Iben Dam: Om at turde gå imod strømmen

Af Iben Dam

De fleste af os finder en tryghed i at leve relativt konventionelt. Det giver os en følelse af samhørighed og accept. Men hvad nu, hvis det ikke er autentisk og i bund og grund mod bedre vidende?

En kultiveret og oprigtig væremåde er levende kunst.

Autencitet

De stærkeste, mest hjertevarme og afbalancerede mennesker, jeg har mødt, har en høj grad af autencitet i deres væremåde. De foregiver ikke at være noget som helst andet, end det, de er. De lever deres liv i harmoni med det, de står for uden den store tanke på, hvad andre måtte mene

Psykologisk forskning har vist, at vi slet ikke er så interessante, som vi selv går rundt og tror….sagt med et smil. For andre er i virkeligheden slet ikke er så optagede af os og vores liv, som vi selv er overbeviste om. Hvor lang tid bruger du for eksempel på at tænke over, at naboen har fået nyt job, ny hund eller ny bil? Højst sandsynligt ikke mere end få sekunder viste undersøgelsen. Så måske skal vi slet ikke være så optagede af, hvad naboen tænker, for de tænker nok slet ikke så meget. Uden at sige noget ondt om naboen vel at mærke!

Et paradigme-skift

Ifølge Kierkegaard handler udvikling for det enkelte menneske om at ”vikle sig ud” og blive den, man i virkeligheden er. Det samme siger Martinus, nemlig at hver enkelt af os har en helt bestemt struktur af energier og talentkerner, som er lagret i os fra tidligere liv og erfaringer. Derfor må en af de fremmeste opgaver være at ”vikle sig ud” og blive sig selv, at leve i overensstemmelse med os selv – at blive et autentisk menneske.

Men hvordan bliver man så det?

Martinus siger igen og igen, at der naturligt kommer en tid for ethvert menneske, hvor det må frigøre sig af trossætninger og dogmer, hvor det må turde træde ud af flokbevidstheden og blive et selvstændigt tænkende væsen. For at blive sig selv eller den man i virkeligheden er, er det altså ikke længere nok at følge strømmen, dogmerne og konventionerne.

Det er en langvarig og spændende men også en smertefuld proces. Efterhånden som intelligensen og lidelseserfaringerne vokser, og vi gradvist genfinder forbindelsen med X1 gennem gryende intuition og bevidsthed, vil vi stille og roligt gå fra at være ydrestyrede til at være indrestyrede. Fra at være kollektivt styrede til at være individuelt styrede. Der er tale om et paradigme-skift på det personlige plan!

I den forbindelse vil der naturligvis være fødselsveer, det er der i enhver proces – og ikke mindst når vi skal lægge vaner af os, som har fulgt os i tusindvis af liv, gennem hele dyreriget!

Min fantastiske chef coacher ofte os medarbejdere ved at sige: Prøv at tænke noget andet om det eller det , end du plejer – Prøv at gøre noget andet i den eller den situation, end du plejer. Og lige netop her, har vi det springende punkt – begyndelsen til noget nyt! Begyndelsen til at grundlægge en ny vanebevidsthed, eller A-viden, som Martinus kalder det, og som efterhånden bliver til B- og C-viden.

At træde ud på sin line

Denne strofe er fra sangen ”Kære linedanser”:

Kære linedanser, udspændt
ligger foran dig
selve livet du fik givet
gå nu kun din vej
Du må turde træde ud
hvor dit liv kun er dit
Det briste eller bære må
dette ene skridt
Give fra dig hva du magter
da ser du
en dag du nåede ud
og danser til
himmelens stjerneskud

At give fra dig, hvad du magter – eller lægge dine bekymringer i Guds hænder. Martinus henviser her til bønnen. Den ensomhed eller afmagt, man kan føle, når man tager sådanne skridt, kan umiddelbart virke overvældende. Men man er aldrig alene, skytsengle og åndelig væsner står klar, forklarer han. Bønnen er uundværlig for at få den støtte og klarhed, man har brug for i processen. Og så er det muligt at holde balancen på sin line.

Kontakten til X1

Præcis, der hvor man føler sig allermest levende og inspireret, der hvor og tid og sted forsvinder, og man føler sig dybt inspireret og lykkelig, der er man i harmoni med dit udviklingstrin, forklarer Martinus. Der er ens lysstøtte, og det er her man skal sætte ind. Det er her man skal lægge sin energi.

Men det kræver også en øget bevidsthed , at man tager sine mavefornemmelser alvorligt, og ikke benytter sig af intellektet alene. Det er ikke altid helt ligetil, især ikke når man primært er vant til at agere i den ydre verden/på det ydre plan. For et par år siden skulle jeg træffe et ret vigtigt valg, og jeg syntes, at jeg havde analyseret mig frem til den rette løsning. Alligevel var der noget, der ikke stemte, og en god ven anviste en helt enkel metode: Prøv at lukke øjnene, tænk på den ene mulighed og mærk efter i maven og kroppen, tænk derefter på den anden mulighed og mærk efter. Da jeg åbnede øjnene, var jeg slet ikke i tvivl – og det var den modsatte løsning, der var den rigtige!

Vi er i vores vestlige kultur traditionelt meget ” i vores hoveder” og i vores rationelle betragtninger, hvorpå vi analyserer og baserer vores beslutninger. Men hvor er det dog fantastisk at finde ud af, at svaret findes dybt i os, i vores krop og i vores indre, hvis vi blot giver os lov til at lytte.

Det første sandhedssøgeren må lære, er at være sanddru over for sig selv

Præcis! Når man får kontakt til sit selv/sit indre/sin lysstøtte/sin inspiration/X1, eller hvad man nu vælger at kalde det, så er banen virkelig kridtet op, og så må man træffe de valg, der skal træffes.

At give det til verden, man er sat her for

Men hvorfor er det så vigtigt at blive sig selv, blive autentisk eller at leve i harmoni med sit udviklingstrin eller lysstøtte?

Kierkegaard udtrykker det således: Der må ikke være for stor afstand mellem ens ideelle selv og ens reelle selv.

For det første, hvis der er for stor forskel mellem ens sande identitet/ens ideal og det liv man lever, vil det give sig udslag i problemer både psykisk og fysik. Et endog meget interessant apekt på de sygdomme, der præger vores samfund! Lad os håbe, at den etablerede lægevidenskab vil være åben herfor, så fokus i behandlingen efterhånden ændres.

Og for det andet lyder mit inderste svar: Det er for i kærlighed at kunne give verden lige netop det, som man er sat her for.

Howard Thurman siger: Spørg ikke, hvad verden har brug for. Find ud af, hvad der gør dig levende, og giv dig i kast med det. For det, verden har brug for, er mennesker, der er blevet levende.

Eller Anita Moorjani, som har været gennem en nærdødsoplevelse og er vendt tilbage med budskaber fra den åndelige verden: Det allervigtigste er at finde din glæde og det, der bringer dig glæde. Du skal elske, respektere og tage dig af dig selv nok til at tillade dig selv at gøre det. Når du oplever glæde, føler du ikke blot, at dit liv er fantastisk, du bliver også en fantastisk person for andre at omgås. Mennesker fuld af glæde skader ikke andre. Mennesker skader kun andre på grund af deres egen smerte og frygt. Jeg synes, vi alle, fra vi bliver født, skulle undervises i, at den allervigtigste ting i livet er at ELSKE os selv og finde vores GLÆDE. Så ville hele verden blive fuld af glæde, og vi ville se et dramatisk fald i både sygdom og kriminalitet!

Moorjani betoner i sin bog…., at vores liv og vores valg ofte er styret af frygt – frygt for ikke at gøre karriere nok, frygt for ikke at spise rigtigt, frygt for at miste én, man holder af, frygt for at træde ud af flokken og blive den man er! Men denne frygt skaber ubalance og sygdom.

Det er så vigtigt ikke at miste kontakten til sig selv midt i verdens stress og jag. At turde lade sine valg (og fravalg) styre af glæde og kærlighed i stedet. At tilbringe tid med de mennesker og de aktiviteter, der nærer én og samtidig sørge for at få tid til ro og refleksion. For at skabe en bedre verden må dette så afgjort være en af byggestenene – og ja, med forbindelsen til din lysstøtte, ”da ser du, en dag du nåede ud og danser til himmelens stjerneskud.”