Debatten som hat og briller, bat-hatten, Martinus-etikken, og katten

Debatten som hat og briller, bat-hatten, Martinus-etikken, og katten
- en ny non-kosmologs førstehåndsindtryk af kosmologers[?] undertrykkende[?] modtryk/udtryk.

Følgende burleske eventyr tager udgangspunkt i denne tråd: http://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/bbc-test-af-q-link/

Man vil finde jokere og lyseslukkere (Dark Knight synes at opfylde begge roller; han dræber som den første - i denne tråd - en seriøs debat med "utroligt morsomme" jokes - måske han skulle fjerne K'et i Knight?  = Dark Night = sort lyseslukker?) i enhver forsamling. De er som ying og yang, begge nødvendige for at skabe balance.

Som jeg skrev i et tidligere indlæg: Humor er altid dejligt, en livsfryd uden lige, men der kan altså være så megen (smagløs) platitude uden sensitivitet, at jeg i visse kontekster finder det lidt frastødende (ja, undskyld, men når det er liv på spil og en interessemodsætning mellem sandhed og profit [hjernevask af, og profit på, godhjertede men blåøjede mennesker] kan kun egocentriske mennesker forblive tavse )

Folk forholder sig ikke seriøst til emnet, og 1 eller 5 gange er vel OK, men hvis det er konstant, er dette en afmagtens latterliggørelse af seriøse emner (som ikke udelukker humor på nogen måde men der er mange slags) som fortjener en årvågenhed og granskning - specielt fordi disse ting (såsom mobilstråling f.eks.) forårsager lidelse og for megen fjanteri og latterligørelse (omend venligt ment) kan være afsporende for debatten (det man kalder trolling på engelsk).

Der er hverken "selvophøjelse" eller "selvhøjtidelighed" i dette,  men der er en del tråde her med et fast klovne-crew med den samme modus operandi, som i længden forekommer lidt insensitive overfor mere følsomme gemytter (og jeg taler ikke nødvendigvis om mig selv :-X), og et sprog de absolut skal kalde "dræbende", "selvophøjelse", etc.  - og således kan man legitimere fortsatte klovnerier.

Så kan man ved forsvarsmekanismer efterrationalisere sine irrationelle aversioner ved at skrive "selvophøjelsens komplementærfarve er sarkasme og klovneri.", osv. men det er gennemskueligt uærligt når man ser sekvenserne i tråden.

Det har intet med selvophøjelse at gøre - men det må være det værste man kan være (selvophøjet) i dette regi[?] - for projektionens nødvendighed, når idealet er ydmyghed (dark night undtaget), vil da også fare frem i efterrationaliseringen. Som William Blake (tror jeg nok) påpegede; ydmyghed er stolthedens kåbe.

Desuden pågik denne "sarkasme og klovneri" før jeg kom ind i tråden (og i forummet) , og ingen var stemplet som selvophøjet da!

I fleres øjne tenderer dette dog en form for selvretfærdiggørende mobning under dække af plump humor, som flere steder er direkte malplaceret.

For det er tydeligt at megen modstand (med humor som let kamoufleret stikkeri) ofte er affødt, ikke så meget af en seriøs skrivestil, som af emne og indhold (q-link, stråling, etc). Beviset for dette ligger i at nogle folk fortsat åbenbart kommer med stikpiller fra starten ( og som nogle folk tidligere har frabedt sig på mere eller mindre direkte måder.).

Men så er man pludselig "selvhøjtidelig", "selvophøjende", m.m., hvilket jo blot kan give indtrykket af ,at der bliver føjet spot til skade, og blot virke bekræftende på at man ikke bliver taget seriøst.

Humor, i værste fald skadefryd, er i sådanne situationer afmagtens argument, når den er malplaceret fordi den er mangel på basal respekt. Man skal ikke underkende den menneskelige skyggeside, hvor trivielt og harmløst det end kan forekomme.
Har hørt at det er tilbagevendende problematik i dette forum, som med mange andre fora......

Dette handler ikke om humor, om en misforstået tvangsmæssig rigid ying-yang model,  men om modstand på visse emner, som kolliderer med folks vante verdensbilleder,hvor de per auto-pilot udtaler sig ret inkompetent om emnet. Når man herefter påpeger dette bliver "opløftende" latterliggørelse den intellektuelt fattiges forfængelige værn og angreb.

Jeg kan selv lide total tøjleløs udgakket, plump. helt sort fatalistisk, eller sofistikeret humor, men det kan altså bare ikke bruges som konstant auto-argument i et indlæg der har taget megen flid, ægte motivation og passion at skrive, og som virkelig desværre er alvorligt for mange mennesker (selvom Alt er såre godt).

Så må man sgu påpege hvor man mener, at (mikrobølge-kritikeres) argumenter er langt ude i sovsen, og gøre grin med det, men det er IKKE hvad der sker her!
Det er blot fortsatte smølferier. Jeg er TOTALT for over-mega-maniske smølferier, og endda ultra-ekstreme japanske udgakninger, men ikke hvis de afsporer debatten konstant (her kan man tale om dræbende og lyseslukkende på gode idéer - også fordi det afholder andre potentielle debatører at blande sig af frygt for latterliggørelse fra det evindelige kognitive dissonans-klovnecrew, som man kan opleve som lidt mobbende.

F.eks: man må have megen energi (modstand) for at sætte sit profilfoto med foliehat og briller hver eneste gang der er lejlighed til det pga. indlæg om mikrobølger, og så køre derudad med useriøse ting konstant.

Jo, jeg synes selv, at det er sjovt og har haft latteranfald i timevis over den slags med hundredvis af situationer (her er et meget alment billede/udpluk af hvad jeg har mødt på et website jeg været på nogle gange[ikke mig her men jeg har mødt ekstremt bizarre kostumer, situationer og mennesker på dette  website]):

...men når fotoet (foliehatten på Martinusforum) akkompagnerer en konstant (inkompetent) verbal latterliggørelse hele vejen igennem i netop sådanne tråde, siger det mere end blot humor. Jeg er vant til den slags BIG time,og det generer mig ikke så meget, som de verbale mono-maniske malplacerede latterliggørelser af emnet (foto eller ej). Det er pennen (uanset hvilken bruger, hat eller ej, etc.) der konstant prikker på en useriøs måde på visse andre i dette forum (har jeg fået at vide), og jeg sgu ovenikøbet totalt ny i dette forum, og møder det samme fluks!

Hvis jeg havde bedt den elektroingeniiør/specialist fra DTU, om at skrive kritisk om mikrobølgers skadelige indflydelse i dette forum, og han så blev beskyldt for at være "selvhøjtidelig" og selvophøjende (komplet idiotisk misvisende og malplaceret) her ville han tænde af, fordi han virkelig hjælper mange børnefamilier, der bliver miskrediteret, og latterliggjort af mobilselskaber -  han har set så megen skandale, kynisme og svineri i industrien med forfalskning, profit, etc. Intet under at sådanne mennesker reagerer vrissent over latterliggørelse og misforståelse.

At oplyse om disse ting har på det dybere plan intet med dræbende at gøre - tværtimod (skæbnens ironi).

Mobilstråling, som med så meget andet, vil vise sig at være skadeligt, så snart den kritisk tænkende masse vågner op - kombineret med at flere medier og insidere bliver vagthunde i stedet for sovende skødehunde. Som med så meget andet!

Den aldrig forslidte aforisme:

”Al sandhed passerer gennem 3 stadier;
først bliver den latterliggjort,
dernæst bliver den voldsomt angrebet,
og til sidst accepteres den som selvindlysende.” _ Schopenhauer

Man kan sgu godt kalde mig selvhøjtidelig og selvophøjende, og det der er langt værre hvis det var de relevant passende stemplinger i denne kontekst, virkelig! - jeg selv kan være hård i polemik, hvis jeg føler, at det er langt det mindste af 2 onder, but sorry, no cigar i denne kontekst: i længden er mange af disse indlæg mod mikrobølgekritikere blot i bedste fald barnlige!  (omend kortvarigt sjove for nogle).

Jeg er lidt overrasket over at man netop i Martinus fora skulle møde en lukkethed overfor mobilstrålingens farer, etc. - specielt når Martinus´metafysik kræver en langt større grad af åbenhed for gennemsnitsåbenheden i samfundet end noget, der er mere jordnært og teknisk snævert (paradoksalt bliver det set som flyvsk), og som skader mange mennesker.

Dybdepsykologisk giver det dog mening, idet spirituelt eller religiøst (dogmatisk) orienterede mennesker ofte undertrykker det modsatte af de etiske idealer (vær ikke vred!, vær tolerant!, osv.), som de ønsker at efterleve.

Resultatet bliver ofte, at det modsatte kommer ud gennem side-ribbenene i passiv-aggressiv, jokende (eller komplet bagatelliserende form [1]),  etc..

Dette er trivielle kendsgerninger for mange psykologer, iagttagere, m.fl. - og det er da også meget logisk, at skyggesiden bliver skabt af de idealer i landkortet man ikke kan efterleve ret meget perceptionsmæssigt i landskabet. Dette har jeg også selv indgående kunnet iagttage igen og igen hos mange kristne, buddhister, amnesty international, martinus-folk (de er nemlig meget på etik med stort E), Steiner-folk, etc.

 Hvorfor? Måske er dette en plausibel forklaring:

Som Jes Bertelsen mener om følgende:

"En for tidlig opnåelse af de kosmiske glimt, hvilket vil sige en opnåelse af disse før individets moralske standard er fundamentalt underbygget, vil således være meget uheldig, og kan heldigvis også kun opnås eller finde sted på en eller anden unaturlig måde og i en meget begrænset form eller som et slags surrogat i forhold til de virkelige glimt. Det absolut ufejlbarlige klarsyn kan kun opnås ved udrensning af bevidstheden af lavere tendenser såsom ærgerrighed, hovmod, intolerance, magtsyge, uærlighed osv. Disse realiteters bekæmpelse er den uundgåelige pris, med hvilken det fundamentale kosmiske klarsyn må betales." http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51&stk=208  

"Jegets morallove og selvets etik er to sfærer der ikke er skarpt adskilt, men glider ind over hinanden. Når et menneske befinder sig på vejen i selvrealisationsforløbet, så må det anvende de udefra garanterede moralregler, men hvor indsigten og energiintensiteten rækker til, vil det dog følge den naturlige etik. Og når et menneske på et energimæssigt højdepunkt indser og erfarer selvets udvidede virkelighed i glimt, så er selvets etik realiseret for dette menneske. Men når mennesket igen vender tilbage til jegbevidstheden og primært fungerer i jeget, så er selvets etik blevet til en udefra kommende morallov.
I den praktiske udviklingsproces må jegets moralske regelsæt derfor hele tiden samarbejde med selvets naturlige, på indsigt hvilende etik. Og ledetråden i dette samarbejde er ønsket om overensstemmelse mellem viden og gøren, eller om man vil kravet om indre konsistens.

Det kræver derfor ifølge Jes Bertelsen megen ærlighed at manøvrere på sandfærdig vis i disse farvande mellem jeget og selvet. Mange i udvikling tager fejl af situationen og tror, at fordi de i ægte [kosmiske] glimt har forstået den naturlige etik, så er den også blevet deres generelle funktionsmåde. Men dette er ikke nødvendigvis tilfældet.

Bertelsen konkluderer derfor i "Selvets virkelighed", at en gunstig og hensigtsmæssig udviklingsproces kræver tre ting: daglig indre praksis, eksistentiel transformation og en høj etik. "
http://www.jernesalt.dk/bertetik.asp

Og han tilføjer selv til ovennævnte Martinus-citat: "måske udtrykket er....lidt for moralsk bekæmpende, lidt for lidt betonende indsigtens naturlige etiske løfteevne. "

Og dette resulterer jo selvfølgelig i, at man ikke kan efterleve landskabet som Martinus gik i, som var eksistentielt sandt for ham, han tegnede et landkort fra sin egen perception, og disciplene forsøgte at efterleve det, studerer det, men få evner at gå i selve landskabet på en måde som er i pagt med deres egen perception. Og her kommer vi til det klassiske: skyggesiden kan ikke få afløb fordi jeget ikke kan efterleve etikken uden at bruge viljen (uanset at det som Martinus sagde er ultimativt sandt, er dette ikke den relative subjektive perceptuelle sandhed for kosmologen andet end i sjældne øjeblikke).
 Derfor sker der modtryk. Det samme med mange andre spirituelle grupper.

Jeg respekterer Martinus og er meget glad for at han var født her - han er sandsynligvis den eneste oplyste i skandinavien, muligvis talsmanden selv, og det er en velsignelse, at det har båret frugt i form af så mange menneskers interesse.

Men jeg ser blot hvad der altid sker når oplyste dør. Mange ting, men bl.a. at man forsøger at tænke sig i positioner som er eksistentielt usande - uagtet, at de er sande ultimativt set!

Som Almaas skriver:

"Generelt ser vi, at hverken gennemsnits-individet i verden, ej heller eleven som har valgt en bestemt vej adresserer de spirituelle læresystemer på måder, som giver mening for dem. Deres sind, deres situationer og deres bevidsthedstilstande bliver næsten aldrig taget i betragtning. De er præsenteret overfor læresystemer, som de kun kan se som fremmede i forhold til deres oplevelse, i strid med deres velbefindende. Så selv den søgende elev kan ikke gøre læresystemerne til sit personlige anliggende, fordi han ikke ser hvordan de relaterer sig til ham eller hans liv. Og gennemsnitspersonen kan ikke se nogen grund til at se nærmere på læresystemerne.
Hvis vi ikke gør læren vores egen, kan vi ikke anvende den i vores liv, så kan læren ikke virke for os, uanset hvor dyb, sand og sublim den er."
- fra Oplysningens Eliksir af A.H. Almaas (vil poste en del af den, som særskilt tråd - uhyre interessant bog)

Her er den: http://www.martinusforum.dk/forum/kommentarer/oplysningens-eliksir-a-h-almaas-uddrag-af-ikke-publiceret-bog-del-1/

Og om dette bla. var en generaliseret langhåret forklaring på hvorfor nogle Martinus-debattører afsporer debatten/etikken - omend i harmløs[?] men ikke desto mindre useriøs afskærende form - skal jeg lade være et åbent spørgsmål. For mig forekommer det blot som en banal forklaringsmulighed på et alment problem hos mange mennesker i specielt moral/etik-orienteret spiritualitet. Det er måske bare den almene irrationelle idiosynkrasi overfor det, som man ikke lige kender (mikrobølger er farlige, etc.) - i så fald adskiller "Martinus-folk" sig ikke fra det almene gennemsnit i åbenhed i samfundet, og i at tænke udenfor boksen, andet end den boks som fakultetet angiver?

[1] "Fokus her på forummet er allerede "mindre" på det tredje testamente.  Katte går som regl deres egne veje....med lidt tålmodighed, skal du se - så forsvinder de helt af sig selv."

Jeg må spørge til ovenstående: hvor meget fyldte det tredje testamente i denne tråd om mikrobølgebeskyttelse (også før jeg kom ind i den)??

Forsvindende lidt!!! Det er jo ret beset ret langt ude! Jeg kommer ind, er ikke "Martinus-mand", skriver et seriøst indlæg om mikrobølger i en allerede etableret tråd om dette > bliver "kærligt" latterliggjort > indvender herefter mod denne mobning - en kende irriteret men oprigtigt og seriøst >  herefter bliver jeg derfor stemplet som humorforladt, selvophøjet, og til sidst; > med lidt tålmodighed "forsvinder jeg helt af mig selv"??? etc.....Geeezus.... Det er sgu da så farisæisk og netop selv-eksklusivt/ekskludrende som det kan blive!

Nej, jeg forsvinder sgu ikke "af mig selv." Det er da et fra-stødende (støde væk) nonchalant afslørende udsagn med en vognstang (ovennævnte sætning med katten)! Hvem ville få lyst til at blive hvis dette er niveauet og så selv-eksklusivt?

Nå nej, jeg har glemt, jeg skal bare grine af mig selv. Hahahahahahahahahahahahahaha!!!!!!

Det er faktisk kosmisk/komisk ironi og morsomt. Honestly! For modsigelserne er da Kafkaske (nå, nej, undskyld, ja det Kafkaske eksisterer jo ikke, sorry) Er det den kosmologiske humor-standard appliceret på outsiderens nødvendige karma, som skal karma-revses i debatten?

Eller er det den farisæiske skyggeudgave/afart af det tredje testamente projiceret på en "non-kosmolog"?

Er jeg ikke kosmisk? Eller er jeg ikke komisk? Eller begge dele? Eller blot en kat der skal ud? Et (de)bat til kat? Bat til katten? Hobitten? Er det den ubevidste subliminale vandmærke i form af "bat"-ord  som afspejler debatten for katten? Eller er det mikrobølge-hatten og briller?
Det er jo ren Fellini-film (feline).

Men nu er det da blevet en selvstændig tråd om tone, etik, skyggeside, etc. i Martinus-kontekst/bruger-kontekst  (på baggrund af en afsporet debat om mikrobølgers indvirken). Så kan der gå skjult emotionel cyber-terapeutisk katharsis i dette også, som på alle bestyrelsesmøder, kolonihaver, etc.

"Det sker som regl her på forummet, at det går lidt op i hat og briller, når snakken kommer for langt bort fra analyserne og bevæger sig ud af den sti der hedder katastrofe, tilfældighed og uskyldige ofre.

Øh, hvor modsigende kan det blive? Martinus talte om katastrofer,  fremtidige kosmiske krige, tilfældighed/skæbne, etc.

Desuden; hvor meget fyldte "analyserne" i tråden? Jeg er ny og vidste ikke, at alt skal relateres til analyserne?

Betyder det også, at man ikke skal fokusere på de fysisk udløsende årsager til katastrofer, at børn f.eks. har fortjent at lide under dem (mikrobølger f.eks.), og derfor er de aldrig uskyldige, således at det er "tilstrækkeligt" at have (sikker distanceret) "medfølelse" -  men derudover blot købe aflad på sin passivitet ved at undlade at fokusere på umiddelbare ydre årsager til lidelse? (det være sig miljø, mikrobølger,narcissisme, m.m.m.)

For de logiske implikationer ville i så fald minde lidt om Krishna-Iscon, hvor man undlader at give penge til tiggere med henvisning til, at det er deres karma at sulte.

Og den form for relativistisk brug af ansvarsforflygtigende kosmologisk "etik" ville Martinus da ikke "billige" (på trods af, at "alt er såre godt" og amen!)

Desuden, som jeg sagde tiddigere. Iflg, Martinus er det den lidendes karma at lide men at undlade at hjælpe den lidende er karma i sig selv.

Jeg er meget analytisk men kom her fordi jeg syntes Thomas og andre blev drillet, og det er vel OK, men så fortsatte det på en mærkelig måde, og jeg ønskede at lave et godt indlæg (ophøjet eller ej).

Nu har jeg da virkelig malet mig op i et hjørne pga. et så langt og tilsyneladende pedantisk indlæg, etc.  Men jeg har svært ved at lade det jeg føler er groteske modsigende forkerte påstande stå uantastede, når de står og blafrer i vinden.

Kender en fyr som gik hos Bob Moore. Flere kunne ikke lide ham, og kom med mange (usande) brands på ham. Han lod disse påstande stå uantastede fordi han følte at man ikke skulle forsvare sig selv.
Dette er måske viist, hvis man kan, og andre gange skal man nok ikke være passiv. Jeg kan ikke selv når mange ting flagrer som ufærdiggjorte gestalter.

Anyway, det kan være mine indlæg er interessante for nogle, men jeg føler ikke at jeg passer så godt herinde. Jeg er alt for rebelsk til at acceptere den slaviskhed og dogmatik hvormed Martinus bliver repeteret herinde (eller så er jeg blot blevet fordomsfuld).

ha det godt

P

AMEN! (alt er såre godt, alt er såre godt, alt er såre godt, alt er såre godt, alt er såre godt, alt er såre godt, alt er såre godt, alt er såre godt, alt er såre godt, alt er såre godt, alt er såre godt, alt er såre godt, hare krishna, hare krishna, hare krishna, hare krishna, hare krishna, hare krishna, hare krishna, hare krishna, hare krishna, etc)

Hvad mener du om at folk er apatiske og uvidende om (sæt selv ind her):_aspartam___, __mobilstråling_, __krigen i afghanistan, __det kommende ragnarok__etc.???

Svar: Jeg ved det ikke og jeg er også ligeglad!

P.S. Jeg tillader mig slutteligt at paste dette lange uddrag (hvem ved om jeg får en ny chance - får man battet af moderatoren?) fra sociologen, Zygmunt Baumans humanistiske, moralsk indignerede[?], ikke-kosmiske globale oversigtsanalyse - omend det er virker lidt off-topic mener jeg, at det er overlappende med hvad Martinus-kosmologers observans er - etik:

".... Den globale elites selvtilstrækkelighed betyder ifølge
Bauman, at den nu ikke længere har behov for de fattige, de lokale og de
stavnsbundne svage, som man havde tidligere som en reservehær af
arbejdere eller som loyale undersåtter, som man alfaderligt skulle tage
hånd om – såvel for ens egen som deres skyld. Den moderne tidsalders
noblesse oblige er i dag totalt forsvundet fra jordens overflade, og den
globale elite overlader de svageste enten til deregulerede
velfærdsstater og minimalstater, hvis moralske ansvar for andre kan
ligge på et minimum, til kortvarige private ‘velgørenhedskarnevaller’
eller helt og holdent til sig selv. Den globale elite er som godsejere,
der ikke efterlever deres bopælspligt, og som har opgivet alle de
moralske og økonomiske interesser i det territorium, som de har
bemyndigelse over, og som deres tidligere tildelte in loco
parentis-status bød dem (Bauman 1998b:3).

Når territoriale bemyndigelser, beføjelser og forpligtelser mister deres
tiltrækningskraft og bliver til passiver i stedet for som tidligere
aktiver, så trækker de magtfulde sig tilbage til det globale
ingenmandsland, som det frie marked eller det virtuelle rums økonomiske
transaktioner muliggør. De velstillede ønsker dog ikke den totale
uorden, da dette i sidste instans kan true deres egen globale status,
men denne uorden skal begrænses til det lokale plan, da “den globale
orden har behov for en høj grad af lokal uorden ‘for ikke at have noget
at frygte’ […] Når de fattige kæmper med de fattige, har de rige al
mulig grund til at fryde sig” (Bauman 2001b:104-105).

.....For Bauman er det globaliseringens indvirkning på menneskers liv,
der optager ham, og det er tydeligt, at der således er meget stor
forskel på, hvad globalisering betyder i henholdsvis New York og New
Delhi.  Hvor nogle flyver jorden rundt på førsteklasse og drikker
champagne, gemmer andre sig i lufttætte containere eller på overfyldte
flygtningeskibe. Med baggrund i billedsproget og de i Kapitel 6 omtalte
mennesketypificeringer beskriver Bauman således de postmoderne mennesker
som værende enten ‘vagabonder’ eller ‘turister’, ‘lokale’ eller
‘globale’:

Nutidens eksistens er trukket ud langs det globale og det lokales
hierarki med global frihed og bevægelighed som udtryk for social
forfremmelse, avancement og succes, og ubevægelighed afgiver den
frastødende stank af nederlag, forfejlet liv og at være efterladt. […]
‘Det gode liv’ er på farten (Bauman 1998b:121).

Det er såvel i den bogstavelige som den metaforiske forstand, at det
gode liv er på farten. Til trods for den polariserede placering på den
hierarkiske skala udgør oplevelserne af den globale verden to sider af
samme globale mønt, og til forskel fra deres moderne forgængere, som
Bauman benævner ‘pilgrimme’, har disse postmoderne vagabonder og
turister ingen dybere mission eller målsætning med deres rejseaktivitet,
hvadenten denne rejse er på tværs af kontinenter eller foregår som en
rejse i muligheder og oplevelser. De rejser derhen, hvor deres lyst
eller nød bringer dem (Bauman 1993a:240ff). Hvor pilgrimmene, som hos
Webers puritanere, havde et klart defineret mål med livet og forfulgte
det på pligtopfyldende og næsten livsforsagende asketisk facon, så har
hverken vagabonder eller turister i samme grad en rød tråd i
tilværelsen, der kan eller skal følges. De er begge arketypiske nomader,
men nomader, der oplever verden væsensforskelligt, og hvor der overalt
er grønt lys for turisterne, så standses vagabonderne overalt af rødt
lys (Bauman 1998b:93). Turisterne bliver på denne måde livsforslugende
forbrugere, der rejser på må og få og kører over for rødt, hvis nogen
skulle finde på at forsøge at stoppe dem, mens vagabonderne, som er
‘ufrivillige turister’ og turisternes alter ego, bliver tvunget til at
gøre midlertidigt ophold i interimistiske teltlejre, hvorfra de hastigt
og hvileløst bliver drevet videre, eller fastlåses mere permanent i
asylcentre:

“Turisterne bevæger sig, fordi de finder verden inden for deres
rækkevidde uimodståelig attraktiv; vagabonderne er i bevægelse, fordi de
finder verden inden for deres rækkevidde ulideligt ugæstfri” (Bauman
1998e:47). Både turister og vagabonder er således hele tiden på farten.
De lever begge på hver deres måde efter filosofien, at græsset altid er
grønnere på den anden side, men hvor det er en frigørende oplevelse for
turisterne, bliver det et fængsel for vagabonderne, der i forhutlede
horder søger bort fra afsvedne stepper mod de frodige
‘forbrugskatedraler’ (Ritzer 1999) i overflodssamfundene. De bliver
vores tids ‘fremmede’, der, som sigøjnere, jøder og tatere tidligere,
forsøger at finde en næstekærlig vej i en ugæstfri verden. Den globale
verdens glæder er derfor forundt de få velstillede og deres følge af
imiterende forbrugere og turister, mens misfornøjelserne er forbeholdt
de fattige og vagabonderende lokale.
Mennesker i den postmoderne eller flydende moderne verden er nemlig
først og fremmest ‘sensation seekers’, der er drevet frem af et forbrug
af nydelse og en ultimativ hedonisme. Hvor nogle kan udleve denne higen
efter oplevelser og udfordringer, halter andre i Baumans univers
konstant bagefter.....

Bauman konstaterer, at den værste skæbne, der kan overgå mennesker i
denne globale verdensuorden, er ikke at være i stand til at udleve ens
globale muligheder – at være lokalt bundet. Hvad der signalerer frihed
for nogle, betyder som en direkte konsekvens heraf stavnsbinding og
indskrænkning for andre, og “at være lokal i en global verden er tegn på
social nød og nedværdigelse” (Bauman 1998b:2). Han beskriver således
glokaliseringen som en transformation af mange mennesker fra turister
til vagabonder, da glokalisering, som han som nævnt benævner drivkræften
i postmoderniteten, betyder en polarisering af mobiliteten, en sted- og
tidsopløsning for de få på bekostning af en stavns- og tidsbinding af de
mange (Bauman 1998e:46). Globalisering og glokalisering er således både
mulighedsskabende som mulighedsundergravende alt afhængig af, hvem man
er og ikke mindst, hvor man er. Der er derfor både vindere som tabere i
det store forkromede globale lotteri, hvor nogle end ikke har råd til at
tilegne sig lodder eller vente på, at numrene udtrækkes. Baumans sympati
er her, som i alle andre diskussioner, ubetinget og uigendriveligt hos
disse uheldige og ulykkelige menneskeskæbner. Man fornemmer dog også
mellem linierne, at han næsten har lige så ondt af turisterne som af
vagabonderne omend af ganske forskellige årsager. Hvor vagabondernes liv
er præget af nød og flugt, så er turisternes liv en menings- og
indholdsløs flakken omkring fra fødsel til død. Friheden er dog den
faktor, der gør en forskel – friheden til at bevæge sig, og en frihed
som grundlæggende er en differentieret oplevelse og til hvilken, der er
særdeles stratificeret adgang. Mobilitet bliver det ypperste symbol på
succes i en global verden (Bauman 1998b:2), og hvor de velstilledes
oplevelse af verden er udtryk for postmoderne frihed, så sameksisterer
denne med, hvad der på uhyggelig vis minder om postmoderne slaveri
(Bauman 1998b:92). Det er dog en type af slaveri, hvor der ikke er en
slavepisker tilstede, som kan tvinge den globale galej fremad, da man
ikke ved, hvilken vej, der peger fremad og hvilken, der er et
tilbageskridt. I den globale verdensuorden har man mistet
orienteringssansen.....

.....I både førmoderniteten og moderniteten blev arbejdet automatisk
betragtet som noget godt, noget værdifuldt i sig selv, noget moralsk
efterstræbelsesværdigt og som socialt nødvendigt. Derfor var der tale om
en arbejdsetik – det blev betragtet som et moralsk anliggende at være i
stand til at yde en indsats og forsørge sig selv, samtidig med at denne
etik indgød i mennesker, at de ikke skulle være tilfredse med dét, de nu
engang havde men burde efterstræbe endnu mere (Bauman 1998a:5). ...

...De, der ikke kan forbruge, bliver ‘forfejlede’ eller ‘ufuldkomne
forbrugere’ på samme måde som de fattige, der i moderniteten ikke kunne
producere og bidrage til samfundets velstandsforøgelse var ‘forfejlede
producenter’. Hvor deltagelse i produktionen tidligere kunne tjene til
at holde mennesker i live og skaffe mad på bordet, har man i dag brug
for forbruget til at bibringe en konstant nye oplevelser og glæder.
Forbruget kan føre mennesker ud af kedsomhed og sikre, at deres liv ikke
står i stampe, men for at forbruge behøver man penge, og denne luksus er
ikke alle forundt i forbrugersamfundet (Bauman 1998a:39). Derfor
konstaterer Bauman, at

det er én sag at være fattig i et samfund af producenter og universel
arbejdsløshed; det er en helt anden sag at være fattig i et samfund af
forbrugere, i hvilket livsprojekter er opbyggede omkring forbrugsvalg i
stedet for arbejde, faglige færdigheder eller ansættelse. Såfremt det at
være ‘fattig’ engang udledte sin betydning fra det forhold at være uden
beskæftigelse, så trækker det i dag primært sin betydning fra den
tilstand man befinder sig i som ufuldkommen forbruger (Bauman 1998a:1).

Fortidens fattighuse og indespærringsforanstaltninger i forhold til
subsistens- og arbejdsløse individer forefindes i dag i menneskers
bevidsthed snarere end som institutioner, men deres effekt er ikke desto
mindre lige så undertvingende, indskrænkende og frygtindgydende. Som
Seabrook (1988) gjorde opmærksom på, så skaber nutidens samfund en
subjektiv følelse af utilstrækkelighed blandt folk. Denne følelse
afføder som konsekvens, at mennesker som forbrugere for alt i verden vil
undgå at forfalde til fiasko og fattigdom, og de bliver derfor
vedvarende og nærmest neurotiske stræbere efter succes, men denne
stræben er ofte selvdestruktiv og kortvarig, da man aldrig kan få vished
nok om den forestående succes. På samme måde som Webers puritanere, der
konstant søgte efter tegn på frelse, således stræber postmoderne
forbrugere efter sikkerhed fra fattigdom og til at kunne fortsætte
forbrugsfesten. En af de sikre tegn er at se andre mennesker, det ikke
er forundt at forbruge, og på denne måde opfylder de forfejlede og
ufuldkomne forbruger stadig en vis social funktion – som skræmmebilleder
og skrækscenarier. På samme måde som vagabonden er turistens værste
mareridt, er den ufuldkomne forbruger forbrugerens, og akkurat som ingen
livsforsikring i praksis beskytter dens besidder mod døden, således kan
ingen af forbrugerens livsstrategier beskytte mod at forfalde til en
status som ufuldkommen forbruger (Bauman 1998b:97). Forbrugerisme er
således, ligesom friheden, en social relation – forbrug drejer sig om
nogles frihed til at forbruge og andres manglende frihed og mulighed.
.....

.....For de mennesker, der ikke har ressourcer til at forbruge, kan
enhver stræben på forhånd godt opgives. De nye fattige, der ikke kan
forbruge, kommer til at udgøre en ny underklasse, som sociologer igennem
tiden har gjort meget ud af at analysere. ‘Underklassen’ består, som vi
så tidligere, i de flestes begrebsliggørelser af samfundets udskud, en
formløs forsamling af fattige, kriminelle, sindslidende, alkoholikere,
enlige mødre, hjemløse, stofmisbrugere og i almindelighed mennesker, der
er afhængige af offentlig hjælp og ude af stand til at tage vare på sig
selv, og således er det også ifølge Bauman i forbrugersamfundet. Disse
mennesker arbejder ikke, bidrager ikke til det fælles vel, men betragtes
som et åg på vores skuldre og en byrde for vores samvittighed (Bauman
1998a:66ff). .........

......Man bandlyser dem dermed fra det moralske univers og gør dem til
skyldige snarere end ofre (Bauman 1998a:77). Deres største fejl og synd
består nemlig ifølge Bauman i, at de ikke er i stand til at forbruge, og
de eksemplificeres i den offentlige debat og medier blandt andet som de
nye horder af forhutlede fattige og fremmede, hvis levestandard er
bestemt af rådigheden af under én dollar om dagen og som i dag udgør en
fjerdel af jordens befolkning, der sultent stormer det velstillede Fort
Europa med forventning om at få del i forbrugskagen. Til gengæld gør de
velstillede alt for, at de forfejlede forbrugere ikke skal nå frem og få
del i kagen og ikke føler sig så velkomne, at de vælger at blive. De
skal ikke assimileres i den eksklusive forbrugskultur men hellere
hjemsendes, og man ønsker derfor hellere at hjælpe dem i deres eget
oprindelige nærområde, og Bauman trækker her på den polske journalist og
kronikør Ryszard Kapuscinski (1997), der dukker op adskillige steder i
forfatterskabet. Det er Kapuscinskis, og således også Baumans pointe, at
der som konsekvens heraf opstår, hvad de betegner som
‘velgørenhedskarnevaller’ eller medieskabte ‘velgørenhedsmarkeder’, hvor
man kollektivt køber aflad ved at donere symbolske beløb til TV-shows
eller kampagner, der er oppe i tiden (Bauman 1998a:78-79). Igennem
diverse af disse velgørenheds- og barmhjertighedsarrangementer får
forbrugerne følelsen af, at de har gjort noget godt for de dårligere
stillede andre steder i verden, og derfor kan de sove godt om natten
velvidende, at hvis der findes fattigdom, så er det de fattiges egen
skyld.

Samtidig er der de fremmede, som vi ikke kan slippe af med, og som har
en fødselsret til at forblive i vores fysiske nærhed. Disse mennesker er
vores egne fattige og ufuldkomne forbrugere, for hvem det betragtes som
selvforskyldt ikke at arbejde og således ikke at kunne forbruge eller
forsørge sig selv - det skyldes, påstås det, grundlæggende dovenskab,
uvilje til at bidrage til samfundet eller manglende kompetence.
Arbejdsetikken vender således tilbage i vores tid i en ny forklædning.
Det betragtes som moralsk at arbejde og forsørge sig selv, mens de, der
ikke arbejder, bliver mistænkeliggjorte og stigmatiserede. Det nye
ligger i, at de fattige mister deres funktion, som de besad engang i
fortiden, og de bliver i dag helt og aldeles økonomisk overflødige som
potentiel arbejdskraft, selvom de som nævnt som skrækeksempler dag og
nat kan hjemsøge forbrugerne. De har ingen udsigt til velstand,
sikkerhed eller den lykke, som penge måske kan garantere men alligevel
sandsynliggøre, og som Bauman allerede slog fast i Memories of Class, så
“har de riges oldgamle visdomsord, ‘penge gør ikke lykkelig’, altid haft
en hul klang for de fattige” (Bauman 1982:178). Det er en aforisme, som
kun er meningsfuld for dem, der har råd til at bruge deres tid på at
filosofere og forbruge i stedet for at skaffe føde – som Bertolt Brecht
bemærkede i sin Laser og pjalter, ‘erst kommt das Fressen, dann die
Moral’.