SPØRGSMÅL: De store naturkatastrofer, der sker rundt omkring på jordkloden, har gjort et uudsletteligt indtryk på os alle. Der er flere læsere, der har spurgt, om Martinus har skrevet om sådanne naturkatastrofer, der med ét har ændret tilværelsen for så mange? Og hvordan harmonerer det med karmaloven?

SVAR: De dybt ulykkelige mennesker, der har mistet deres kære eller har mistet deres eksistensgrundlag, har naturligvis uhyre vanskeligt ved at acceptere, at disse voldsomme og tragiske begivenheder kan være et led i en kærlig Guddoms plan med menneskeheden. Omvendt må man sige, at hvis disse katastrofer og deres forfærdelige virkninger rammer ganske tilfældigt og formålsløst, så er det endnu mere tragisk.

Overalt i sine værker påviser Martinus den hårfine retfærdighed i skæbneloven og den bagved liggende planmæssighed. Hvis man står midt i sorgen, savnet og lidelserne, kan det være svært at overskue situationen i dette lys. Men hvis man mobiliserer - ikke blot sine følelser - men også sin intelligens, sin logiske sans, så bliver det til stor trøst og opmuntring midt i lidelsen og savnet at sætte sig ind i Martinus’ analyser af dette dybt alvorlige emne.

Dine ubalancer bliver til naturkatastrofer for mikrovæsener
Martinus trækker en direkte forbindelse mellem den måde, hvorpå vi selv behandler vore medvæsener, og den måde, hvorpå jordklodevæsenet behandler os. I stk. 787 i Livets Bog, bind 3, skriver han om naturkatastrofer: “Hvad er et jordskælv, et vulkansk udbrud, en stormflod og lignende, andet end energi- eller “bevægelsesarter”, der er kommet uden for jordjeg’ets bevidsthedskontrol eller sundhedsmæssige automatfunktioner og derved bliver en “katastrofe” for dets egne mikrovæsener: planter, dyr og mennesker, bliver en slags midlertidig abnormitet eller sygdom, fuldstændig analog med menneskenes og dyrenes sygdomme?”. Med andre ord: Vore “ubalancer” bliver til naturkatastrofer for vore mikrovæsener, på nøjagtig samme måde som jordklodevæsenets ubalance bliver til dén naturkatastrofe, vi oplever.

Men er det virkelig udtryk for retfærdighed? Det svarer Martinus på i Bisættelse, kap. 100, hvor han forklarer, at når menneskene ikke kan tænke rigtigt og ikke har lært, hvilket ansvar de påtager sig ved forkert tænkning, så er de nødt til at lære det. Derfor er vi anbragt som “mikrovæsener” i jordklodevæsenets organisme, hvor der, - på samme måde som i vores egen organisme - forekommer ubalancer, katastrofer, lemlæstelse og lidelse. Eller som Martinus skriver om jordklodevæsenet: “Dette væsens tankeenergi eller livskraft, der er identisk med vore “naturkræfter”, er således heller ikke fuldkommen. Der opstår naturkatastrofer, oversvømmelser, vulkanske udbrud, jordskælv, cykloner, dødbringende kulde og varme, altså en besværliggørelse af livsbetingelserne for dets “mikroindivider”, hvortil menneskene hører”. Og Martinus konkluderer, at ethvert levende væsen kommer til at befinde sig som mikroindivid i den del af et makroindivids organisme, der netop repræsenterer den udviklingsstandard, den kvalitet i overholdelsen af det store kærlighedsbud, den disharmoni eller harmoni, som det nævnte mikroindivid selv repræsenterer.

Vores skæbnebuer er belastet
I forbindelse med symbol nr. 19 i Det Evige Verdensbillede, bog 2, går Martinus videre i sin forklaring af skæbneloven. Han fortæller, at det absolut ikke er tilfældigt, hvor på jordkloden vi er placeret. Vores forhold til alle levende væsener, herunder vor fysiske organismes mikrovæsener, er medbestemmende for, om vi kommer til at leve i behagelige eller ubehagelige naturomgivelser. “Vi ser, der er mennesker, der bor på steder, hvor de ikke er sikre overfor store oversvømmelser, jordskælv, vulkanske udbrud, cykloner og andre naturkatastrofer. Er ikke tusinder af mennesker omkommet ved sådanne naturkatastrofer igennem tiderne? - Da der absolut ikke kan ske noget tilfældigt, og da ethvert væsen selv udgør den absolutte første årsag til sin egen skæbne, kan det absolut heller ikke være tilfældigt, at et væsen rammes af en naturkatastrofe. (...) Hvis et væsens livstilstand i særlig grad opretholdes ved andre væseners unaturlige død, såsom ved nydelsen af animalsk føde eller kødspisning og ligeledes ved mord, drab og lemlæstelse i andre situationer, og det samtidig indtager krops- eller legemsødelæggende giftstoffer, er et sådant væsens skæbnebuer så belastet med returvirkninger af denne væsenets morderiske væremåde, at det er prædestineret til når som helst at komme ud for den samme unaturlige død eller mørke skæbne, som det med sin morderiske væremåde har påført andre væsener”.

Ingen kan gribe uberettiget ind i din og min skæbne
Det er tankevækkende, at Martinus her trækker en direkte parallel mellem den måde, et menneske behandler andre levende væsener på, og det sted på jorden, hvor den pågældende bliver placeret og den skæbne, det derved kommer ud for. Og her inkluderer Martinus altså ikke kun vort forhold til vore medmennesker og dyrene, men også måden, vi behandler de små, levende mikroindivider i vores organisme. Det udtrykker han ganske klart: “Man kan ikke uberørt af karma eller skæbnevirkninger permanent skabe ulykkelige og dødbringende naturforhold for vore mikrovæsener i vor organismes indre og stadig leve i glimrende naturforhold i den makroorganismes indre, i hvilken vi selv er mikroorganismer.”

Nu har Martinus forklaret os den hårfine logik i skæbneloven. Det fjerner absolut ikke sorgen, savnet og lidelserne for de implicerede. Men det ville være endnu værre for os alle, hvis disse begivenheder skete fuldstændig tilfældigt og helt uden formål. Nu ved vi fra Martinus’ analyser, at ingen kan gribe uberettiget ind i din og min skæbne, - at vi selv er den egentlige årsag til alt, hvad der sker os. Og at formålet med bl.a. sådanne voldsomme begivenheder er at fremme din og min og hele menneskehedens evne til medfølelse med andre, - til næstekærlighed.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0015