Spørgsmål og svar ved Hans Wittendorff - martinusforum.dk forum

Har vi erfaringsmateriale nok til at tilgive?

lasse — Sat, 09 Jun 2018 05:59:09 +0000

Nyt svar på Martinus Respondoj om hvornår vi har erfaringsmateriale nok til at tilgive. Svaret er skrevet af Hans Wittendorff og kommer blandt andet ind på hvad tilgivelse i det hele taget. Hans henviser til artiklen “Den mentale kursændring” (Kosmos nr. 5 - 2012), hvor Martinus selv spørgsmålet, om man kan lære at vise tolerance og dermed tilgive. Og svaret lyder: “Ikke så længe man kun bruger sine følelser. Først når man med sin intelligens virkelig forstår, at intet menneske i øjeblikket kan være anderledes, end det er, fordi det med sin væremåde repræsenterer et bestemt midlertidigt udviklingsstadium baseret på erfaringer og oplevelser i fortiden, kan man se, at det “ved ikke, hvad det gør”. Hvis det virkelig vidste det, ville det ikke gøre det.” God læselyst! Martinus Respondoj er en side til spørgsmål og svar om Martinus Verdensbillede. Du kan som bruger både stille og svare på spørgsmål og dermed få en bedre forståelse af Martinus Verdensbillede. Respondoj betyder "svar" på Esperanto. Siden er dog på dansk/skandinavisk. Du er meget velkommen til at bruge Martinus Respondoj. Du kan stille spørgsmål her https://www.martinus-respondoj.dk/ask Martinus Respondoj er drevet af personerne bag martinusforum.dk og er gratis at bruge.

Naturkatastrofer og karmalovens hårfine balance

martins — Sat, 14 Oct 2017 11:32:22 +0000

SPØRGSMÅL: De store naturkatastrofer, der sker rundt omkring på jordkloden, har gjort et uudsletteligt indtryk på os alle. Der er flere læsere, der har spurgt, om Martinus har skrevet om sådanne naturkatastrofer, der med ét har ændret tilværelsen for så mange? Og hvordan harmonerer det med karmaloven? SVAR: De dybt ulykkelige mennesker, der har mistet deres kære eller har mistet deres eksistensgrundlag, har naturligvis uhyre vanskeligt ved at acceptere, at disse voldsomme og tragiske begivenheder kan være et led i en kærlig Guddoms plan med menneskeheden. Omvendt må man sige, at hvis disse katastrofer og deres forfærdelige virkninger rammer ganske tilfældigt og formålsløst, så er det endnu mere tragisk. Overalt i sine værker påviser Martinus den hårfine retfærdighed i skæbneloven og den bagved liggende planmæssighed. Hvis man står midt i sorgen, savnet og lidelserne, kan det være svært at overskue situationen i dette lys. Men hvis man mobiliserer - ikke blot sine følelser - men også sin intelligens, sin logiske sans, så bliver det til stor trøst og opmuntring midt i lidelsen og savnet at sætte sig ind i Martinus’ analyser af dette dybt alvorlige emne. Dine ubalancer bliver til naturkatastrofer for mikrovæsener Martinus trækker en direkte forbindelse mellem den måde, hvorpå vi selv behandler vore medvæsener, og den måde, hvorpå jordklodevæsenet behandler os. I stk. 787 i Livets Bog, bind 3, skriver han om naturkatastrofer: “Hvad er et jordskælv, et vulkansk udbrud, en stormflod og lignende, andet end energi- eller “bevægelsesarter”, der er kommet uden for jordjeg’ets bevidsthedskontrol eller sundhedsmæssige automatfunktioner og derved bliver en “katastrofe” for dets egne mikrovæsener: planter, dyr og mennesker, bliver en slags midlertidig abnormitet eller sygdom, fuldstændig analog med menneskenes og dyrenes sygdomme?”. Med andre ord: Vore “ubalancer” bliver til naturkatastrofer for vore mikrovæsener, på nøjagtig samme måde som jordklodevæsenets ubalance bliver til dén naturkatastrofe, vi oplever. Men er det virkelig udtryk for retfærdighed? Det svarer Martinus på i Bisættelse, kap. 100, hvor han forklarer, at når menneskene ikke kan tænke rigtigt og ikke har lært, hvilket ansvar de påtager sig ved forkert tænkning, så er de nødt til at lære det. Derfor er vi anbragt som “mikrovæsener” i jordklodevæsenets organisme, hvor der, - på samme måde som i vores egen organisme - forekommer ubalancer, katastrofer, lemlæstelse og lidelse. Eller som Martinus skriver om jordklodevæsenet: “Dette væsens tankeenergi eller livskraft, der er identisk med vore “naturkræfter”, er således heller ikke fuldkommen. Der opstår naturkatastrofer, oversvømmelser, vulkanske udbrud, jordskælv, cykloner, dødbringende kulde og varme, altså en besværliggørelse af livsbetingelserne for dets “mikroindivider”, hvortil menneskene hører”. Og Martinus konkluderer, at ethvert levende væsen kommer til at befinde sig som mikroindivid i den del af et makroindivids organisme, der netop repræsenterer den udviklingsstandard, den kvalitet i overholdelsen af det store kærlighedsbud, den disharmoni eller harmoni, som det nævnte mikroindivid selv repræsenterer. Vores skæbnebuer er belastet I forbindelse med symbol nr. 19 i Det Evige Verdensbillede, bog 2, går Martinus videre i sin forklaring af skæbneloven. Han fortæller, at det absolut ikke er tilfældigt, hvor på jordkloden vi er placeret. Vores forhold til alle levende væsener, herunder vor fysiske organismes mikrovæsener, er medbestemmende for, om vi kommer til at leve i behagelige eller ubehagelige naturomgivelser. “Vi ser, der er mennesker, der bor på steder, hvor de ikke er sikre overfor store oversvømmelser, jordskælv, vulkanske udbrud, cykloner og andre naturkatastrofer. Er ikke tusinder af mennesker omkommet ved sådanne naturkatastrofer igennem tiderne? - Da der absolut ikke kan ske noget tilfældigt, og da ethvert væsen selv udgør den absolutte første årsag til sin egen skæbne, kan det absolut heller ikke være tilfældigt, at et væsen rammes af en naturkatastrofe. (...) Hvis et væsens livstilstand i særlig grad opretholdes ved andre væseners unaturlige død, såsom ved nydelsen af animalsk føde eller kødspisning og ligeledes ved mord, drab og lemlæstelse i andre situationer, og det samtidig indtager krops- eller legemsødelæggende giftstoffer, er et sådant væsens skæbnebuer så belastet med returvirkninger af denne væsenets morderiske væremåde, at det er prædestineret til når som helst at komme ud for den samme unaturlige død eller mørke skæbne, som det med sin morderiske væremåde har påført andre væsener”. Ingen kan gribe uberettiget ind i din og min skæbne Det er tankevækkende, at Martinus her trækker en direkte parallel mellem den måde, et menneske behandler andre levende væsener på, og det sted på jorden, hvor den pågældende bliver placeret og den skæbne, det derved kommer ud for. Og her inkluderer Martinus altså ikke kun vort forhold til vore medmennesker og dyrene, men også måden, vi behandler de små, levende mikroindivider i vores organisme. Det udtrykker han ganske klart: “Man kan ikke uberørt af karma eller skæbnevirkninger permanent skabe ulykkelige og dødbringende naturforhold for vore mikrovæsener i vor organismes indre og stadig leve i glimrende naturforhold i den makroorganismes indre, i hvilken vi selv er mikroorganismer.” Nu har Martinus forklaret os den hårfine logik i skæbneloven. Det fjerner absolut ikke sorgen, savnet og lidelserne for de implicerede. Men det ville være endnu værre for os alle, hvis disse begivenheder skete fuldstændig tilfældigt og helt uden formål. Nu ved vi fra Martinus’ analyser, at ingen kan gribe uberettiget ind i din og min skæbne, - at vi selv er den egentlige årsag til alt, hvad der sker os. Og at formålet med bl.a. sådanne voldsomme begivenheder er at fremme din og min og hele menneskehedens evne til medfølelse med andre, - til næstekærlighed. Hans Wittendorff hwittendorff@post.tele.dk id:0015

Kan man overhovedet undgå at slå ihjel?

lasse — Sat, 16 Sep 2017 05:13:13 +0000

Spørgsmål: En læser i Scotland skriver: ”Jeg elsker at arbejde i min have, men jeg kan ikke lide, at jeg ikke kan undgå at dræbe eller lemlæste insekter og andre smådyr. Og jeg tænker også på, hvilken karma disse drab medfører for mig?” En anden læser er gadefejer i København og gør sig lignende tanker: ”Det er mig en glæde at kunne være ekstra omhyggelig med at undgå, at myrer og andre smådyr kommer med op i sækken med affald, som jo bliver sendt til forbrænding.” Endelig er der en tredje læser, som har dårlig samvittighed over de insekter, han ufrivillig kommer til at slå ihjel, og henviser til, at Martinus i sine erindringer fortæller, hvordan han som barn hjalp små fluer fri af vanddråberne. Og så spørger læseren meget logisk: “Hvornår er der tale om ufornuftig, alt for følelsesbetonet kærlighed, og hvornår er der tale om et mere afbalanceret forhold til vores hverdag?”. SVAR: Hvor er det ærligt talt dejligt, at så mange mennesker er nået så langt frem i ægte kærlighed til deres medvæsener, at de gør sig sådanne tanker. Lad os først og fremmest gøre os klart, at vi lever i dét, Martinus kalder “Det dræbende princips zone”, og selv med den bedste vilje kan vi ikke undgå at dræbe. Blot vi går hen over en græsplæne eller kører i bil, vil vi uforvarende komme til at dræbe smådyr. Og når der spørges, om dette vil udløse en karma for os, må man svare ja,- for alt, hvad vi oplever, er jo karma. Men lad være med at opfatte begrebet karma som en ondskabsfuld skæbne, der forfølger os. Karmaloven er vores ven og læremester. Vi modtager netop så tilpas megen modgang og lidelse, som er absolut nødvendig for os, hvis vi skal udvikle os fra halvdyriske, egoistiske væsener til “mennesker i Guds billede”, der skal kunne leve i lys og kærlighed. Den sunde fornuft Selve spørgsmålet om, hvornår vores kærlighed til dyrene er for følelsesbetonet og ufornuftig, var allerede fremme i sagens “barndom”. I Kosmos nr. 6/1937 fortæller Martinus, at der oprettes et gartneri i forbindelse med dét, der i dag kaldes Martinus Center i Klint. Og så stiller Martinus spørgsmålet, om ikke dette vil betinge, at mange orme og andre smådyr bliver lemlæstet og dræbt ved jordens behandling, - og svarer selv med et modspørgsmål: “Hvad er sagens ånd eller natur? - Er det ikke harmoni, fornuft og kærlighed?” Og så fortsætter Martinus med at forklare, at vegetariske produkter jo er absolut nødvendige for vores ernæring, og at det jo netop ikke vil skabe færre drab, hvis grøntsagerne blev dyrket et andet sted. I Kosmos nr. 5/1986 behandler Martinus et lignende spørgsmål om drab på bladlus, larver, orme, rotter og mus. Også her svarer Martinus i overensstemmelse med den sunde fornuft: Det gælder om at finde ud af, hvad der er det mindste onde, “thi kun denne løsning kan være i kontakt med næstekærligheden.” Og så fortsætter Martinus: “Disse bekæmpelser af underminerende liv og kræfter er altså nødvendige på jordklodens og menneskehedens nuværende stadier. Men på senere stadier i menneskehedens udvikling vil disse bekæmpelser ikke mere være aktuelle, ja, slet ikke forekomme, da der til den tid ikke vil være noget for mennesket farligt liv at bekæmpe.” Og for yderligere at forklare forskellen mellem den fornuftige og den mere ufornuftige kærlighed slutter Martinus med at fortælle, hvordan sagen stiller sig for det kosmisk bevidste menneske: “Hvis et sådant væsen fødes i denne verden, må det ligesom andre mennesker mere eller mindre holde sig fri af sygdomme og utøj eller andre former for sundhedsfarlige og for almenbefindendet underminerende liv. Dette kan jo ikke gøres uden ved mere eller mindre at dræbe. For at kunne eksistere i jordmenneskehedens fysiske sfære har det indviede væsen således i visse tilfælde kun valget imellem at manifestere et større eller mindre onde. Men i henhold til dette væsens kosmiske bevidsthed er det altid i stand til at vælge det mindste onde, og kommer således ikke til at overtræde kærlighedsloven.” Vi må altså konkludere, at selv om vi er vegetarer, selv om vi prøver på at undgå drab, så kan vi på vort nuværende udviklingstrin ikke helt undgå at dræbe. Men vi kan sætte hele vores viljekraft ind på at undgå enhver form for unødvendige drab. Og derved finde en fornuftig balance mellem ufornuftig, følelsesdomineret dyrevenlighed og ”det mindste onde”, - den sunde fornuft. Hans Wittendorff hwittendorff@post.tele.dk id:003

A-, B- og C-viden danner små levende talentkerner

martins — Sun, 27 Aug 2017 07:31:36 +0000

SPØRGSMÅL: En “nybegynder” i Martinus Kosmologi spørger: “Hvad menes der med udtrykket A-, B- og C-viden, som jeg hørte under et foredrag?” En anden læser har et beslægtet spørgsmål: “Hvad er en talentkerne, - kan man kalde den et levende væsen?” SVAR: Det er ganske naturligt, at man ikke umiddelbart forstår alle de udtryk, man støder på i sit studium af Martinus’ verdensbillede. Netop derfor har vi vores spørgerubrik, hvor man altid er velkommen. I bogen Logik, kapitel 94, foretager Martinus en meget grundig og omfattende analyse af begreberne A-viden, B-viden og C-viden. Vil man derimod have den helt korte version, kan man læse den i Livets Bog, bind 2, stk.411, hvor Martinus forklarer, at A-viden udgør “vågen dagsbevidst tænkning”, B-viden er “denne tænknings omplantning til realistisk handling”, og C-viden er “denne handlings gentagelse til vanebevidsthed”. Dermed kan vi overføre begreberne til vores daglige liv: Et menneske får en tanke og et stærkt ønske om at kunne spille klaver (A-viden). Denne tanke omsættes til handling i form af øvelse, øvelse og atter øvelse (B-viden). Og denne øvelse “gør mester”, man bliver måske ligefrem et geni til at spille klaver (C-viden). Dette forløb gælder naturligvis alle de færdigheder, vi har opøvet ved stadige gentagelser. Hvis vi nu filosoferer lidt over dette forløb, bliver vi klar over, at vi jo i virkeligheden har et helt ocean af C-viden. Med Martinus’ ord: “På denne måde er alle vore organiske funktioner blevet til automatfunktioner. Tænk, hvis alle disse funktioner, vi efterhånden har udviklet i vor organisme, skulle styres og ledes ved vor vågne, dagsbevidste vilje. - Tænk, hvis vort hjerteområde og blodomløb, vort åndedræt, vor fordøjelse, vore nyrer, vor galde, vor lever, vore kirtler, ja, tillige alle vore molekyler, atomer, elektroner osv. skulle dirigeres ved vor vågne, dagsbevidste viljeføring, hvordan skulle vi da få tid til at dyrke nye interessesfærer og til at udføre andet arbejde?” (Livets Bog, bind 6, stk. 2171). Talentkerner er små kraftcentre Nu bliver det virkeligt spændende, og nu sætter Martinus det i et vældigt perspektiv: “Igennem millioner af år har vi således skabt vor evne til at bygge vor nuværende, komplicerede, fysiske organisme og alle de øvrige anlæg og talenter op, der udgør fundamentet for den bevidsthedstilstand, vi befinder os i i dag. Denne evne udgør et helt system af evner, der hver især udgør en “talentkerne”, som altså er overført til vor overbevidsthed og har sæde i skæbneelementet. Her overlever alle de talentkerner, der udgør fundamentet for vor fysiske organisme og de herunder henhørende manifestationer, hver især den fysiske organismes undergang, hvad enten denne er naturlig eller unaturlig. Og herfra befordrer de tilsammen i forbindelse med vort jeg og overbevidsthed en ny fysisk organismes opbygning, når betingelserne herfor er til stede”. Og hermed er vi gledet over i det næste spørgsmål. For hvad er disse “talentkerner”, som Martinus omtaler, og kan det virkelig tænkes, at de er “levende”? Lad os høre, hvad Martinus siger om det. I Livets Bog, bind 2, stk. 326, fortæller han, at “der ved de mange gentagelser har udviklet sig et lille organ, der har den egenskab at kunne tiltrække og frastøde de for den pågældende manifestationsart nødvendige stoffer eller materier. (...) Men efterhånden som gentagelserne skrider frem, og det førnævnte lille organ bliver mere og mere udviklet, bliver det i stand til at kunne befordre konstellationerne af materierne eller stofferne ved den pågældende manifestation, således at hjernen aflastes for denne funktion, der da skrider ud af individets dagsbevidsthed (...) Det lille organ, der således selvstændigt kan befordre en funktion og derved aflaste hjernens eller dagsbevidsthedens medvirken i denne, har jeg kaldt “talentkernen”. Disse talentkerner er altså små kraftcentre, der både er i stand til at styre vore fysiske funktioner og også vores anlæg for moral og indstilling til livet i det hele taget. I stykke 2165-66 besvarer Martinus den sidste del af vort spørgsmål, idet han skriver: “Den stadige gentagelse af den særlige manifestation har ligesom udviklet et lille organcenter i forbindelse med den fysiske hjerne. Men samtidig med, at der danner sig et sådant manifestationsorgan, altså et lille center for livsmanifestation, inkarnerer der straks i nævnte center et mikrovæsens jeg og ånd. Og dette lille organcenter er dermed blevet til en slags organisme for et levende væsen, hvis livsbetingelse på det fysiske plan netop er de vibrationer, som den pågældende mellemkosmiske manifestationsart udløser." Nu har vi altså ikke blot fået at vide, hvad begreberne A-, B- og C-viden dækker, men også hvordan vi har et ocean af små kraftcentre i form af levende talentkerner, der aflaster os, så vi hele livet igennem kan opdyrke nye interesseområder. Hans Wittendorff hwittendorff@post.tele.dk id:0039

Om "Spørgsmål og svar ved Hans Wittendorff"-forummet

lasse — Sat, 26 Aug 2017 20:46:02 +0000

Dette forum er til spørgsmål og svar af Hans Wittendorff.

Spørgsmål og svar af Hans Wittendorff

Martinusforum.dk har fået lov til at udgive en lang række spørgsmål og svar, som Hans Wittendorff, siden år 1996, har forfattet bl.a. i Tidsskriftet Kosmos. Vi har modtaget ca. 100 spørgsmål og svar om mange forskellige emner indenfor kosmologien, som du kan finde her på martinusforum.dk.

Stil selv spørgsmål

Er du interesseret i selv at stille spørgsmål eller svare på spørgsmål, så brug forummet "Dine spørgsmål og svar om Martinus Verdensbillede" og "Om Martinus Verdensbillede" til generelle emner.

Når karmabølger tilsyneladende rammer i flæng

martins — Thu, 17 Aug 2017 06:19:37 +0000

SPØRGSMÅL: En læser skriver: Gang på gang oplever vi, at en masse mennesker bliver dræbt eller lemlæstet på samme tidspunkt. Fjernsynet fortæller om fly, der styrter ned, voldsomme togulykker, bilbomber midt i en menneskemængde. Og så spørger jeg mig selv: Hvordan kunne disse tilfældigt sammenbragte mennesker dog have denne kollektive skæbne tilgode? Martinus fortæller os jo ellers, at karmaloven er ”hårfin og logisk”. SVAR: Det er rigtigt, at det umiddelbart ser lidt mærkeligt ud, at så mange mennesker kan komme ud for en sådan skæbne. Og der er oven i købet endnu et ”karmaforhold”, der gør sig gældende. For vi kender nok allesammen fortællinger om, hvordan et menneske ved et “uheld” ikke kom med et tog, der forulykkede, eller et menneske, der kom for sent til et fly, som så senere faldt ned. Her kan man så at sige næsten fornemme Forsynets indgriben. En anden ting er, at vi somme tider glemmer at se på begivenhederne med “kosmologiske” øjne, nemlig forskellen mellem at ”dø” og at blive lemlæstet. At blive rykket fra den fysiske til den åndelige tilstand, - det vi kalder “at dø” - er jo ikke altid noget forfærdeligt, hvorimod det er en voldsom skæbne at blive lemlæstet. Da Martinus deltog i rådsmøderne på Martinus Institut, holdt han somme tider hele små foredrag for de øvrige rådsmedlemmer. Alt dette er bevaret på bånd, og jeg er overbevist om, at man tid efter anden vil offentliggøre mange af disse “guldkorn”. Lad mig citere fra et rådsmøde d. 6.12.1980, her gengivet fra Kosmos nr. 12-1998, hvor Martinus netop taler om disse emner: “De mennesker, som er nået frem til ikke at stjæle, ikke at myrde, ikke at gå i krig og ikke lave onde handlinger, - de behøver ikke at være bange for ragnarok. Det betyder ikke, at de ikke kan rammes af døden, - for det er jo en fødsel, og den kan være den eneste redning for dem. For når ragnarok raser, husene bryder sammen, der kommer vulkanske udbrud, og alting ramler, så kan de jo ikke reddes på anden vis, - dem der ikke skal have karmaen. Der er jo så mange, der bor ved siden af hinanden. Den ene skal have en forfærdelig karma, de andre har ikke dén karma tilgode. Så kunne det jo blive en uretfærdig skæbne. Men da er det jo - som hele tiden - at døden er en lige så god redning, som den er en “afslutning på livet”.” Som eksempel bruger Martinus en mand, der tvinges til at være soldat, men som absolut ikke vil slå andre mennesker ihjel: “Så er det meget ofte, at han bliver skudt, for at redde ham, - for så er han inde i en højere verden, hvor han ikke skal dræbe.” Og senere konkluderer Martinus: “Så derfor vil en masse mennesker blive reddet ved ragnarok, - ved at de dør.” Skæbnebuer er returvirkninger af væsenets egen væremåde Se, det var jo en ganske anden forklaring på denne vores evige skiften fra den fysiske til den åndelige tilstand. For mange mennesker lyder disse tanker nok mærkelige. Men har man sat sig ind i Martinus’ analyser af, hvad der sker, når den fysiske organisme dør, så er denne “fødsel” til den åndelige verden jo langt at foretrække frem for de ufattelige lidelser, det medfører at blive lemlæstet og invalideret. Og dermed er vi tilbage ved karmaloven, der på en måde er meget beroligende: Alt, hvad der sker mig, er jeg selv den egentlige årsag til, - ingen andre kan gribe uberettiget ind i min skæbne. Derfor trækker Martinus en direkte parallel mellem den måde, hvorpå vi behandler alle andre levende væsener på, og dén skæbne, vi selv kommer ud for. Læs fx den omfattende forklaring til symbol nr. 19 i Det Evige Verdensbillede, bog 2. Her er et lille bitte uddrag fra stk. 19.22: ”Hvis et væsens livstilstand i særlig grad opretholdes ved andre væseners unaturlige død, såsom ved nydelsen af animalsk føde eller kødspisning og ligeledes ved mord, drab og lemlæstelse i andre situationer, og det samtidig indtager krops- eller legemsødelæggende giftstoffer, er et sådant væsens skæbnebuer så belastet med returvirkninger af denne væsenets morderiske væremåde, at det er prædestineret til når som helst at komme ud for den samme unaturlige død eller mørke skæbne, som det med sin morderiske væremåde har påført andre væsener. I et sådant tilgodehavende af mørk skæbne lurer denne skæbne på det alle vegne.” Det er interessant, at her inkluderer Martinus ikke kun vort forhold til vore medmennesker og dyrene, men også måden, vi behandler de små, levende mikroindivider i vores organisme. Det udtrykker han ganske klart: “Man kan ikke uberørt af karma eller skæbnevirkninger permanent skabe ulykkelige og dødbringende naturforhold for vore mikrovæsener i vor organismes indre og stadig leve i glimrende naturforhold i den makroorganismes indre, i hvilken vi selv er mikroorganismer.” Nu har Martinus forklaret os den hårfine logik i skæbneloven. Når en masse mennesker bliver udsat for en voldsom begivenhed, er der nogle, der har en ”mørk” karma tilgode og bliver mere eller mindre lemlæstet. Andre er kommet længere frem i humanitet og nøjes med at blive ”født” ind i den åndelige verden. At vide dette fjerner absolut ikke sorgen, savnet og lidelserne for de implicerede. Men det ville være endnu værre for os alle, hvis disse begivenheder skete fuldstændig tilfældigt og helt uden formål. Nu ved vi fra Martinus’ analyser, at ingen kan gribe uberettiget ind i din og min skæbne, - at alt, hvad der sker os, er ”returvirkninger af vores egen væremåde”. Og at formålet med bl.a. sådanne voldsomme begivenheder er at fremme hele menneskehedens evne til at føle andres lidelser, - til næstekærlighed. Hans Wittendorff hwittendorff@post.tele.dk id:009

Er der nogen retfærdighed i verdenssituationens kaos?

lasse — Sun, 13 Aug 2017 21:49:04 +0000

SPØRGSMÅL: Flere har stillet spørgsmål om det samme principielle dilemma, som en læser formulerer således: ”Vi er alle enige, når Martinus taler imod oprustning og brug af våben. Men ved nærmere eftertanke kan man godt komme i tvivl, synes jeg. For vi slap for nazismens rædselsherredømme, - men det gjorde vi jo kun, fordi andre nationer gjorde en overvældende militær indsats, - og altså netop brugte våben. Hvis der ikke var nogen, der havde nedkæmpet nazismen, hvor havde vi så været i dag? Overalt på jorden ser vi det samme dilemma: Hvis ingen vil bruge våben imod terror og undertrykkelse, så ender alt i kaos og diktatur. Så hvordan kan jeg forklare andre, at der ifølge Martinus er både et formål og absolut retfærdighed i alt dette.” SVAR: Ja, hvis de mennesker, vi taler med, ikke har haft lejlighed til at studere Martinus’ verdensbillede, vil det være aldeles umuligt for dem at forstå lidelsernes nødvendighed og skæbnelovens hårfine retfærdighed. Så vi skal nok ikke søge at overbevise andre, medmindre de virkelig er oprigtigt søgende efter en logisk livsforklaring. Og i så fald står de pågældende overfor et langt og grundigt studium. Lad os koncentrere os om spørgsmålets egentlige kerne: Er der overhovedet noget formål med de voldsomme lidelser, menneskeheden oplever, - og er der nogen som helst retfærdighed i det tilsyneladende kaos, vi ser omkring os, hvor nogle vil ”det onde”, som andre ikke vil? Ja, det er der, svarer Martinus! I menneskehedens vældige udviklingsperiode er vi nået frem til et punkt, hvor hvert enkelt menneskes mentalitet skal ændres. Fra at være et egocentreret, egoistisk, halv-dyrisk væsen, skal vi forandres til et færdigudviklet menneske, der kan leve i fred med alle. En så voldsom omskabelses-proces kan naturligvis ikke ske i løbet af én inkarnation, og den vil naturnødvendigt medføre voldsomme begivenheder. Men hvad er det da, vi mangler i vores nuværende mentalitet? Det svarer Martinus på i Livets Bog, bind 6, stk. 2230: “Det ragnarok, der for tiden gør visse områder til farlige mentale, vulkanske terræner, der kan komme til voldsomt eksplosivt udtryk når som helst i menneskenes og nationernes samliv verden over og dermed endnu engang kan tilsøle, drukne og begrave millioner og atter millioner af mennesker i hadets og hævnens altødelæggende, altbesudlende og kvælende lavastrøm, beror således udelukkende på en manglende evne hos væsenerne til at føle andre væseners lidelser i deres egen mentale struktur.” Og så fortsætter Martinus med at forklare, at ligesom naturens påvirkninger gennem lange, lange tidsperioder har skabt vores evne til at kunne se og høre og vore øvrige sanser, “således vil reaktionerne af overtrædelserne af livets love igennem en vis tidsepoke udvikle en evne i væsenerne til at overholde disse love, og hvorved de da bliver befriet for reaktionerne. Denne befrielse er udviklingens absolut eneste og store mål.” Guddommen sorterer menneskene Nu fik vi altså svar på spørgsmålet om selve formålet med de voldsomme lidelser og krigsbegivenheder. Men tilbage står problemet med de enkelte nationers og de enkelte menneskers placering i dette virvar af karmabølger. Her kan jeg henvise til en overmåde interessant artikel af Martinus i Artikelsamling 1, nr. 12, under titlen Dommedag. Her henviser Martinus til Bibelens gamle beretning om, at menneskeheden på et vist tidspunkt i udviklingen bliver opdelt i to grupper. Den ene gruppe udgøres af nationer, der endnu sværger til sværdets magt, nationer, hvis befolkninger endnu ikke i tilstrækkelig grad har fået udlevet krigens uhyrligheder, men i blind iver hylder “magtprincippet” i stedet for “retsprincippet”. Med andre ord mennesker og nationer, der endnu ikke har haft så mange lidelser, at de tager afstand fra krige og grusomheder. Denne gruppe kalder Bibelen for “bukkene”. Den anden gruppe udgøres af nationer, hvis befolkninger har udlevet krigen, væsener, der i tilstrækkelig grad har fået erfaringer nok for krigens tåbelighed. De kaldes for “fårene ved Guds højre side”. Og nu fortæller Martinus noget, som er vældig interessant netop for os. For hvordan sker denne opdeling af menneskeheden i praksis: “Naturen, hvilket vil sige Guddommen, besørger således selv en sortering af væsenerne for at kunne føre dem til det for hvert enkelt væsen særligt passende opholdssted. Hvilken sortering, man er kommet til at tilhøre, har man altså med sin væremåde selv bestemt.” Flygtningestrømmen og reinkarnationen er ikke tilfældig Videre skriver Martinus om denne sortering: “Denne udskilning har i stor udstrækning fundet sted ved udvandring og finder endnu i nogen udstrækning sted igennem raceforfølgning. Men den fundamentale finudskillelse finder hovedsagelig sted gennem reinkarnationen. Mennesker, der ikke passer i nationens liv og mentalitet, fødes ikke i denne nation i det næste liv, men vil, på basis af tiltræknings- og frastødningsloven, blive født i den nation eller det folk, hvor livet passer for dets skæbne.” Men hvordan forholder det sig så, når fx de nævnte nationer brugte våbenmagt for at nedkæmpe nazismen? Også det fortæller Martinus om i den pågældende artikel. Han skriver om de fredselskende “får”: “Dog ville disse væsener være uhyggeligt stillede, hvis der indenfor deres gruppe ikke eksisterede en serie væsener, der endnu kan hylde sværdprincippet, thi da ville den førstnævnte gruppe helt undertrykke og lemlæste den sidstnævnte. Men disse, indtil en vis grad militært indstillede mennesker, danner ligesom et værnende skjold eller panser for gruppens kerne, der jo består af væsener, i hvis mentalitet krigen er ganske bandlyst. Når der således i den “højre sides” gruppe kan eksistere krigsvæsener, så skyldes det den omstændighed, at de i det store og hele afviger fra den “venstre sides” væsener derved, at de hovedsagelig kun er indstillede på at bruge sværdet i forsvaret for virkelige internationale, fredsbefordrende idealer, hvilket absolut ikke kan siges at være tilfældet med den anden gruppe, der udelukkende kun bruger sværdet i nationale, egoistiske foreteelsers tjeneste.” Men læs selv den omtalte artikel Dommedag, der stiller vore dages flygtningestrøm i et helt nyt lys. Artikelsamling 1 kan købes på shop.martinus.dk. Hans Wittendorff hwittendorff@post.tele.dk id:002

Hvorfor vegetar eller veganer?

lasse — Sun, 13 Aug 2017 21:48:54 +0000

SPØRGSMÅL: En læser, som for nylig er begyndt at studere Martinus’ værker, har lagt mærke til, at de fleste Martinus-interesserede er vegetarer, og spørger hvorfor?. En anden læser fortæller, at han har været vegetar, siden han for 8 år siden begyndte at læse i Det Tredje Testamente. Det var naturligvis ud fra ønsket om ikke at medvirke til drab på dyr og også bevidstheden om den karma, der følger af dette. Nu går den pågældende et skridt videre og spørger, om Martinus har skrevet noget om at drikke mælk, bruge skind og læder, - i det hele taget alle de produkter fra dyr, som er medvirkende til at påføre dyrene de ufattelige lidelser. SVAR: Lad os se på det første spørgsmål: Hvorfor bliver de fleste mennesker, - før eller siden - vegetarer, når de har stiftet bekendtskab med Martinus’ analyser? Med et glimt i øjet kan man måske svare ved at sige: Hvad kom først, ægget eller hønen? Med andre ord: Hvad kom først, interessen for en mere human levevis eller ønsket om en logisk forklaring på de lidelser, som mennesker og dyr udsættes for. For medfølelse med andre opstår nok hovedsageligt hos mennesker, der er er blevet mætte af lidelser og drab, og som søger en livsforklaring, der appellerer til både følelse og intelligens. Man begynder at tænke over hvorfor? Som vanligt sætter Martinus også dette ind i et vældigt udviklingsforløb. Man bliver ikke human, og ej heller vegetar, fra den ene dag til den anden. Derfor er der ingen som helst grund til at være intolerant over for kødspisere. I den lille bog nr. 5, Den Ideelle Føde, fortæller Martinus, at der går en åndelig eller kosmisk verdensimpuls hen over jorden. Denne åndsvidenskab vil udløse en renere og højere idealisme, moral og kultur end den nugældende. Og herved vil “jordmenneskehedens ernæringsbevidsthed ligeledes blive fuldkommengjort.” Der er med andre ord tale om et langvarigt, verdensomspændende udviklingsforløb. Dette forløb kan de fleste godt følge hos sig selv. Vi er forlængst holdt op med at slå andre mennesker ihjel, - på det punkt overholder vi altså det femte bud. De fleste er også så langt fremme i human udvikling, at de ikke ville kunne stikke en kniv i halsen på en gris for at få en flæskesteg eller dræbe en lille kalv for at spise dens kød. Men når liget af en gris eller en kalv ligger “pænt” parteret og indpakket i supermarkedets køledisk, så køber man det og spiser det uden at tænke nærmere over de ufattelige lidelser, dyrene har gennemgået. Man kan med andre ord godt nænne drab og lidelser, blot det sker gennem andre -! Hvordan kommer man så videre fra dette punkt i udviklingen? Det svarer Martinus klart og tydeligt på i Det Evige Verdensbillede, bind 2, symbol nr. 25: “Denne menneskenes endnu døde eller sovende kosmiske bevidsthedsside skal vækkes til live. Og dette kan ikke ske ved blot at prædike vegetarisk kosternæring for de mennesker, der i højeste grad nænner at dræbe dyrene. Det sker derimod automatisk igennem karmalovens skæbnebuer, der lader væsenerne komme til at opleve virkningerne af de drab og lidelser, de har påført dyrene”. Her har vi altså en superkort og præcis forklaring på mørkets nødvendighed. Ved den voldsomme skæbne, som menneskeheden gennemgår, opstår der AUTOMATISK en human evne hos det enkelte menneske. Før i tiden kunne vi godt nænne at gå i krig og dræbe andre mennesker. Det kan de fleste ikke mere. Nogle mennesker kan godt nænne selv at slå et dyr ihjel for at spise det. Det er der mange, der ikke mere kan. Og næste skridt er så, at man ikke kan nænne overhovedet at være med til at påføre dyrene de ufattelige lidelser, - man bliver vegetar. Martinus har også forklaret, hvordan karmaloven kan fungere i praksis inden for dette område. De tilbagevendende karmabuer forårsager ikke nødvendigvis de samme handlinger, men det samme princip. Hvis et menneske spiser kød, bliver det samme menneske jo ikke selv ædt af en kannibal. Men hvad er det for et princip, der karakteriserer kødspisere? Man dræber (eller lader andre dræbe) dyrene, ikke af had, vrede eller jalousi, men blot som en tilsyneladende “tilfældig” handling..Og man er ligeglad med de voldsomme lidelser, som dyrene er udsat for, eller man tænker blot ikke over det. Hvad fortæller Martinus så om den efterfølgende karma? Jo, så kan man komme ud for fx trafikulykker, som medfører “tilfældige” drab eller “meningsløse” lidelser gennem resten af éns inkarnation. Med andre ord: Man rammes af de samme principielle energier, som man selv har udsendt. I forbindelse med det omtalte symbol taler Martinus ligefrem om to slags karma for animalsk ernæring: Nogle korte skæbnebuer, der befordrer den usundhed og de sygdomme, der kan opstå ved kødspisning. Og nogle lange skæbnebuer, “der er gengældelse for selve den lidelses-, drabs- og dødskarma, menneskene har påført dyrene. Disse skæbnebuer kan strække sig over flere fysiske jordliv, inden de kommer til udløsning”. Derved kan der opstå de koncentrerede karmaudløsninger, vi kender som krige, terror og andre voldsomme begivenheder. Martinus konkluderer, at “så længe menneskeheden slagter og æder dyr, vil den umuligt kunne blive færdig med oplevelsen af lidelserne, dommedag eller ragnarok”. Det er med andre ord et dybt alvorligt problem for alle, vi her rører ved. Så kommer vi til det andet spørgsmål: Standser udviklingen her, eller går man et skridt videre og bestræber sig på overhovedet ikke at spise eller bruge produkter fra dyr? Martinus har ikke direkte skrevet om begrebet veganer. Men han kalder de voldsomme lidelser, som menneskeheden gennemgår, for et “mentalt renselsesbad”, der efterhånden vil hæve os op over det dræbende princip. Der er med andre ord tale om en langsom proces, hvor vi hver især forandrer os, - skridt for skridt går vi videre i vores medfølelse med andres lidelser. Mange mennesker undrer sig over, at Martinus i Den Ideelle Føde, kap. 31, skriver, at “for den begyndende vegetar kan sund og frisk mælk anbefales”. Men her må vi huske, at dette blev skrevet så langt tilbage som i 1933, og at umådelig meget har forandret sig siden dengang. De mælkeprodukter, vi i dag kan købe, er for langt den største dels vedkommende et udpræget industriprodukt, og landbruget er i dag industrialiseret i en grad, man dengang næppe havde troet muligt. Det har medført, at “produktionsdyrene” er underkastet forhold, der trodser enhver beskrivelse. Køer, der står på stald hele deres liv igennem, tyrekalve, der dræbes straks efter fødslen eller sendes til andre lande, hvor de opdrættes under ubeskrivelige forhold som tremmekalve. Der er altså i høj grad tale om drab og lidelser i forbindelse med den industrialiserede produktion af kød, mælk, skind og læder. Sikke en læreproces, vi alle er i gang med -! Her må hvert enkelt menneske selv finde sin vej, godt hjulpet af skæbnebuerne og den langsomme, moralske udvikling. -Hans Wittendorff hwittendorff@post.tele.dk id:001