Men denne "problematiske position", som du kalder den, er jo ikke "grebet ud af luften". Det er jo ikke noget, som fantasifulde sjæle selv har fundet på. Den er derimod affødt af, at det ret tydeligt og utvetydigt står flere steder i "Samarbejdsstrukturen".
Jeg kan fx. nævne teksten fra Rådsmødereferat 13.01.76 (i Samarbejdstrukturen 13 f - første afsnit:)
"Der må ikke uden Martinus samtykke foretages ændringer i bøgerne eller i det, han har skrevet".
Er det så ikke mindste lige så problematisk - om ikke mere - at mene, at man gerne må foretage ændringer i bøgerne eller i det, han har skrevet? Det synes jeg bestemt.
Problemet er hvad der menes med ændringer. Hvis man ikke må ændre noget som helst overhovedet, så burde folk også brokke sig vildt over at det bliver udgivet elektronisk for det er jo også en ændring. Det er så godt nok ikke det der ligger i det citat du kommer med, men alligevel. Det er et spørgsmål og fortolkning og hvor man mener grænsen skal gå.
Fortolkning - ja - du har jo ret, selvfølgelig er det det, alt er et spørgsmål om fortolkning. Og det er derfor tingene tit bliver komplicerede, fordi man kan fortolke det samme på vidt forskellig og ofte helt modsat vis.
At det er et spørgsmål om fortolkning, er jo sådan set også det argument, dem der har udgivet Martinus' værker udenom instituttet, bruger. De har lagt den fortolkning ind, at det er ok, at de bryder copyright-loven.
Hvad angår udgivelsen af begrebet "0X" i det ufærdige manuskript: "Den intellektualiserede kristendom", så mener jeg - som jeg skrev i et tidligere indlæg - at det er tvivlsomt om det kan siges, at præmissen for udgivelse her er overholdt: nemlig at det må udgives, hvis man kan forstå, hvad Martinus mener. Dels fordi Instituttet giver udtryk for, at de ikke ser det som deres opgave at fortolke dette udtryk, og dels fordi det ikke ser ud som om, at nogen har været i stand til at komme med en fyldestgørende eller overbevisende forklaring på, hvorfor det pludseligt var nødvendigt med et helt nyt X-begreb og hvordan det i så fald skulle passe ind i det eksisterende.
Men man kan jo altid igen bruge fortolknings-argumentet, og sige at det er man ikke enig i.
De, der har udgivet udenom Martinus institut, tolker at det er dem, der gør det rigtige. Samtidig med at de mener, at Instituttet går imod Martinus ønsker. Idet de mener, at Instituttet på forskellige områder har rettet i værket og dermed gået imod Martinus' ønske.
Omvendt så har Instituttet den opfattelse, at de udgivelser og rettelser, de har lavet, er i overensstemmelse med Martinus' ønsker. Medens de mener, at personerne udenfor Instituttet, der har udgivet værket, går imod Martinus' ønsker, fordi de bryder loven om copyright.
Samtidig er der så det i det, at Martinus også har betonet betydningen af fredsommelighed, hvorfor instituttet indtil videre har valgt ikke at føre sagen for retten.
Men hvem har ret? Hvem er mest i overensstemmelse med sandheden? Det er svært at afgøre.
Mange debatter bliver tit forstenede, fordi det bliver enetaler om, hvorfor "vi" har ret, og hvorfor "I" tager fejl.
Mere spændende er det, når debattørerne i en debat oprigtigt interesserer sig for, hvorfor de andre parter i debatten, tænker, føler og mener som de gør. Men det kan man bare ikke tvinge nogen til.
Måske er det også en god idé, at tænke sådan, at selv om jeg tror, jeg har ret, og synes alle argumenter beviser dette, så er det ikke sikkert, det forholder sig sådan. Måske tager jeg mere eller mindre fejl, måske er det bare ikke gået op for mig endnu. At tage det med som en mulighed, tror jeg, er en sund "meditationspraksis", hvis man vel at mærke kan inspireres af den.
venlig hilsen
Jan