1
Mange af nutidens humane materialister, for hvem lidelsernes berettigelse i verden er blevet et påtrængende mysterium at få løst, søger, mere eller mindre bevidst, en acceptabel forklaring på den megen ondskab, der findes. De er for længst vokset fra forklaringen om, at det er djævelen, der står bag alt det onde, og hvis formål udelukkende er, at de skal havne i helvede. De kan heller ikke forstå det logiske i, at en Gud, der skulle være alvis, almægtig og i særdeleshed alkærlig, skulle kunne tillade, at der findes ondskab og lidelser i verden. I så fald måtte det jo være en sadistisk Gud. 2
Som tidligere vist har Martinus symboliseret hele verdensaltet eller Guddommes bevidsthed i det han kalder hovedsymbolet. Her er markeret et afsnit, det orange område også kaldet dyreriget, hvor dræbende tanker og manifestationer, kan komme til udtryk. Ifølge Martinus´ analyse af mørkets mission skal mørket eller manifestationen af det onde ikke forståes som en magt, der eksisterer selvstændigt uden for Guddommens bevidsthed. Mørkets mission er, at det levende væsen, i et særligt udviklingsafsnit, skal lære det onde at kende. Uden at væsenet lærer dette, kan det umuligt lære, hvad det gode er. Og uden at vide, hvad det gode er, kan det levende væsen aldrig nå frem til at manifestere den fuldkomne væremåde. Mørket er således en uundværlig del af Guddommens plan, der har til formål at føre mennesket frem til kosmisk bevidsthed, der er en bevidsthedstilstand hvor væsenet er i kontakt med alkærlighedens inderste visdom. Denne kontakt får det ved indgangen til det rigtige menneskerige, markeret ved det gule afsnit. |      | 
© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(Klik på billedet for en forklaring)
| 3
I dyreriget er udfoldelsen af mørket eller "det dræbende princip" (note 16) en naturlig del af bevidsthedslivet, idet dyret her i overvejende grad har sin livsbetingelse ved at dræbe. Da intelligensenergien netop i dyreriget begynder at gøre sig gældende, går denne begyndende intelligens i "det dræbende princips" tjeneste og hjælper dyret i dets overlevelseskamp. Ved hjælp af intelligensen, som i sig selv er neutral, har mennesket frembragt mange goder, men da det stadig er hjemmehørende i dyreriget og dermed i "det dræbende princips zone", har det også brugt sin intelligens til magtmanifestation og udkonkurrering af medvæsener. | | 
Løver
| 4
Martinus har symboliseret den tilstand som han kalder "gennem indvielsens mørke, helvede eller ragnarok" (Symbol 19). Her vises mørkets kulmination eller det dræbende princip. Trekanten over hjertet symboliserer væsenets jeg og hjertefiguren væsenets fysiske organisme, mens de to sabler i hjertefiguren symboliserer det dræbende princip. På dette udviklingstrin reagerer mennesket med had og hævn, når det selv bliver udsat for mørk skæbne. Alle former for mørk skæbne, repræsenteret ved den orange bue til venstre på symbolet, formår væsenet kun at reagere på, ved at give tilbage med samme mønt. Øje for øje og tand for tand er her idealet. Derfor udsendes en ny skæbne- eller karmabue, repræsenteret ved den orange bue til højre, som væsenet vil modtage igen i denne eller i senere inkarnationer. Den kolde materialismes opfattelse af, at mennesket udslettes ved dødens indtræden, symboliseres af dødningehovedet. Byen i baggrunden, med de mange huse, kupler, tårne, spir og fabriksskorstene, symboliserer jordmenneskehedens nuværende kulturområde. Trods videnskabens positive intentioner, har den langt fra kunnet give tryghed og verdensfred. Den har i sin uvidenhed skabt våben, atombomber og alskens mordmaskiner, med hvilke det har mangedoblet menneskets drabskapacitet langt ud over, hvad noget fuldblods rovdyr kan præstere. 5
Dette, at intelligensen går i egoismens og "det dræbende princips" tjeneste, danner baggrund for den bevidsthedstilstand, som Martinus kalder for "djævlebevidsthed" (note 17). Med denne "djævlebevidsthed" skaber mennesket krigens rædsler, ragnarok og koncentrationslejrenes grusomhed, ja skaber her det yderste mørke, helvede inkarneret på jord. Dette er således det eneste virkelige eksisterende helvede, idet der hverken findes en "djævel" eller et "helvede" efter døden, som er den traditionelle kristendoms anskuelse. 6
Om mørket og "helvede" skriver Martinus:
"Men vi ser her, at af alle dem, som "døde" på slagmarkerne eller "døde" for hadets hånd, samt alle dem, som "døde" af andre årsager, sygdom og alderdom, er slet ingen "døde". Det, der opfattedes at være "døden", "helvede" eller mørket, var ikke andet end et "farvestof", et "dekorationsmateriale", "mørk maling", som det udødelige Jeg i forbindelse med Guds modellerende og malende hånd bag de døde kroppe benyttede ved udformningen af sit livskunstværk: "Mennesket i Guds billede". De døde kroppe, ligene i gravene, er kun høvlspånerne eller affaldsstofferne fra denne Guddommelige skabelsesproces, denne Guddommelige omformning af mentalitet fra "dyr" til "menneske" (note 18). 7
"At skabe et menneske om fra at være et dyr, for sådan foregår skabelsen, at skabe et menneske om fra at være et dyr til det færdige fuldkomne menneske, der er så totalt fuldkomment, at der ikke på nogen som helst måde kan ske nogen lidelse eller smerte eller noget som helst fra dets manifestationer, men hele tiden udstråler et væld af lys for sine omgivelser. At forvandle dyret til et sådant væsen, det kræver millioner af år. Og da menneskene kun er bevidste i det ene liv, det nuværende liv de lever, så har de jo ikke ret megen udsigt over dette vældige panorama. Men de må jo se. De må jo lære at forstå, at de selv er evige, at det liv de nu har, det er ikke begyndelsen. Hvis det var begyndelsen, så var der ikke den mindste retfærdighed i verden. Så var alting fuldstændig ødelæggende, saboterende" (note 19). | | 
© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 19
Gennem indvielsens mørke (Helvede eller ragnarok)
(Klik på billedet for en forklaring)
| 8
Vi befinder os altså i en forvandling fra dyr til rigtige mennesker, og i denne proces går vi igennem både gode og onde erfaringer, og oplever både glæde og smerte. Martinus betegner det onde som det "ubehageligt gode", mens han betegner det gode som det "behageligt gode". Både det gode og det onde har sin berettigelse i menneskets humaniseringsproces. Lokalt set opleves "det ubehageligt gode", naturligvis som ondt og mennesket kommer tit i vanskelige situationer, hvor det oplever, at lige meget hvad det vælger at gøre, kan det ikke undgås, at gøre ondt over for andre. I sådanne situationer anbefaler Martinus altid at gøre det mindste onde. 9
Det er imidlertid væsentligt at understrege, at der er en vej ud af mørket. Efterhånden som det enkelte menneske kommer dertil i udviklingen, hvor det bevidst kan arbejde med på sin egen udviklings- eller humaniseringsproces, kan det ifølge Martinus ikke undgås at det opdager, at det forandrer sig. Det kan bevidst arbejde med på sin egen humane proces ved at udrense alle negative tendenser i sin bevidsthed og samtidig dagligt tænke på, hvad godt det kan gøre for sin næste. Selvom der stadigvæk sker meget ondt i verden, kan den enkelte begynde at forske i sit eget sind og forsøge at finde ud af, hvad det er der giver en ulykkelig skæbne og hvad det er der giver en lykkelig skæbne. Det er i den sidste ende det enkelte menneske selv der gennem indre kamp må tilgive og elske sin næste for derigennem at komme ud af lidelsernes sfære. Igennem denne rejse får det større indsigt og viden om sig selv og sine medvæsener fra nær og fjern. | | 
© Martinus Ideal Fonden 1964
Symbol 23
Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse
(Klik på billedet for en forklaring)
|
|
Mørkets mission