Interview med Eckhart Tolle

Eckhart Tolle är intressant. Men jag skulle säga att det är väldigt olikt Martinus och TT.

Hej igen,
jag ser det som 2 olika åndelige traditioner:

Den ena handlar om att läsa mycket text, analyser, betonar determinism (upplysning om x antal inkarnationer, f eks), tänkande og kosmiskt medvetande. Martinus, Steiner, teosofi är exempel.

Den andra handlar mer om här-og-nu: att se egot. Göra snarare än läsa. Mindre tänkande, mindre analys, mer direkt seende, i nuet. Att oplösa egot tar inte 3000 år och man behöver inte läsa 3000 sidor text, det bygger förmodligen bara upp ett nytt ego. Tolle, Zen og Krishnamurti är exempel.

Ungefär så. :)

(ska tillägga att jag inte menar att Tolle og Martinus utesluter varandra, tvärtom)

Hej mg

Jeg er enig i, at de (Martinus og Tolle) snarere komplemnterer hinanden.

Kh. Ejby

Der er også tre tidl. emner her i MF hvor Eckhart Tolle er nævnt.

Kærlig hilsen
Holger

Det der med at leve i nuet, det er jo det, man gør, når man er nået frem til at tilhøre det, Martinus kalder "Det rigtige menneskerige". Og det tilhører man når man er i stand til at tilgive alting og dermed elske Gud og sin næste som sig selv.

Så vejen til at leve i nuet må altså være at lære at tilgive al ting. Det synes jeg fremgår tydeligere fra Martinus' værker end fra Tolles.

Jeg ville gerne høre fra personer, der kender til Martinus' kosmologi, hvad det er, der findes i Tolles lære, som ikke findes hos Martinus. Jeg kan ikke umiddelbart få øje på det.

venlig hilsen
Jan

Hej,
som jag skrev ovan är Martinus och Tolle - som jag ser det - från två helt olika åndelige traditioner. Martinus tillhör mer teosofi-sfären medan Tolle hör till en ego-upplösningstradition som är mer lik Krishnamurti, zen osv. Att försöka hitta likheter och f eks "förklara" Tolle utifrån Martinus, och tvärtom, tror jag är vanskeligt.

Det som finns hos Tolle men inte hos Martinus handlar alltså om ett helt annat perspektiv; bl a fokuseringen på "uppvaknande" här och nu, att "se egot" osv. Enklaste sättet att ta reda på detta är att läsa något av Tolle. Själv har jag läst 70 sidor i "A New Earth", det räcker långt. Till skillnad från TT handlar det inte om att läsa 1000-tals sidor analys, utan mer om att se. Vad man föredrar beror på vem man är eller vad man befinner sig i.

(på DTTs forum var det nyligen en lång diskussion om Tolle og Martinus. På svenska: http://www.thirdtestament.com/web/phorum/read.php?f=5&i=90613&t=90613
)

Där diskuteras bl a Ken Wilbers distinktion mellan "states of mind" och "stages", vilket kan vara ett sätt att särskilja Tolle från Martinus. (se "Integral Spirituality" av Ken Wilber)

vh
markus

Hej Alle.

Martinus taler jo om, at der er love for tænkning.
Begreber som Mentale fængsler og mental suverænitet,
synes jeg går fint i tråd med hvad Eckart Tolle taler om.

At komme bort fra fordomme og selvretfærdigelse, samt
retfærdig harme og hellig vrede....og forstå og tilgive
andre som Jesus "Thi de vide ikke hvad de gør"....og at
observerer "livets direkte tale".
  Er for mig at se, blot en anden måde at sige det samme på.
At observerer livets direkte tale og læse i "livets bog" i form af
naturen (incl dyr, mennesker) er jo også en opfordring til at
leve i Nuèt.
  Vi befinder os i mentale fængsler, når Tolles "ego" beskæftiger
sig med ting der er har med baggagen fra fortiden at gøre (pain-body)
eller med tanker/frygt omkring fremtiden.
  Vi skal nå frem til, at blive mentalt suveræne....dvs når vi ikke lader
os ryste af de ting der foregår "in the world of Form", men kan bevarer
den indre ro...på trods af de ting der foregår i den ydre fysiske verden.

Eckhart Tolle er meget lig zen-buddisme efter min mening.
Byron Katies`"The Work" handler også om at frigøre sig fra de "historier"
vi fortæller os selv....om os selv, andre og situationer....som ikke er sandt.

Interessant at bemærke er, at Eckhart Tolle var 29 år :o da han kom til en
slags indsigt. Hvor han første gang forstod, at der var "noget", et "Jeg"
bag tanken.
Eks: "I said to myself".
Who am "I"? and Who am "myself"?

Tanker omkring Tolle og Martinus
fra Ejby.

Eckhart Tolle's fremtoning og bogskrivning er udsprunget af et 'glimt' som han havde,
i småbog 'Kosmiske Glimt', nævnes at ved visse glimt kan intuitionens klarhed blive 'grumset',-  der er noget forvredent og følelsespræget over E. T.'s glimt,
heraf nogle af de 'grumsede' eller bizarre udsagn som han tidl. er fremkommet med,

for ca. en måned siden hørte Jeg et lille klip i radioen, med udgangspunkt i E.T. to der talte om, noget i stil med under-jeg/over-jeg, Jeg husker at det var en værre gang sludder,

men uanset E. T.'s formidlingsevne, så har han dog set noget, som andre endnu kun har læst om, fx 'det Faste Punkt',

Kærlig Hilsen
Holger

Hej Holger.

Kan du give et eksempel på det du mener er grumsede eller bizarre udsagn?

Med hensyn til under-jeg og over-jeg, så mener jeg det må stå for læserens
regning i form af oversættelse/fortolkning. Jeg synes det lyder som om Tolle
her, er forsøgt sat i kontekts med Freuds personlighedsmodel.

Tolle benytter betegnelserne "ego" om tankestrømmen eller den lille personlighed
der er knyttet til denne inkarnation med al dens baggage fra fortiden, som er bestemmende
for, hvordan vi opfører os og tænker om andre og fremtiden......og "Awerness" om det
faste punkt bag tanken....eller det "noget" som tænker tanken.
  Dvs vi identifiserer os med tanken og vores historie.....men vi er ikke tanken....vi er den
der tænker tanken....og vi har dermed magt til, at ændre hvad vi tænker og gøre os fri
af vores histori om fortiden og slippe vores tanker og bekymringer/frygt for fremtiden.

Når vi slipper de tanker der næsten automatisk kører i vores hoved omkring fortid og
fremtid....så slipper vi de indgroede fordomme omkring os selv og andre og frygten
og bekymringerne omkring fremtiden.....og istedet holder vores fokus i NUèt...så bliver
vi mere nærværende og tilstede for livets direkte tale, virkeligheden og os selv.
Eller sagt på en anden måde....
vi bliver bedre istand til at lytte til Guds tale....istedet for, at være sløret af de mange
tanker og historier vi har kørende i hovedet omkring fortiden/fremtiden og beskæftigelse
i tankerne omkring hvordan "de andre" eller jeg selv "burde" være, gøre, sige og tænke.

Med et bevidst fokus på Nuèt (uden denne "støj"), bliver vi bedre istand til, at få kontakt
til det "faste punkt" i os selv (= Gud i os selv)....og uden denne fokus på fortid, fremtid
og "de andre" bliver vi bedre istand til, at få kontakt til den dybere essens af hvem vi virkelig er
og komme på bølgelængde med Guddommen.

Ved at slippe "støjen" og holde fokus i Nuèt....indfinder roen, freden og glæden sig. Det er
"støjen" der skaber lidelse. Efterhånden bliver vi mindre påvirket af, hvad situationen end er
i den ydre fysiske verden....da vi har fået en bedre kontakt til den indre verden, essensen af
hvem vi virkelig er...det faste punkt. Og med tiden vil vi så nærme os det Martinus kalder
mental suverænitet.

Byron Katie siger det samme blot på en anden måde og med andre ord/begreber. Hun deler
tingene op i 3 domæner på denne måde:

Der er Guds domæne = naturen
Der er "de andres" domæne.
og der er "vores eget" domæne.

Hver gang vi i vores tanker er over i Guds eller "de andres" domæne, så er vi ikke til stede i
vores eget. Vi har ikke noget at gøre i de to andre domæner.

For mig handler Martinus, Eckart Tolle og Byron Katie (samt mange andre...fx Neale Donald Walsch)
om den samme ting....set fra forskellige perspektiver.
Martinus har fokus på det overordnede billede.....mens eksempelvis Eckart og Byron er zoomèt ind
på det menneskelige sinds nuværende stadie og er konsentreret omkring, at hjælpe til en slags
opvågning fra illusionen.

Den ene behøver ikke at udelukke de andre.

Kh. Ejby

Som jag ser det går det inte att tolka/förklara Tolle utifrån Martinus. Precis som det inte går att tolka Martinus utifrån Tolle. Det är två olika skolor och utifrån båda kan den andra klassas som "forvredent" el likn... Det seende Tolle beskriver ser inte ut som det Martinus kallar "kosmiska glimtar", och hos Martinus hittar vi inget som motsvarar Tolles "Awareness". Martinus "glimtar" handlar om intuitiv kunskap och kosmiska lysfenomen, medan Tolles seende handlar om inre frid och Buddhas leende...
Den enda modell jag vet som tar med båda riktningarna är Ken Wilbers "states/stages" (i Integral Spirituality).

I övrigt håller jag med Ejby om att Tolle är "zoomèt ind
på det menneskelige sinds nuværende stadie".
Så är det. Dvs inte på vad som händer om 3000 år eller i nästa spiralkredslob... ;)

  Hej alle.

Jeg har også hørt lidt på eckharts opfattelser, og vil da udtrykke, at eckhart har noget af det fokus med omkring nuet og menneskets nuværende udviklingsstadie, som jeg godt kan savne lidt i Martinus, så på den måde er eckhart et positivt suplement til Martinus, i mine øjne.

  Dog slår det mig, at begge opfattelser kan "misfortolkes", forstået sådan, at man kan komme til at opfatte lærdommene som gående ud på at man skal slippe af med alle "negative" følelser, og via selvsuggestion, hvad enten det er ved at fjerne enhver negativ følelse/tanke fra sig selv, via "meditation eller indre ro, eller ved at intellektuelt fortælle sig selv at "alt er såre godt", og kan man så det, så bliver man "lykkelig" og opnår den fred der ligger i at være et "rigtigt menneske", altså udviklet så meget, at man egentligt er færdig her, og burde leve videre i "Det rigtige menneskerige".

  Jeg tror det er en forkert udlægning af tingene, fordi vi netop er her for at føle, ikke kun det positive ved livet, men bestemt også det negative, da det er det negative vi føler, der "udvikler" os mest, altså hvis vi ikke længere kan græde over andres ulykke (føle medlidenhed eller medfølelse) fordi vi har skærmet os selv, via intellektet, mod at anse noget som helst for at være "negativt" da alt jo er såre godt, så udvikles vi heller ikke som det er hensigten vi skal.

  Vi kan ikke lære hvad negativt er ( og det er jo denne evne til at skille det "mørke" fra det "lyse" vi er her for at genoptræne), hvis vi ikke tillader os selv at føle det negative, men intellektuelt forsøger at fjerne alle negative tanker og følelser fra vort eget jegs oplevelse.

  Så at harmes eller at såres eller at græde eller blive ked af det, er alle følelser der er nødvendige for at udvikles rigtigt, og disse lærdomme man opnår via disse følelser, kan ikke opnåes ved en intellektuel bearbejdning eller indsigt, for da ville vi slet ikke behøve at leve i dette menneskelegeme, som kan sanse via fysiske organer, men kunne blot lære det vi skulle i "åndeverdenen" hvor den intellektuelle side af vores jeg jo stadigvæk kan bruges.

  Det er fint når man kan bevare den indre ro og overblikket omkring verdensaltets opbygning og energier, samtidigt med at man også er i stand til at føle med andre eller at lide med andre, men knapt så godt ( i mine øjne) hvis denne indre ro, bliver af en sådan karakter, at den forhindrer en i at føle det man burde, i de situationer man oplever.

  Jeg mener nu heller ikke at eckhart og Martinus modsiger hinanden, men blot at de har fokus på hvert sit aspekt af livet (nuet og evigheden).

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej alle.

Jeg har ikke noget kendskab til Tolle, men det at vi bør efterstræbe at leve så meget som muligt i nuet er efter min mening noget værre sludder. Jeg kan ikke se, hvordan det kan forenes med Martinus. At leve i nuet uden større bekymring er noget som hører dyreriget til, hvor væsenet i meget høj grad lever på instinktet, og mindre på intelligent tænkning; mere i nuet og mindre reflekterende. Hvis man som menneske ønsker udelukkende at leve i nuet, så ønsker man sig tilbage til dyrerigets tryghed, uden ansvar, samvittighed og uden bekymringer. Det hører efter min mening det jordiske menneske til, at vi skal analysere på årsag og virkning, for dermed at komme til klarhed over, hvad der er godt og ondt. Hvis man kun lever i nuet har man da ikke en chance for at analysere årsag og virkning?

Hej,
att "leva i nuet" hör inte till dyreriget på det sättet, utan snarare, om vi ska anlägga TT-perspektiv, till det rigtige menneskeriges livsform. Det är tydligt när Martinus beskriver "väsendets kraftigt förhöjda och utvidgade vakna dagsmedvetande" (DEV s 73) som karakteriserar den rigtige menneske (det latenta minnet är viktigt här!) - motsatsen till salighetsväsendet som lever i minnenas rike. Tolles "leva i nuet" innebär förhöjd medvetenhet, en medvetenhet om egot inte minst. Vad gäller "analyserandet" så är inte allt analyserande effektivt eller konstruktivt utan snarare egots grubblande, en poäng Tolle gör och som jag håller med om.

För övrigt kan rekommenderas att du läser något av Tolle, det är risk att kritiken og diskussionen blir helt missriktad annars (precis som här på forumet får många höra att de inte läst nog mycket Martinus...) Det räcker att läsa ca 50 sidor i A New Earth så börjar man se vad det handlar om.

vh
markus

Hej mg.

Som jeg skrev, så kender jeg ikke noget til Tolle, så derfor kan jeg ikke udtale mig generelt om hans synspunkter. Mit indlæg gik udelukkende på det at "leve i nuet". Det er muligt, at Tolle har en speciel definition på, hvad dette indebærer, og det kan jeg så ikke udtale mig om. Mit synspunkt er, at den forståelse jeg selv har af det "at leve i nuet" ikke er noget man bør stræbe efter som menneske. Man hører ofte dette mantra, at mennesket skal leve mere i nuet, men for mig at se, så kan et menneske kun leve i nuet, hvis det lider af alvorlig senil demens. Det vil altså sige, at det ved ikke hvem det er, hvor det er på vej hen, og hvor det kommer fra.

Det er rigtigt, at i det rigtige menneskerige er hukommelsen på sit laveste stadie, men efter min mening er der andet end hukommelsesenergien der spiller ind på det at "leve i nuet". At være fokuseret på fremtid og fortid er langt mere karakteristisk for et jordmenneske, end for for eksempel en kat. Alligevel ved vi fra Martinus, at katten har et højere niveau af hukommelsesenergi i sin grundlegemestrukter end det jordiske menneske. Derfor må der være andet end hukommelsesenergien, der spiller ind, når vi taler om det "at leve i nuet". Efterhånden som hukkommelsesenergien bliver svagere i vores vandring mod det rigtige menneskerige, så vil intuitionen blive stærkere, og med den kan vi overskue umådelige sekler af tid, og derved har vi ikke længere det samme behov for hukommelsesenergien.

Svend,
Tolles version av "leva i nuet" handlar inte om att minska medvetandet utan om ökad medvetenhet (awareness), inte minst om hvem man er (og inte er). Jag tror inte Tolle lider av allvarlig senildemens, då skulle han nog inte kunnat skriva sina böcker... :)

vh
markus

Hei
For å ta et eksempel der fortid, nuet og fremtiden fungerer sammen kan man gå til musikken. Vi tar for oss en fuge av Bach med 4 stemmer. Sopran, alt, tenor og bass. Kan en utøver høre alt som skjer samtidig?. Kanskje noen genier kan, men det er sikkert at det ligger skjulte esoteriske skatter i spesielt Bachs siste verker, det er simpelthen så skjult for vanlige folk og til og med for gode musikere  å høre det som skjer fordi så mye skjer samtidig, derfor kalte Scumann Die Kunst der Fuge for polyfonisk kattemusikk, selv HAN oppfattet ikke meningen. Men jeg vil vise måten man likevel få litt av oversikten, mye eller lite avhengig av talent og trening.
For å spille må man absolutt være i nuet , men musikken forteller også en historie. For å få oversikt må man scanne mellom stemmene. Man lar bevisstheten i brøkdelen av et sekund fokusere på alten, men den tonen man hører i nuet er uten mening alene. Men meget raskt  har man nøstet opp historien til tonen (som man gjerne har pugget, eller ved svært god notelesing), fortidens mening,  og man minnes kanskje at de tonene som nå er i nuet var framtid sist man scannet alten, dermed er ikke så mye gått tapt selv om man ikke har hatt fokus på alten hele tiden..

Samtidig ser man inn i fremtidens mening, stemmens bevegelse,  dette skjer veldig raskt fordi man kjenner stykket ut og inn og man setter i gang autopiloten, lar det synke mer ned i retning det ubevisste,  i den stemmen , lar den gå av seg selv,  slik at man kan bytte fokus til feks.bassen, det samme skjer, men det skal også sies at hvis man nøster opp fortid og ser inn i framtiden, så kan ofte en stemme i seg selv være ganske meningsløs hvis ikke man hører hvordan den smelter sammen med de andre stemmene. Så å høre framtid, nuet og framtid i en stemme kan bli ganske så meningsløs i seg selv uten de andre stemmene. Det skal sies at en slik scanning skjer veldig impulsivt for meg og ikke systematisk. Men jeg tror det kan øves opp til å bli mer systematisk.   
Musikk uten historie,samklang og framtid oppleves meningsløs. Det finnes nyere stilarter, men det går jeg ikke inn på her, unntatt å nevne klassisismen og romantikken, der det finnes en følelsesmessig historie, en struktur i oppbygningen som forteller en historie. Ja, man må være i nuet når man spiller, men uten fortid og framtid (i nuet) høres musikken  meningsløs ut.
Man må spørre Tolle hvordan historien og framtiden inngår i nuet. Man må jo tenke på å få en utdannelse, det er mange år fram.  Og det mest impulsive av alt , et samleie , kan resultere i minst 18 års forsørgeransvar, en voldsom kontrast.
Man må jo tenke framover, men hvordan vil Tolle at man skal gjøre det ??
Henri Bergson lanserte et begrep som på norsk heter Varen, engelsk duration. Det er ikke bare nuet, men den Varen , ubrutte bevegelse som man kan følge. Jeg tror at det jeg har forklart over og Duration-begrepet er det samme .
http://en.wikipedia.org/wiki/Henri_Bergson#Duration
Jostein   

  Hej Alle.

  For mig har udtrykket "at leve i nuet" ikke så meget at gøre med fortid, nutid og fremtid, som det handler om sansning og følelse.

  At leve i nuet, er at tillade sig selv at sanse og føle det ens omgivelser siger til en (guds direkte tale).

  Dette kan besværliggøres af ens ego, hvis dette fordrer intellektuelle "forklaringer" på alt man oplever, enten for at sikre sig (fra egoets side) at det man gør eller oplever, er til gavn for ens egen udvikling, eller for at beskytte sig selv, for netop at komme til at føle noget "negativt", som både Martinus og Eckhart vist kan tolkes (hvis man vil det)  for at være tegn på at man er "ude af balance".

  Dette "ego" vi alle indeholder, foretager jo altid sine valg, på baggrund af ønsker, behov eller begær, så det er ganske logiskt for egoet, at ville beskytte sig selv mod at føle noget ulykkeligt eller "negativt" da det jo ikke er specielt ønskeligt.

  Derfor vil Martinusses udtalelse om at "alt er såre godt", let kunne blive "misbrugt" af ens "ego" til at foirhindrer en i at føle den medfølelse eller medlidenhed med andre, man burde føle, for selv at udvikle sig, så man intellektuelt beskytter sig selv, ved at tænke, "Jamen alt er jo såre godt, så de lidelser jeg nu er vidne til at mine medmennesker gennemgår, bør jeg se på som værende både selvforskyldte (via karmaen) og også som værende noget der i sidste ende udvikler dem som gennemgår disse lidelser.

  Derved forsvinder medfølelsen eller medlidenheden, som man burde føle i "nuet".

  På samme måde kan "egoet" misbruge eckharts eller krinsamurti eller andre retningers råd, om at fjerne sig fra verden, via meditationer, eller opbyggelse af en indre ro, som skærmer en mod verden, og gør den til en "illusion" for ens eget jeg.

  Da sidder man blot bagved og tænker ikke mere over verdens lidelser eller føler med nogen som helst., men fokuserer kun på selv at føle/sanse lykke, via at fortrænge alt der kunne sætte "skår"! i denne lykke, altså man bliver som en munk der kun lever indenfor klosterets mure, og derfor slet ikke sanser den verden der er udenfor, men har nok i sig selv og sin egen "udvikling" eller opnåede lykketilstand.

  Begge dele anser jeg for at være lige så meget "opium for folket" som de gængse religioner beskyldes for at være.

  At leve i nuet er derimod i mine øjne, at man intellektuelt er bevidst omkring den retning ens liv har, som det overblik Martinusses materiale kan give en, på dette område, men at man samtidigt er i stand til at bevare den følelsesmæssige kontakt med sine omgivelser, så man lider og føler med disse omgivelser.

  Kan man ikke længere græde over andres ulykke, eller føle med andres nød, så lever man ikke i nuet, men i sin egen verden, hvadenten den så er intellektuel eller ren sansning.

  Vi er her jo netop for at udvikles gennem følelserne, og kan ikke udvikles gennem intellektet, Martinus siger selv, at det at man tager hans analyser til sig, blot skal anses for at være en hjælp i form af et "landkort" så man har et overblik over hvilken vej man skal bevæge sig, for lettest at nå det mål vi alle har, men at vi alle selv skal gå vejen, ingen kan springe over, ved blot intellektuelt at tage andres opfattelser til sig, som sine egne.

  Og vejen går via følelser og lidelser, så forsøger man på den ene eller på den anden måde at "undvige" disse lidelser eller følelser, så forstår man nok ikke "essensen" i det "landkort" Martinus giver til os.

  Men som nævnt vil ens ego" sikkert på mange måder, forsøge at få en til at foretrække det der af ens jeg føles som "bedst" i nuet, og er det at græde over andres ulykke ?, eller er det at overtale sig selv til ikke at føle noget, med begrundelse i at alt er jo såre godt, eller blot en illusion, eller at "Kan du ikke styre dine følelser, så er du ude af balance".

  Nogle så måske interwievet i går, på TV 2, med dansk/kineseren som havde oplevet jordskælvet i Kina.

  Hun fortalte at hun bare græd og græd, mens Kineserne omkring hende, mente at man skulle fortrænge sine følelser, undertrykke dem, og gøre sig stærk af hensyn til sig selv og andre.

  En sådan holdning er jo, (i mine 'øjne) netop tilhørende "den gamle verden", og det primitive aspekt, hvor mænd ikke græder, og man ikke viser sine følelser overfor omgivelserne, men undertrykker dem.

  Men vi er jo netop ved at nå så stor en udvikling af næstekærligheden, at vi (mange af os) ikke kan lade være med at føle med andre, uanset om vi kender dem eller ej, og det er også den vej vi skal, hvis vi skal udvikle os "rigtigt", og dette betyder jo ikke nødvendigvist, at vi så er ude af balance eller ikke intellektuelt samtidigt kan forstå det større "perspektiv".

  Når jeg ser (som jeg så i går) at hele den Kinesiske nation holder 3 minutters stilhed, for at mindes hvad der er sket for dem, og jeg ser de ansigter der viser på skærmen, så skærer det mig direkte i hjertet, og jeg græder, og får en indre "krampe" i sjælen, over disse menneskers lidelser, og det kan jeg bare ikke "lade være med", men jeg har da samtidigt også den intellektuelle side af mit jeg "intakt", så jeg forstår at disse ting sker i"overensstemmelse" med den guddommelige planlægning.

  Og oplevelsen af "smerten" gør mig heller ikke ude af stand til at reagere i selve situationen, men gør måske nærmere at jeg reagerer fokuseret på at stoppe eller at "afhjælpe" de lidelser jeg oplever.

  Blot oplever jeg netop "nuet" og de følelser dette nu indeholder, og hvis ikke jeg og andre gjorde det, hvad skulle så animere os mennesker, eller motivere os mennesker, til at ønske at arbejde for at verden bliver bedre?

  Det er jo netop det at vi kan føle sådan, der gør at vi fortsat udvikler os, og vi udvikler os jo netop hen imod en forståelse af at vi alle er "en", altså mod samhørighed med andre, og ikke hen imod en "isolering" af vort eget ego eller jeg, så vi individuelt kan føle os "frelste" eller uden for rækkevidde af alle disse "negative" ting der sker omkring os.

  Så for mig er denne debat omkring at leve i nuet eller at vælge Martinusses evighed, slet ikke det centrale, da vi enkeltvist selv tolker og sorterer (via vort egos ønsker) hvad vi vil ligge fokus på, både i Martinusses materiale og i Eckharts.

  Lægger vi fokus på at Martinus jo siger "alt er såre godt" (og opnår intellektuel tilfredsstillelse nok via dette udsagn), eller opfatter vi Martinus sådan, at det er vigtigt at føle alt, både negativt og positivt, for overhovedet at udvikle sig?.

  Og opfatter vi Eckharts opfattelser, som gående ud på at man skal leve uden at "tænke", altså blot føle., og helst kun føle positivt, og neglicere alt negativt, som værende noget man blot kan fravælge bevidst, eller opfatter man Eckhart, som sigende "lev i nuet og føl de følelser dette nu indeholder, både godt og ondt, og udvikkel dig så på grundlag af hvad denne "livets direkte tale" siger til dig, når du sætter tanker på dine oplevelser, efterfølgende.

  Så uanset hvilket "materiale" vi vælger at søge opfattelser i, så er det vi finder, ene og alene afhængigt af hvad det grundlæggende er vi søger efter, er det tryghed, er det egoets ønsker, er det udvikling (også selv om udvikling har omkostninger), er det viden vi kan "ophøje" os selv overfor andre med, er det egen frelse, eller hvad er det vi individuelt søger efter.

  Og her mener jeg da at Martinus er meget tydelig omkring hvad der er Guddommens hensigt med os alle, for siges det ikke, at vi skal udvikle os til at være væsener der er til absolut glæde  og gavn for alle andre levende væsener, og at eneste vej til at blivfe et sådant væsen, er via interaktioner med disse andre der omgiver os, så vi lærer at føle og lide med disse.

  Da vil enhver form for isolering af sig selv eller sine egne følelser, eller anden form for afskærmning fra omgivelserne, eller intellektuel "omskrivning" af det man føler jo give den direkte modsatte effekt.

  "nuet" indeholder mange ulykkelige følelser, også for os danskere, selvom vi langtfra kan anses for at være i forreste række, hvad angår "karmaudløsningerne" i øjeblikket, så det er vel logiskt nok at vore "egoer" forsøger at finde en "vej ud" af de negative omstændigheder der omgiver os, og som ser ud til at vokse og komme nærmere dag for dag, men vi kunne jo tage lidt morfin, så føler vi ikke de store smerter, eller opøve os i "fakirkunsten", så kan vi også optræne evnen til ikke at føle noget, men er det det der er meningen med vort liv, at vi skal flygte fra det som vi udvikler os mest af?

  Og som tidligere nævnt, mener jeg personligt, at en sådan "flugt" også kan ske, via at gøre Martinus eller Eckhart eller helt andre, til sin egen form for "opium for folket", hvis man tillader sit "ego" at vælge selektivt ud, hvad man ønsker at forstå og hvad man vil helt overse.

  At leve i nuet, kan derfor også være, at se sig selv og sine egne valg og disse valgs konsekvenser, "klart", uden at tillade sit "ego" at farve tingene, som dette "ego" ønsker.
  Herunder også at tillade sig selv at "føle", uden at lade "egoet" forstyrre hvad man føler, med intellektuel indblanding.

  Føl først og tænk og resoner bagefter, vil være mit råd, i disse sammenhænge.

  Kærlige Tanker fra Avatar.
 

Hejsa Avatar!

Takk for et meget godt og rørende/sigende svar, jeg er meget enig i mange af de ting du skriver. Jeg har det nogenlunde på samme måde når jeg ser fattige og de som er i nød, :'( det skærer virkeligt i hjertet og sjælen, det sker næsten per atomatik, og den følelse er jeg faktiskt glad for, og vil ikke være den for uden i nuet. :-*
Var Martinus aldrig ked eller såret? Tog han ikke synd i noget eller nogen? Græd han aldrig?  :-\
Ved nogen noget om det?

Venligst Trixo.

Hej trixo

Hørte at Martinus græd da han skrev småbog påske - gjorde jeg da også da jeg læste den
i Martinus som vi husker ham er der også beskrivelse af tåre i øjnene på Martinus.

mvh
lars

  Hej Trixo og Larskrog.

  Personligt tror jeg Martinus har følt som alle andre, men blot i forbindelse med sin fokusering omkring det "intellektuelle" har været nødsaget til at analysere som han gør, og at dette så , omkring enkelte udsagn fra hans side, kan udlægges, som om han mangler noget på det følelsesmæssige område.

  Skal man "sammenligne" Jesus og Martinus, så er det jo 2 direkte modsætninger, da Jesus jo netop levede meget følelsesmæssigt, og led med omgivelserne, og forsøgte at heale disse lidelser, med de "kræfter" han var givet til formålet, men Jesus græd jo også over Jerusalems ødelæggelse, eller blev "harm" over hvordan "templet" blev "misbrugt", og udtrykte også egne følelser omkring sin korsfæstelse, samt søgte råd i forbindelse med denne, hos "højere brødre".

  Martinus fik givet nogle andre "kræfter", som lå på det intellektuelle område, men dette gør jo hverken Martinus ude af stand til at føle med andre, eller Jesus ude af stand til at tænke "intellektuelt, blot er deres "mission" grundlæggende forskellig.

  Essentielt hos begge er vel det, at det er via næstekærligheden, vi udvikles, og at denne næstekærlighed ikke kan opnåes, uden at vi opfatter os selv som en del af en helhed, og derfor ikke forsøger at undvige eller at isolere os selv, fra omverdenens lidelser.

  Og det er på det punkt, jeg mener man skal leve i "nuet" så man bevarer kontakten med omgivelserne og den virkelighed der omgiver os, og ikke isolerer sig selv fra denne "illusion", som vi ganske rigtigt lever i, men som dog har et meget vigtigt formål for vor udvikling.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Kære Ejby og MG,

Det er vist omkring fire år siden, at Ruth Olsen/Ny Impuls sammenholdt en række af E.T.'s udsagn, med 'Analyserne', et efter et blev de kasseret, og med god ret, de duede ikke, (fx tænkning er en sygdom) og det er forståeligt at R. O. ikke gennem de bizarre udsagn kunne se at 'manden' havde haft et glimt,
det medførte at Jeg i et lille indlæg forsvarede E.T. og bemærkede at han havde haft et glimt, (hvortil NI tilføjede 'kosmisk')

Ja, det er absolut muligt at vurdere E.T.'s glimt udfra M.'s Kosm. og endda i særlig grad, da det jo er fra Martinus side at Vi har fået kendskab til, og klarhed over et, for mange gådefuldt fænomen,
men et glimt kan i sig selv være meget gådefuldt, og ikke nødvendigvis bibringe opleveren klarhed,
og der er mange forskelligartede eksempler fra det virkelige liv, historien, litteraturen,
og her er E.T. blot et af mange,

når man nu kigger lidt på de mange beretninger om 'glimt', så er det tydeligt, at nogle er mere eller mindre intelligens-prægede, andre er mere eller mindre følelses-prægede,
derfor er det ikke svært at se, at Tolle's glimt hører til i den følelses-prægede ende,
og at hans analyser halter lidt bagefter,
ja, der er noget forvredent over Tolle's glimt, der blev udløst af en følelses-mæssig krise, og det er jo helt i tråd med hans eget begreb 'smerte-krop',

Jeg kan godt bekræfte at Vi er Evige, at der ikke er noget der er tilfældigt, at Ur-begæret er livets drivkraft, og meget andet,
men Vi må nok vente til der fremkommer personer på niveau med fx Walter Russell,
før at 'de tomme felter' i Kosmologien vil blive forklaret/suppleret/uddybet.

Kærlig hilsen
Holger

"Det er vist omkring fire år siden, at Ruth Olsen/Ny Impuls sammenholdt en række af E.T.'s udsagn, med 'Analyserne', et efter et blev de kasseret, og med god ret, de duede ikke, (fx tænkning er en sygdom) og det er forståeligt at R. O. ikke gennem de bizarre udsagn kunne se at 'manden' havde haft et glimt,
det medførte at Jeg i et lille indlæg forsvarede E.T. og bemærkede at han havde haft et glimt, (hvortil NI tilføjede 'kosmisk')"

Hej Holger,
att "kassere" ET utifrån TT låter för mig helt bizarrt! :D Det är som att "kassere" Schubert utifrån ABBA (eller tvärtom)... ET och TT är olika saker, olika sprog og perspektiv på åndelig udvikling. ET kan inte "förklaras" utifrån TT för det blir helt platt, och tvärtom: TT kan inte "förklaras" utifrån ET för det blir platt - dvs reduktionistiskt(*). Så ser jag det iaf. Kanske riktar de sig rentav till olika människor: de som vill ha mycket analyser og text resp de som söker transformation här og nu? Det finns många som funnit stor mening och inspiration hos ET og hos TT (många fler hos ET visserligen..), vilket visar att båda behövs og har något att förmedla i vor tid. Själv har jag läst hela TT, men det hindrar mig inte från att uppskatta ETs "A New Earth" f eks.
Ang ETs "kosmiske glimt" så är jag inte så säker. ETs upplevelse stämmer inte så bra på det Martinus kallar "kosmisk glimt". Den påminner snarare om satori inom zen. Men vem vet? Ken Wilber skiljer på "states of mind" og "stages of consciousness". Kanske har ET erfarit ett särskilt "state of mind" framkallat genom särskilda omständigheter, vilket påminner om det utövare av zen (og dermed i princip vem som helst) kan erfara? Og kanske hör Martinus snarare till kategorin ett annat "stage of consciousness", dvs ett evolutionärt steg fram eller op?

vh
markus

(*) Så här ser reduktionismen ut, som jeg ser det:
(1) Utifrån TT är ET en person som inte har "rigtig" kosmisk bevistdhed och som säger att man ska "sluta tänka", vilket är fel för Martinus har "rigtig" kosmisk bevistdhed og Martinus har sagt att...osv osv...  :-X
(2) Utifrån ET är TT bara ett nytt sätt att bygga upp ett ego, skapa grubblerier som hindrar en från att se verkligheten och genomskåda egot osv osv...  :-X

Hej Holger.

Jeg tror nu heller ikke, at Eckhart Tolle har fuld kosmisk bevidsthed. Og om
der er tale om "kosmiske glimt" har jeg også lidt svært ved at vurderer, både
i forhold til ham og mange andre. Det er heller ikke så vigtigt for mig at få sat
etiketten "kosmisk glimt" eller ej, på de forskellige.

Men jeg forsøger istedet at lytte til budskabet de kommer med.

Nu forstår jeg det ikke sådan, at E.T mener at tænkning er en sygdom. Men han
viser, hvordan vi tit og ofte er fanget i vanetænkning. Vi befinder os i tankerne
enten i fortiden eller i fremtiden, på en måde der gør at vi ikke er fuldt tilstede
i Nuet.

Tankerne handler tit og ofte om beklagelser omkring sin livssituation (offerrollen)
og hvordan tingene eller de andre "burde" være eller gøre. (dom)

Her er Martinus jo også inde på, at tænkningen har stor betydning. Og at man skal
træne sig op i, at aflægge sig de negative tanker omkring sin livssituation og sin
"dømmen de andre". Han kalder det bare, at blive fanget i et "mentalt fængsel" og
siger ligefrem, at forkert tænkning kan resulterer i sygdom.
Han kalder det også for usunde "tankeklimaer."

Martinus ville sikkert beskrive E.T`s painbody....som et forvokset følelseslegme eller
eller henvise til, at det er udtryk for en disharmoni mellem følelsesenergien og intelligens-
energien, som er et narturligt trin i den menneskelige udviklingen, som vi er på vej
til at vokse ud af - som disse 2 energier kommer i balance til.

Eckhart Tolle siger, at vi skal prøve at accepterer (sige Ja til) de ting der opstår
i nuet og de ting som ER en realitet i en given situation. At gøre modstand mod
livet, ved at mene at det som sker er "forkert" eller ikke "burde" være...er ikke
hensigtsmæssigt.

Martinus siger, at alt er i dybeste forstand "såre godt" og at intet af det som sker
er udtryk for tilfældighed. Han siger, at ingen kan komme ud for noget de ikke selv
i første omgang selv har været årsag til. Han taler om, at vi skal komme på bølgelængde
med Guddommen, og at vi skal opøve talent for skæbnemodtagelse. Han taler om,
at vi med tiden skal komme frem til, at blive mentalt suveræne.

Eckhart Tolle skelner mellem "The life of form" og den dybere essens af hvem vi virkelig
er, som ikke kan beskrives eller forklarers med ord....men som kan fornemmes i stilheden.

Martinus skelner mellem den fysiske krop, tyngdelegmet (X3), og X1 som det, som ikke kan
beskrives end andet som "noget som er" .

Eckhart Tolle taler om, at vi i vores essens ikke er adskilte fra hinanden...men er ET. Vi
er alle en del af den essens som er Gud.

Martinus skriver, at vi alle er en del af Guddommen. At livsoplevelsen er en "kommunikation"
mellem det enkelte individ og Guddommen....og i dybeste forstand Gud det "kommunikerer" eller
oplever sig selv. Gud er Alt og Alting er udtryk for Gud.

Det var blot nogle eksempler. Jeg synes jeg finder mange ligheder og klarhed. :)
E.T. taler mest om tænkning og Ego (samt følelser = pain-body)....som for mig, svarer
meget godt til vores udviklingstrin med hensyn til grundenergierne. Intelligens- og følelsesenergi
der skal komme i harmoni (+intuitionensenergien).

Ved at træne sig op eller øve sig i, at observerer tænkningen og pain-body, dvs offerrolle, dom, modstand og vanetænkning i fortid og fremtid, så får man efterhånden intelligensen
og følelsen under kontrol/harmoniseret. Det handler om, at blive opmærksom på og bringe bevidsthed
til sine tanker og følelser, så man ikke lever i ubevidste tanke- og følelsesmønstre/vaner.

Så vidt jeg har forstået, så siger Martinus at det er mental body-building, at forsøge at tilgive
sine fjener og se at man selv er årsag til sin skæbne og forsøge, at øve sig i at aflægge sig de negative tankeklimaer. Det er som alt andet i udviklingen, en træningssag. At arbejde med sit tankeklima finder jeg ligeså vigtigt som at blive vegetar. At holde op med at spise kød, er mere konkret....ens dårlige vaner mht vanetænkning er mindre håndgribeligt.

 At bringe opmærksomhed til sine tankevaner og automatiske følelsesmæssige reaktioner, mener jeg da er noget man finder i Martinus materiale også...bare sagt med andre ord. Og her har jeg personligt glæde af, at læse Eckhart Tolle som et "tilbehør".

Det er da muligt at Eckhart Tolle høre til i den følelses-prægede ende i modsætning til den intelligens-prægede. Men jeg ser nu ikke noget "forvredent" i det af den grund.

Kh Ejby

Hej Ejby.

Martinus beskriver alt skabt som X3, dvs. ikke kun fysiske men også åndelige legemer. Dvs. Martinus betragter både instinkt, tyngde, følelses, intelligens, intuisions og hukommelseslegemet som skabte ting - kan så ikke lige på stående fod huske, hvordan han ser på moderenergien, men det betragter han vist som tilhørende X2.

Hej Svend

Jeg er enig :)
Tog blot et enkelt element ud....kroppen (tyngdelegmet), som svarer meget godt
til, det Eckart beskriver som "The life of Form"....som iøvrigt ikke kun gælder kroppen
men alle fysiske genstande i universet.

Med hensyn til følelses energien og intelligens energien som i følge Martinus også er
noget skabt. Så passer det meget godt når, at E.T siger, at vi ikke er vore tanker
men den som tænker tanken og vi ikke er vore følelser. Tanker og følelser er ikke noget
vi ER men noget vi HAR.

Det er når vi indentifiserer os med tankerne og følerserne og tror, at det er hvad vi ER
og ikke blot noget vi HAR, at det går galt. For så har vi mistet kontakten til eller bevidst-
heden om, hvem vi virkelig er. Nemlig det "noget som er" (X1), bag tanken og følelsen.
Så har vi mistet kontakten til skaberen bag det skabte. Både når det gælder os selv og
Guddommen.

Når vi bliver opmærksom på, at følelserne og intelligensen (ligesom den fysiske krop) kun
er redskaber for skaberen, slipper vi indifikationen med disse og bliver opmærksom på
den dybere essens af hvem vi ER = skaberen. Og så er vi på vej hjem.

Når vi virkelig forstår, at tanker og følelser kun er redskaber, så har de ikke længere
magten over os, og vi bliver i stand til, at bringe dem under kontrol. Vi bliver istand til
at tage styringen og benytte dem til det de er..nemlig redskaber for livsoplevelsen.

På et tidspunkt i udviklingen, er vi totalt underlagt og styret af ubevidste tanker og følelser,
og det er her vi er længst væk fra Gud og har mistet kontakten til essensen af hvem vi
virkelig ER. (på det materialistiske/ateistiske stadie)

Det betyder ikke, at vi ikke skal tænke eller føle....men det handler om at tanke og følelse
skal transenderes til en ny sanseevne. (intuitionen).

Ved ikke om det gav mening?

Kh Ejby

Hej Holger

Når jeg tidligere er stødt på Eckhart Tolles tanker rundt omkring, har jeg altid haft svært ved at acceptere  hans udsagn om, at tanker er sygdom, leve i nuet osv. Men efter at have læst "En ny jord", må jeg revidere mine forbehold. Faktisk kan jeg ikke erindre noget i hans bog, jeg ikke kan få til at stemme overens med Martinus' verdensbillede.

Når vi fx reagerer over, at Eckhart Tolle snakker om "tænkning" eller "smertekrop", så mener han - som jeg har forstået ham - det, som vi med de kosmologiske briller evt. kunne kalde et udtryk for tyngdestyret intelligens eller følelse.

Og når han taler om at leve i nuet, så er det i et forsøg på at "kultivere" sanseevnen - det vil sige at opøve følelseslegemet (som jo er det bevidsthedsbærende legeme hos det færdigudviklede menneske) og afvikle tyngdeenergiens magt over jeg'ets bevidsthed.

Man kan selvfølgelig også sige, at hvis ikke vi kunne få alt til at passe ind i kosmologien enten som sandheden udtrykt i et andet sprog eller sandheden udtrykt af en ufuldkommen formidler - ja, så havde vi virkelig et problem. Heldigvis er problemet oftest, at der er tale om forskellige terminologier.

Hermed ikke være sagt, at jeg er stødt på nogen andre kilder overhovedet, der med samme logiske overbevisning som Martinus formår at forklare Livet i al sin vælde. Det gælder heller ikke Eckhart Tolle, som jeg bestemt ikke har mistænkt for at have fuld kosmisk indsigt - og hvis hans skulle have det, så er det åbenbart ikke hans opgave at give menneskeheden den fulde version af sandheden. Men ikke desto mindre er det - for mig - tydeligt, at hans indsigt, som han formidler den i "En ny Jord", er helt i tråd med Martinus' værker. Og samtidig er det jo tydeligt for enhver, at Eckhart Tolle i allerhøjeste grad har formået at formidle sin kosmiske indsigt, så den tilfredsstiller et overordentligt stort publikum over hele kloden.

Jeg finder bogen både tankevækkende og velskrevet, selvom den på ingen måde bærer præg af at være skrevet med "sansning fra oven" eller har intentioner om at give alle svar på én gang. Men i Eckhart Tolles tilfælde synes jeg, at det er ganske berigende og befriende at læse om Livet, som det ser ud hernedefra... Til min egen store overraskelse... ;)

Venlig hilsen

Petersh

Ja, det er også mit klare indtryk, at Tolle er blevet meget bedre til at formulere sig,
og da hans 'glimt' er grader af intuition, er det vel ikke så mærkeligt at det (bag forhænget) stemmer overens med læren i kosmologien,

i korthed

Kærlig hilsen
Holger

Nu da Krishnamurti er nævnt i nogle af de første svar her,
synes Jeg at, til Dem der ikke kender til dette, 'Martinus Erindringer' s. 92. Lasse  (Lars Nibelvang) sendte omkring 1928 et brev til krishnamurti. I dette brev blev Krishnamurti gjort bekendt med min eksistens og mission.
På min 39-års fødselsdag den 11. august 1929 opløste Krishnamurti den sammenslutning, der var dannet om hans person, og han erklærede, at han ikke ønskede tilhængere.

på sin tur tilbage fra Japan i 1954 besøgte Martinus  Krishnamurti i Indien,

egentlig ville Jeg også ind på det med 'at leve i nuet', men det bliver ikke lige nu,

Kærlig hilsen
Holger

(ukorrekte data i indlægget er rettet,)

Hej Holger,
ett litet tillägg om Martinus og Krishnamurti: på forumet STT diskuterades detta för något år sedan, och en uppfattning verkar vara att Krishnamurti frasagde sig världslærer-rollen pga Martinus... Jag tycker inte den teorin håller. Krishnamurti sade inte att någon annan skulle vara världslærer eller nya tidens guru. Det han sa när han upplöste sin orden var att han inte erkände någon andlig auktoritet:

Krishnamurti: "All authority of any kind, especially in the field of thought and understanding, is the most destructive, evil thing. Leaders destroy the followers and followers destroy the leaders. You have to be your own teacher and your own disciple. You have to question everything that man has accepted as valuable, as necessary."

Vilket ska ses mot bakgrund av att K uppfostrades till att bli just "världslærer" av teosofer (Besant og Leadbeater). Efter uppbrottet fortsatte han att åka världen runt og hålla föredrag.

Brevet från Martinus till Krishnamurti sägs ha varit undertecknat med en symbol (ett flammande kors?) som invigda känner igen. Det har också sagts att Martinus i brevet uppmanar Krishnamurti att lära sig danska og läsa Livets Bog (det har också antydits att M og K känner varandra sedan tidigare inkarnationer). Hur det verkligen förhåller sig vet vi inte förrän brevet kommer fram (kanske står det något i Christiansens Martinus-biografi?). Men när Martinus väl mötte Krishnamurti i Indien finns inget som tyder på att K kände igen M. Og när M påtalade att K frasagde sig världslærer-rollen svarade K något i stil med "det där var ju länge sen". Han hade verkligen gjort en "break with the past". :)

Kære MG,

Jeg har ikke Kurt Christiansens M-bio. 
'det særlige tegn' har Tage Buch afsløret,
ja, man kan jo gøre sig mange tanker,
men det fremgår at det var på foranledning af M. at K. frasagde sin 'verdenslærer-rolle', og det er jo ikke tilfældigt at det var på M's 39-års-dag,
'Det hører jo fortiden til' var K.s bemærkning i 1954. (25 år senere)
i går da Jeg skrev om dette, kom Jeg til at tænke på, om 'brevet' mon stadig findes, det er dog ikke lige det der holder mig vågen om natten,
men spændende er det alligevel.

Kærlig hilsen
Holger

(dato'er rettet)

Hej igen,
jo, det er just detta jag menar var en ren tilfældighed.

Att Krishnamurti skulle välja födelsedagar og liknande formaliteter för sådana åndelige frågor verkar orimligt, särskilt som M var en person som inte ville uppmärksammas på det viset.

Detta är, som jag ser det, rent önsketänkande från martinusianers sida, og dessutom ologiskt. ;)

Om K frasagde sig världslärarrollen pga Martinus skulle det ha framgått på annat håll, exvis av de som kände honom väl och som skrivit biografier. Är Martinus omnämnd i någon biografi om K? I don't think so.

Men det starkaste motargumentet är helt enkelt att Krishnamurti inte erkände någon världslärare. Se citatet ovan som är i samband med oplösningen av Order of the Star: "All authority of any kind, especially in the field of thought and understanding, is the most destructive, evil thing. /.../ You have to be your own teacher and your own disciple"
- det handlar inte om att någon annan var världslärare, utan för att verkliga sådana inte finns enligt K! Det var därför han avsade sig den rollen, og i protest mot en roll han påtvingats sedan barndomen av Annie Besant og Charles Leadbeater. Ganska naturligt.
Det er det mest logiske.

vh
markus

Kære Markus,

'Det stærkeste modargument',  bekræfter jo kun 'M.s lære', vær din egen guru,
jo mit ærinde var egentlig bare at nævne forbindelsen mellem M. og K.
men forbindelsen Lars Nibelvang/Krishnamurti spiller også sin særlige rolle.

Kærlig hilsen
Holger

Mja, Martinus lære är ju knappast att det inte finns auktoriteter på det åndelige området. Tvärtom är ju Martinus just en auktoritet, og betraktas också som sådan av de som läser TT. Så jag ser inte något stöd för att Krishnamurtis upplösning av sin orden hade koppling till Martinus sak eller person. Men jag ska inte strida om denna detalj og petitess :). Här kan vi ju ändå bara spekulera. Og jag förstår att du främst ville nämna förbindelsen mellan M og K - det är intressant og höljt i dunkel. Man skulle ju vilja se det där brevet...

allt gott,
markus

Da jeg læste Nuets Kraft havde jeg den oplevelse at det faktisk bragte mit ego i fokus og dermed på en måde gav egoet mere magt. Ønsket om at være i stand til at leve i nuet, som jo må være en ego-ting, blev den største forhindring for faktisk at leve i nuet, eftersom mine tanker hele tiden forstyrrede ved at måle min evne til at være i nuet. Lidt af et paradoks.

Ikke desto mindre havde jeg stor glæde af bogen, specielt bruger jeg ofte teknikken med at tænke "Gad vide hvad min næste tanke vil være?" hvilket jeg synes er en god måde at bringe mig tilbage til nuet. Det er også interessant at fokusere på at se rummet mellem materien og høre tomrummet bag lydene. Tankemæssigt er det interessant at opleve dette som guddommen eller X1 i Martinus' kosmologi.

Jeg er efterhånden nået til den konklusion at evnen til at leve i nuet i høj grad er et spørgsmål om udviklingsniveau, hvilket fint bringer Martinus' verdensbillede ind. Jeg oplever at jo mindre jeg forsøger at være et udviklet menneske og jo mindre jeg forsøger at leve i nuet desto bedre lykkes jeg med disse ting. Jeg mener ikke det er mit formål at være eller at blive et udviklet menneske, men blot at være opmærksom på det menneske jeg er netop nu (hvilket er såre godt) og så er livet heldigvis indrettet så ideelt at jeg ikke kan undgå at udvikle mig.

Opmærksomhed omkring det jeg er, det jeg tænker og det jeg føler er for mig det vigtigste og der hjælper det mig at have vished om at alt er såre godt. Samtidig overvældes jeg af kærlighed og medfølelse for alle andre væsner og her kan det igen virke paradoksalt at jo mere jeg erkender at alt er såre godt desto mere medfølelse føler jeg for andre. (en kommentar til de tidligere indlæg i denne tråd: Ud fra dette og det jeg i øvrigt har læst er jeg overbevist om at Martinus var et menneske med enorm medfølelse og enorm kærlighed til andre.)

Martinus giver for mig en forklaring på alle overordnede ting, men siger samtidig at alt er såre godt og at jeg ikke kan være noget som jeg ikke har udviklet anlæg for endnu. Dette er med til at fjerne pres og mål som hører egoet til og gør mig dermed bedre i stand til at leve i nuet. Ud over Martinus minder dette mig mest om Buddhismens lære hvor jeg mindes om historien med den nye elev der spurgte mesteren hvor lang tid det vil tage at blive "enlightened". "10 år" sagde mesteren. "Nej, Nej du forstår ikke - jeg vil virkelig gøre mit bedste" sagde eleven. "Nåhh - jamen så tager det 20 år".

Med kærlighed

Lars

Kære Lars,

I Kosmos nr 4 2008. er et foredrag fra 7 jan 1945. 'Tiden, et åndeligt rum',
Jeg har plukket,-
'Det Vi kalder 'nuet', er i virkeligheden oplevelsen af Vor jegbevidsthed, Vort faste punkt. Det er selve evigheden. Udtrykket 'det evige nu' dækker altså over en realistisk oplevelse, men det ville ikke være nogen oplevelse eller realitet for det levende væsen, hvis der ikke eksisterede en kontrast til det faste punkt, nemlig bevægelsen. Gennem oplevelsen af bevægelsers forhold til andre bevægelser oplever det levende væsen ikke blot bevægelserne, men også - uden måske at tænke på det - stilheden eller sit eget jeg, der er selve evigheden.

overskriften til følgende afsnit;
Vi er altid 'midt i evigheden'

afslutningsvis, så er det når Vi til den tid hvor Vi kan materialisere en organisme på et øjeblik, at Vi for alvor er tidens herre, kort fortalt,

Vel mødt,
Kærlig hilsen
Holger

  Hej Alle.

  Et spørgsmål der er dukket op i mit hovede, i mine tanker, nu der tales om adskillelsen af jeget fra disse tanker, er dette:

  Hvis vi tænker med den fysiske hjerne, vi i øjeblikket har, og kan måle disse tankeprocesser som "elektriske impulser" af forskellig art, når vi tænker, hvad tænker vi så med, når vi ikke har et fysiskt legeme, altså hvordan tænke at man vil materialisere sig et fysiskt legeme, hvis man ikke har noget at "tænke" tanken med, før dette legeme er manifesteret ?

  Og hvordan "forme" dette legeme i tanken, uden en "hjerne" at tænke med, og uden "tidsforløb" at tænke i ?

  Har "jeget" sin egen hjerne, og tankeprocesser, forskellige fra den form for tanker vi har i fysisk form, og giver det så ikke også jeget, når dette er adskilt fra denne fysiske form, en fornemmelse af "tid"?

  Og består x1 i den situation så ikke også af x2 og x3, så x1 aldrig kan være noget "for sig selv", men altid vil være både x1, x2 og x3 på en gang, hvilket vil betyde., at man slet ikke kan isolere disse begreber fra hinanden ?

                    Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Her har vi et eksempel på, at livet ofte viser sig at være en helhed, som Martinus i sit værk deler op i små bidder, for at gøre det lettere forståeligt for læseren.

Som Kenneth skriver, så hører X1, X2 og X3 uadskilleligt sammen - egentlig kalder Martinus det levende væsen for "X", men deler det så op i 3 dele. Men man kan aldrig forestille sig en "klump" X2 og X3, der svæver rundt i universet, uden tilstedeværelse af X1 etc.

På samme måde er det med grundenergierne. Alle 6 grundenergier + moderenergien er til stede i en hvilken som helst aktivitet eller sansning, blot i forskellige indbyrdes blandingforhold, afhængig af sansningens eller manifestationens art. Ganske vist ser vi i første omgang med vore fysiske øjne, men vi kunne intet fornuftigt få ud af denne synsaktivitet, hvis ikke alle 6 grundenergier var indblandede i sansningen.

  Hej Svend og Kenneth.

  Tak, jeg forstår så at vi altså har et jeg, som indeholder alle  x erne, uanset under hvilke betingelser dette jeg "opleves". :)

  Adskillelsen fra vore tanker, som Eckhart Tolle taler om, drejer sig altså kun ,som også Martinus er inde på, om adskillelsen af "jeget" fra "modtagerantennen" og "berænsningen" denne udgør for ens oplevelsesfrekvens, for selve "tankerne" vil jo så altid være en del af vort inderste jeg, men bare i andre "tankeformer/klimaer, end i den nuværende fysiske form.

  Så må tiden vel også altid være en del af vores oplevelse, uanset "oplevelsespunktet", og da vil man jo nok ikke (som Holger nævner) kunne tale om at vi bliver herre over tiden, mere end den er herre over os, da den så også er en betingelse for at vi kan opleve os selv.

  Men at beherske de forskellige "tids-rum", er vel blot hvad Holger så mener, og det kan jeg godt sætte mig ind i, at vi på et givent "tids-punkt" kommer til at kunne. ;D

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.
Det med x´erne er en svær en ,det giver jeg dig ret i.
Martinus kalder X1,X2,x3 for et treenignigt princip,d.v.s. de kan kun bestå sammen,de kan ikke adskilles i virkeligheden.Kun mentalt kan vi skille dem ad for at bedre forstå principperne.
For at vi overhovedet kan kalde noget eller nogen for et levende væsen,må alle tre x´er være til stede.
En ganske god formidler af Martinus er Søren Olsen,der her på forummet har lavet en artikel hvor han belyser dette sansekomplex.
Jeg henviser her til :http://www.martinusforum.dk/portal/index.php?option=com_content&task=view&id=58&Itemid=54
Artiklen hedder "Det "indre" - om ånd og oplevelse "
God læselyst. :D

Kærlig hilsen Cai

Hej Avatar.

Jeg er enig med Kenneth i, at det er et supergodt spørgsmål ;)

Martinus beskriver, at vi har et "legme" for hver af de 6 grundenergier. Vi har således et, Tyngdelegme, den fysiske organisme/krop. Men vi har også, et følelseslegme, et intelligenslegme, et intuitionslegme, og et hukommelseslegme.

Hjernen er kun en antenne for modtagelse af impulser fra X1. Der sendes således signal fra X1, via X2 til X3.

Alle "grundenergis legmerne" er tilhørende i X3. Blandingsforholdene af energierne styres af den overordnede moderenergi.

På vort trin i udviklingen er vores tyngdeenergien (det fysiske) stærkest, det er i dette legme vi oplever dagsbevidst. De øvrige legmer, er mere eller mindre på latente stadier. Når vi sover flyttes vores bevidsthed til det "næst-mest udviklede" legme vi har, som er følelseslegmet.

Og det er også dette legme vi opholder os i under døden mellem vores inkarnationer, og det legme vi vil leve mere permanent i når vi er færdige med den fysiske skole efter den første del af "det rigtige menneskerige"

Når vi således begynder at kunne materiliserer og demateriliserer....så er det fordi, vi bliver i stand til bevidst at flytte vores oplevelse mellem tyngdelegmet og følelseslegmet. Dette er udtryk for en overgang mellem den fysiske og den åndelige verden.

Fuld dagsbevidst livsoplevelse i de øvrige legmer, foregår i den åndelige sfære.

Hjernen er tyngdelegmets antenne eller modtage organ. Således må også de øvrige åndelige legmer også have en form for antenne, som jeg ser det.

Ang tiden, så mener jeg den hører den fysiske oplevelse til. Den er knyttet til rum. Tid og rum er en tænkt modsætning til virkeligheden. Tiden findes ikke. Der er kun Nuet. Tiden er en illusion.

Det er lige så svært at begribe som evighed og uendelighed. Jeg føler sandheden i, at det er sådan det er...men jeg har meget svært ved at sætte ord på.

Eckhart Tolle bruger, at dele tiden op. Han taler om "Klok-tid "og "Psykologisk tid."

Kh Ejby

  Hej Ejby.

  Ja, svært at sætte beskrivelser på, der er "indlysende". :)

  Jeg har selv fuldt ud accepteret at tid ikke "eksisterer" andet end som nuet, og det er også svært at sætte ord på, når det skal videregives til andre, for hvor er så fortiden og hvad med fremtiden ?

  Jeg har det billede, at fortiden er "akkumuleret" (opbygget) i nuet, som "fremtid" der venter på at udløses i nuet, så fortidens aktioner har allerede skabt fremtidens reaktioner, så disse også eksisterer allerede i nuet, (derfor kan fremtiden forudsiges med rimelig sandsyn lighed i profetier), men da nuet også hele tiden består af nye aktioner, så ændres der alligevel en smule på "fremtiden" via disse aktioner, de jo foregår inden "fremtiden" kommer til udløsning i sit eget "nu".

  Og derfor er ingen "profeti" endegyldig.

  Svært at beskrive og forstå for os ufærdige mennesker.

  Det med antennerne, jo, netop det at vi har antenner på vore andre legemer, kan jo så måsjke også forklare lidt omkring mine dimensionsbegreber, idet det så kunne beskrives som at vi, når vi opnår sanseevner i nye dimensioner, som jeg jo formulerer det, får aktiveret eller "bedre kontakt" til de signaler der modtages af antennen på vort "følelseslegeme", altså "intuitionen" bliver mere mærkbar/nrugbar for os, mens vi stadigvæk har antennen på vort fysiske legeme (tyngdelegemet) i fuld funktion også.

  Dette gør så at vi oplever det som at vort "rum" omkring os udvides, og at vi derfor har en oplevelse af at vi får "åbnet" til sansning i en ny "dimension".

  Men svært at beskrive og forklare, når vi alle har individuelle opfattelser af de forskellige ords betydning, og igen en af årsagerne til at det for mig er vigtigt at forsøge at finde frem til hvilke ord der evntuelt kunne betyde/beskrive det samme, fra de forskellige formuleringer der findes i nuet.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Kenneth

Jeg synes det er super godt at du indsætter direkte (og meget relevante) citater fra Martinus værker. Det er dejligt med denne hjælp til at finde rundt i de hele og blive bedre til at vide hvor Martinus skriver om hvad. Tak for det.

Jeg går ud fra at du må have alle Martinus bøger elektronisk. Er det noget man købe?

Med kærlighed

Lars

Hej Lars...

Der er en søgefunktion i LB'erne her: http://www.martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/

Men prøve også at surfe lidt rundt på MartinusGuiden.dk

kh Tina :0)

Mange tak, Tina  :)