Hvordan bliver en gris til et menneske?

Hej Lars.

Alle dyr, som er under menneskeligt opdræt, kommer fra vild tilstand, men den menneskelige opdræt af dyrene har medført, at deres udvikling, via stamtavler og avl, er gået i den retning som mennesket har ønsket det. Jeg læste for et par år siden, at nutidens ko er dobbelt så stor som køerne var for 800 år siden, simpelt hen fordi køerne er fremavlet efter deres evne til at give mest mulig mælk. Og prøv lige engang at kigge på alle de mærkværdige hunderacer der er fremavlet efter menneskelige "skønhedsidealer". Nogle af disse hunde kan dårligt gå, andre har vejrtrækningsbesvær osv...

Dyrene udvikler sig hele tiden som alt andet udvikler sig, nemlig at de bedst egnede til at klare de omgivende betingelser, vil overleve. Først hos mennesket ser vi en vis mulighed for at komme uden om jungleloven. Hvis man slap alle grise løs, og lod dem leve vildt igen, så tror jeg hurtigt, at grisene igen ville blive egnede til at klare sig i vild tilstand, hvis da ikke allerede de er i stand til det nu. Ind imellem finder man jo også menneskebørn, der er opvokset hos vilde dyr, og der har udviklet evner til at klare sig i denne tilstand, og ligeledes har de udviklet lignende instinkter, som de dyr de er opvokset hos. Man kan sige, at denne opvækst hos vilde dyr gør et menneske mere primitivt. På samme måde tror jeg, at dyr der "opvokser" hos mennesker, får en forceret intelligensudvikling. Grise og hunde er meget kloge dyr. Måske kan man se denne nære forbindelse til mennesket som en form for forberedelse til, at de mest intelligente dyr på et tidspunkt skal fungere som "mennesker" på andre planeter. Martinus er et eller andet sted konkret inde på, at hunde fremover kommer til at fungere som tjenere for højerestående væsener på andre planeter.

Med hensyn til grisens manglende oplevelse af den omgivende verden, så lever vi mennesker vel på samme måde, men mon ikke der efterhånder er mange mennesker der ser det som meget ulogisk, hvis ikke der skulle være intelligent liv på andre planeter? En gris lever i sin sti, og vi lever på vor planet, men verden udenfor er uendligt mange gange større.

Jeg ser ikke sådan på det, at mange Martinus-interesserede fortsat lever inden for den traditionelle forståelse af tingene, nærmest tvært imod.

Hej Lars.

Jeg mener ikke der er nogen uoverensstemmelse mellem disse to udsagn, for mig at se kan de sagtens begge være rigtige.

Hej Lars1

Han har delvis ret. :) tænker jeg.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Lars

Ang. lige præcis det spørgsmål, vil jeg varmt anbefale dig at læse Ole Therkelsens bog: "Martinus, Darwin og Intelligent Design".

Ole er uddannet både biolog og kemiker - udover at han kender de kosmiske analyser indgående, så han er ret grundigt inde i sagerne både fra den naturvidenskabelige og åndsvidenskabelige side.

Jeg havde selv stor glæde af at læse bogen. Jeg synes, den er rigtig god.

kh
Jan

Denne opfordring vil jeg lige tilslutte mig. Jeg har også haft stor glæde af Ole Therkelsens bog
"Martinus, Darwin og Intelligent Design".

Kh. Ejby

Hej Lars.

Jeg mener, at Darwin havde ret.  ;)

Man kunne jo også spørge, hvor kommer vores celler fra ?, og hvor er de (missing) celler Vi havde da Vi var børn ?

Kærlig hilsen
Holger

Kommer han ind på hvorfor man ikke har fundet "the missing link" og hvordan menneskene er kommet hertil jorden?

<<<

Ja det gør han og mange religioner sifer at disse missing link er svindel og det var der også nogle der var men der er også mange af dem som er ægte.
også i fremtiden vil vi udvikle os, en abekrop som den vi har kan ikke rumme en kosmisk bevisthed, meget dårligt ihvertilfælde.
Jeg glæder mig til at blive smuk :)

  Hej Svend.

  Vi har før været inde på disse omstændigheder, og jeg er også af den opfattelse at man kan sige at Darwin havde ret i begrænset omfang, mens det at alt er skabt med forudgående intelligens, jo også er tilfældet, Martinus siger jo at intet sker via tilfældigheder, al bevægelse kræver en bevidst indsats fra et levende væsens side, via ønske, begær eller lyst. :)

  Så det er min opfattelse at en given ting, f.eks en bygning (art), kræver en skabelse af intelligent vej, men at denne bygning (art) derefter godt kan ændre "udseende" alt efter de omstændigheder og påvirkninger den befinder sig i, så den kan ændre farve eller nedbrydes/ændre struktur af de naturkræfter der omgiver den, dog kan den ikke ændre sig til en anden bygning (art) uden ny intelligent indgriben, et rækkehus bliver ikke til en skyskraber, fordi det er et godt velfungerende rækkehus, eller fordi "beboererne" i huset er meget intelligente. ;)

  Jeg studsede dog lidt over denne udtalelse fra dit indlæg: citat:Grise og hunde er meget kloge dyr. Måske kan man se denne nære forbindelse til mennesket som en form for forberedelse til, at de mest intelligente dyr på et tidspunkt skal fungere som "mennesker" på andre planeter. Martinus er et eller andet sted konkret inde på, at hunde fremover kommer til at fungere som tjenere for højerestående væsener på andre planeter.

Når ikke engang vi mennesker kan komme videre (permanent) til andre planeter hvorpå der lever højestående væsener, hvorfor skulle hunde så komme dertil, før de har været igennem udviklingen til menneskestadie, (medmindre det netop er som "missi8ng links")?
  Iøvrigt mener jeg da at det netop er hvad hunde (nogle hunde) er i nuet her på vor planet (tjenere for højerestående væsener), som førerhunde eller politihunde eller vagthunde m.m., så denne fremtidsvision omkring hunde er jo en realitet hos os selv i nuet. ;D

  Jeg syntes tit vi begår den "fejl" i vore vurderinger, at vi adskiller os selv fra andre levende væsener, via de fysiske legemers "betegnelser", men helt glemmer at en hund eller en cellke er af nøjagtigt samme "stof" som vi selv er (blot på et andet udviklingsstadie) og udvikler sig via nøjagtigt samme legemesstadier som vi selv gør, vi er alle en og samme livsenergi, og en hund bliver derfor i sin fremtidige udvikling til et menneske (eller tilsvarende) og ikke blot til en tjener for "højerestående væsener" mere end vi er det, eller har været det.

  Så sker der en sådan udvikling, som foregår på andre planeter, mellem hundestadiet og det stadie vi selv er på i nuet, så vil dette være noget som også i fortiden har været sket for os selv, og alle disse" missing links" findes derfor ikke her på kloden (nødvendigvist) men på helt andre planeter. :)

  Jeg mener iøvrigt at have hørt, at det slet ikke er "abens" gener og dna vi mennesker har mest til fælles med, men derimod grisens gener og dna, det er derfor man i lægevidenskaben bruger "reservedele" fra grise, som erstatninger for menneskeorganer, (bla.a mavesække), da disse ikke frastødes nær så kraftigt af vort eget legeme, som reservedele fra aber eller andre dyr, og det burde jo sætte spørgsmålstegn ved, om vi virkeligt stammer direkte fra aberne, eller om vi måske har været "grise" efter at vi var "aber".

  Altså spørgsmålstegn ved om vi overhovedet kan gå ud fra at det er via den fysiske lighed med aberne vi skal afgøre vor fortidige tilhørsforhold, eller om det er via den psykiske lighed vi har, (med svinene) vi skal finde vore reelle "forfædre". (humoristisk ment). ;D

   Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Jeg forstår ikke helt dit spørgsmål. Jeg tror da, at masser af mennesker i tidligere tider er blevet sendt videre til andre planeter. Det er først for nyligt blevet muligt at få kosmisk bevidsthed på jordkloden, og før den tid var højt udviklede mennesker nødt til at inkarnere på andre kloder, for at kunne få denne kosmiske bevidsthed.

Det tror jeg så ikke. Jeg tror ikke, at de hunde der nu går rundt på vores jordklode, vil få et menneskelegeme som vores. Når de engang skal til at være en form for primitive dyremennesker, vil det ske på en anden klode, hvor menneskelegemet vil være afhængig af de betingelser der er på netop denne klode.

  Hej Svend.

  Jo, vi er såmænd nok enige, mange mennesker er sikkert inkarneret på andre planeter hvor de kunne opnå det vi endnu ikke kan her på kloden, det tror jeg da også.
  Det jeg tænkte, da jeg læste dit citat omkring at Martinus mente hunde var ved at forberede sig til en "tjenerrolle" for højerestående væsener, var blot, at disse hunde var på vej til planeter vi som mennesker endnu ikke var udviklede nok til at kunne komme på, idet ordet "højerestående" tolkedes af mig som omhandlende væsener der var højereudviklede end os mrenrsker, men det behøver jo kun at omhandle en tjenerrolle for væsener på samme stadier eller endda "under" menneskestadiet, som det forefindes her hos os, og så er det da meget muligt at Martinus har ret, og at mange "mellemled" forefindes på den måde, på andre planeter. :)

  Vi kan sikkert også selv havde haft inkarnationer på planeter (måske mellem "abe" og "menneskestadiet") som har været på planeter hvor vi ikke selv var det højest udviklede væsen, som det er tilfældet her på kloden, og da kan vi jo selv have haft en "tjenerrolle" under sådanne inkarnationer.

  Og helt klart, der er masser af legemestyper, vort legeme er blot et af slagsen, og hundene som vi oplever dem i nuet, får sikkert andre legemestyper stillet til rådighed, når de når til "menneskestadiet", end det legeme vi har i dag. ;D

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

  Hej Lars1.

  Vil da godt lige kommentere din bemærkning omkring at vi næsten alle lever under begrænsninger som vi er "opdragede" til at have. :)

  Det mener jeg er helt rigtigt, vi lever jo fortrinsvist efter det vores "mind" ( tilsvarende danske ord må vist være "forstanden") siger os, og det er i denne "mind" vore begrænsninger befinder sig.

  Specielt for det "intellektuelle" menneske, kan der derfor være store vanskeligheder i at fralægge sig sin "minds" instrukser og råd, idet man jo som intellektuel gerne vil have logiske begrundelser for alt, og sikre sig at det man gør/mener nu også har "beskyttende" og "livsbevarende" effekt for en selv.

  Og da er det jo netop hos sin "mind" man søger verificering og vejledning, fremfor hos sin intuition, som jo ikke kan give en konkrete logiske begrundelser for dens "svar".

  Så der er nok lidt rigtigt i at mange "åndsvidenskabeligt" søgende, dels satser meget på selve "minden", dels helst ikke vil se livet og samfundsopbygningen i nuet som værende "forvansket", for da bliver ens "mind" jo også forvansket, den er jo opbygget netop af de kulturmæssige, religiøse og samfundsmæssige sandheder, vi er opdraget med.

  Og "minden" hader utrygheden, den utryghed der følger med, når det går op for "den" at tingene slet ikke er som "den" troede de var, for "mindens" eneste opgave er jo det at give os tryghed og at beskytte os mod eventuelle "farer", så vi altid har en fornemmelse af at vi ved hvad der er rigtigt og forkert, og kan skelne og "resonnere" korrekt.. ;D

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Hvis du skifter "m" ud med et "s", så slipper du for at skrive så mange gåseøjne... ;-)

vh. Petersh

  Hej Petersh.

Jo, det kunne da være så let, hvbis ellers jeg selv satte lighedstegnh mellem "mind" og "sind", men det gør jeg nu ikke.

  For mig hører sindet mere til følelserne end til intellektet, så det ville ikke "tydeliggøre" mine tanker, hvis jeg brugte det ord , set fra mit udgangspunkt.

  Men ordet "forstanden" ville jeg jo nok kunne have brugt, i stedet for ordet "mind", det er dog noget længere at skrive, og jeg har det med at vælge de "lette" løsninger. ;D

  Iøvrigt er jeg glad for at bruge klammerne omkring mange ord, da det gør dem mindre faste og generelle, vi lægger jo tit forskellige betydninger i de enkelte ord, og derfor kan det være godt ikke at fastlåse en bestemt udlægning af ordene, og det kan jeg så forsøge at gøre  med nogle ord/udtryk, via klammerne, så andre selv kan finde bedre udtryk for det de mener jeg skulle have sagt, i stedet for det ord jeg har valgt at bruge. :)

      Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Nu var det ikke så meget din personlige fortolkning af ordet, jeg henviste til, som det var den korrekte oversættelse af ordet fra engelsk til dansk, og dermed den betydning, som dem der oprindeligt har anvendt ordet i det engelske kildemateriale har udtrykt.

Venlig hilsen
Petersh

  Hej Petersh.

  Desværre er jeg jo ikke herre over hvordan andre oversætter et givent ord fra engelsk til dansk, men ordet mind på enhelsk har intet at gøre med ordet sind på dansk, mind på engelsk er også (derovre) noget man tænker med, og det gør man ikke med sindet, som jeg oplever ordet brugt på dansk, og derfor fandt jeg det ikke egnet lige i denne samnmernhæng.  :)

  Du kan "use your mind," (bruge din forstand), men ikke bruge dit "sind" i samme kontekst. ;)

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Dette eksempel er jo en fast talemåde, derfor forskellen. Det er korrekt, at "mind" også kan oversættes til "forstand" - men det er jo ikke så mærkelig, for det betyder "sind" også ifølge en dansk ordbog...  ;)

Venlig hilsen
Petersh

  Hej Petersh.

Jo, og netop derfor sætter jeg ordet mind i klammer, så man forstår at det kan have flere betydninger.

  Men det vigtige er jo om man forstår hvad jeg gerne vil udtrykke, så er det med hvilke ord der bruges jo mindre væsentligt. ;D

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Det, jeg prøver at sige, er egentlig bare, at man som dansker ofte risikerer at tillægge ord fra andre sprog nogle mere "eksotiske" betydninger, end de på originalsproget er udtryk for.

Selv er jeg også ret vil med ""... Og det får mig til at tænke på historien om herremanden, der til en fin middag sagde til sin smukke bordddame: "De er en gås i herreøjne", hvortil hun svarede: "Og De er en "herre" i gåseøjne"... ;-)

Venlig hilsen
Petersh

  Hej Petersh.

Jo, det er helt rigtigt at vi (som danskere eller andet) let kommer til at nisforstå hinanden, via den "kontekst" vi selv sætter et givent ord ind i, og det er nok svært at undgå. ;D

  Jeg skulle nok blot have brugt ordet forstand, men jeg havde jo nævnt at det nok var det mest sammenlignelige danske ord for den betydning af ordet mind jeg brugte, så jeg valgte den lette løsning, altså fortsat at bruge ordet mind i resten af mit indlæg.

  Ordet "mind" kan jo have mange betydninger, f.eks kan det betyde :"Pas dig selv", hvis man siger "mind your own buisness", så ligesom mange danske ord, har dette ord flere betydninger.

  I kontekst med Ian`s foredrag omkring Mayaernes kalender og deres "teorier" ,så var det dog mest nærliggende for mig at bruge det samme ord, så de som har haft lyst til at sætte sig ind i den "kontekst" ordet blev brugt i, i Ian`s foredrag, kunne relaterer til hvad jeg ville udtrykke.

  Iøvrigt morsomt "svar på tiltale" du giver eksempel på. ;D

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Dyrene udvikles gennem lidelser. De lider når de slagtes. At spise køt bidrager vel på den måde til deres udvikling? Er det mer udviklende for alle hvis man spiser køt end kun spiser vegetarisk, hvis man lider mindre som ikke-køtspiser? Måske man begynder og lide på et højere niveau som vetarianer, mer psykisk end fysisk. Er det nogen som kan verifiere det? Jeg kan det, til dels...

  Hej Alle.

  Jeg ved godt at Martinus har den opfattelse og at mange andre af jer også giver udtryk for den opfattelse, at dyrene udvikles gennen lidelserne, og at det gør vi mennesker også, men virkeligheden viser jo noget andet, og måske er det som Lars1 er inde på, vore repetitioner af den viden der "serveres" for os, der gør os ude af stand til at se den virkelige sandhed. :)

  Tænk at det kan "vendes" så modsat,. at man kan mene at vi gør dyrene en "tjeneste" i deres udvikling, ved at spise dem, fordi de "behøver" en sådan lidelse. ???

  Personligt mener jeg slet ikke at vi udelukkende kan udvikles via selvoplevede følelser og lidelser, enhver kan sætte sig ind i en lidelse, hvis de blot har oplevet smerten en gang, så det er ikke nødvendigt at have brækket et ben selv, før man kan lide med en der har et brækket ben, man kan måske have brækket en arm erller blot en finger, så kender man til den form for smerte, og sådan er det også med alt andet, har man sultet blot en enkelt gang, så genkender man sultens lidelser, når man ser andre sulte, uanset i hvilket "omfang".

  Jeg ser derimoid (IRL) utallige eksempler på udviklinger der sker via motivation og vejledning, vi taler i samfundet i nuet meget om at sætte "straffene" op (som vanligt) så de der ier "kriminelle" kan få yderligere lidelser der kan "presse" dem væk fra kriminalitet ( så de bliver mætte af konsekvenserne), men det virker kun modsat, derimod er resocialisering et effektivt redskab, og det handler jo ikke det mindste om at udsætte de pågældende for endnu mere lidelse, tværtimod.

  I dyreverdenen er det ligeså, min hund ændrer ikke adfærd hvis jeg straffer den med lidelser, når jeg vil "opdrage" på den, men den ændrer let adfærd når jeg motiverer den med godbidder eller kærlige ord.

  Jesus kom heller ikke til denne jord med våben og med strenge ord, som kunne skabe den lidelse der (i Martinusses øjne) skulle til for at vi kunne blive "mætte" og ændre adfærd, nej han kom med tilgivelse og vejledning, og det var det der havde effekt i positiv retning. ;D

  Det er tydeligt i alle de sammenhænge hvor vi gør vilde dyr tamme, at dyrene langt foretrækker at få maden serveret og måske at lære nogle menneskelige egenskaber, (som kunst/maling, som elefanter og gorillaer jo sagtens kan lære), i stedet for at forblive vilde og selv at skulle skaffe sig føden ved at slå andre væsener ihjel, så det med at det er af "lyst" til at dræbe, det tror jeg ikke det mindste på, det er kun af nødvendighed, dyrene dræber, de kan jo ikke overleve på anden måde, hvis ikke vi mennesker giver dem en anden mulighed.

  Lidelserne forsvinder ikke i det åndelige rige, men de er der en følge af den medlidenhed vi har udviklet, så det at vi udvikler os væk fra at "nænne" at gøre andre ondt og at udsætte andre for lidelser, det medfører også at vi selv lider ved blot at se/opleve at andre udsættes for lidelser.
  Derfor bringer nogle højt udviklede væsener det offer, selv at inkarnere (selvom de ikke behøver dette), for at lindre de lidelser de er vidne til sker hos os, for de lider selv (psykiskt) ved at være tilskuere til vore lidelser.

  Sådan vil vi også selv fortsat lide, når vi er fri af inkarnationerne i denne fysiske materie, men stadigvæk har indsigt i hvad der sker for alle de som endnu ikke er fri af at inkarnere, og vi begynder jo allerede at udvikle sådanne "tendenser", idet vi jo sagtens kan lide med dyr, selv fluer eller andet småkravl, når vi ser hvad der sker for disse, på deres udviklingstrin, og det er slet ikke en betingelse for at man lider med en flue der er fanget i et edderkoppespind, at man selv har været en flue fanget i et edderkoppespind, betingelsen er alene at ens forestillingsevne er udviklet nok til at man kan forstå intellektuelt hvilken situation en sådan flue er i. :'(

  Vi skal selvfølgeligt have oplevet smerter for at kunne "genkende" smerter hos andre og lide med dem, men vi behøver slet ikke at have oplevet helt samme form for smerter eller helt samme situation, for at føle med andre. og man kan derfor godt føle med andre, når man ser på tv hvad der sker i verden omkring os, og blive "mæt" af lidelser på den måde, men dog kun når man har opnået kendskab til hvad selve "lidelserne" er for et "begreb".

  Personligt vil jeg hellere satse på motivation og vejledning, end brug af lidelser og "straffe" i forbindelse med at føre andre frem til en mere positiv udvikling, så det er for mig ikke gavnligt at tale om at lidelserne er den eneste vej frem i udvikling, det er blot "vanetænkning" skabt af det system og de "hypnotiske" virkninger dette system har indbygget, så på det område er jeg tilbøjelig til at være enig med Lars1 omkring at det meste af det vi "tror" på, er indoktrinerede "sandheder" skabt via gentagelser/repetioner, så på det punkt tror jeg ikke det gavner det mindste at holde fast i at Martinus jo siger, at lidelserne er den eneste vej frem. :)

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hei Avatar

Jeg spør: hvis lidelsene ikke har en lærende effekt, hvorfor har vi da lidelser? Er ikke guddommen da en slem værelse som lar lidelsene fortsette?

Jeg er helt enig at dagens straffemetoder som brukes mot kriminelle, ikke er virkningsfulle. Martinus skriver en hel del om dette emne, og det kan være interessant at uddype mere i en egen tråd.

Jeg tror også på motivation og vejledning, og det samme gør Martinus. Han skriver mye om vejledning. Moral f.eks. utgør en begyndende vejledning.

Vejledning har en forutsetning: personen må kunne ta den imod. Det kræver at personen har erfaringer på forhånd. Vi kan vejlede en hund til å lære alleslags kunster, men ikke til å lære spansk. Vi kan i vår tid lære et menneske moralbegreper, men ikke absolutt uselvisk oppofrende kærlighet som medfører egne lidelser (gjelder de allerfleste mennesker).

Martinus skriver i LB7 2574: For at man kan forstå en teoretisk vejledning, kræves der altså, at man absolut i forvejen har erfaringer, med hvilke en vejledning udefra kan forbindes. Den fremmede vejledning og væsenets udviklingstrin må være så nært beslægtet, at der kan skabes kontakt imellem disse to foreteelser. I modsat fald bliver vejledningen utrolig eller opfattet som fantasi af eleven eller den, til hvem den er rettet. Den bliver således uden betydning.

Så vi må tilpasse vejledningen etter personen som skal få den, slik at mottagelighetens love blir fulgt.

Kærlig hilsen
Oscar

Hej Oscar.

Jeg et meget enig i det du skriver. Du er inde på kernen i al motivation for lærdom: Det skal ikke være for let, og heller ikke for svært. Den bedste lærer er den der kan sætte sig i elevens sted, og derefter give eleven de udfordringer, som er passende for dennes udvikling. Mon ikke de fleste har prøvet at have haft en meget dygtig lærer til at undervise sig i en eller anden ting - men selv om læreren var meget dygtig kunne han eller hun ikke "lære fra sig", simpelt hen fordi læreren ikke kunne sætte sig i elevens sted.

  Hej Oscar.

Jo, det er rigtigt, mener jeg da også, at "basis" skal være til stede, så det at forstå hvad lidelser er, er en forudsætning for at kunne lære af teoretisk vej, så langt kan jeg sagtens godtage udlægningen af Martinus. :)

  Men det opleves blot tit af mig, at nogle "forherliger" lidelsen som et "læreredskab", og som er en nødvendighed, og det er der jeg mener man overser nogle ting.

  Når mennesker lider, som f.eks i krig eller under mangel på mad, så "forsvares" det jo tit med, at det SKAL de, for ingen kan udsættes for noget de ikke selv har sendt ud, og det de så får tilbage er kun gavnligt for dem selv.
  Men for mig at se, så er langt de fleste lidelser på vores klode skabte af selviskhed og ligegyldighed med andre, det er ikke afrikanernes skyld at de ikke har nok mad, de er os i vesten der spiser deres mad, og det er ikke irakkerne og afghanerne der vil have krig, det er os i vesten der pådutter dem en krig.

  Der er blot tale om at mennesker og alle andre væsener er nødt til at vælge mellem de muligheder de får stillet til rådighed, og når vi ( fra vestens side) skaber systemer der fratager den tredie verden deres muligheder for at skaffe føde nok (eksempelvist) så er det ikke en karma de fortjener, når de så sulter, men en lidelse vi har påført dem, for selv at kunne få overflod.

  Da er det let at undskylde det hele med at de da må "fortjene" den situation de er i, og at vi da må "fortjene" den velfærd vi lever i, ellers var tingene jo ikke som de er (alt er jo såre godt), men for mig ser dette blot ud som en undskyldning, der skal tjene, dels til at vi kan hæve os selv op over disse andre, for vi fortjener jo den "lykke" vi får, den må vi jo selv have "sendt ud", og de andre fortjener jo de lidelser de har, dem har de jo også selv sendt ud, og derfor er der ingen grund til hverken at ændre på tingene, eller at føle "medlidenhed", ihvertfald ikke så megen medlidenhed, at det bliver ubehageligt for os selv at opleve. ;)

  At Guddommen er god er ikke det samme som at vi mennesker er gode, og at Guddommen har skabt nogle retfærdige og fornuftige livslove, er ikke ensbetydende med at vi mennesker ikke kan gå imod disse love og skabe uretfærdighed "an masse".

  Hvis vi med vort intellekt kan forstå, at "forbrydere" ikke lærer via straffe og lidelser i f.eks fængsler eller via fysiske afstraffelser, hvordan skulle Gud så kunne overse, at alle væsener ikke lærer via selv at blive udsat for samme oplevelse, som de har sendt ud ?
  Karmaen fremlægges jo netop som et læreredskab, der skal få os til at ændre adfærd via "straf" i form af at vi selv må lide det samme som vi lader andre lide, og det er jo direkte i modstrid med at man netop ikke skal reagere med "retfærdig harme" men vende den anden kind til og tilgive.

  Så kan man måske nok sige, at vi ikke skal reagere med samme reaktion som den aktion vi udsættes for, da det er ugavnligt og ukærligt, men hvis Guddommen selv gør dette, via karmaloven, er det vel lige så ugavnligt og ukærligt, ikke?

  Jeg tror da på karmaloven, men i mine øjne er alt der sker ikke karma, idet karma for mig kun forefindes 100% der hvor den frie vilje er til stede, men når man "isoleres" af andre i en situation hvor man ikke har en fri vilje, hvilket vil sige hvor man ikke har alle muligheder at vælge imellem, så er karmaen ikke gældende i samme omfang, og som jeg oplever det, er de fleste mennesker på denne klode netop sat i en sådan "ufri" situation, via de systemer og retningslinier et fåtal af menneskene har sammensat og presset ned over vore hoveder.

  Vi bliver fra barnsben hjernevasket og systematisk hypnotiserede (via uddannelsessystemerne og opdragelsesmetoderne) til at tro på det vore "autoriteter" vil have os til at tro er rigtrigt, og med tiden holder vi helt op med at sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af det vi har lært. :)

  Og kan nogen servere lidelserne på et "sølvfad" for os, så de ser ud som dejlig spise, fremfor som det de reelt er, så tager vi gerne imod, da vi så ikke længere oplever personligt at lidelser er noget negativt.

  At Gud giver os en fri vilje er kærligt, men det er ikke ensbetydende med at det så også er Gud der har skabt lidelserne, der følger med, når vi bruger vore frie viljer forkert, og skaber lidelser for andre, for da er det OS der skaber lidelserne og ikke Gud der har skabt disse (for at lære os noget).

  Så det at vi har fået en fri vilje stillet til rådighed af Gud, er da kærligt nok, og det medfører jo så også at Gud må tillade lidelserne at være til, når vi bruger denne frie vilje forkert overfor hinanden, men det er slet ikke analogt med at det også derfor må være Gud selv der har skabt vore lidelser med et bestemt formål, eller på et kærligt grundlag, den konklusion laver vi blot selv, for at retfærdiggøre alt der sker, som værende "såre godt" (mener jeg).

     Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Jeg mener, at enten har Gud skabt det hele, eller også så har han ikke skabt noget af det. Jeg mener ikke, at man kan skille noget ud og så sige, at det er noget vi og ikke Gud er ansvarlige for. Hvis vi og ikke Gud er ansvarlige for lidelserne, så må det også være os og ikke Gud der er ansvarlige for velbehaget.

Hej Avatar.

Så er vi igen (i dit indlæg) tilbage ved tilfældighed og uskyldige ofre.

Karmaloven, syndernes forladelse og loven for tiltrækning og frastødning er ikke
almengældende.

Sukker er ikke altid sødt men nogen gange salt.

Retfærdighed og orden erstattes med uretfærdighed og kaos.
Nogen mennesker er uskyldige ofre for andres luner.

(Afrikanerne, Irakerne og Afganerne er ofre for de "onde" vesterlændinge
der spiser deres mad og pådutter dem krige. Verden ville være et fredeligt
sted, hvor alle havde nok at spise og delte ligeligt med hinanden, hvis det
ikke var for dem.)

Alt er aldeles ikke "såre godt", men snarere "såre skidt".

Gud skabte verden og overlod den til sig selv.
Kaos, tilfældighed og uskyldige ofre hersker i verden og skyldes menneskenes
"frie vilje" til at gå imod Gud. Det er derfor ikke Guds skyld men menneskenes.
Derfor er der rigtig store muligheder for at det kan gå rigtig galt. Hvis vi ikke
skynder os at vågne op så ender det med, at vi udsletter os selv og planeten
Jorden med. :o Den ufærdige uvidende menneskehed har alene magten, ja endog
kun de få "onde" rige vesterlændinge. :o

Gud fratages sit "almægtige, alvise og alkærlige" væsen.

Denne teori minder lidt om, at sætte en 3-årig ind på forsædet af en bil, give han nøglerne
og sende ham ud på motorvejen. :o Men som voksne mennesker ved vi heldigvis
bedre end som så.

Kærlig hilsen Ejby

  Hej Svend.

  Jo, Gud har da skabt alt , men indbefattet i denne skabelse er også vore frie viljer, og når den frie vilje bruges forkert, er det da ikke Gud der har skabt den lidelse der fremkommer, men mennesket selv.

  Som jeg nævnte, så er den frie vilje som Gud kærligt har givet os, ledsaget af muligheden for at gå imod livslovene, men gør vi det, er ansvaret vort eget og ikke Guds.

  Gud kan netop ikke give os en fri vilje, hvis ikke der også medfølger et personligt ansvar for os selv omkring forvaltningen af denne frie vilje.(selv Gud kan ikke blæse og have mel i munden på en gang)

  Låner du af næstekærlighed din bil til din nabo, og han vælger at drikke sig fuld og trafikdræbe andre med din bil efterfølgende, så er det jo heller ikke dit ansvar, fordi du har skabt muligheden for ham til at gøre dette, ved at låne ham din bil, (mens han var ædru), ansvaret er din nabo, i kraft af den måde han "forvalter" din bil på, mens han har ansvaret for den. ;)

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

  Hej Ejby.

  Jeg er ked af at mine udsagn altid lader til at "ryste" dig i din opbyggede "tryghed" omkring at alt er såre godt, og intet kan gå galt, men vågner du ikke lidt op så ser du slet ikke dine fejlvurderinger, (som jeg mener du har).

  Hvis du kan svare mig på følgende på en logisk måde, så kan det jo være jeg selv vågner lidt op. ;D

  Det siges, og fremhæves endda meget i Martinusses materiale, at Gud siger "Lad os skabe et menneske i vort billede, efter vor lignelse. (taget fra biblen).

  Martinus siger at vi skal komme til at ligne Gud selv, det er Guds hensigt med os, og i det ligger også, at vi skal udvikle os til at være til gavn, glæde og velsignelse for alle levende væsener omkring os.

  Det forklares også at måden vi udviser en sådan næstekærlighed på, er ved at tilgive, at vende den anden kind til, og ved kun at gøre gode ting mod vore næster, altså at hjælpe og støtte og passe på hinanden, og give glæde til hinanden, ned til mindste detalje, selv includerende vore mikrobasser.

  Men den Gud vi skulle komme til at ligne , gør selv det modsatte. ???

  Karmaloven indeholder ingen form for tilgivelse, der føres nøje regnskab med alt vi udsender, og selv det vi ikke har brug for at "lære" af i nuet, gemmes til senere kredsløb, for der skal jo være "retfærdighed" til i Guds øjne ???

  Men vi skal tilgive og glemme, og da slet ikke holde noget "regnskab" med hvad vore næster gør imod os. :)

  At være til gavn glæde og velsignelse, indebærer når der er tale om Gud selv, at han lader os lide de mest frygtelige ting, mord, voldtægt, levende begravelse eller bålbrænding, og meget andet, alt imens han blot velsigner os med "lærdomme", men Gud undskyldes jo (af Martinus) med at alt Gud gør er til vort eget bedste???, underligt at vi, når vi gør det samme mod hinanden, ikke er til gavn glæde eller velsignelse for hinanden, men at vi i stedet får helt andre handlinger præsenteret, som værende hvad vi skal gøre, for at være næstekærlige, end dem Gud selv gør, vi skal jo komme til at ligne ham, ikke ???

  Hvis du kan give mig et fornuftigt svar på, hvorfor en mor på 29 år og hendes dreng på 8 år og datter på 2 år, skulle køres ihjel af en spritbillist, her ikkie langt fra min bolig, i fredags, og forrklare hvad i alverden disse (specielt børnene) skulle kunne lære af en sådan hændelse, som kunne give dem udvikling og et bedre liv i fremtiden, så vil jeg gerne høre en sådan forklaring, men ellers mener jeg stadigvæk at den opfattelse du har, blot er den der "kildrer" dine ører, og som giver dig ( i mine øjne ) en falsk tryghed, som du åbenbart har behov for at have i nuet. :)

  Svar der omhandler at det ved ingen jo, men at det blot er sådan og at der er en kærlig hensigt med dette fra Guds side, det siger "gud" jo selv, kan jeg altså ikke bruge til noget fornuftigt, desværre har jeg noget mere svært ved at bilde mig selv ting ind, end nogle andre måske har, og hvad angår sjælefred heller ikke det behov at skulle gøre det.

  Tilfældighed og uskyldige ofre er der masser af, men det ændrer ikke ved at Guddommen til enhver tid kan rette op på de fejl vi begår mod hinanden, så en "balance" opretholdes, og den konklusion ser jeg passer meget bedre med virkeligheden, end en påstand om at intet er tilfældigt, uretfærdigt eller ukærligt, så ingen (trods deres frie vilje) kan gøre noget forkert overhovedet mod hinanden. ;D

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Personligt mener jeg ikke, at man kan bruge den frie vilje "forkert". Det der er rigtigt set fra et synspunkt er forkert set fra et andet, og derfor må det være en lokal analyse, hvis man anser noget for at være "forkert". Ethvert væsen gør det som det føler er det rigtige i enhver situation, at bedømme en handling som "forkert" antyder, at den der dømmer ser tingene fra et andet udsigtspunkt. Urbegæret stræber kun efter oplevelse, ikke efter "rigtigt" og "forkert", at noget er rigtigt eller forkert er noget som hvert levende væsen må føle med sig selv. Først når man selv føler, at noget er forkert at gøre for en selv, vil man stoppe med det - uanset hvad andre siger eller gør.

Jeg står måske lidt alene med det synspunkt, at det "at handle mod livslovene" også er en en lokal analyse. Hvis Gud har givet os en fri vilje, kan det umuligt være imod livslovene, at vi bruger denne fri vilje til at gøre det vi selv finder er det rigtige. Andre Martinus-interesserede kan måske her have en anden udlægning af tingene, men jeg finder det ikke muligt at "handle imod livslovene". Livslovene er defineret af Gud, hvem skulle ellers definere dem, og vi kan i sidste instans ikke handle mod Guds vilje, og derfor kan vi ikke handle imod livslovene.

"Evige" sandheder som for eksempel "Du skal tilgive din næste" osv. er heller ikke mere evige, end at det er op til enhver selv at føle, om det er det rigtige at gøre.

Hej Avatar

Er Ejby rystet? Jeg tror såmænd bare, hun ryster på hovedet... ;)

Venlig hilsen
Petersh

Vi lever midt i dommedagens ragnarok. Bare se rundt oss - det er så mye forferdelige lidelser. Å påstå at helvete er etter døden er å stikke hodet i sanden, vi har det her hos oss. Leste i dag i Aftenposten at man i Tanzania og deromkring jakter på albinos og dreper dem fordi folk i deres overtro mener at kroppsdeler fra albinos gir lykke. Kan det bli verre? Er ikke det toppen av cynisme og blodtørstighed? Det er hjerteskærende.

Vi er på vej fra mørkets periode til lysets periode - selv om det ikke alltid ser slik ut. Vi er på vej fra et samfund basert på det dræpende principp til et fremtidens samfund basert på allkærlighetens prinsipp. Det virker som en utopi at vår samfundsorden en dag skal baseres på allopofrende kærlighed, selv for oss i Norden, som tross alt er ganske forskånet fra de verste etterdønninger av mørkets epoke. Men mørket har fortsatt et godt grep om jordmenneskene.

Mørket har sin funktion. Uten mørke kan vi ikke oppleve lyset.
Lidelse har sin funktion. Uten lidelse kan vi ikke oppleve (føle) kærligheden.
Vi kan velge bort lidelsene, men da velger vi også bort kærligheden.

Kontrastprinsippet gæller. Det er en av grundlovene i universet. Uten kontrastprinsippet kan vi bare slukke lyset og gå hjem. Uten kontrastprinsippet er det ingen opplevelser av livet.

Dermed er det innlysende at lidelsene har sin funktion. Det som er vanskelig at begripe, er ikke at det trenges lidelser. Hvis bare alle mennesker måtte lide like meget til enhver tid, hadde dette spørgsmål ikke kommet opp. Det som er svært at begripe er at noen mennesker må lide så ufattelig meget mens andre mennesker lever i et tilsynelatende paradis. Det er vanskelig at begripe.

Det er lett at tænke at noen mennesker lider mer end andre. Slik er det ikke. Vi må alle sammen genom de samme lidelser. Måske har vi vært i lidelsene, måske får vi dem siden. Vi skal genom det. For å forså det må vi se de store linjene. Fra mørkets epoke hvor vi øvet oss i å bli fullkommengjord i det drepende prinsipp, i å utøve vold og overgrep. Det som fikk oss til å komme bort fra utøvelse av det drepende prinsipp og mørket, er just lidelsene. Vi ble selv offer, dermed fikk vi medfølelse med våre offer. Kærlighedens kime ble vekket.

Hvordan skal vi da se på andre menneskers lidelser i vår tid?

Hvis jeg tror at jeg kan bedømme andre menneksers lidelser og tro at jeg har kommet lenger end dem i utviklingen, derfor må de fortsatt lide og jeg slipper, har jeg misforstått. Da er nok min følelsesevne ikke godt nok utviklet. Hensikten med vår utvikling er at følelsesevnen skal utvikles slik at vi selv heller tar på oss andres lidelse, end å se dem lide.

Våres følelsesevne vokser helt automatisk i takt med at vi opplever lidelser. Det er dette som blir til allkærligheten. Det er denne følelsesevne som forårsaker at man ikke lenger nænner at gøre ont. Man vil heller selv lide, end at andre skal lide. Litt av en oppgave vi har fået!

  Hej Alle.

  Dejligt at opleve jeres reaktioner, jeg syntes det gver et godt billede af hvordan vi individuelt bruger vores "mind" (forstand) i forsøg på at bevare den opfattelse vi hver især har opbygget omkring disse forhold. ;D

  Det er dog slående for mig, at de argumenter der fremkommer, ikke svarer konkret på nogle af de spørgsmål jeg stiller, men blot er gentagelser af de argumenter Martinus har fremlagt, altså er repetioner af de begrundelser som er indpodet i "forstanden" via Martinusses tankerækker.

  Selv har jeg mest ud af at kigge mig omkring og ind i mig selv, og på den baggrund at bedømme virkeligheden, noget Martinus jo selv anbefalede, og når jeg gør det, så ser jeg langtfra det samme som Martinus fremlægger, eller som man tit konkluderer udfra det Martinus siger.

  F.eks siges det jo at man ikke kan udvikle medfølelse med nogen, hvis man ikke har oplevet deres smerte på egen krop.

  Førhen havde jeg f.eks ingen medfølelse med homoseksuelle, jeg anså sådanne lyster for at være afvigelser fra det naturlige, men i nuet har jeg en helt anden opfattelse af disse forhold, og stor medfølelse med det homoseksuelle udsættes for, fra omgivelsernes side, (ikke så meget her i landet, men i mange andre lande).
  Denne ændring og udviklede af forståelse/medfølelse med sådanne mennesker, har jeg bestemt ikke opnået via selv at have været homoseksuel, den er kommet alene via intellektuel/intuitiv forståelse. :)

  Det samme gør sig gældende omkring dyrene og mikrobasserne, uden den intellektuelle/intuitive forståelse, var min medfølelse ikke nær den samme med disse "væsener", selv på trods af at jeg jo selv har været og oplevet som sådanne "væsener", så det at have været igennem de samme "lidelser" førhen, har jo slet ikke haft den effekt at jeg udviklede medlidenhed, medlidenheden kom først da jeg forstod intuitivt.

  Dette gælder jo for os alle, vi har alle været dyr og mikrobasser, men det har da ikke gjort os alle til vegetarer eller gjort at vi alle behandler vort eget legeme på en kærlig måde.

  Så den "påstand" at vi SKAL lide det samme, og at det er en betingelse for udvikling af medfølelse, den ser jeg ikke IRL, derimod ser jeg at det er via indsigt på intellektuel/intuitiv måde, at medlidenhed og medfølelse opstår. ;)

  Når jeg derfor spørger hvad nytte og udvikling der ligger i at en mor og hendes 2 børn bliver dræbt i en trafikulykke, så er det fordi der jo ikke ligger nogen form for intellektuel forståelse i en sådan hændelse, et 2 årigt barn har ingen mulighed for at resonere sig frem til noget positivt ved at blive udsat for noget sådant, tværtimod kan det medføre at et sådant barn i sit næste liv har traumer omkring det overhovedet at sætte sig ind i eller at lade sig transportere i en bil.

  Tænk lidt på de mange "fobier" der findes, og hvordan de er opstået. ;)

  De krigstraumer vi ser soldater komme hjem med, fra krigenes gru, omhandler ikke afstandtagen fra krig på baggrund af udviklet medfølelse med ofrene, men er i langt højere grad baseret på frygt for eget liv.

  Derfor, på baggrund af det jeg ser IRL, stiller jeg mig selv disse spørgsmål.

  Hvis vi skal være gode ved hinanden og kærlige væsener, hvorfor siger Martinus så at for at udvikle os skal vi blot gøre andre ondt, så vi selv kan udvikles via karmakonsekvenserne ? (gå ud og gør en masse "dumheder") ???

  Kan jeg gå ud og slå ihjel, voldtage, stjæle og udøve ondskab, og derefter blot begrunde dette med at jeg da elsker mine næster så højt, at jeg af kærlighed påtager mig egen karma for at "udvikle" dem. ???
  Eller kan jeg blot undskylde mine handlinger med at det slet ikke er mig der gør disse, men Gud selv, for han har jo skabt mig og er dermed også ansvarlig for alt jeg gør, da det indbefatter at han også har skabt "Det jeg gør" ???

  Og er dette ikke den virkelige konsekvens/konklusion af den tankerække man logiskt må fremkomme til, hvis man ellers tænker disse tanker ordentligt til "ende", rent analytiskt ?

  Svend: Konsekvensen af dit udsagn om at enten har Gud skabt alt , både lidelserne og glæderne, eller også har vi selv skabt begge dele, må jo så også være den, at er det Gud der har skabt "det hele", så er det kun er Gud der har et x1, x2 og x3, og så er det kun en illusion at vi selv har andet end et x1, vor skaberevne og det vi selv skaber med denne skaberevne (vort x2 og x3), findes slet ikke, da det vi "skaber" ikke er skabt af os selv men af Gud, og så er vi jo heller ikke på nogen måde ansvarlige for hverken det gode eller det onde vi gør, og det ville være en "uretfærdighed" fra Guds side, at stille os til ansvar via karmaloven, for det vi gør, når det slet ikke er os der gør det. ;)

  Den frie vilje er også kun en illusion, da vi jo ikke kan være eller gøre noget som helst andet end det vi er og gør,(ifølge Martinus) for dermed bliver alt vi foretager os "forudbestemt" , og ikke styret af nogen fri vilje.

  Hele "konceptet" omkring "gudsbilledet", bygger jo på at vi alle ønsker os en alkærlig og retfærdig "Guddom", så når nu vi skal have lidelserne og "det onde" indplaceret/indbefattet i Gud selv, så er vi enten nødt til at opfatte Gud som værende både god og ond ( hvilket ødelægger vor opfattelse af Gud som værende alkærlig) eller også må vi forsøge på en intellektuel måde, at gøre alle lidelser og alt ondt til noget GODT, så Gud på den måde stadigvæk kan anses for at være alkærlig.

  Vor sølle "mind" (forstand) kan jo ikke på anden måde bibeholde vort ønskede "gudsbillede", og kæmper derfor en brav kamp for at overbevise os alle om, at Gud da er god, og at lidelserne er gode for os, alt imens vor intuition og virkelighed viser os det modsatte, lidelserne er ikke gode for nogen som helst, og det med "kontrastperspektivet" er ikke en betingelse for udvikling eller forståelse, man behøver ikke at have oplevet selv at være homoseksuel, for at forstå en homoseksuels verden, eller man bliver ikke vegetar af selv at have været blevet spist utallige gange, da man var et dyr, det er helt andre forhold der udvikler en, mod medfølelse og næstekærlighed, hvis man ellers kigger efter "beviserne" IRL og ikke i en bog med analyser og tankerækker, som er til for kun at stimulere ens "forstand".

  Men det er da "rart" for en selv, at man via "forstandens" argumentation, kan frigøre sig selv for ethvert "ansvar", således at man kun behøver at holde sig til sit eget "område", og lade andre om deres, lukke øjnene for al lidelse, og finde "sjælefred" i at "alt er såre godt".

  Ihvertfald indtil man får øjnene op for at man derved også lukker øjnene for alle de ting man selv (ubevidst) gør, der støtter opretholdelsen af lidelsene og hæmmer udviklingen af næstekærligheden. :)

  Hver gang vi f.eks sætter penge i banken og får renter af disse, eller investerer i f.eks en arbejdsløshedsforsikring, så tager vi del i "udbytningen" af andre væsener, idet vi på den måde får penge tilbage, som vi ikke "laver noget for", hvilket betyder at andre jo må lave noget gratist for os.
  Vi "undskylder" måske nok overfor os selv, med at sådan er "betingelserne" jo og hvad skulle vi ellers gøre, det er jo ikke "os" der har skabt det system vi har, men glemmer så dermed også, at det system vi har slet ikke kunne eksistere, hvis ikke "vi" selv havde medvirket til dets opbygning, via deltagelse i "demokratiet" og forherligelsen af dette "demokrati", som har givet os de ledere som har skabt systemerne for os.

  Vi kunne altså sagtens gøre meget mere for at fremme udviklingen, vi skal dog ikke demonstrere mod noget, eller med vold og magt ændre tingene, men blot nægte selv at deltage, og det er det der er så svært for os, idet vi ikke ved og ikke er villige til at finde ud af, hvordan vort liv så vil forme sig.
  Det har jo konsekvenser for os, hvis vi ikke har f.erks en arbejdsløshedsforsi8kring, negative konsekvenser (tilsyneladende), og dem er vi ikke villige til at påtage os, i næstekærlighedens navn.

  Så helllere forblinde os selv, og lade andre forsat lide, så vi kan bibeholde vor egen "velfærd".

  Konsekvenserne af dette er så en masse traumer, strees, selvmord og andre psykiske forstyrrelser, idet vor udviklede intuition jo godt ved at der er "noget galt".

  Jeg oplevede selv i ca 2 år at leve på gaden, jeg ville ikke betale min skat, da Danmark på daværende tidspunkt blev "krigsførende" (i Irak) og jeg ikke ville have del i dette, via støtte på økonomisk vis.
  Konsekvenserne blev jo så at jeg måtte leve fra hånden til munden, og uden fast bopæl, men underligt nok havde jeg det dejligt, jeg var fri af alle "bindinger" ingen regninger eller forpligtigelser, udover at holde mig selv i live, og hvilken befrielse det var, selv på trods at de fysiske omstændigheder jeg så måtte finde mig i at leve under.

  Der er en sang fra krigens tid, som vi vist alle kender, hvori det siges: "Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd", og disse linier gav mig stor glæde i den pågældende tid, idet jeg forstod, at vi hver især individuelt sagtens kan leve et kærligt og positivt liv, hvis blot vi ikke lader vores ånd "binde", og jo det har da konsekvenser for vort fysiske liv, hvis vi nægter at lade os indvikle (binde) af det "samfundet" forsøger at binde os med, men frihed i ånden er guld værd, og opvejer afgjort de lidelser vi ellers måtte opleve, når samfundet reagerer imod vores personlig standpunkt.

  Det er langt mere næstekærligt (på langt sigt) at "skabe" sådanne lidelser for sig selv (at påtage sig dens slags reaktioner fra omgivelserne), end det er at påføre andre lidelser, i indbilskhed om at det er noget godt og udviklende for dem. ;D

  Ihverfald er det sådan jeg oplever virkeligheden, lige i nuet, og også sådan jeg oplever at Jesus eksempel skal tolkes, han fandt sig nemlig også i latterliggørelse og ydmygelse og fysisk lidelse, alene på grund af at han bevarede sit åndelige ståsted, og sin næstekærlighed .

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hei Avatar

Ok da skal jeg prøve på det :-) Jeg skal kommentere noen argumenter helt konkret.

Men da må du love å lese mitt innlegg fra i går kl 22:31 en gang til! :-)

Hvordan vet du det? Forståelse og medfølelse kan ha kommet av at du har vært utstøtt og anderledes i et tidligere liv? Kanskje til og med som homoseksuell? Det er slett ikke utenkelig. Det kan også være en annen form for utstøtelse og anderledeshet som har utvikle følelsesevnen i deg.

Selvfølgelig trenger du din intellekt og intuisjon for å forstå denne medfølelsen.

Det er jo akkurat det Martinus mener: egne tidligere oplevelser for å utvikle følelsesevnen, og utviklet intellekt for å forstå dette. Begge er jo på plass hos deg.

Vi har vært dyr alle sammen, men vi husker det ikke. Hadde vi husket dette nøyaktig, hade vi ikke kunnet spise kød. Så her er det heller snakk en en generel utvikling av følelsesevnen, som sammen med intellekt bevirker en udvikling hvor vi ikke vil spise kød.

Hvis det var riktig, kunne vi bare sette menneskeheden på skolebenken og gi alle mennesker nok kunnskap slik at de får medfølelse. Jeg tror ikke det er løsningen.

Krigens gru kommer til stuedøren til utallige familier i USA. Hva gør det med deres syn på krig? Det utvikler medfølelse, og utvikler en forståelse at krig er meningsløs. Det er tragiske omstendigheter, men faktum er at det genom dette blir født mange krigsmotstandere og fredsforkæmpere.

Jeg har ikke lest eller hørt at Martinus oppfordrer til å gøre andre ondt. Tvert imot. Han er en forkæper av kærlighed og toleranse.
Måske noen kan finne korrekt citat her.
Jeg tolker utsagnet slik (uten å huske citatet nøyaktig): gå ud og gør en masse "dumheder": vær aktiv og ta på deg en masse oppgaver, så får du en ruvende utvikling.

Vi skal selvfølgelig ikke aktivt gå inn for å bli voldsmennesker, og det mener du heller ikke. Men resonnementet ditt er viktig for hvordan vi ser på andre mennesker. Ser vi på voldsmennesker, kan vi i grunn, i kosmisk perspektiv, ikke fordømme dem. De kan ikke gøre annet enn de gør. Dermed er det ikke sagt at vi skal tillate slike handlinger; samfundet skal beskyttes. Men vi kan i et kosmisk perspektiv ikke fordømme dem; det blir mer logisk å si som jesus: tilgi dem for de vet ikke hva de gjør.

Så langt noen konkrete svar.

For meg er det helt tydelig at to komponenter skal være på plass for å ma medfølelse: egne tidligere opplevelser som har utviklet følelsesevnen, og intellekt for å forstå og uttrykke dette.

Hensikten med vår utvikling er at følelsesevnen skal utvikles slik at vi selv heller tar på oss andres lidelse, end å se dem lide. Jeg kan ikke se at en utvikling av følelsesevne gjennom intellekt kan føre oss hele veien ud i denne utvikling.

Kærlig hilsen
Oscar

Hej Avatar.

Det har vi efterhånden diskuteret mange gange. Det du skriver er en meget fejlagtig tolkning af Martinus.

Det du skriver ville have været rigtigt, hvis vi ikke havde den frie vilje. Hvis vi ikke har fri vilje, så har vi intet valg og intet ansvar - og i samme moment havde vi så heller ikke brug for karmaloven, for hvis vi var robotter uden vilje, kunne vi ikke lære noget af den. Men vi har jo netop en fri vilje, og derfor er du selv ansvarlig for egne handlinger, og dette ansvar kan udtrykkes med et eneste ord: karmaloven. Du er 100% ansvarlig for egne handlinger, og du får 100% tilbage, det du sender ud. Men livet er så stort, at uanset hvad du vælger at bruge din frie vilje til, så kan du aldrig nogensinde komme bort fra Gud, eller handle "forkert". Du kan handle "forkert" i andre væseners øjne, du kan handle "forkert" i dine egne øjne, men i det sekund du gør en handling, gør du det du finder er rigtigst. At du bagefter fortryder viser jo kun, at vi ind imellem svinger mellem en dyrisk og en menneskelig mentalitet. Du kan endda handle så "forkert" at du selv tror, at Gud ikke findes, eller at Gud er vred på dig. Men det vigtigste er, at du aldrig kan handle "forkert" i forhold til Gud - kunne du det, var Gud ikke Gud, så var hans konstruktion ikke fuldendt.

Man behøver ikke at have brækket et ben, for at have medfølelse med en anden person der brækker benet. Har man brækket en anden knogle, kender man udmærket denne smerte. Du behøver ikke at have været homoseksuel, for at kunne forstå det at være udstødt af et samfund. Men selvfølgelig er intellektuel forståelse ikke nok for at opnå medfølelse. Som Oscar er inde på, så kan man ikke lære dette på en læreanstalt - hvad skulle vi så med den fysiske verden, hvis teoretisk undervisning var nok?

Igen vil jeg henvise til den frie vilje. Ethvert levende væsen er 100% ansvarlig for egne handlinger.

Så har du prøvet det, men du er trods alt ikke blevet ved denne livsform, så helt paradisisk kan den vel ikke have været.

Hej

Tænker lige på hvordan en gris bliver til et menneske - martinus har jo gengivet
25 baner for forskellige legmers udvikling i symbol no. 29, hvoraf vi er bane no. 5,
der nævnes ikke hvilken bane grisen gennemgår, men jeg forstår heller ikke det sådan at martinus skal komme med alle svarene - men mere som en overbygning
som verdensgenløseren og ikke som verdensgenløser.

Verdensgenløser har martinus været på en anden planet og vi skal alle være
det på denne, så hvis man gennem intuition, åbenbaring kan forklare resten af verden hvilken bane grisen ligger i så er man nået langt - og kan vel tolkes som verdensgenløser!

Det er jo mennersker i videnskaben som beskæftiger sig med disse spørgs-
mål, som vil høste svarene - og dele dem med os andre !

nb. avatar når du har nægtet at betale skat! tænker jeg på lignelsen -
     hvor jesus blev opsøgt og spurgt om netop dette - svaret var jo
     betal kejseren hvad kejserens er; og gud hvad guds er - altså uden
     revolution.

mvh
lars

hej lars

Ja gad vide om jesus havde givet det samme råd, hvis han stod i Rom og det var en romer
som havde spurgt ham ?

Tænker på hvad martinus sagde til vor modstandskamp under krigen (vi skulle være passive)
måske man skulle flygte fra dette land, som der ikke er nogen løsninger - jo måske nægte
at betale skat - men da vil man jo være en sekt og ikke en samfundsborger da vore skatte
midler bruges til meget andet end krig !.

mvh
lars

Hej Avatar og Lars1

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad i forestiller jer der ville ske
hvis vi alle undlod, at betale skat?

Kærlig hilsen Ejby