Sexualitet

1
Ifølge Martinus´ verdensbillede har alle levende væsener i sig både en seksuel maskulin pol og en seksuel feminin pol. De væsener der benævnes som seksuelt énpolede er dyrevæsener, og udviklingens gang går fra denne primitive énpolethed over kulturmenneskenes stadie frem til de moralsk set geniale seksuelt dobbeltpolede kristusvæsener. Det dobbeltpolede væsen har begge seksuelle poler i balance, hvilket vil sige, at væsenet fremstår som et rigtigt menneske. 

2
Ifølge Martinus opleves énpolethed af alle væsener i deres passage igennem spiralkredsløbet, ligesom de oplever dobbeltpolethed i denne passage. Den seksuelt dobbelpolede tilstand er en realitet igennem de fire åndelige riger og frem til slutningen af planteriget. Her stagnerer den modsatte pol. Denne stagnation af den feminine eller den maskuline pol, fortsætter indtil midten af dyreriget, hvor den pågældende pol er i sin mindsteudfoldelse og hvor énpoletheden derfor kulminerer. Denne kulmination af énpolethed er resultatet af en millionårig udvikling i den fysiske verden. Det kulminerende, énpolede dyrevæsen har således i dyreriget tilbagelagt en passage fra at være et dobbeltpolet væsen, til at være et væsen i dyreriget, hvor den ene pol er i sin mindsteudfoldelse.

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(klik på billedet for en forklaring) 

3
Den seksuelt énpolede væsenstype har begge poler, dvs. den maskuline pol og den feminine pol i sig, men således, at den primære pol er i kulmination eller største udfoldelse, mens den anden sekundære pol er latent eller i mindste udfoldelse. Med denne polkonstellation fremstår væsenet som enten maskulin eller feminin. Væsenet med det maskuline præg er et handyr, mens væsenet med det feminine præg er et hundyr. Det er denne konstellation af maskulinitet og feminitet der er bestemmende for dyrets hele psykiske struktur, driftsliv og adfærd.

4
Med fuldførelsen af denne ændring i sin polkonstellation er væsenet blevet énpolet eller halvkønnet, også kaldet et dyr i renkultur. Det er blevet et handyr eller et hundyr. Væsenet har således her en primær eller kulminerende pol, ligesom det også har en sekundær eller latent pol. Handyret har således sin primære, maskuline pol i kulmination, mens dets sekundære, feminine pol er latent. Hundyret har sin primære, feminine pol i kulmination, mens dets sekundære, maskuline pol er latent. 

5
Her i dyreriget er væsenet rent énpolet eller "halvkønnet", og dette "halvkønsvæsens" altoverskyggende interesseområde er ønsket om at parre sig eller forene sig med det modsatte "halvkønsvæsen". Denne altdominerende længsel, i form af parringsdriften, ligger til grund for hele væsenets øvrige adfærd, f.eks. handyrets dominans- og territorialkampe om adgang til hunnerne, og hundyrets yngelpleje af eget afkom. Det "rigtige dyr" har i forhold til mennesket næsten ingen intelligens, idet det i overvejende grad føres af sin instinktive selvopholdelsesdrift til at kæmpe og dræbe både for føden og for besiddelsen af det modsatte køn. Her gælder udelukkende "det dræbende princip". I væsenets énpolede struktur findes den dybere årsag til alt hvad der kommer ind under begrebet "egoisme" eller dette at "enhver er sig selv nærmest". Det lever efter princippet "hellere at tage end at give" (note 45). At en sådan tilstand kun kan medføre eller resultere i et kulminerende kosmisk mørke, er indlysende. Denne tilværelsesform er imidlertid nødvendig for på længere sigt at udvikle det følelsesmæssige aspekt igennem lidelse og det intelligensmæssige aspekt igennem kampen for overlevelse hos dyret og det gryende menneske. 

6
Ifølge de kosmiske analyser er sult og mættelse et princip der gør sig gældende for alle levende væsener i hele spiralkredsløbet. Er et væsen mæt af én oplevelsestilstand, ønsker det en ny måde at opleve livet på, og dette ønske eller denne sult vil før eller siden gå i opfyldelse. Sult og mættelse er således bestemmende for væsenets fremadskriden i spiralkredsløbet og dermed afgørende for at væsenet hele tiden får nye oplevelser. Således, vil det kulminerende dyrevæsen uvægerligt blive mæt af den énpolede tilstand, og gradvist vil dets sekundære pol begynde at tiltage fra sin latente tilstand. Dyret er sig naturligvis ikke denne udvikling bevidst, og den foregår da også ganske langsomt, henover dyrevæsenstilstande, dyremenneske- og ganske primitive jordmennesketilstande. Fra denne begyndende poludviklingstilstand til den tilstand, som det nuværende jordmenneske er nået frem til, nemlig i slutningen af dyreriget, er der gået tusinder af inkarnationer.

 
Løver

7
Ægteskabet er en naturlig foreteelse i et vist udviklingsafsnit. Det er en tilstand hvor manden der har en primær maskulin pol supplerer eller erstatter sin egen manglende sekundære feminine pol med kvindens primære feminine pol. Det er en tilstand hvor kvinden der har en primær feminin pol supplerer eller erstatter sin egen manglende maskuline pol med mandens maskuline pol. På den måde kan de leve et helstøbt liv hvor polerne er i balance i forhold til hinanden De lever i en zone som Martinus kalder "de lykkelige ægteskabers zone" (note 46). 

8
Polforvandlingen er hos nutidens menneske allerede langt fremskreden. For kvindens vedkommende, er den maskuline pol under udvikling, og for mandens vedkommende, er den feminine pol under udvikling. Udvikling af den modsatte eller sekundære pol betyder for begge køns vedkommende, at det ikke længere er absolut livsnødvendigt at besidde det modsatte køn i et bundet ægteskabeligt forhold. Det medfører, at begge parter bliver mere uafhængige og selvstændige. Hermed glider væsenet langsomt ud af "de lykkelige ægteskabers zone".

9
Dette medfører igen, at flere og flere ægteskaber og parforhold går i opløsning, og at den enkelte får flere partnere i livets løb. Denne periode i udviklingen kalder Martinus for "de ulykkelige ægteskabers zone" (note 47). Ulykken er særlig udtalt dér, hvor der er for stor forskel på, hvor langt fremskreden de to parters sekundære pol er, altså hos manden den feminine pol og hos kvinden den maskuline pol. Her er nemlig den ene af parterne tit lidt mere énpolet end den anden, hvilket medfører, at den mere énpolede parts besiddelsestrang over for sin ægtefælle er mere fremherskende. Disse problemer forværres yderligere, hvis den humane moral heller ikke er tilstrækkeligt udviklet. Ægteskabets beståen eller overlevelse afhænger således i stor udstrækning af, hvor meget parterne kan nænne at gøre hinanden fortræd. På længere sigt er det ifølge Martinus ikke meningen, at mennesket skal vedblive med at leve under ægteskabelige former. Når det har oplevet denne tætte samlivsform i tilstrækkeligt mange inkarnationer, bliver det til sidst helt mæt også på dette område, og det kan derfor ikke blive inspireret af et heteroseksuelt partnerskab. 

10
"De ulykkelige ægteskabers zone", hvor ægteskaberne ikke nødvendigvis som tidligere er livsvarige, er en overgangszone imellem sidste del af dyreriget, hvor det nuværende jordmenneske befinder sig, og det rigtige menneskerige. Alle mennesker uden undtagelse skal igennem denne zone, hvor det årtusindgamle ægteskabelige talent langsomt degenererer. Dog har dette talent så stor bærekraft, at ægteskabet opleves som lykkeligt langt ind i kulturmenneskenes rækker. Til illustration af hele denne lidelsesfulde proces skriver Martinus, at det nuværende jordmenneske befinder sig som "en såret flygtning mellem to riger" (note 48).

11
Vandringen imod det rigtige menneskerige går ud af en familieorienteret tilstand og ind i en skabelsesorienteret tilstand. Hvor det énpolede dyr var helt uintellektuelt og egoistisk, medfører polforvandlingen en stigende intellektualisering og humanisering af væsenet, der i stigende grad kommer til at leve efter princippet "hellere at give end at tage" (note 49). Menneskets interessesfære udvides fra kun at omfatte den nære slægt til også at omfatte ukendte fremmede, der ikke engang findes i éns nærhed. Humaniseringen eller den voksende næstekærlighedsevne viser sig f.eks. i opbygningen af en sygehus- og forsorgssektor for svagt stillede medmennesker og i forbedringen af levevilkårene og de sociale forhold. 

12
Det enkelte menneske bevarer ifølge Martinus det samme køn igennem hele sin inkarnationsrække frem imod dobbeltpolethed eller kosmisk bevidsthed, og det skifter ikke køn fra inkarnation til inkarnation. Nederst på Symbol 35 ses en trappefigur som symboliserer spiralkredsløbets riger. Over det orange trappetrin der symboliserer dyreriget, ses en rund figur der indeslutter et gult og et grønt felt, der igen hver især er markeret med en trekant. Dette betyder at det er et levende væsen. Med det gule felt menes et hunkønsvæsen, mens der med det grønne felt menes et hankønsvæsen. Krydsene betyder at de gensidigt er forelsket i hinanden og befinder sig i en parringsakt. Med det gule felt i hankønsvæsenets område menes væsenets feminine pol, mens der med det grønne felt i hunkønsvæsenets område menes væsenets maskuline pol. Den orangefarvede glorie omkring væsenerne betyder, at de befinder sig i dyreriget. Oven over denne parringsfigur ses henholdsvis hankønsvæsenets og hunkønsvæsenets udfoldelseskapacitet igennem alle rigerne. Øverst er det hankønsvæsenet med den dominerende grønne farve der symboliserer det maskuline princip, og den gule farve i mindsteudfoldelse der symboliserer det feminine princip. Under hankønsvæsenet ses hunkønsvæsenet med den dominerende gule farve der symboliserer det feminine princip, og den grønne farve i mindsteudfoldelse der symboliserer det maskuline princip. Martinus gør således opmærksom på, at det er umuligt at udskifte det feminine væsens eller kvindens polkonstellation fra at have en dominerende feminin pol i én inkarnation, til i næste inkarnation at have en polkonstellation hvor den maskuline pol er dominerende. Omvendt gælder det samme for det maskuline væsen eller manden, der heller ikke i næste inkarnation på naturlig vis kan blive en kvinde. Der kan ikke ske nogen pludselige spring i polkonstellationen. Den sekundære pol både hos manden og hos kvinden udvikler sig langsomt og gradvist fra inkarnation til inkarnation. Jo mere menneskets sekundære pol vokser til at være i balance med den primære pol, desto mere fjerner mennesket sig fra ægteskabstilstanden. Den voksende alkærlighed medfører, at mennesket i stigende grad evner at føle sympati for alle mennesker og ikke kun for mennesker af modsat køn. 

13
Med væsenets dobbeltpolethed indtræder "den store fødsel" eller den kosmiske bevidsthed, der igen fører væsenet ind i det første af de åndelige riger, det rigtige menneskerige. Den første del af det rigtige menneskerige er således stadig et fysisk rige. Det er himmerigs rige på jorden (note 50). Væsenet bevarer sin dobbeltpolethed eller "helkønstilstand" frem igennem alle de åndelige riger, det vil sige det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden, salighedsriget og frem til slutningen af planteriget. Allerede i slutningen af salighedsriget, bliver væsenet imidlertid mæt af udelukkende at opleve livet i sin indre verden og det begynder igen at længes efter livet i den fysiske verden, det vil sige mineralriget, planteriget og dyreriget i en ny spiral. For at væsenet både kan opleve den kulminerende maskuline énpolethed og den kulminerende feminine énpolethed, må det fuldføre to spiralkredsløb. På symbolet ses således hvordan hankønsvæsenet i et dyrerige må leve sin fysiske inkarnationsrække som mand, mens det samme væsen i det næste dyrerige må leve sin fysiske inkarnationsrække som et feminint væsen. Ligeledes ses også hvordan hunkønsvæsenet i ét dyrerige langsomt forvandles til at være et hankønsvæsen i det næste dyrerige. Således fortsætter væsenets livsoplevelse i det uendelige.

 
© Martinus Ideal Fonden 1994
 Symbol 35
Polprincippets kosmiske kredsløb
(klik på billedet for en forklaring)