MartinusForumDk

Viktor Frankl overlevede 3 år i koncentrationslejren Auschwitz. En af mange erkendelser han på den baggrund kom frem til er: Hvis livet overhovedet har en mening, må lidelsen også have en mening. Det er også en åndsvidenskabelig grundtanke. Det er lidelseserfaringer gennem mange fysiske tilværelser, der får det, vi kalder humane følelser og humanisme, til at vokse frem i os. At forstå dette er nøglen til en livsanskuelse, der giver mening.

Af Søren Olsen

“Men det er ikke blot det skabende og det nydende liv, der har mening: Hvis livet overhovedet har en mening, må lidelsen også have en mening. Lidelsen hører jo på en måde med til livet – på samme måde som skæbnen og døden gør det. Først nøden og døden gør den menneskelige tilværelse til et hele!” Viktor E. Frankl (1905-97) overlevede 3 år i koncentrationslejren Auschwitz, så der ligger massive og helt friske lidelseserfaringer bag hans særdeles klare tanker og observationer. I bogen “Psykologi og eksistens” fortæller han på en afklaret og usentimental måde om tilværelsen i koncentrationslejren. Ikke mindst fra en åndsvidenskabelig synsvinkel er Frankl interessant, fordi han med baggrund i noget alle ser som indbegrebet af meningsløs ondskab formår at føle/tænke den tanke, at lidelsen må have en mening, og at mening er noget af det mest dyrebare i livet. Han formulerer ikke en trosretning eller en kosmologi, han forbliver i terapeutens rolle og grundlægger en psykoterapi – en logoterapi – der tager udgangspunkt i det overhørte råb om mening.

Frankl (dr. med. forh. professor ved Wiens Universitet, leder af neurologisk afdeling ved Wiens Poliklinik og præsident for det østrigske Medicinske Selskab for Psykoterapi) var elev af Freud. Han regnes af mange som den tredje af de store Freud, Jung og Frankl. Men det er mit indtryk, at hans logoterapi endnu kun i begrænset omfang er trængt ind som pensum på de psykologiske og psykiatriske fakulteter i Danmark. Mit bud er, at han kommer til at spille en stor rolle i fremtiden, for han har gjort selve spørgsmålet om eksistensen til det centrale. Udtrykket “det eksistentielle vakuum” bruger han om den oplevelse, der følger af at blive sat depressivt skak mat i livet – drukne i oplevelsen af meningsløshed. Det er, hvad der kan ske i det personlige ragnarok f.eks. i form af fysisk sygdom og sindslidelser, som igen kan udtrykkes som en personlig koncentrationslejr. Mennesket fanget indefra af en lidelse, som det ikke kan undslippe. I verdens egentlige Auschwitz’er – udryddelseslejre og mange fængsler – er mennesket fanget og holdt fast udefra af andre mennesker konfronteret med ondskab malet i sort.

Den tankegang, at kun det lyse i livet opfattes som meningsfyldt, mens det mørke opfattes som meningsløst, siger mere om mange menneskers endnu ureflekterede syn på begrebet mening, end det siger noget generelt om livet. At skelne mellem noget lyst i livet der er meningsfyldt, og noget mørkt der er meningsløst er i sig selv en meningsløs måde at tænke på. Naturligt nok stiller vi ikke spørgsmål til livets mening på en tur i Tivoli, og lige så naturligt bliver spørgsmålet eksistentielt (med tiden) efter en tur i Auschwitz. Hvor Freud vel nærmest opfatter det formulerede spørgsmål “om livets mening”, som udtryk for noget neurotisk måske med en undertone af afsporet seksualitet, så ser Frankl det som et af de væsentligste spørgsmål et menneske kan formulere for sig selv. Ikke at Frankl står klar med et svar, for mennesket må selv, om nødvendigt med hjælp selvfølgelig, finde frem til det væsentlige og meningsfulde i hans/hendes eget liv. Livets mening kan ikke gives udefra, mennesket må finde svaret i sit indre. Erfaringen har han bl.a. hentet i Auschwitz. De fanger, der havde en ide at leve for eller et menneske, som de ville overleve for at komme hjem til, kort sagt de, der på trods af omstændighederne kunne formulere en mening at leve for, havde bedre overlevelses chancer. De der ramtes af mismod døde som fluer af de sygdomme, der altid hærgede i lejren.

Også det religiøse i mennesket – troen – tager Frankl alvorlig. Hvor Freud fokuserer på ubevidste drifter, sætter Frankl fokus på den ubevidste Gud/religiøsitet. I bogen “Gud, Den ubevidste Gud, Psykoterapi og religion”, skriver han: “….: den religiøse kortsynethed, der tilsyneladende betragter Gud som et væsen, der i grunden kun er ude på ét: at det størst mulige antal mennesker skal tro på ham og tilmed på den måde, en ganske bestemt konfession foreskriver. Jeg kan ganske simpelt ikke forestille mig, at Gud er så smålig. For mig giver det heller ikke nogen mening, når et kirkesamfund kræver af mig, at jeg skal tro. Troen afhænger jo ikke af min vilje – så lidt som kærligheden gør det. Jeg kan jo ikke tvinge mig selv til kærlighed, og lige så lidt kan jeg tvinge mig til at nære et håb, hvis det er mod bedre vidende. Der findes nu engang forhold, som ikke er underlagt viljen – og de kan derfor ikke præsteres på forlangende eller befaling.” Nej kærligheden er ikke nogen viljesakt, som Martinus skriver.

Og evnen til at tro er heller ikke en viljesakt. Trosevnen svinder ind efterhånden som intelligensen på godt og ondt tager magten i menneskets bevidsthedsliv. Trosevnens degeneration er en skæbne, som alle mennesker på et trin i udviklingen vil opleve. Vi ser det afspejlet i al videnskab herunder naturvidenskab, psykiatri og til dels psykologi. I yderste konsekvens tegnes et billede af mennesket som summen af de fyisk kemiske og elektriske processer, der foregår i krop og hjerne. Bevisførelsen kan umiddelbart synes aldeles overbevisende. Et stigende antal psykiske sygdomme kan man finde anlæg for i generne. Ved hjernescanning kan man se en sammenhæng mellem visse psykiske sygdomme og unormal aktivitet i dele af hjernen, ligesom man har fundet frem til, at f.eks. depressive mennesker producerer for lidt af bestemte kemiske stoffer i hjernen.

Set i et materialistisk étlivs perspektiv er der tale om et videnskabeligt underbygget fundament tilsyneladende støbt i beton, der udelukker at tillægge livet en personlig mening – det er tilfældigt om man fødes med anlæg for sygdom eller sundhed. Alligevel er der grund til at tage videnskabens erkendelser til sig. De er lokal logisk sande – nogen af dem! Psykiske og fysiske sygdomme kan dyrkes og udvikles dertil, at de afspejles i hjerne, gener og kemi, hvorved det netop ikke er tilfældigt, at individet overfører sine egne svagheder via åndelige talentkerner fra den ene fysiske tilværelse til den næste – det giver mening, når man ser mennesket som et primært åndelig væsen og sekundært som et fysisk kemisk væsen. Men det har lidelsesfulde konsekvenser at gøre det rent kemiske syn på mennesket og livet til det primære og dermed til den hele sandhed. Det lukker det følsomme tænkende menneske inde i en personlig koncentrationslejr, hvor meningsløsheden er gjort til et grundvilkår i livet. “Det eksistentielle vakuum” er en naturlig konsekvens af denne tankegang. Det er vel kendetegnende for en stor del af de læger, psykiatere og psykologer, der virker i dag: de forstår sig lige så lidt på religiøse og eksistentielle problemer, som de mennesker der søger hjælp. Hjælpen bliver derfor ofte kun en pille.

Enhver, der med Martinus åndsvidenskab i baglommen har haft som skæbne at skulle hjælpe et andet menneske, ved, at sygdom ikke umiddelbart gør et menneske modtageligt for den store sammenhæng i tilværelsen. Man kan hurtigt komme til at sige for meget, og dermed forfejle sin rolle som hjælper. Er sygdommen lidelsesfuld? Er chancen for helbredelse lille? Er den syge overmandet af håbløshed? Da kan det være en vej, at finde ud af hvilke måske skjulte forudsætninger dette menneske har med hensyn til at finde en mening med sin situation og med livet. En måde at tåle lidelsen. Frankl er her et godt eksempel at drage ind. At have overlevet et koncentrationslejr ophold og på den baggrund taget tanken om lidelsens mulige mening alvorligt, er noget, jeg tror, mange lidende mennesker kan tage til sig. Kan den syge befrugtes af sådanne tanker, er der skabt en åbning til et større perspektiv på livet og lidelsen.

“Hvis livet overhovedet har en mening, må lidelsen også have en mening!” som Frankl formulerer det. Det er jo nærmest en matematisk ligning, der kun har én løsning, der giver mening. Mennesket kan “frit” vælge! Vi kan vælge at dømme lidelsen meningsløs – mange vil gøre det ureflekteret som en automatfunktion. “Lidelsen må ikke/kan ikke have mening!” – vil et sådant menneske sige. Det ser ikke, at det gennem at fornægte lidelsen som noget muligvis meningsfuldt har lukket sig inde med den måske største af alle lidelser – den usminkede oplevelse af livets meningsløshed. Der findes kun et svar på Frankl’s udsagn, som lukker op, som giver håb, som giver mening, og det er at tage den tanke alvorligt, at lidelsen er meningsfuld, for dermed bliver det også muligt at tillægge alt andet i livet en mening.

Ifølge åndsvidenskaben, er det i sig selv en sum af ubevidste delvist bearbejdede lidelseserfaringer, der gør det muligt for et menneske at tage lidelsen alvorligt som “et ubehageligt gode”, dér hvor den ikke kan undgås. Det bliver efterhånden et springbræt til det store logiske og meningsfulde perspektiv på tilværelsen, som Martinus beskriver ned i detaljen i “Det Tredje Testamente”.

Vi kan se, hvorfor Martinus i så høj grad lægger hele sin indsats på at forklare alle disse store sammenhænge. Den humane materialist, der har gået hele den tænkningens vej, der fører til fortabelse i meningsløshed, for hende er der kun én medicin i livet, der kan helbrede, og det er ikke en pille med en særlig fysisk kemisk sammensætning, det er ånd/tanker af en særlig kosmisk kemisk sammensætning. Det er et verdensbillede, der bekræfter værdien af de bevidste og ubevidste lidelseserfaringer, som “den fortabte søn” har gjort sig. Et verdensbillede der giver al den mening tilbage til livet, som mennesket overhovedet kan ønske sig og behøver.

Bogtitler: Viktor E. FranklPsykologi og eksistens. En psykolog oplever koncentrationslejren. Gyldendal 1993. Det overhørte råb om mening. Psykoterapi og humanisme. Gyldendal 1993.Psykiatri og sjælesorg. Formentlig Gyldendal. Gud. Den ubevidste Gud. Psykoterapi og religion. Gad 1980.Søg på Google: Viktor E. Frankl – det giver 78900 hits.

Med kærlig hilsen
Søren Olsen