Universets tale
Essenser i Martinus kosmologi
af Thorkil Schultz Nielsen
Reinkarnation, karma og udvikling.
1 Forudsætningen for fuldkommengørelsen af Kristi mission, er Kristi egne udtalelser om "talsmanden, den hellige ånd". I Johannes evangeliet udtaler Kristus: "Men talsmanden, helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer"9. Martinus´ fortolkning går ud på, at det som Faderen skulle sende er tanker og viden om de allerhøjeste realiteter i livet, der handler om Guds og menneskers eksistens og desuden Guds kærlighedsplan med alle levende væsener. Med Kristi genkomst menes den store fødsel i det enkelte individ. Det er åbenbaringen af Guds hellige ånd som en videnskab der omhandler hele Guddommens eksistens. Denne viden kan i fuld udstrækning kun sanses igennem den bevidsthedstilstand, som Martinus kalder kosmisk bevidsthed. |
Thorvaldsens Kristusfigur i "Vor Frue kirke" i København". |
2 Igennem de sidste mange århundreder, har der været mange forskellige fortolkninger af, hvordan Det nye Testamentes sætning: "hvad et menneske sår, det skal han også høste"10 skal forståes, men for Martinus er der ingen tvivl om at denne essens skal fortolkes i sammenhæng med reinkarnations og karmaloven. Det samme gælder Kristi læresætning: "Alt hvad I vil at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem"11. Det var ifølge Martinus specielt det følelsesmæssige i det menneskelige sind, som Kristus måtte appellere til, for at mennesket derigennem gradvist kunne aflægge deres tanker om had og hævn og begynde at fornemme en højere mening med dets liv. |
Symbol 20 Syndernes forladelse © Martinus Ideal Fonden 1964 Se en fortsat gennemgang af symbolet neden for eller i "Det evige verdensbillede II" af Martinus under symbol 20. |
3 Idag har mennesket i større udstrækning behov for en logisk forståelse af dets forhold til det guddommelige verdensalt. En sådan forståelse er det imidlertid ikke selv istand til at tænke eller spekulere sig frem til. Derfor har mennesket behov for en ny impuls fra forsynet eller en højere verden, hvor den fuldkomne væremåde er en selvfølgelighed, og hvor løsningen på livets mysterium er fuldstændigt erkendt. Dette, at mennesket kan komme videre i udviklingen ved hjælp af en impuls fra et højere forsyn, kalder Martinus for "verdensgenløsningsprincippet"12. |
Symbol 2 Verdensgenløsningsprincippet © Martinus Ideal Fonden 1963 Se en nærmere gennemgang af symbolet i "Det evige verdensbillede I" af Martinus under symbol 2. |
4 Mange mennesker var for ca. to tusinde år siden kommet så langt frem i udviklingen, at de var modne til at modtage en Guddommelig impuls, der kunne stimulere deres videre udvikling ved at appellere til en følelsespræget opfattelsesevne. Denne impuls blev formidlet igennem verdensgenløseren Kristus og kaldes af Martinus for den gamle verdensimpuls. På samme måde er det moderne menneske nu igen moden til at modtage en ny, guddommelig impuls, der ved at appellere til en logisk opfattelsesevne kan stimulere det til at forstå dets egen og jordens udviklingsniveau eller placering i verdensaltet. Væsenerne udvikler sig som hovedsymbolet viser fra minerallivsformer over planteriget, dyreriget og frem til det rigtige menneskerige. Herfra går vejen over visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget i hvis sidste del mineralriget befinder sig. Herfra fortsætter væsenerne deres vandring videre fremad imod nye riger. De bevæger sig ikke i cirkler, men fremad i spiralkredsløb, hvor de kan forny sig igennem nye oplevelser. Jorden befinder sig i et overliggende spiralkredsløb set i forhold til det spiralkredsløb mennesket befinder sig i. |
Stjernebillede |
5 Igennem denne nye forståelse eller impuls af viden fra forsynet, får mennesket mulighed for langsomt, men sikkert, både i teori og praksis, at sætte sig ind i og forstå et verdensbillede af evig natur. I dette guddommelige verdensalt, bliver det muligt for mennesket at udforske og gennemleve den sidste, vanskelige vandring frem imod kosmisk bevidsthed. Det er det samme som at opnå en fuldkommen væremåde, hvor følelse og intelligens er i fuldstændig harmoni på et højt niveau. |
Symbol 11 Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner © Martinus Ideal Fonden 1963 Se en nærmere gennemgang af symbolet under "Historie og udvikling" og "Verdensaltet" eller i "Det evige verdensbillede I" af Martinus under symbol 11. |
6 Alle mennesker tænker, føler og handler. Disse manifestationer er i virkeligheden energibølger, der på grund af loven om årsag og virkning altid vender tilbage til sit ophav, om det så er i denne eller i senere inkarnationer. Det er dette, der kaldes skæbne eller karma. Symbolet her betegner Martinus i sin helhed som det levende væsen. I midten ses den hvide trekant der symboliserer væsenets jeg. Dette jeg er væsenets faste punkt i de udsendte og de tilbagevendende bevægelser, om det så er i tanke, ord eller handling. Dette udtrykkes igennem de violette buer. Herved tilføres væsenet nødvendige erfaringer, hvorved det udvider sin bevidsthed og forståelse af hvad meningen med livet er! Skæbne eller karmaprincippet skal således ses som den kosmiske pædagogik, hvorved det enkelte væsen langsomt udvikler sig til at kunne manifestere større fuldkommenhed. |
Symbol 16 Evighedslegemet © Martinus Ideal Fonden 1963 Se en nærmere gennemgang af symbolet i "Det evige verdensbillede II" af Martinus under symbol 16. |
7 Som det ses af dette symbol modtager det levende væsen liv efter liv, karmabølger som det har udsent både i denne og i tidligere inkarnationer. De enkelte fysiske jordliv symboliseres igennem de aflange firkantede orangefarvede felter og den fremadskridende udvikling vises på symbolet fra venstre imod højre. Ligeledes udsender det levende væsen nye karmabølger som vender tilbage i denne eller i fremtidige inkarnationer. Udviklingen fremad sikres ved, at det levende væsen hele tiden lærer igennem erfaringsdannelse. |
Symbol 18 Det levende væsens skæbnebuer © Martinus Ideal Fonden 1964 Se en nærmere gennemgang af symbolet i "Det evige verdensbillede II" af Martinus under symbol 18. |
8 Det lærer såvel af ubehagsoplevelser, som det lærer af lykkelige tildragelser, alt eftersom hvad væsenet selv har manifesteret i sin dagligdag. Karmaprincippet skal ikke forståes således, at man kan gå tilbage i udvikling, dette er nemlig umuligt. Ifølge Martinus skal karma heller ikke opfattes som en straf, men snarere som en vejledning i, på hvilke områder, det enkelte væsen kan forbedre sig. Der er under ingen omstændigheder noget at bebrejde nogen, da alle mennesker på jorden skal igennem den dyriske eller den dræbende udviklingszone, for derefter gradvist at blive færdigtudviklede genier i næstekærlighed. |
Symbol 4 Vejen mod lyset © Martinus Ideal Fonden 1963 Se en nærmere gennemgang af symbolet i "Det evige verdensbillede I" af Martinus under symbol 4. |
9 Symbolet her viser hvor stor betydning tilgivelsen har for den enkelte, ikke kun i dette liv, men også for det samme menneskes oplevelse af fremtidige liv. Kristusfiguren i midten viser det færdigtudviklede menneske, der fuldtud på alle områder kan manifestere den ideelle væremåde. Den lille trekant symboliserer det levende væsen, mens hjertefiguren symboliserer dets fuldkomne kærlighedsevne. De to forbundne hænder i hjertefiguren symboliserer dets fuldkomne evne til at tilgive. Alle former for mørk skæbne repræsenteret ved den orange karmabue bliver derved neutraliseret og igennem væsenets tilgivelse forvandlet til en lys skæbne repræsenteret ved den gule karmabue. Tilgivelse får i lyset af reinkarnationsprincippet og kosmologien en meget dybere betydning, også for forståelsen af fremtidige liv. I løbet af de kommende årtusinder vil kosmologien ifølge Martinus kunne give inspiration til udvikling af mennesket hen imod virkeliggørelsen af den samme ideelle væremåde, som Kristus havde. Kosmologien viser det logiske i Kristi udsagn: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og hele dit sind" og desuden "Du skal elske din næste som dig selv"13. |
Symbol 23 Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse © Martinus Ideal Fonden 1964 Se en nærmere gennemgang i "Det evige verdensbillede II" af Martinus under symbol 23. |
10 De kosmiske analyser viser, at alle mennesker selv er den første årsag til den skæbne, de kommer ud for. Den viser også den humane evnes udvikling og hvordan det er muligt at befri sig fra tilbagevendende mørk karma eller skæbne. Ingen kan med rette sige, at det er andre, der er skyld eller årsag til éns lidelser. Heri ligger, at alle hver især må tage ansvaret for deres egne tanker, ord og handlinger. Disse, repræsenteret ved de mørke karmabuer, udsendt i én inkarnation vender tilbage i den samme eller i en senere inkarnation. Efterhånden som den humane evne, repræsenteret ved den gule flammetegning, udvikler sig, kan den mørke karma ikke nå mennesket. Der er altså på længere sigt en befrielse eller vej ud af mørk skæbne. Heri ligger også at det enkelte menneske indser sit ansvar overfor alle andre, der har det svært. |
Symbol 20 Syndernes forladelse © Martinus Ideal Fonden 1964 Se en fortsat gennemgang af symbolet neden for eller i "Det evige verdensbillede" af Martinus under symbol 20. |
11 Om skæbne og menneskets vekselvirkning med andre skriver Martinus: "Som man ser, er den daglige væremåde en sæd, man sår, og hvis høst bliver en del af den oplevelse af det kommende liv, man ikke kan eksistere foruden. Hvad man så end gør, hvordan man så end lever, er éns daglige liv et samspil med vore omgivelser og de i disse placerede forskellige levende væsener. Disse væsener er således noget af vort eget liv, ja er som nævnt dråber af det samme ocean, det samme element. De kan derfor ikke undgå at udgøre noget af vor oplevelse. Disse omgivelsers og medvæseners velfærd bliver derved en tilsvarende del af vor egen velfærd eller skæbne. De evige ord: "Det et menneske sår, skal det høste", bliver her til virkelighed"14. |
Martinus ved skrivemaskinen. |
12 Der, hvor det kan være sværest at se det guddommelige i tilværelsen eller meningen med livet, er der, hvor mennesker påføres svære lidelser eller ligefrem bliver dræbt. Her er forklaringen, hvor barsk den end lyder, at de pågældende mennesker selv har forårsaget den samme grad af lidelse over for andre levende væsener i denne eller i tidligere inkarnationer. Ligesom de nu mærker konsekvenserne af deres tidligere handlinger, vil også de væsener, der påfører dem lidelsen, engang i fremtiden blive udsat for den samme karakter af skæbne. Der hvor det drejer sig om større katastrofer eller mindre ulykker er der heller ingen tvivl om, at de implicerede selv er den første årsag til den større eller mindre ulykke hændelsen forårsager. Hvor galt det går afhænger af det enkelte væsens karma eller skæbne. Her er spørgsmålet hvor meget karma det er nødvendigt for det enkelte menneske at få udløst, for at det kan lære noget af den hændelse vedkommende bliver udsat for. 13 Det er naturligvis individuelt og det enkelte menneske må derfor selv ransage sit sind for at finde ud af, hvad det kan lære af den pågældende situation. Jo højere udviklet væsenet er, jo lettere bliver det for det at forstå den guddommelige tale der ligger i alt hvad der sker. Set i et kosmisk perspektiv er lidelsen imidlertid ikke noget negativt, da den altid vil danne erfaringsgrundlag til udvikling af humanitet. Derved forskydes grænsen for, hvad mennesket kan nænne og ikke kan nænne at gøre af ubehag imod sin næste. Den humanitet, som karmaprincippet igennem lidelserne udvikler, bevirker, at det enkelte menneske lærer at skelne godt fra ondt og at gøre det gode frem for det onde. |
Flystyrt. |
14 Martinus forklarer i kosmologien, hvordan begrebet "syndernes forladelse" kan forståes set i en dybere belysning. Mennesket har igennem sine mange tidligere primitive inkarnationer sået meget ondt. Når det, ved at opleve sin egen tilbagevendende karma, ikke længere kan nænne at slå ihjel eller gøre ondt, behøver det ikke denne karma mere. Den stærke humanitet, det nu har udviklet, beskytter det imod den gamle drabskarma. Sagt med andre ord, er det udviklede, humane menneskes negative skæbne blevet neutraliseret, selvom det stadigvæk har menneskers død på samvittigheden. Det er denne neutralisering, som Martinus kalder "syndernes forladelse"15. |
Symbol 20 Syndernes forladelse © Martinus Ideal Fonden 1964 Se en nærmere gennemgang af symbolet oven for eller i "Det evige verdensbillede II" af Martinus under symbol 20. |
15 Enkelte fremskredne mennesker her på jorden er før i tiden nået frem til et sådant modenhedstrin, at kun kontakten med en højere viden kunne bringe dem videre i deres udvikling. For at de kunne komme videre har den eneste løsning ifølge Martinus været den, at disse mennesker inkarnerede på andre, mere fremskredne kloder, hvor livsmysteriets løsning forelå i manifesteret form. Efter at den nu for første gang er tilgængelig på jorden i en komplet, intelligenspræget form, er det nu blevet muligt for mennesker at få adgang til højere kosmiske analyser. At den kosmiske viden er tilgængeliggjort her på jorden betyder, at det enkelte menneske nu også her, kan gennemgå den sidste fase i udviklingen frem imod kosmisk bevidsthed. |
Stjernebillede.
Jorden. |
Mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.
Reinkarnation, kredsløb og skæbne.
Den samfundsmæssige udvikling.
