Universets tale

Essenser i Martinus kosmologi

af Thorkil Schultz Nielsen

Indhold.

Indledning.

Historie og udvikling.

Human materialisme.

Reinkarnation, karma og udvikling.

Mørkets mission.

Mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.

Verdensaltet.

Thorkil Schultz Nielsen

Kosmisk bevidsthed.

Reinkarnation, kredsløb og skæbne.

Livet efter døden.

1 I sit verdensbillede beskæftiger Martinus sig også med livet efter døden, og det lå ham meget på sinde at rette tidligere tiders misforståelser angående menneskets skæbne efter den såkaldte død. Martinus ønsker med udgangspunkt i sin kosmiske bevidsthed at vise, at der ikke er nogen grund til at frygte livet efter døden, men at der tværtimod venter den døende meget store positive overraskelser.	Martinus
2 Når der ikke er nogen grund til at frygte livet efter døden skyldes det, at der ikke findes noget helvede og ikke nogen domfældelse. Umiddelbart efter dødens indtræden kommer mennesket ind i den første sfære, som er mellemtilstanden imellem den fysiske verden og den åndelige verden. Mellemtilstanden er en forberedelsestilstand før indgangen til den egentlige åndelige verden, og den kan opdeles i en mørk zone, der kan sammenlignes med skærsilden, og en lys zone, som Martinus kalder paradiszonen. På symbolet her ses mellemtilstanden som et sort og et hvidt område ovenover det orangefarvede område. Dette orangefarvede område nederst på symbolet med de sort-hvide felter, symboliserer det ufærdige menneske på dets forskellige stadier i udviklingen fra dyr til menneske. Dette betyder, at jo mere udviklet det enkelte menneske er, jo mindre mørke er der at bortsuggerere i dets bevidsthed efter dødens indtræden. For det færdigtudviklede væsen er der åben og direkte fri adgang for de kosmiske stråler fra Guddommen. Denne Guddom er symboliseret ved trekanten og stjernen foroven. De egentlige åndelige verdener, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget er vist igennem den gule, grønne, blå og den indigo farve. 3 Det er kun opholdet i mellemtilstandens mørke zone, der kan være ubehagelig. Det, som møder mennesket her, er dets egne tankebilleder, der var usynlige i den fysiske verden. I mellemtilstandens mørke zone bliver disse tankebilleder synlige og den ydre verden består således af éns egne og andre ulykkelige menneskers tankebilleder. Hvis mennesket, da det døde, var opslugt af konflikter og led af samvittighedskvaler, eller hvis det var opfyldt af martyriumstanker og var hadefuld og bitter på livet, skaber disse tankeforestillinger de ydre omgivelser, der møder den afdøde her. 4 En anden ubehagelighed i mellemtilstandens mørke zone kan være, at mennesket ikke med det samme opdager, at det nu er død. Det kan f.eks. være et ungt menneske, der pludselig dør i en trafikulykke. Døden indtræffer her så overraskende og uventet, at den afdøde i begyndelsen lever videre i mellemtilstanden, som om intet var hændt, indtil det opdager, at det er kommet væk fra den fysiske virkelighed og ikke kan komme i kontakt med andre mennesker dér. 5 Forinden mennesket kan komme ud af mellemtilstandens mørke zone og ind i dens lyse zone eller paradiszonen, skal det igennem en renselsesproces. Denne renselse sker, når det diskarnerede menneske ikke længere kan holde ud at opleve en ydre verden, der udelukkende består af dets egen mørke, mentale tilstand. Ønsket om at komme fri af denne ubehagelige tilstand får mennesket til at bede om hjælp, også når det ikke ved hvem det beder til. Dets bøn høres straks af særlige skytsengle, hvis opgave netop er at hjælpe mennesker ud af mellemtilstandens mørke zone. Skytsenglene bortsuggererer nu menneskets mørke mentale sansetilstande eller primitive tilbøjeligheder. Lammelsen af disse tilstande er dog kun midlertidig, idet de blot er sat ud af kraft, sålænge mennesket er diskarneret. Med denne lammelse går vejen herefter videre frem til mellemtilstandens lyse zone, paradiszonen. 6 Jo mere bevidstheden i menneskets fysiske liv har været fyldt af sådanne mørke, primitive tankeforestillinger, desto mere må bevidstheden udrenses i mellemtilstandens mørke zone. Men jo længere mennesket kommer i sin humane udvikling, desto mindre mørke skal der udrenses i mellemtilstanden. Det fremskredne, humane menneskes bevidsthedsliv er opfyldt af lyse og næstekærlige tanker, og et sådant menneske overgår da forholdsvis let til mellemtilstandens lyse paradiszone. 7 I denne mellemtilstandens lyse zone skaber mennesket sig et paradis, der er i overensstemmelse med dets udviklingstrin eller den bølgelængde, som dets bevidsthed kan komme i kontakt med. Det vil sige at der findes et paradis, der passer hvert enkelt individ. Her oplever det en idealtilværelse, hvor det kan udleve sine religiøse forestillinger og realisere alle de ønsker, som det ikke kunne få opfyldt i den fysiske verden. Både i mellemtilstandens mørke og lyse zone bærer menneskets bevidsthed således endnu præg af den fysiske verdens tankeforestillinger. 8 Paradiszonen rummer også områder for verdensreligionerne. Det vil sige, at der ifølge Martinus virkelig findes et område med et kristent paradis. Eftersom den åndelige materie direkte lyder tankens bud, kan alle religiøse tankeforestillinger om f.eks. at tiljuble Kristus med palmegrene gå i opfyldelse. Når mennesket indtil trivialitet har oplevet sine religiøse ønskedrømme, danner det andre tankebilleder, som derefter går i opfyldelse. 9 Også menneskets verdslige ønskedrømme går i opfyldelse i paradiszonen. Den skabemæssige udfoldelse er helt fri, da mennesket ikke længere er tynget af økonomiske og andre sorger og er fri af den modstand, som den fysiske materie yder. Martinus nævner f.eks., hvordan arkitekten kan bygge sit ønskeslot helt uden besvær. Gnieren får oceaner af penge, som han kan beholde helt for sig selv, mens kunstneren får sine højeste ønsker om f.eks. at fremstille fantastiske naturscenerier, der langt overgår billeder malet på et lærred. Her i paradiszonen fremtræder den kunstneriske fremstilling i sin kilometervide udstrækning, med himmel og hav, skove, søer, og hvad kunstneren ellers er i stand til at forestille sig. 10 Tidligere, f.eks. i vikingetiden, var det en stor ære at blive slået ihjel på slagmarken. Hvis man døde i kamp, troede man, at man kom i Valhal, der var den højeste paradistilstand som der kunne tænkes. Dette betød, at man her kunne fortsætte med at kæmpe og drikke mjød. Idag er menneskeheden generelt set inde i en forceret udvikling både på det materielle og det psykiske område. Mange mennesker på jorden besidder imidlertid stadigvæk en vikingementalitet, der ligesom Det Gamle Testamentes læresætninger går ud på at hade sine fjender og hævne sine venner. I deres bevidsthed er der stadigvæk en forestilling om, at det er godt at slå fjender ihjel. Denne vikingementalitet eller dræbende bevidsthedstilstand medfører imidlertid megen lidelse. Med nutidens forcerede udvikling bliver det mere åbenbart at mange mennesker tager ved lære af deres lidelseserfaringer. Vikingementaliteten forsvinder ganske langsomt og mennesket udvikler således både human begavelse og intelligens. Derfor vil det enkelte menneske ifølge de kosmiske analyser også ved dødens indtræden få større oplevelsesmuligheder i de egentlige åndelige verdener. 11 Når mennesket bliver mæt af at være i paradiszonen, hvor det har beskæftiget sig med forhold, der hører den fysiske verden til, ønsker det mere og mere at beskæftige sig med forhold, der hører den egentlige åndelige verden til. Det kan for eksempel have interesse i medmenneskelige, kunstneriske og intellektuelle emner eller andre områder, der er af åndelig karakter. I hvor stor udstrækning den enkelte kan beskæftige sig med sådanne emner i den egentlige åndelige verden, afhænger af, hvor meget det har beskæftiget sig med, eller har haft længsel og interesse for, emner af samme art i den fysiske verden. 12 Efter dødens indtræden vil mennesket på dets nuværende udviklingstrin gå igennem de åndelige tilværelsesplaner i spiralkredsløbet som gæst. Da den enkelte jordboer endnu ikke er fuldt udviklet i næstekærlighed, kan han eller hun ikke forblive i disse åndelige verdener efter den såkaldte døds indtræden. Det har heller ingen interesse eller længsel efter at forblive permanent i disse. 13. Den første åndelige zone som det kommer ind i, er det rigtige menneskerige. Her kan det, indgå i forsynets arbejde som skytsånd for menneskene i den fysiske verden. Desuden er det, afhængig af følelseslegemets udvikling, her istand til at frembringe og udtrykke de skønneste former for kunst i samme grad som det har evnerne dertil. Efter at væsenet har gennemlevet og er blevet mæt af oplevelser, der hører det rigtige menneskerige til, går det ind i visdomsriget. Her kan det beskæftige sig med videnskab, i overensstemmelse med dets intelligenslegemes kapacitet. Her kan det analysere og afprøve nye opfindelser ved intelligensens hjælp. 14. Det oplever herefter en periode i det allerhøjeste tilværelsesplan, den guddommelige verden. Her belives det med Guddommens allerhøjeste facitter, afhængig af hvor udviklet dets intuitionslegeme er. Inden væsenet igen, mæt af den åndelige verden, inkarnerer i fysisk materie, oplever det i salighedsriget en periode, hvor det i sin indre verden, oplever de sidste 2­ 3 fysiske inkarnationer. Væsenet kan ved hjælp af dets hukommelseslegeme se disse i sammenhæng. 15 Mennesket forlader ikke den åndelige verden, før det selv er parat til det. Efter denne rejse som gæst igennem spiralkredsløbets tilværelsesplaner, er det blevet beriget med så meget livskraft, at det igen er parat til den fysiske verdens udfordringer. 16 Selvom det er smukt og dejligt at være i den åndelige verden, er det absolut ikke meningen, at man ved egen hånd skal bringe sig over i denne. At begå selvmord betyder, at man kun midlertidigt standser sin egen smertelige tilstand eller tilværelse i den fysiske verden. I mellemtilstanden har selvmorderen jo den samme mentalitet, som bragte ham eller hende til at begå selvmord. Ligesom andre mennesker i mellemtilstanden udfries også selvmorderen ved skytsenglenes hjælp, så snart han eller hun beder herom. Desuden kan nævnes at reinkarnationsprincippet vil medføre, at mennesket i sin næste inkarnation igen skal gennemleve den samme problematik, som forårsagede selvmordet. 17 Martinus anbefaler derfor, at man holder ud og ikke tager sit liv, da man jo alligevel ikke kan komme uden om at skulle igennem denne særlige lidelsestilstand44. Den hurtigste vej ud af denne lidelse er altså at søge at forstå, hvad man skal lære af den svære situation. 18 Hvor længe man befinder sig i den åndelige verden, afhænger af, hvor gammel man var, da man døde. Og ikke mindst af, hvor meget man har udviklet sig moralsk, har optaget ny viden og hvor skabende man har været, siden man sidst var i de åndelige verdener. Dør man som lille barn eller som ung soldat, er der ikke så meget nyt at opleve i de åndelige verdener, og begge inkarnerer derfor relativt hurtigt igen. Dør man i sin bedste alder som voksen og bliver revet væk midt i en spændende livsgerning, vil man selv ønske at inkarnere ret hurtigt for at fuldføre denne gerning. Dør man som gammel og mæt af dage, har man behov for en længere hvilepause, og man kan da tilbringe ca. lige så lang tid i de åndelige verdener, som man tilbragte i den fysiske. Forudsætningen herfor er naturligvis, som ovenfor nævnt, at man i sit sidste liv har været aktivt skabende, har optaget ny viden eller har udviklet sig moralsk f.eks. igennem smerte. Det er det der gør det spændende at opholde sig i de åndelige verdener, da der herved opstår nye udforsknings-områder i disse verdener.	Symbol 37 Den tilslørede og afslørede evige sandhed © Martinus Ideal Fonden 1994 Se nærmere i "Det evige verdensbillede IV" af Martinus under symbol 37.
19. Efter den kosmiske bevidstheds indtræden bliver det ifølge Martinus mindre og mindre påkrævet at inkarnere i fysisk materie, idet de åndelige verdener bliver mere og mere interessante. Der følger herefter en overgangsfase, hvor inkarnationerne i den fysiske materie lidt efter lidt helt ophører. Mennesket er nu et fuldkomment, åndeligt væsen, der går mange lyse oplevelser i møde som permanent beboer i de åndelige verdener, Guds primære bevidsthed.	Symbol 11 Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner © Martinus Ideal Fonden 1963 Se en nærmere gennemgang af symbolet under "Historie og udvikling" og "Verdensaltet" eller i "Det evige verdensbillede" af Martinus under symbol 11.

Sexualitet.

Den samfundsmæssige udvikling.

Noter.

Litteraturliste.

Links.

Kreditliste.

Tekstversion.