Krig inden for "sagen". - Om Martinus Verdensbillede https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/ martinusforum.dk forum om Martinus Verdensbillede da-DK Mon, 10 Aug 2026 10:17:52 +0000 wpForo 60 Krig indenfor sagen, https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/4/#post-38526 Fri, 16 Aug 2013 12:16:00 +0000
"Krigen indenfor sagen"

Markere endnu et af de mange områder i Verden hvor at universet stadigvæk er i konflikt med sig selv og ikke kan finde ud af sig selv. Det ser ikke sig selv, og derfor er det modstand overfor sig selv.

Og paradoksset er, at menneskerne involveret netop skulle være fortropperne for fred og fordragelighed.
Ligesom at vi her på MF altid burde udtrykke tolerance og forståelse for individuelle perspektiver. Men så længe der er individuelle perspektiver, er der anslag til krigsførsel.

Instituttet, dets tilhængere eller kritikere er i krig med hinanden.
- Det viser at ragnarok er Eminent. Det viser at der er hårdt arbejde at tage fat på.

Og det viser at vi er mennesker og at det er helt ok.

Den eneste ting der ikke er i krig, er sagen i sig selv.
Den er fuldstændigt upåvirket af al den vold der foregår/forgår omkring den.

Den hviler, og afviser intet eller ingen, hverken kærlig opførsel ej heller intolerant opførsel.
- Den er et stort velkommen. Et stort ja til alt hvad der sker.
Selv dets nej, viser sig i dybden, som et rungende JA.

Den føre sig selv frem, som livet føre sig selv frem. Fuldender og fuldkommengøre sig selv, i sig selv, af sig selv, med sig selv, for sig selv. Den har absolut ingen andre at se til, der er derfor ingen konflikt, men absolut flow og ekspansion.

Fordi at sagen kun referere til sagen, er den udenfor fare. Den er alene, solitær, urokkelig, ustoppelig, kærlig.

Alt hvad der ikke er i harmoni med "sagen" jævnes med Jorden. Ikke af nogen dom eller hensynsløshed. Men simpelthen fordi at "sagen" i dens egen natur og måde at være på elsker alt og alle ting så højt, at den er ude af stand til at gå på kompromis. Sagen er opslugt af virkeligheden og kærligheden og de af den. Den er ude af stand til at gå med på menneskenes tåbelige egoistiske ideer, og intolerante lege. Fordi at den elsker.

Den gør det menneskene ikke gør, den elsker ubetinget og hensynsløst. Kun det og den der elsker hensynsløst kan bevæge sig absolut kærligt, upåvirket og autentisk.

Krigen indenfor sagen, og krig i verden, er fantastisk i den forstand, at man kan se at uanset hvor grov eller idiotisk disse voldshandlinger er, så er virkeligheden fuldstændigt upåvirket af den, den lader alt komme frem og stå fuldstændigt urørt, upoleret og uspoleret i sin udfoldelse, uden et eneste krav om forandring eller at noget skulle være anderledes end det er. Og den lader alt forsvinde på samme måde, uden at sige: "vent på mig", "bliv her", "gå ikke".
Se alt hvad der sker af grufulde, mørke og tåbelige ting i verden, og virkeligheden har aldrig dømt det, ikke en gang, der har aldrig været modstand på det som sker, ikke i et sekund eller øjeblik. Virkeligheden lader alt ske som det gør. Byder alt velkommen, ingen friktion, ingen konflikt, ingen modstand, alt sker lige præcist som det sker. Alt er som det er. Hele tiden... VIRKELIGHEDEN har aldrig afvist en eneste ting....

Min Gud, min Gud, du er kærlighed!






]]> Om Martinus Verdensbillede jc https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/4/#post-38526 Hej Kasper, https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/4/#post-38523 Thu, 15 Aug 2013 21:04:00 +0000
Endnu en gang tak for dine bemærkninger..

For hvem har brug for at vide at man er til.
Bare et bud, måske alle dem som får at vide og bliver behandlet af mange som om de ikke er. Ukendte, åndelige, Guddomelige, aliens og alle dem som generelt allerede er stemplet, ofte uden hold. Uden indsigt, uden viden, uden kendskab, uden forståelse, uden oplevelse.


Ja men ingen har i virkligheden brug for at for at vide at de findes, alle ved at de findes.

Måske er der nogle der føler sig overset, men det bekræfter jo virkeligt den kendsgerning at de eksistere. De behøver jo ikke at føle andet end deres egen sorg og bitterhed over at blive behandlet som nogen der ikke eksistere for at netop at føle intenst at de virkeligt lever livet. Selvom det godt ikke er nogen behagelig følelse.

Ulykkelig kærlighed, jeg siger dig hold da op hvor kroppen og sindet bliver vagt til live under sådanne oplevelse. Hjertet trækker sig sammen, følelserne tynger, tankerne plager, hele kroppen savner og lider og man svælger i melankoli og billeder...

Det er da virkeligt en stor oplevelse. En oplevelse af at være til. Vidunderligt. Jeg er til.

Hvis nogle sagde til mig at jeg ikke eksisterede, så ville jeg blive ked af det, og med det samme jeg mærkede min ulykke ville jeg blive glad igen, fordi at den mindede mig om at jeg lever at jeg virkeligt eksistere.

Det eneste der betyder noget er en selv og hvad man mener om sig selv. Alt andet brænder man af.

It's time to get real.

kærligst
Jacob





]]> Om Martinus Verdensbillede jc https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/4/#post-38523 Hej Svend :) https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38519 Tue, 13 Aug 2013 14:40:00 +0000

Tak for dine kommentarer. Det er en fornøjelse at læse dem!

- Fordi:

1. Det er rart at nogle forstår.
2. Det er rart med en opfølgning, oplysning og udvidelse omkring emnet man er fokuseret i.

Jeg kan dybest set hele tiden kun blive klogere, og jeg sætter pris på at se alt det jeg endnu ikke har set. Så jeg holder meget af gennemgange af sandheden og pegepinde der henviser til den.

Jeg skriver frit.. Så jeg undskylder at jeg ikke altid holder tråden.. Og at det går fra personligt til upersonligt flere steder.

Da der ikke findes noget, der er uden for gudesønnen, så er alt gudesønnen kan opleve også gudesønnen selv. Vi kan ganske vist rent illusorisk opleve, at det ikke forholder sig således, men i realiteten findes der ikke noget som er uden for gudesønnen selv


Ja.

I virkeligheden er der kun "det tænkende sind" en tanke strøm, et tanke mønster, et gigantisk netværk af ”relationer” sammentræf og udvekslinger af ideer og koncepter.

På det helt reelle plan er Sønnen/Sønnerne i virkeligheden et individuelt fixpunkt i denne omfattende tankekombination. Det er det samme mønster i hver søn, men hver søn er et fixpunkt og perspektiv i og på mønsteret.
Det der giver sønnerne en relativ og virkelig nok individualitets-struktur set fra det illusoriske plans synsvinkel af, er at disse fikseringspunkter er evige, og udgjort, af permanente, definerede, differentierede, koncentrater af tanker, og disse koncentrat hober af tanker er det samme som energi eller det vi kalder evighedslegemer.

Men de er ikke levende i sig selv. Der er kun én der lever og det er ”JEGET” jegets kontakt med sin egen bevægelse, skaber uendelige ”separate” JEG’BEVIDSTHEDER tankehober/energi/sønner/døtre/personligheder/sjæle/hjerner/sind.

Vi er trods alt ned til mindste tanke og detalje fuldstændigt forskellige i vores væsens tænke, gøre, handle og væremåde, men der hvor der ingen detaljer er, er vi fuldstændigt ens og absolut identiske. I sub-naturen.

Men da det som oplever "din" absolutte og urokkelige indvidualitet er akkurat det samme som det der oplever "min" absolutte og urokkelige individualitet, er vi dybest set den samme ”ting” eller ”ikke – ting” eller ingenting.

Men hvert enkelt individ har brug for en defineret personligheds struktur for ikke at bliver forvirret eller i værste fald sindssyg.

Før at ”den” ”Faderens Fader” har individualistiske strukturer i sit udtryk og liv, kalder vi ”den” retmæssigt for ”den”. ”Den” vil bare gerne opleve sig selv. ”den” er fuldstændigt opslugt og betaget af at "den" eksistere.

Først er den intet, eller mørket i mørket/Faderens Fader/X0, så bliver ”den” en ”den”, dernæst "bliver" den til "lyset", "solen", "smilet", "barnet", "oldingen" og "accepten" i alle, og dernæst siger "den" JEG om sig selv, hvilket udtales uendelige organer og singulære energi mønstre og sekvenser, der har hvert deres "sind" og "hjerte". Disse ting sker naturligvis på samme tid og er ikke som sådan en linær foreteelse.


En teknisk, enkel og direkte vinkel at se det faktum er at vi rummer det hele er fra det faktum at universet er uendeligt stort, ligesom at det er uendeligt småt. Dette er et faktum for enhver der forstår hvad uendeligt og evigt ”er” og har af ”konsekvenser”.

Dette vil sige at hvert individuelle væsen er hele universets makrovæsen og hele universets mikrovæsen på en og samme tid. Hvert individuelle væsen rummer alt under og over sig. Vi er i mælkevejen, men mælkevejen er også i os. Vi er en prik i universet, men universet er også en prik i os. Og dog kan vi aldrig kalde os selv for faderen, selvom vi altid kan lade ham tale og manifestere sig igennem os.

Grunden til man ikke kan kalder sig selv for Gud, er fordi at hver Gudesøns oplevelse er helt og absolut individuel. Detter er fordi at alt hvad der ikke tilhøre den individuelle søns egen personlige individualitets stuktur eksistere som evige latente faktorer i hans bevidsthed.

Men alt i alt er vi faktisk bare uendelige JEG’BEVIDSTHEDER der optager samme rum, vi taler og er faktisk i "munden" på hinanden. Men på grund af dette faktum regulere universet denne ”optagen det samme rum” ved at give situationen og os perspektiv og relation.
Relation er reaktionen på at alt optager samme rum. Derfor sker der en ”relatering”, disse ”relateringen” strækker sig i perspektiver igennem hele det evige og uendelige univers.
Det er selvfølgelig noget der sker per automatik. Illusionen eller manifestationen handler absolut logisk for at det ”absolutte” kan manifestere sig relativt i funktionelle perceptioner for ”den” som oplever.

Alt hvad vi oplever er dybest set tilpasninger og billeder på at et noget "intet" ser på sig selv. Derfor er billederne altid logiske. Hvis at noget skal gå fra mørke til lys, bliver billedet en solopgang. Hvis noget skal gå fra uvidenhed til viden-hed hvilket jo sammenlagt symbolisere helhed, så bliver billedet til reinkarnationer. Reinkarnationer, skuljer sandheden og åbenbare den gradvist, hvilket gør farvertonerne mulige i det universelle billede der skal projektere helhed.

Hvorfor oplever vi egentligt? Hvorfor er der egentligt et "JEG" Og hvorfor kan vi egentligt føle noget? Kunne der ikke bare ha været bevægelse og tomhed uden oplevelse og oplever, altså set fra et virkeligt kritisk abstrakt plan? Hvilken logik, siger at der SKAL være en oplever. Ligger denne logik udenfor vores horisont af viden?

Jeg vil sige...
at ”Jeg ” for jeg at se, betyder koncentratet af koncentratet af alle ting. Hvis man virkeligt meditere over hvad jeg er og hvorfor at det ”opstår” eller ER som noget der oplever, så er det blot en sammen-smeltning-presning og -trykning, af ”alt MULIGT”(altså: af alt hvad der er muligt af fænomen og non fænomen).
At noget giver sig til at opleve, at den årsagsløse årsag oplever, er resultatet af ”koncentration” i ordets dybeste og allermest mystiske betydning. Koncentration i sit absolutte og mest egenkulturiske udtryk giver et vulkanisk, aggressivt og selvsagt udbrud af ren og skær og direkte opleveren-oplevelse-oplevede. Af X 1-2-3’hed

Behag og Ubehag er detaljer i den neutrale oplevelses konsistens. Ren oplevelse er af en særlig neutral, stille og tom konsistens/substans. Konsistensen består i sin illusoriske adskilthed af de levende detaljer som behag og ubehag og kontrasterne lys og mørke og ellers alle livets kontraster fra yder pol til yder pol. Når X kigger ind i sig selv, opstår der ”syner”. Alt hvad vi kan opleve i livet er dybest set intet andet end et ”syn”. Alt er en udadvendt og indadvendt projektion af tænkende sind.

Ja.


Når jeg skriver alt dette, kan jeg egentligt godt komme til at tænke at måske at de som læser denne tekst, tror, at jeg tror, at jeg er alle. Og det lyder måske lidt skizofrent, men jeg kan i sagens natur slet ikke være nogen anden end mig selv.

Forskellen på en ”oplyst” og en ”skizofren”, er at en oplyst kan skelne imellem sin egen autonome, unikke, individuelle struktur og andres. Hvor at en skizofren kan komme til at tro at han er en anden person, eller har en anden persons tanker osv...
Hvert evige enkelte, individuelle væsen, er et særligt mønster i det store altomfattende mønster og vil for altid ha sit eget sind, sin egen sjæl, og sine egne følelser og tanker.

Årsagen til dette er fordi at illusionen er evig, virkelig og uomgængelig.

Men fjerner vi illusionen er der kun én substans.

SPIRIT er der KUN, Én Af. Der er kun Ånd.

Jacob.








]]> Om Martinus Verdensbillede jc https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38519 Kære Jacob. https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38480 Wed, 07 Aug 2013 14:58:07 +0000
Tak for en ny spændende kommentar.

Essensen af det hele kan vel findes i, om man inderst inde kan acceptere fuldt og helt, at vi er "skabt i Guds billede". Martinus udtrykker det således, at forskellen på faderen og sønnen er, at der ikke findes væsener over guddommen, mens sønnen har faderen som overordnet væsen - ellers er der ingen forskel.

Guddommen har ikke noget væsen uden for sig selv - der er ikke noget uden for Gud. Alt Gud kan opleve kan derfor ikke være andet end Guddommen selv.

Og hvis gudesønnen er skabt i faderens billede, så må det samme gælde gudesønnen. Så er der absolut ikke noget af gudesønnens oplevelse, der er udenfor gudesønnen selv. Hvis man nemlig forestiller sig, at faderen er noget, der er udenfor os som gudesønner, så ville vi også modsat være udenfor faderen. Jesus siger, at "faderen og jeg vi er ét". Og dermed gælder det for alle gudesønner, at disse er et med faderen.

Da der ikke findes noget, der er uden for gudesønnen, så er alt gudesønnen kan opleve også gudesønnen selv. Vi kan ganske vist rent illusorisk opleve, at det ikke forholder sig således, men i realiteten findes der ikke noget som er uden for gudesønnen selv.]]> Om Martinus Verdensbillede Svend https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38480 Kære Svend, https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38455 Mon, 05 Aug 2013 15:03:12 +0000
Tak og i lige måde. Det er altid en fornøjelse. Der kan gå noget tid imellem min tilstedeværelse her på forummet.

Det blev et forholdvist langt indlæg, jeg satte mig engentligt kun ned for at kommentere på din bemærkning.

Og Jo, det ser ellers ikke rigtigt ud at jeg kommer væk fra Martinus forum, hahaha, har jo sagt farvel mange gange, mine indlæg handler jo tit om min afgang. Men jeg føler dog alligevel at jeg er på ferie/nok nærmere rejse, og at der ligesom sker en forandring i mit forhold til "herinde". Forandring i forholdet til livet, er vel det primære i livets oplevelse, i det mindste på vore kosmiske breddegrader! :)

Ser vi ondskab hos næsten, så er det vores egen ondskab vi ser. Ser vi kærligheden, er det vores egen kærlighed vi ser. Kunne vi overhovedet så noget andet, så ville vores skæbne være tilfældig


Ja, ja, og atter ja, vi er meget enige Svend. Det er netop også her at ansvar bliver til frihed og kærlighed, i at vi i denne indsigt ser vores virkelige natur, som den første årsag, og erkendelse af den første årsag er ikke blot og bar at jeg skal se at jeg selv er "skyld" i min skæbne, men jeg skal ind/se min virkelige natur som identisk med stilheden og hvilen, bag det hele og deraf opleve den naturlige tolerance og glæde overfor alt der er til.

Det er også først med disse erkendelser at vores praksis i kærlighed og tolerance bliver virkelig og dedikeret. Hvis at et menneske ikke kan se dette teoretisk og endda med et strejf af praktisk erkendelse, så er verden stadigvæk et produkt og skaberværk af uretfærdighed og tilfældighed.
Igennem dette syn, aktiveres, både vor selverkendelse og vores forståelse af de bevægelser der forekommer i verden og i os selv. Dette er kernen af visdom. Når jeg kan se at jeg møder mig selv, så bliver jeg ydmyg, men jeg forstår også at alt hvad der sker i livet, ikke kun overfor mig selv, men også mine medvæsener er en nødvendighed og et udtryk for kærlighed uanset hvor behageligt, eller grusomt det måtte se ud. Barmhjertigheden og medfølelsen strækker sig her både til de som lider og dem som påføre lidelse.

Man vil blive ved med at ha svært ved at se meningen med det hele, indtil at man begynder og opleve i sit daglige liv, at man kun kan møde sig selv at man hele tiden står overfor sig selv og sit eget bevidstheds liv. At alt dybest set er en selv.

For når at man indser det er der jo begyndt at være en naturlig og virkelig kommunikation imellem ens indre og den ydre verden. Og Guds tale er begyndt at virke forklare og åbenbare sig selv.

Hvis man ikke kan se at alle de ting at man selv møder er sit eget, så kan man heller ikke forstå at det er det samme som sker for alle de andre væsener og verden bliver deraf skiftevis god og ond, retfærdig og uretfærdig, alt efter bevidsthedens luner, smag, præferencer og partiske opfattelser der måtte ligge begravet og udspille sig i bevidstheden.

Det er vigtigt at komme til at forstå og se, at vi kun kan opleve vores egen natur. Alt i verden, fortæller sandheden om os selv. Hver eneste idiot eller kammerat vi møder på vores vej ankommer og fortæller os sandheden omkring os selv, i både relativ og absolut forstand.

Når vi tror det som forekommer omkring os i verden ikke er vores eget, så forstår vi hverken os selv, eller det evige verdensbillede. Vi forstår ikke at alt er udtryk for et absolut gode, selvom at dette også lokalt set kan tage sig ud som frygteligt. Graden af hvordan vi ser og forstår vores eget mørke og dets måde at være på, bestemmer graden af vores accept af os selv og verden.

Der findes ingen tone objektivt set, men den findes kun hos den der skaber/oplever den.


Ja. Så universet spiller sin musik, og så må vi jo se hvordan tonerne ser ud i hjertet og sindet på os selv.

Vi taler tit om, at alt er identisk. Jeg tænkte forleden over et symbol der forklare hvor vi er ens, og hvor der tilsyneladende er en individualitet.

Symbolet er et ansigt. Med tre grundudtryk.

1. Et ansigt der hviler med lukkede øjne. (tomhed)

2. Et maskeløst ansigt der har åbnet øjne, uden at gestikulere. (energi/grundillusionen for bevægelse og tomhed)

3. Et hav af individuelle masker("gummi masker") hvorved det maskeløse ansigt igennem gestikulere artikulere og udtrykker sig. (bevægelse, individ) Vi har uendelige masker der taler med hinanden, og om hinanden og om sig selv, men det er det samme "ansigt"/ eller syn/seen inden bagved. Men dette syn er rodfæstet og den første reaktion på den evige hviles illusoriske tilblivelse.

Men det sjove er at bemærke punktet eller ”zonen” fra at "ansigtet/noget som ser" er upersonligt og til det har personlighed.
- I dette punkt observere vi at der er det samme "ansigt" der taler og bevæger sig og artikulere, men det har vidt forskellige masker på og udstråler vidst forskellige former for bevidsthed.
Vi ser paradokset.
Vi ser på en måde at der er tale om absolut individualitet som er både Gud og Sønnen(Tomhed og energi) og altså en absolut "ikke individualitet" på samme tid som også er både Gud og Sønnen.
Fordi at selve maskerne på en måde "skaber" uendelige versioner af det samme ansigt, adskilt fra hverandre, men samtidigt er det stadigvæk kun det samme ”ansigt” bag hver maske.

Gud skaber uendelige Sønner, men de uendelige Sønner er alle identisk med den ene Gud, og skaber derfor indirekte uendelige "Guder". Gudesønner.

Ansigtet, gør maskerne til et, men maskerne gør også ansigtet til et. Ligesom at de også gør hinanden til mange.

Det kan ikke begribes udelukkende intellektuelt.

Hver individualitet strækker sig fra sin allermeste individuelle og tilsyneladende singulære faktor, hele vejen ned til bunden og dybet af sin allermest renkulturiske absolutte, intet-mæssige, ting/fænomen-løse, tomheds faktor, ja, det strækker sig helt ned til hjertet af intetheden hvor at det er identisk med alt, og hvor der "intet" er udover fravær af adskilte foreteelser. Her er det evige jeg, før at det bliver jeg. Jeget må sønnen udtale.

Så lige der hvor at intet, får sit første spæde illusoriske liv som noget, der får det et syn der i samme øjeblik individualiseres, hvilket vil sige, at ligeså snart at intet begynder at eksistere som noget energi eller bevægelse, individualiseres det per automatik, fordi at synet/grund ansigtet/planet for evigt har haft de individuelle masker på. Men samtidigt ser vi også at hver individualitet, er identisk med det absolutte. Hvert eneste fragment er helheden. Dybest set kan vi aldrig rigtig finde sønnen, ligesom at vi heller ikke rigtigt kan finde Guden. Men i realiseringen indser vi de to aspekter identitet som én identitet, at vi er én og at én er vi.. Vi er både alt intet, og det imellem.

Ud af tomheden/intet kommer der altså først synet og det absolutte væsen/ansigt dette ansigt strækker sig ud i uendelige masker..
Ansigtet der hviler symbolisere universets absolutte og basale natur(der naturligvis intet ansigt har, men, dette er for at forklare "linien" fra ”uden bevidsthed” til ”med bevidsthed”)

Her er universet et "intet". Det er X0. Her er alt identisk. X1 er Guds ansigt. eller det første syn.
Det første syn i sin illusoriske grundsubstans er den evigt smilende Guddom. Over os alle og i os alle der hvor alle bevægelser saliggøres, ophøjes, helliggøres, kombineres og herliggøres i deres aktive sammensmeltning, er Guds ansigt og Guds smil, og Guds JA og Omsorg til alt og alle.
Det er et bevidst, levende vitalt men på et vist underliggende plan et ”automatisk” smil fordi det generes af den evige bevægelse og erkendelse af at alt er såre godt. Der smiler, det er ét, det er mig, det er dig, det er alle, det er det illusoriske og højeste ”jeg bevidsthed” i os alle sammen et evigt rungende JA og Omsorg og kærlighed imod alt og alle. Til både det som ankommer og det som afgår. Alt intuitiv, sagelig, instinkt, tyngde, følelses og intelligensmæssige faktore i universet, udgør både strålerne og over, under, indre, ydre strukturen ved dette væsen og ansigt. Men bagved dette ansigt, er dets jeg. Dets base. Den evige udefinerede hvile. Ansigtet er den højest eksisterende jeg bevidsthed.

Men dette underliggende udefinerede hvile, er altså dette omtalte intet, og det intet åbner altså sine øjne(ansigtet med åbne øjne), og der er et "syn" . Her er Ingen tanker, ingen dom over noget som helst. Men alt bliver set som det er(dette er Guds grundbevidsthed/ men i kulminationen af dette syn, er også det evigt allerede omtalte upartiske, JA og smil til alt) Det er dette upersonlige/personlige, evige og upartiske syn der kigger ud igennem øjnene på alle. Uanset hvor langt væk et væsen er i mørket, bære det Guddommen glød og glans i og over sig.

Efter dette syn, kommer bevidstheds bevægelsen ind og synet fragmenteres(det talende og gestikulerende ansigt) ud i uendelige individuelle organer og evigheds-legemer, og hvert syn individualiseres og centrere i et evigt individuelt mønster af energi omkring sig selv og sin egen-struktur. Alle disse forskellige syn, gør at dette intet som har åbnet sine øjne og som er fuldstændigt upersonligt og uden dualistiske eller personlige og individuelle kvalitet, oplever sig selv som uendeligt forskellige individer, igennem uendelige syn og organer. Synet og ”intet” har ingen personlighed, det kigger kun(dog med sit iboende ja til alt og alle, som hvert enkelt individuelle væsen kan være bevidst i eller ej, er væsenet fuldstændigt bevidst i dette ja og smil, er det kosmisk bevidst).

Ud af denne "kiggen" fragmentere synet sig ud i tilsyneladende individuelle oplevelser, der indkapsles i evige legemer og organer. Men både, ophav, syn, og individualitet har været til for evigt. Disse ting gør at intet ”tror” at det er mange.

Da dette har været til for evigt har det ”upersonlige” for evigt været inkapslet i relative og personlige oplevelser. Så når de bevægelser "rammer" eller går ind i det evige "intet" og bevægelser kommer ud igen. Så skabes der af dette intet, først et syn(grund begæret/gud) og dernæst en "person" eller "individuelt" væsen)...
Jeg fornemmelsen, er individualiteten. Men jeget er det det samme i alle væsener, men der hvor at jeget er det samme i alle væsener er det ikke noget jeg, det er endnu et af de tilsyneladende paradokser.
Men vi kan aldrig komme forbi jeg fornemmelsen fordi at den genereres af konstant bevægelse fra det upersonlige aspekt. Men vi kan indse at vi ikke "er" jeg fornemmelsen (personen) men at vi er det som jeg fornemmelsen udspringer af.

Jeget, eller det store selv eller faderen.

Jeg fornemmelsen strækker sig fra at være en sans af individuel struktur, til at være en sans af det absolutte.

Med sansen af det absolutte, kan man mærke sin evige natur og med sansen af det den individuelle struktur kan man sanse sin foranderlige natur.
Men disse to sansninger er dybest set én sansning.
Fordi at de er hinandens skabere og rødder, fordi at det absolutte ikke kan opleves eller sanses uden en fragmentering, hvilket igen er det samme som bevægelse, hvilket igen er det samme som de individuelle oplevelser og personligheder.
Men fragmenteringen kan heller ikke opleves hvis det ikke har et center af absoluthed og rod. Her ser vi så igen at det absolutte er fuldstændigt identisk med det relative, masken er identisk med maskebæreren.

Og her stopper vi.

Kærlig hilsen
Jacob
]]> Om Martinus Verdensbillede jc https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38455 Hej Kasper, https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38447 Tue, 30 Jul 2013 13:45:00 +0000
Tak for din bemærkning. Hvem ved måske det er ganske umuligt at forlade Martinus forum.

~Jo mindre man har søgt jo mindre vil man søge~


Ja, det ser sådan ud.

God rejse Jacob. Håber du finder hvad du søger når du i spejlet gøre. Og pas på det dybe i hjertet, for hvad man finder der kan være svært at forudsige.


Tak, og ja -
Det rigtigt. Vi kan ikke forudsige hvad der sker. Vi kan ikke engang ha forudsigelser eller ideer med til der hvor hjertet 'ER'.

Intet kan komme med i hjertet, ikke engang én selv.
- Kun SELVET kommer med, for hjertet er SELVET.

Der er én selv altså mig, og så er der SELVET. SELVET er det hele og det har taget plads i midten af det hele. Hjertet.

Hvis der er noget du ikke ved så er jeg den rette mand, for i bund og grund ved jeg ikke en skid. Så hvis du mangler hjælp og svar til hvad du finder i viden, så er der store chancer for jeg har et andet svar. Selvfølgelig ikke hvis det er den absolutte sandhed du har fundet, for så besidder jeg muligvis også det svar. Eftersom jeg meget begrænset er fyldt op med de falske. Men lig ikke for meget i disse tanker, synes bare de var sjove at skrive og lege med. Måske er viden som et instinkt, noget man er født med men som igennem livet kan blive ændret! Så måske din rejse ind og imod dit indre


Tak skal du ha Kasper, det er sødt af dig, at være til rådighed. Det sætter jeg pris på min ven.

Det med at noget er falsk og andet er sandt i os og andre, syntes jeg ikke at man skal udtale sig særligt meget om, om man har mere eller mindre af det ene eller det andet, viden og visdom, er en illusion og en dårlig undskyldning for ikke at gøre sit bedste for at leve op til den viden man har og kultivere den, og det er synd.. Ja det er en SYND! Hehe

Det hele starter i idag. Og det er idag at vi søger at opnå kosmisk bevidsthed. Ikke i morgen, ikke i næste liv. Vi skal gøre alt hvad vi overhovedet kan for at opnå og være kosmisk bevidste i dag. For det komme til at ske i dette øjeblik og i ingen andre. Det er nu. Det Ikke at søge at blive kosmisk bevidst i dag, er en udsættelse og en venden sit blinde øje til sin livs opgave. Hvem siger jeg det her til? Mig selv.

Vi holder alle sammen lige meget viden, det er kun et spørgsmål om indsigt. Indsigt er ikke noget som gives til en eller som man har vundet i lotto. Indsigt, betyder at kigge 'ind' i sig selv for svarene, (se ind). Et menneske med indsigt, er blot et menneske der kigger indad som ser ind i mørket på sig selv og trækker på den viden han eller hun finder der. De har hverken mere eller mindre end andre.

Og ja, viden er på et vist plan et instinkt. For hvem har brug for at vide at man er til. Universets instinkt sørger for at hjulene køre uden spørgsmål.

Jeg håber alt er vel hos dig Kasper. Tak for dit indlæg.

Knus og krammer til ægget
Jacob


]]> Om Martinus Verdensbillede jc https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38447 Hej Jacob. https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38445 Sat, 27 Jul 2013 19:42:41 +0000
Altid spændende at læse dine tanker.

The eye with which I see God is the same eye with which God sees me


Ja, det mener jeg er rigtigt. Vi ser et spejlbillede af det vi selv indeholder. Vil vi ændre verden skal vi ændre os selv, så ændres spejlbilledet også. Der findes ikke nogen verden udenfor, der findes kun det vi selv skaber. Vi tror, at vi ser en masse "næster" hele tiden, men vi kan kun se det af næsten vi selv indeholder. Ser vi ondskab hos næsten, så er det vores egen ondskab vi ser. Ser vi kærligheden, er det vores egen kærlighed vi ser. Kunne vi overhovedet så noget andet, så ville vores skæbne være tilfældig.

Hvert eneste øjeblik er en total udslettelse og opstandelse i et


Ja, at opbygge og nedbryde er helt det samme. Skabelse er det overordnede, opbygning/nedbrydning er vores midlertidige syn af dette skabelsesprincip. Om vi ser en opbygning eller en nedbrydning er et spørgsmål om perspektiv, men i livets eget indre er der ingen opbygning eller nedbrydning, men kun skabelse.

Har nogen hørt en tone, imens at den blev spillet?


Hvad kommer først, skabelse eller oplevelse? Jeg vil mene, at de er samtidige, eller man kan sige, det er den samme ting. Vi der hører tonen hører den præcist på det tidspunkt, hvor vi selv indeholder den. Vi skaber og oplever den på samme tid. En tone eksisterer ikke, hvis den ikke høres. Den der hører den, hører den præcist på det tidspunkt, hvor han selv skaber den. Det er muligt, at Mozart spiller på klaveret, men jeg kan kun høre en tone som en tone lyder for mig. Derfor er det mig som lytter, der indeholder det jeg hører. Der findes ingen tone objektivt set, men den findes kun hos den der skaber/oplever den.]]> Om Martinus Verdensbillede Svend https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38445 Kære Svend. https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38429 Mon, 22 Jul 2013 22:25:00 +0000
Tak for dit indlæg, jeg ønsker også dig held og lykke. Vi er meget enige Svend, dine beskrivelser af det absolutte viser jo at vi er. Jeg sætter pris på dine analogier og din måde at pege på sandheden.
Jeg kan ofte mærke hvis at et menneske har været på samme bevidstheds frekvens(plan) som jeg, fordi at det ”individuelle levende væsen” altid er en del af den signatur og det mønster der findes på pågældende bevidsthedsområde. Det er meget rørende.

På den måde møder de levende væsener ikke kun hinanden i materien, men også i dybet af dem selv. Kærligheden fordyber sig i sig selv.

Jeg vil komme og lette mine tanker fra tid til anden, men det vil være på en anderledes måde end min sædvanlige deltagelse.

Vi kan pege på sandheden, men ingen andre åbenbare sandheden end sandheden selv. Det er det store kvalitetstjek for den søgende, der gør at han på sigt undgår grovere afsporingerne eller misforståelser, da han har indset og erkendt at sandheden kun kan opstå i hans egen forstand, og ultimativt er det hans egen opstandelse igennem sig selv.

At sandheden er det samme som hans egen selverkendelse.

På denne måde bliver sandheden overleveret til hver enkelt, når religionernes og verdens misforståelser taber deres kraft igennem evolutionen. Den kan aldrig sælges eller ændres på, uanset hvad jeg finder på at kalde den omkringliggende natur. handler den altid for sig selv og på grund af sig selv, den er upåvirket overfor alle løgne og misforståelser, den kan ikke bremses, stoppes, eller forhandles med, den kommer hele tiden som den kommer.

Og skulle jeg finde mig selv i himmelen vil naturen jævne min forståelse ved at gentage det billede jeg har af himmelen, og jeg må resignere og opgive mig til ”naturen” og skulle jeg finde mig selv i helvede, vil min erkendelse af helvedet være identisk med min afgang fra helvedet og jeg må resignere og også opgive denne til ”naturen”..

For det er givet at det som vil sig selv, er af sig selv, og for sig selv, ikke kan holde sig selv i et enkelt billede, da det for at kunne være, må være identisk med forandring. Dets ankomst er dets afgang og dets helvede er dets genløsning. Helvede er identisk med opvågningen til himmelen.. Det må vi jo også erkende som værende analysernes store budskab.

Helvede, himmelen, opvågning er den samme substans.

Naturen eller livet, buldre igennem livet, som livet, og forsvinder og opstår, dør og fødes i, som og i samme øjeblik. Det evige ”nu” af død og genfødsel, er afhængig af forsvinden og tilsynekomst.

En tankes død er dens fødsel og som den fødes dør den. Ligesom et brag først opleves når at det er overstået. Har nogen hørt en tone, imens at den blev spillet? Eller blev den hørt på baggrund af den som kom efter, og den før, og den efter, og den før. De eksistere simpelthen ikke, eller hvert fald ikke som vi tror.



Den tanke der opfatter en tanke, er en tredje tanke der bliver opfattet af en fjerde osv…..
Jeg kan ikke opleve én tanke det er simpelthen umuligt, for den opleves af en anden og så fremdeles i al fremtid.
Livet er ustoppeligt, det er en af de mange tekniske beviser for det evige liv, som dog slet ikke er nødvendigt.
Hvis døden skal indtræffe, så må den passere sig selv som liv. .

Enhver tanke ophøre i en ny tanke ellers kunne den ikke tænkes til at starte med. Så hvis at tænkning skal ophøre permanent så kan tænkning ikke ha eksisteret på forhånd eller i begyndelsen. Derfor er det ingen begyndelse i verden af tænkning og derfor er der heller ikke en begyndelse eller afslutning i Verden. Det er umuligt.

Den sidste tanke kan kun dø i opstandelsen af en ny tanke, og den sidste tanke blive den første og den første bliver den sidste. Se det er ganske enkelt, det er fuldstændigt umuligt for tænkning at ophøre. Da ophør kræver opstandelse. Uanset hvilken død vi omtaler eller peger på, er den identisk med en fødsel.

Hvert eneste øjeblik er en total udslettelse og opstandelse i et. Udslettelsen kan kun manifesteres som en opstandelse ligeså vel som at opstandelse kun kan manifesteres som en udslettelse. Dette er en af den mange meditative eller abstrakte indsigter der påviser det evige liv. Men er ganske overflødig hvis at man kan sanse at man er ”det” at man er til.

Alene bare ved at kigge rundt hvor man sidder, ligger går eller står, alene ved virkeligt at stå til ansigt med det man står til ansigt med. Om det er et vindue, et træ, en kop, et bord, et loft. en person. Omgivelserne viser sandheden ved at man står til ansigt med omgivelserne. Bare ved at ”se”

Alle de fremskredne videnskaber, filosofier og Åndsvidenskaber, især Martinuses kosmiske analyser, har til formål at støtte og frembringe det levende væsens tillid til at overgive sig til den højeste, mægtigste og virkeligt ærefulde magt, eller den allerdybeste absolutte sandhed. Hvilket er identisk med det ”noget” som oplever i det oplevende. Den højeste magt er det tomme ”jeg” som viser sig som dette uendelige hav af sammenhængende liv, individualiteter og bevægelse.

Disse teoretiske oplysningskilder bygger og kultivere logiske mentale bevidsthedsstrukturer, og giver væsenet mere og mere evne til at søge logikken i sig selv og i alle livets bevægelser og fænomener. At væsenet mere og mere får øje på at altet handler som ét.. At altets ”væren til”, er identisk med ens egen ”væren til”. Men der behøver ikke at forelægge en intelligensmæssig tænkning for at se sandheden lige nu.

Det kærlige paradoks for mig at se, er at det ultimativt leder væsenet frem til ”ikke viden” hvilket med tid, træning og kultivering resultere i ”kosmisk bevidsthed”..
”Ikke viden” er som allerede omtalt det sted hvor væsenet ”VED” udelukkede ved at være til. Denne tilstand er intuition, intuition er dybest set en tilstand af "ikke viden"
- Fordi at der i denne tilstand ikke er nogen forskel på det som opleves, oplevelses kapaciteten/evnen og det oplevende. Tankerne tilhøre ikke nogen, evnerne tilhøre ikke nogen, men evnen og tankerne er det samme som den og det der har evner og tanker. Tankerne erkendes som værende identisk med tænkeren. Der er ikke noget 1, 2, eller 3 tal ved det omtalte X.

X0

der er aldrig resonans iblandet i intuition, men intuition kan godt komme ind i resonerende tanker. På samme måde kan man ikke fremtænke sandheden, men sandheden kan komme ind i tankerne. Tankerne producere ikke sandheds erkendelsen, de er et fartøj for sandheden og erkendelsen.

Man kan selvfølgelig bemærke, at vi ikke skal identificere os med tankerne, men her må man forstå at der slet ikke finder nogen identifikation sted. Tankerne er blot det samme som det der tænker, så derfor er der ikke noget der opleves som et objekt udenfor eller adskilt fra tænkeren.
Tænkeren har ”ingen ting” at identificere og derfor dis – identificere sig med. Der er kun oplevelsen af sig selv. Når alt opleves som sig selv, kan en tanke ikke længere være noget man har. Men noget som er en del af ens natur.
-
Jeg er selvfølgelig klar over at vi idag igennem østens religioner og mindfullness lære at vi ikke er vores tanker. Men det vi dybest set lære er ikke at identificere os med indholdet af tankerne, der som regel omhandler adskillelse og misforståelser. Men ultimativ er der ikke forskel på det tænkte og tænkeren, det oplevede og opleveren.

Sandheden har to fundamentale bevægelser, den ind i livet og den ud af livet. På et plan er vores natur det som rummer og omfatter alt, men på et andet plan er vi absolut alt hvad der omfattes. Og disse to planer er i virkeligheden det ene og samme plan.

”Blæsten, tanken om blæsten, og det som har tanken om blæsten er det samme. Blæsten er det der tænker, det der tænker er en tanke.”

Sandheden er så indlysende, selvsagt og altid nærværende og det eneste der skjuler den er en misforståelse af øjeblikkets fænomener, men sandheden er øjeblikket.
Det som gør det svært er at disse misforståelse har et intenst momentum bag sig, som fordres af årmillioners vanebevidsthed, der udtrykker sig som selviskhed og en indgroet og næsten fastlåst fiksering på materien.

Men sandheden er urørlig, den er den samme hvert eneste øjeblik i det evige øjeblik. Ingen religion eller filosofi, kan benægte at ”fænomen forekommer”. fænomen forekommer, kan ikke benægtes.

Uanset hvilke historier jeg finder på om naturen, så forsætter den ganske upåvirket af mine ideer og fortællinger. Uanset hvad illusionisten disker frem, er illusionen der. At se igennem illusionen kræver intet andet end at "se" på den. Hvis man prøver at regne den ud eller se igennem den, må man regne med relative eller bedrageriske facitter.

Uanset hvor længe jeg beskriver et træ, står det som det er. Og uanset hvor solid og fast en materier er, er den allerede forsvundet.

Selvom at Martinus har beskrevet et ekstremt omfattende og detaljeret værk med meget komplekse analyser og udregninger, så er formålet og motivation bag dette, for mig at se, at pege på Guddommen, eller det som ligger udenfor fænomenernes verden. Denne kolossale bunke information og viden, om kredsløbs osv. peger den søgende i retning af det sted hvor at absolut intet kan vides intellektuelt, eller som et resultat af intellingesmæssige reflekterende tankemønstre. Samtidigt med at det producere og opelsker tillid i individet til at det kan stole på sine egne intuitive evner, og fornemmelser overfor altet og i dets eget inderste.

Så viden, frigør os til ikke viden.. Og er altså støttehjul indtil den kosmiske cykel køre af sig selv. Alt hvad vi lære og tager ind af teoretiske viden, og holder i os, vil til sidst falde fra og komme ud af sig selv, og som sig selv.

Det som sker med os, er at vi åbnes indtil vi er som himmelen.

Det at være oplyst. er som jeg ser det tre ting:

1. At lære sig selv og sine omgivelser at kende. At blive oplyst i sine følelser og tanker på godt og ondt. Og ”se” dem. Senere ”lokaliseres” tankernes ophav i bevidstheden. Hvilket ankommer med spørgsmålet: ”Hvad er jeg?”

2. Det at være oplyst, er identisk med at være til. Alle er oplyst. Alt er oplysning.

3. Oplysning er erkendelsen og accepten af ens egen identitet som værende: ”jeg ER dét at jeg er til”

Jeg vil slutte af med et citat fra Meister Eckhart som var en tysk teolog der levede i 1300 tallet.

The eye with which I see God is the same eye with which God sees me.


Der er fri fortolkning og meditation over citatet.............

jc]]> Om Martinus Verdensbillede jc https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38429 Hej Jacob. https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38401 Mon, 15 Jul 2013 19:53:00 +0000
Det er nogle spændende projekter du er i gang med.

Jeg er helt enig i det du skriver.

Jeg kommer altid til at tænke på Krishnamurtis ord: "Sandheden er et land uden veje". Efterhånden som min erfaring bliver rigere med årene, så vender jeg mere og mere tilbage til disse ord. For mig rammer disse ord mere og mere plet. Sandheden kan vel ikke siges kortere, måske lige med undtagelse af Martinus beskrivelse af "X", men her må man først forstå en hel masse om, hvad der ligger i "X". Forståelsen af Krishnamurtis ord kræver selvfølgelig også en masse selvoplevet erfaring, men har man den, så synes sætningen at være rigtig ud fra det givne udgangspunkt.

Når man er sandhedssøger, så er man det oprindeligt ud fra et udgangspunkt. Man kommer fra en sandhed og går mod en anden sandhed. Uden sandheden som udgangspunkt, så kunne vi ikke skabe og opleve. Jeg kan for eksempel bruge mit syn, og det jeg ser anser jeg som sandt. Men for at kunne se, skal der være en oprindelige sandhed der kan kaldes "synsevnen". Dette synsevne kan erkende bestemte frekvenser, mens andre frekvenser falder udenfor. Skabelsen og oplevelsen giver grobund for en ny sandhed - hvert øjeblik sin sandhed. Hver gang jeg bruger mit syn ser jeg en synsmæssig sandhed som ganske langsomt forandrer min synsevne. Hvad jeg ser forandrer ganske langsomt også hvad jeg kan se.

kke desto mindre så behøver sandheden ikke andet udgangspunkt end netop "noget som er", men det kræver megen erfaring at indse det. Mange sandheder skal forkastes og brændes på bålet, før dette bliver klart.

Alle væsener skal igennem en proces. I de primitive egne af spiralen findes der kun "min" udgave af sandheden. Når jeg møder andre, der har den samme opfattelse, så klapper jeg i hænderne og roser disse væsener - jeg allierer mig med dem. Møder jeg modstand så må jeg bekæmpe denne modstand med krig eller med underkastelse, der er ikke anden udvej. Dette er et resultat af dyrisk tænkemåde, og det er baseret på flokmentalitet. Jeg vil være del af en flok for bedre at kunne overleve. Anderledes tænkende truer min flok, min sandhed. Lad os komme af med denne trussel - lad os udrydde disse vantroende. Det er dette der ligger til grund for had, sladder mv. i alle afskygninger, had mod religioner, had mod seksuelle afvigere, had mod andre politiske opfattelser, sladder om anderledes tænkende osv.

Men efterhånden forandres min mentalitet. Jeg opdager, at min opfattelse af sandheden i dag er anderledes end den var i går. Jeg må erkende, at jeg er blevet "klogere". Dette skal jeg opleve mange gange. Jeg stopper imidlertid ikke med at hævde, at min sandhed er den rigtige, mens jeg forkaster og nedgør den sandhed jeg selv tidligere kæmpede for. Det er som storebroderen der siger til lillebroderen, at det er åndsvagt at lege med legetøjsbiler og bamser - selv om storbroderen har været på dette stadium tidligere. Storebroderen vil nu hævde, at det rigtige er at kigge på piger, mens han betragter lillebroderen som en pestilens, selv om han repræsenterer storebroderens sandhed i en tidligere udgave.

Som du skriver så skal jeg utallige gange smide sandheder på bålet for at få plads til nye sandheder - der skal ryddes op og smides på bålet, der skal hives nye sandheder ind hele tiden, der skal kæmpes med sværd og ord og bål og brand i mange liv for at kæmpe for min udgave af sandheden. Jeg er nødt til at smide gamle sandheder på bålet hele tiden, for jeg synes ikke jeg kan rumme, at 2+2 både kan være 4 og 5. Jeg må smide 5-tallet ud for at få plads til 4-tallet i min bevidsthed.

Når jeg har oplevet dette sandhedsskifte milliarder og atter milliarder af gange i løbet af mange liv, så erkender jeg, at sandheden ikke ligger i HVAD jeg oplever, men sandheden skal søges andre steder. Jeg skal indse, at sandhed ikke er HVAD jeg oplever, men sandheden er, AT jeg oplever. Du skriver det så glimrende:

Sandheden kan ikke vides, den kan kun væres


Sandheden var engang grøn for mig. Den var engang rød. Den var engang gul. Jeg har kæmpet for disse farver på skift. Når jeg har været hele regnbuen rundt så kan jeg se, at sandheden ikke ligger i farverne men i selve lyset, der ikke har farver i sig selv. De sandheder jeg har kæmpet for har været skyggebilleder af sandheden. Skyggebillederne er ikke sandheden, men de er nødvendige for at jeg kan blive klar over lysets eksistens, for et lys der ikke reflekteres kan ikke erkendes.

Når jeg indser dette, så er det slut med at kæmpe for min udgave af sandheden, for sandheden er ikke noget jeg ved, men noget jeg er. Og dermed er min sandhed den samme som min næstes sandhed, for min næste ER også. Min næste ved ganske vist noget andet end jeg gør, men da sandheden ikke er noget man ved, så er det helt ligegyldigt. Samtidig kan jeg acceptere, at andre kæmper for deres udgave af sandheden, for når de er på et stadie hvor sandheden er HVAD de oplever og ikke AT de oplever, så må jeg acceptere dette faktum.

Krishnamurtis ord kan også siges som: "Sandheden er et land uden farver". Sandheden skal derimod søges i lyset, mens de enkelte farver er lyset der reflekteres af levende væsener.

At hævde, at 2+2=5 er lige så lidt den rigtige sandhed som at hævde at 2+2=4 er den rigtige sandhed, for hvis man hævder at 2+2=4 er den rigtige sandhed, så fortæller man også, at andre opfattelser tager fejl. Sandheden skal slet ikke søges på dette plan. Når man hævder, at noget er mere sandt end noget andet så har man ikke fat i sandheden. Først når man kan se, at ALT der overhovedet tænkes kan er sandt og intet er falsk så må man være kommet til slutfacittet. Så kan man vel ikke komme nærmere Gudsbevidstheden?

Held og lykke med projektet Jacob, jeg eksperimenterer også hver dag og hvert øjeblik - det er spændende!!!!!]]> Om Martinus Verdensbillede Svend https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38401 Udvikling og udvikling, https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38399 Mon, 15 Jul 2013 00:39:00 +0000
Ja. Jeg klar over at jeg er dårlig til få rundet af. Kommentare til dette indlæg kan jeg desværre ikke kommentere på.
Da dette er punktummet, men jeg føler at det er min pligt at forklare indtagelsen af information og forladelsen af information.

Jeg snakker om en opgivelse af viden og sig selv. Men med denne mener jeg ikke at man ophøre med at studere relevante videnskabelige og åndsvidenskabelige kilder der kan stimulere og bidrage til ens forståelse og udvikling. Men man må forstå at det er her det personlige udvikles og at personen som sådan kan holde så meget intelligensmæssig og filosofisk viden som at det overhovedet har lyst til og som at det kan holde.

Men vi må skelne imellem to slags udvikling, som dybest set er det samme, men som alligevel har nogle væsentlige forskelle og udtryk.
Vi har udviklingen af personen, hvilket vil sige at personen indsamler og konsumere praktisk og teoretisk viden. En udvikling som kan forstås som en udvidelse og tilbygning af mentale konstruktioner og bevægelser i det levende væsens bevidsthedsliv. Mens den anden udvikling, er en såkaldt udvikling/viklen sig ud af materie, altså en reduktion, en aflastningen af unødvendige tendenser af mentale og fysiske forhold der hæmmer personligheden/indiividet i at se og forstå den absolutte sandhed.

Denne aflastningen består ikke i at man kaster erfaringer, både teoretiske som praktisk fra sig. Man lægger ikke filosofi, religion, videnskab og åndsvidenskaben fra sig. Man holde ikke op med at søge, man holder ikke op med at lære og konsumere viden og informationsstof der stimulere og støtter ens vej frem imod lyset og en større forståelse af virkeligheden.
- Tvært imod, jo længere tid man har søgt jo mere vil man søge, men denne søgen er underkastet en dyb transformation ligesom at det levende væsen er underkastet en dyb transformation. Selv efter den kosmiske bevidsthed vil det levende væsen være en sandhedssøger, i det at sandheden udtrykker sin søgen efter at skabe sin egen fuldkommenhed til fuldkommenhed.
- Søgningen har forskellige stadier, men den kan ikke ophøre, sandhed er på sit dybeste plan synonym og identisk med det at søge. Fordi at bevægelsen der udtrykker intuition og visdom, i sig selv, i sin isolation er en søgen, ikke efter noget.. men som noget.
- Søgningen udtrykker altså sig selv som en vitalitet og substans ved sandheden, fremfremfor at være noget der leder efter sandheden. Søgning bliver ultimativt et udtryk for sandhed og den højeste sansning. Kort sag sandheden søger på sit højeste plan ikke efter sig selv men at udtrykke sig selv.

Personligt læser jeg i alt hvad jeg finder interessant, og jeg samler meget viden på filosofiske, spirituelle, religiøse, psykologiske, politiske og videnskabelige områder. Det er vigtigt for mig at samle viden og informationer på alle interessante områder der har en direkte enten praktisk, eller dyb og undersøgende forbindelse med eksistens og eksistens forståelse. Forståelsen omkring hvorfor at vi lever, hvordan vi kan leve, hvordan vi bør leve, og hvad er det der lever?

Jeg søger at akkumelere og kultivere viden hvad angår større og mindre eksistentielle spørgsmål. Det er aldrig noget jeg stopper med og det er aldrig noget jeg ligger fra mig. Det er en vigtig del af min personlige udvikling. Alle disse elementer støtter, og udvikler bevidstheden.

Men der er også en udvikling, vi kan kalde en afvikling af personligheden. Personligheden og egoet skal naturligvis ikke udryddes, det er en fast og evig del af de åndelige strukture. Vi har alle en over og undebevidsthed, en dag og og nat bevidsthed, der forevigt vil stimulere det personlige og indviduelle element i vores opfattelse af os selv og livet. Personligheden er et vigtigt, uundgåeligt og uundværligt element i at noget/det levende kan opleve og producere livet i al sin skønhed, enkelthed og mangfoldighed. Selvom at livet i sin kerne et en singulær åndelig substans så udtrykker denne substans sig i uendelige individuelle variationer.

Men Afviklingen består ganske enkelt i at det levende væsen holder op med at indetificere sig med sin personlighed og sit ego, men at det "indentificere" sig med det element som oplever personligheden og egoet, og alle de ting som egoet og personligheden tager ind. Så foruden at lære en masse ting om hvad livet er i alle dets facetter, som kan kaldes personlig udvikling, så er det vi kalder afvikling et skift i perceptionen fra at identificere sig med sin personlighed og tankerne, til at opfatte den virkelige og essitielle natur af hvad man er,, nemlig 'det som er' .

Så der er altså en indsamlings proces og en udsmidnings proces der foregår på samme tid. Indsamlings processen vil være at samle informationer på alle aktuelle og relevante områder, og holde og konsumere dem. Og udsmidningsprocessen vil være at kultivere en tendens i sig selv hvori at man ikke sidestiller sin krop, sind og sjæl med dets strømme af tanker, ideer og følelser med selve sandheden eller sin egen essistielle natur.
- Uanset hvor høje og hellige disse tanker og følelser måtte være, kan de kun beskrive sandheden, men kan aldrig i evighed være sandheden.

Sandheden er det som sidder og kigger ud fra det inderste af ens væsen uden nogen som helst for mening om noget som helst, hvad enten man bliver tortureret, køber dagligvarer, eller fester på grund af livet. Afviklingen består i at komme ind i den rette opfattelse af hvad man er og ikke er.
- Ind i en helt praktisk og virkelig erkendelse, undersøgelse og forståelse af ens tanker og oplevelser af de fænomener der konstant opstår og foregår omkring, i og som en.

Det vil sige at alle de ideer, følelser og fortolkninger og opfattelser, teoretiske som praktiske, der akkumelere den misforståelse at det op- levende i væsenet er lokaliseret i hjernen, kroppen, sindet eller sjælen, ja, at man indser at alle disse fejlberegninger gradvist må erkendes, penetreres, transformeres og forlades.

Udviklingen af personligheden er indsamling af oplevelser og informationer der forandre indstillingen til livet og tankerne herom.
Udviklingen/Afviklingen af personligheden, er en bevidst kultervering af ringere og ringere tilknytning og identifikation med alle former for materie, fast, flyvende, luft og stråleformig. Hvad enten de udtrykker den højeste sandhed og fuldkommenhed eller den største misforståelse og primitivitet.

At smide noget ud eller brænde noget på bålet, er som sådan ikke et skift i tanker eller følelser, eller forladelse eller fornægtelse af intelligent eller dyb følelsesmæssig viden. Men det er en solid forringelse og forrådelse af tro på disse realiteter som værende sandheden i sig selv. Sandheden kan ikke vides, den kan kun væres, og på den måde bliver eller er "ikke viden" en "viden" idet at i denne væren er erkendelsen forud for tanker, forståelse, fornuft og opfattelse og selve erkendelsen er her i absolut renkultur, hvilket vil sige at erkendelsen er identiske med den som erkender.

Når erkendelsen ikke er identisk med den som erkender, så har vi altså kun udvikling af personligheden og tilføjelse af viden om det relative, også selvom den relative viden udtrykker det absolutte eller absolut viden.

Så ja, intet forlades, der må og skal søges på alle af livets felter, der skal søges den rette filosofi og viden, den rette indstilling og den rette væren. Og de er ikke adskildt men en enhed for sandhedssøgeren.

Man kan sige at den virkelige tilstand er hvor at intet gribes eller afvises. Men alt opleves som det er.

jc










]]> Om Martinus Verdensbillede jc https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/krig-inden-for-sagen/paged/3/#post-38399