var selv overbevist om, at et guddommeligt Forsyn igennem ham havde “ladet “den evige sandhed” fremtræde i en ny inkarnation, således at den kan blive ved med at lyse og varme ud over verden i evig ungdommelig skønhed, kraft og stråleglans.”

Oprindeligt udgivet på martinusguiden.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.