Af Per Bruus-Jensen
Som læseren sikkert har bemærket, er det kosmiske gudsbegreb i Martinus' fremstilling kendetegnet ved stor rummelighed, idet det har plads for både de religiøse, de videnskabelige og de psykologiske samt de politiske og de verdslige sider af menneskelivet. Set i denne optik er det nemlig alt sammen træk af Guds livsudfoldelse her i den fysiske verden. Træk, som de levende væsener i al deres mangfoldighed samt i pagt med deres midlertidige udviklingstrin er åbenbaringsredskaber for – på godt og ondt…
At Gud skulle have noget med 'det onde' at gøre er imidlertid en tanke, som de fleste forståeligt nok har svært ved at godtage. For hvordan kan Gud være alkærlig og samtidig være årsag til det såkaldte onde…? Og endnu vigtigere: hvordan kan man føle tillid og tryghed i sit forhold til en sådan Gud…?
Som dette arbejde på Martinus' vegne har søgt at klarlægge, ligger svarene på disse spørgsmål i det forhold, at den fysiske verden med dens tunge, genstridige stoffer fra Guds side er tænkt og indrettet som en særlig skole i livskunst. En skole, man af en lang række gode grunde udtrykkeligt selv har opsøgt til trods for, at man inden sin indtræden i den fuldt ud har været bekendt med dens barske forhold og betingelser. Herunder den rolle døden og det dræbende princip spiller, set i sammenhæng med den uvidenhed om de 'højeste ting', som også typisk kendetegner væsener med tilknytning til den fysiske eksistensform.
For Martinus selv blev indvielsen i hele dette problemkompleks af skelsættende betydning, og i erkendelse af det præg, det samme kompleks sætter på menneskelivet generelt, så han det derfor også snart som en af sine vigtigste opgaver at kaste lys over den rolle, som netop den fysiske verden og det såkaldte onde spiller i den store kosmiske sammenhæng. Herunder ikke mindst at belyse de kræfter og love, der sikrer, at alt trods alt går retfærdigt til i den forstand, at den enkelte gudesøn og -datter absolut kun kan rammes af følgerne af egne fortidige dispositioner og handlinger, således at den personlige skæbne kan ses som et spejl, der reflekterer denne fortidige adfærd og derfor i forhold til livskunstens skole i virkeligheden tjener et kosmisk-pædagogisk formål…
Så vidt forfatteren bekendt er Martinus den første og eneste, der indtil nu til bunds har formået at belyse det ondes problem på en måde, der ikke alene har rod i et kosmisk gudsbegreb, men som også på rationel vis er forenelig med menneskelig fornuft og følelse. Og alene af denne grund fortjener hans arbejde i forfatterens øjne den størst mulige opmærksomhed i offentligheden – såvel nationalt som internationalt. Og ikke mindst ville det være frugtbart, om hans redegørelse for det immaterielt funderede gudsbegreb kunne tilskynde naturvidenskaben til at revurdere såvel sin forskningspraksis som dét erkendelsesteoretiske grundlag, den hviler på, idet en sådan revision med de nuværende forskningsmetoder og -muligheder taget i betragtning utvivlsomt kunne lede til en forskning, der skridt for skridt vil bekræfte den materielle verdens identitet som en gigantisk, guddommelig åbenbaringsproces…
