| Anbefal til facebook |
|---|
|
|
|
Stofspiralen og mellemspiraler |
 |
 |
 |
|
Artikel 03.09.07. Martinus har i symbol nr. 14 beskrevet "De kosmiske spiralkredsløb" som bestående af mælkevejs-spiralen, solsystem-spiralen, planet- eller klode-spiralen, organisme-spiralen, organ-spiralen, celle-spiralen samt stof- eller materie-spiralen. Men findes der også mellemspiraler, altså spiraler der ligger mellem de spiraler som Martinus har beskrevet ? Og hvilke væsener befolker egentlig stof- eller materie-spiralen ? Disse to spørgsmål behandler Aage Hvolby i denne artikel. Sidst i artiklen ses en skitse til et symbol, som Aage Hvolby har udarbejdet og fået godkendt af Martinus. af Aage Hvolby Indholdsoversigt1. Udvikling i al evighed 2. Hvad er en spiral? 3. Syv organismeprincipper i ”de kosmiske spiralkredsløb” 4. Hvad er et stof-væsen?
5. Levetider for mikrovæsener
6. Atomet som et mikrokosmisk solsystem 7. Talentkerner 8. Basale typer organismeprincipper for levende væsener 9. Hvilke væsener findes der mellem de basale spiraler?
10. Møder med Martinus om mellemspiraler
11. Konklusioner 12. Noter 13. Henvisninger
1. Udvikling i al evighedMange af Martinus’ symboler viser udviklingen gennem tilværelsens seks zoner eller riger: mineralriget, planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, og den guddommelige verden. Derudover viser symbolet over ”de kosmiske spiralkredsløb” (10), at når en udviklingsproces gennem de seks tilværelsesplaner er gennemløbet, begynder man forfra på den samme proces i en højere form, en højere oktav, i al evighed.
2. Hvad er en spiral?Begrebet ”spiral” er i matematikken en plan kurve, der vinder sig om et fast punkt i planen samtidig med, at den fjerner sig fra dette punkt. Der er altså tale om en kurve, der har et begyndelsespunkt, men som derfra er endeløs. En spiralkurve, fx den såkaldte ”Archimedes spiral”, har altså et uendeligt antal såkaldte ”vindinger”. I Martinus’ terminologi svarer en ”vinding” til et omløb gennem alle seks tilværelsesplaner. Et sådant omløb kalder Martinus for ”et spiralkredsløb” eller ”et spiralafsnit”, ofte forkortet ”en spiral”. Den samlede spiral (10), som er uden begyndelsespunkt og i øvrigt endeløs, betegner han ”de kosmiske spiralkredsløb”. Jeg vil i det følgende udelukkende anvende Martinus’ terminologi, dvs. ”en spiral” som betegnelse for et enkelt omløb, og ”de kosmiske spiralkredsløb” som betegnelse for samlingen af uendelige omløb.
3. Syv organismeprincipper i ”de kosmiske spiralkredsløb”Symbolet over spiralkredsløbene viser syv sammenhængende spiraler, som Martinus betegner med følgende ord: G. Mælkevejs-spiralen (10) De nævnte spiraler er befolket med følgende ”basale typer levende væsener”: G. Mælkevejs-væsener, fx vor egen mælkevej (multipartikel-princippet) Nævnte basale væsenstyper repræsenterer vidt forskellige organisme-principper. Eksempelvis kan organismer såsom mennesker og dyr vandre frit rundt mellem hverandre. Kloder kan kun rotere om sig selv og solen. Organer og de fleste celletyper kan slet ikke ændre position i forhold til hverandre. I den foranstående oversigt er i parentes angivet den betegnelse for de forskellige organismeprincipper, som Ole Therkelsen har anvendt (107). Symbolet ”Det ufuldkomne menneske” (19, 110) er i begge sider forsynet med en række ikoner, der gentages i sekvenser á syv spiraler. Denne brug af ikonerne må tolkes på den måde, at organismeprincipperne gentager sig i sekvenser á syv spiraler. I det følgende vil jeg anvende betegnelsen ”basale spiraler” som samlet udtryk for spiralerne A-G. Betegnelsen er udtryk for, at ethvert levende væsen i dette sammenhængende spiralkredsløbs-system er opbygget på en basis, et fundament, af væsener fra de underliggende spiraler, som det udviklingsmæssigt hænger sammen med. Spiralerne A-B-C er vort mikrokosmos, som Martinus også betegner ”yngre kredsløb” (7). Spiral D er vort mellemkosmos, og spiralerne E-F-G er vort makrokosmos. Spiralerne under stofspiralen og over mælkevejsspiralen betegner Martinus som henholdsvis ”supermikrokosmos” og ”supermakrokosmos”. De tre supermikrokosmiske spiraler, der ligger lige under stofspiralen, kan man derfor benævne: g: Supermikrokosmisk mælkevejs-spiral I nærværende artikel vil jeg koncentrere mig om at belyse to problemer:
4. Hvad er et stof-væsen?De spiraler, der ligger under cellespiralen, betegner Martinus med samlebegrebet ”Atomspiralen” (7). Karakteristisk for forholdene ved et organisme-væsens inkarnation, fx menneskets inkarnation, er, at de organ- og cellevæsener, der skal indgå i organismen, forud findes i diskarneret tilstand, og altså skal tiltrækkes fra det åndelige plan. Det samme gælder ikke for stof-væsenerne. Om væsenerne fra ”atomspiralerne”, herunder væsenerne i stofspiralen, skriver Martinus, at disse væsener tiltrækkes i inkarneret tilstand, dvs. gennem vor sult og tørst efter levnedsmidler (7).
Videnskabeligt er ”fordøjelsen” den proces, der omdanner fødeemnerne til materiale, som kroppen kan optage, samt udskiller uoptageligt materiale som afføring. Martinus’ udsagn om fordøjelsen i sidste sætning i ovenstående citat (7) må forstås på den måde, a) at væsenerne i stofspiralen enten er genstand for fordøjelse, dvs. genstand for de enzymatiske nedbrydningsprocesser, der finder sted i fordøjelseskanalen. b) eller at disse væsener som resultat af fordøjelsesprocesserne er blevet frigjorte, så de er i stand til at passere tarmvæggen og dermed blive overført til den indre organisme. Der er altså tale om nogle af de livsenheder, som Martinus i bogen ”Bisættelse” betegner A-livsenheder (mulighed ”a”) og B-livsenheder (mulighed ”b”). A-livsenhederne er netop karakteriseret ved, at de indtages med føden og dræbes ved fordøjelsen, hvorimod B-livsenhederne belives efter at være blevet frigjorte og via tarmvæggen overført til den indre organisme (101). Det er nærliggende at tolke disse forhold på den måde, at stofspiralen er befolket af de polymolekyler, der nedbrydes i fordøjelseskanalen. Disse polymolekyler, der er opbygget af talrige monomolekyler, omfatter hovedsagelig grupperne protein (poly-aminosyrer), kulhydrater (poly-saccharider), fedtstoffer og DNA-molekyler (poly-nukleotider). Karakteristisk for disse polymolekyler er, at de, efter at have passeret tarmvæggen i fordøjet form, dvs. som monomolekyler, i den indre organisme bliver anvendt som byggestene til opbygning af de typer polymolekyler, som organismen har brug for. Biokemisk taler man om livsnødvendige stoffer i ernæringen, og her drejer det sig ikke alene om vitaminer og mineraler. Der findes fx otte livsnødvendige aminosyrer, dvs. aminosyrer, som menneskets og mange andre pattedyrs organisme har brug for og ikke selv kan syntetisere. Disse aminosyrer syntetiseres i virkeligheden af planter og må altså tilføres med føden, enten i form af animalsk eller vegetabilsk føde. Da aminosyrerne intetsteds i naturlige levnedsmidler findes i ren tilstand, altså som monomolekyler, må de tilføres som polymolekyler, dvs. som protein. Når det fra forskellig side hævdes, at det er klogt at spise kød for at få de livsnødvendige aminosyrer tilført i tilstrækkelig mængde, er det tankevækkende, at disse aminosyrer i kødet i virkeligheden er syntetiseret af de planteprodukter, som dyrene har indtaget. Den fysisk største supermikrokosmiske spiral kan derfor være befolket med B-livsenheder, dvs. monomolekyler såsom aminosyrer, monosaccharider og nukleotider, idet disse molekyler er byggestenene i henholdsvis protein, kulhydrat og DNA. I modsætning til polymolekylerne kan monomolekylerne som nævnt passere fordøjelseskanalens vægge. Derfra overgår de til vort blod- og lymfesystem, som bringer dem videre til de organer, hvor der er brug for dem. Karakteristisk for B-livsenhederne er som nævnt, at disse livsenheder oplever disse processer som livgivende. Martinus har skrevet, at B-livsenhederne ikke har nogen fysisk organisme (13). Dette kan forstås på den måde, at monomolekyler fysisk er så små af størrelse, at de ikke kan iagttages ved hjælp af lysmikroskopi. De mindste ting, man kan se i et lysmikroskop, er nemlig lidt under en tusindedel af en millimeter. Og monomolekylernes størrelsesorden er en tusindedel heraf, altså en milliontedel af en millimeter. At B-livsenhederne har en fysisk organisme turde være indlysende, idet deres vægt kendes helt præcist. De er jo også hele grundlaget for, at vi kan tage på i vægt og erstatte vægttab. Et fundamentalt område er moderdyrs brystmælk, som hovedsagelig består af B-livsenheder. Og netop indtagelse af modermælk er jo i stand til at få nyfødte pattedyr til at tage på i vægt. Om mikrovæsenerne i mælk har Martinus ved en spørgetime i Varnhem 1967 udtalt, at ”mælk er skabt til, at det skal bruges. Det skal optages i organismer og fordøjes. For de mikrovæsener de vil lide under det, hvis ikke de bliver optaget.” Det kunne tyde på, at polymolekylerne i mælk (caseiner og mælkesukker) tilhører planteriget og derfor vil finde behag i at blive nedbrudt. (note 3) I en foredragsrække har Martinus om stofspiralen udtalt, at ”hernede har vi molekyler og atomer, og det går jo længere ned i mikroverdenen, men jeg kan jo ikke lave en evig tegning. Jeg må slutte et sted.” (25) Som nævnt kan Martinus’ udsagn om fordøjelsen (7) også tolkes på den måde, at stofspiralen er befolket ikke af polymolekyler, men af monomolekyler, altså af B-livsenheder. En sådan tolkning vil i det efterfølgende afføde det problem, at atomerne da ikke kan betragtes som supermikrokosmiske solsystem-væsener. 4.1. Elementarpartikler i stofspiralen?I modsætning til ovennævnte tolkning (mulighed ”a”) oplyser Per Bruus-Jensen (PB-J) i sine skrifter (103, 104, 105, 106), at Martinus har tilkendegivet, at organismeprincippet i stofspiralen er elementarpartikel-princippet, eller sagt på en anden måde, at nævnte spiral udgøres af elementarpartikler. Dette synspunkt fastholder PB-J i den symbolforklaring, han har givet til symbolet ”Det ufuldkomne menneske” (110). PB-J’s udsagn må forenklet forstås på den måde, at stofvæsenerne udgøres af dels elektroner dels nukleoner, dvs. neutroner og protoner. Disse tre stofenheder er meget forskellige i deres fysiske størrelse, elektriske ladning, stabilitet og funktion. Om vægten pr. enhed gælder således, at såvel en proton som en neutron vejer lige så meget som ca. 1.800 elektroner tilsammen. Elektron: 9,10939 x 10-31 kg, dvs. blot 1/1836 af en protonmasse. Som argument for, at stofspiralen er udtryk for elementarpartikel-princippet, kan muligvis anføres, at det er de mindste partikler, som naturvidenskaben har mulighed for at iagttage, direkte eller indirekte. Som supplerende argument mod elementarpartikler som ”stofprincippet” kan anføres, at springet fra celle til elementarpartikel størrelsesmæssigt og funktionelt virker stort, idet man da passerer en lang række væsener inden i væsener, nemlig organel-systemer, organeller, komplekse polymolekyler, simple polymolekyler, monomolekyler og atomer. PB-J’s udsagn kompliceres også af, at begrebet ”elementarpartikler” naturvidenskabeligt omfatter alle de dele af stoffet, der er mindre end atomer og atomkerner. Elementarpartikler som begreb omfatter nu flere hundrede forskellige slags partikler, hvor medlemmerne af hver art menes at være fuldstændig identiske mht. vægt, elektrisk ladning og egenskaber, og hvor alle elementarpartikler har tilsvarende antipartikler. Kun ganske få elementarpartikler - nemlig protoner, elektroner, fotoner og neutrinoer - er stabile i fri form. De øvrige henfalder i løbet af ganske kort tid til de stabile typer. Der er en del uenighed om, hvorvidt elektroner kan opsplittes i mindre partikler, de såkaldte elektrinoer. Som eksempler på elementarpartikler kan nævnes: Baryoner (protoner, neutroner og hyperoner), leptoner (elektroner, myoner og tau-partikler), kvarker, mesoner (pioner), hadroner (baryoner og mesoner), neutrinoer og bosoner (kan veje næsten 100 gange protonens masse). Fotoner er masseløse. Når elektroner foretager spring fra én kvantetilstand til en anden optages eller udsendes der en foton (dvs. lysenergi), hvor hyppigheden af spring er fastlagt af bølgefunktionen for begyndelses- og sluttilstanden. Som eksempler på antipartikler kan nævnes: Positroner og anti-neutrinoer.
5. Levetider for mikrovæsenerGenerelt kan der være stor forskel på mikrovæseners levetid in-vivo og in-vitro, dvs. når de befinder sig henholdsvis i og uden for vor organisme. Der er også stor forskel på eksistenstiden i henholdsvis tørret form og ved tilstedeværelse af vand. Et let forståeligt eksempel er, at vitaminer i vor organisme har en begrænset eksistenstid, hvorimod de i tabletform kan bevare deres egenskaber i årtier. De kan in-vitro faktisk udvise næsten ubegrænset holdbarhed. 5.1. Levetider for organer og cellerMartinus har forklaret os, at organerne har samme livslængde som os, og at det ved normal død af alderdom er organernes ændrede udviklingstrin og deres derfor svækkede samarbejde med os og hinanden, der forårsager vor død (7).
Videnskabeligt ved man, at cellers levetid kan variere fra ét døgn (tarm-epithelceller) til flere år (nerveceller). 5.2. Levetider for molekyler og atomerVidenskabeligt ved man, at molekylers levetid tilsyneladende kan variere fra få timer til uger, måneder og år. Man ved fx, at DNA-molekyler kan bevare en stor del af deres formeringsevne år efter år, årti efter årti, hvilket man nu gør brug af i mange tekniske og forskningsmæssige sammenhænge. Allerede for 65 år siden er offentliggjort resultater af biokemiske dyreforsøg med radioaktive atomer og molekyler, der belyser, hvor hurtigt ”monomolekylerne i polymolekyler” og ”atomerne i molekyler” udskiftes i pattedyrs organer. Det viste sig, at ”monomolekylerne i polymolekyler” (fx aminosyre-molekyler i proteinmolekyler) ustandselig udskiftes med nye, tilsvarende monomolekyler på en sådan måde, at polymolekylerne bevares som ”uændrede”, funktionsdygtige stofenheder. Tilsvarende viste det sig, at ”atomerne i molekyler” ustandselig udskiftes med nye, tilsvarende atomer på en sådan måde, at molekylerne bevares som ”uændrede” stofenheder. (111) Som bekendt lærer Martinus os, fx i bogen ”Bisættelse”, at man bedre kan forstå forholdene i mikrokosmos, hvis man forestiller sig, at forholdene forstørres til mellemkosmisk målestok. Det er derfor interessant, at forfatteren til nævnte videnskabelige artikel (111) sammenligner de konstaterede forhold i molekylverdenen med forholdene i tidligere tiders militære regimenter. Et regiment består nemlig af et bestemt antal soldater, som ustandselig udskiftes. Nogle soldater træder ud og andre indtræder, så regimentet hele tiden bevarer sin størrelse, struktur og funktionsevne. Et regiment kan fx bestå af 1.000 eller 2.000 mænd, og være opdelt i bataljoner, som igen er opdelt i kompagnier. Med andre ord: et komplekst polymolekyle (regimentet) består af mindre polymolekyler (bataljoner), som igen består af monomolekyler (kompagnier), som sluttelig består af atomer (de enkelte soldater). Hvis man forestiller sig, at regimentet ledes af en oberst, der på en måde oplever livet gennem regimentet, og denne oberst så afgår ved døden, vil der straks ske det, at en ny oberst overtager regimentet, som altså fortsat vil bestå som enhed, formentlig med en vis udskiftning af soldaterne. Dette kan opfattes på den måde, at en bestemt stofenhed kan fungere som organisme for forskellige levende væsener. Martinus har skrevet (7), at atomer fysisk kun lever få sekunder forstået på den måde, at de gennemlever deres livsforløb, - altså barndom, ungdom, manddom og alderdom -, i løbet af få sekunder. Videnskabeligt mener man, at de atomer, der ikke er radioaktive - fx almindelige brint-, ilt- og kvælstof-atomer -, har nærmest uendelig levetid. Brint er brint, ilt er ilt, og kvælstof er kvælstof, og det vedbliver sådanne atomer med at være år efter år. Det udlægges ofte på den måde, at vi allesammen vandrer rundt indeholdende atomer, der har siddet i personer eller dyr, der har levet for mange hundrede år siden på allehånde steder af jordkloden. Naturvidenskaben mener altså, at de enkelte typer atomer, - fx de nævnte brint-, ilt- og kvælstof-atomer -, er ens. I modsætning hertil skriver Martinus, at ”i hele verdensaltet kan der ikke eksistere to væsener, der er ens.” (3) Altså er ingen atomer helt mage til andre atomer, fx er intet brintatom helt mage til noget andet brintatom hvad angår alderstrin, evner, udseende og køn (12). Interessant er også, at Martinus inddeler atomerne efter, hvilken funktion de har i vor organisme. Efter deres placering i organismen benævner han dem som muskelatomer, hjerteatomer, blodatomer, lungeatomer, fordøjelsesatomer, maveatomer osv. Og endvidere opdeler og benævner han dem efter de grundenergiområder i organismen, hvor de hører hjemme, dvs. som instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelses-atomer. (26, 27). Martinus’ udsagn om, at mikrovæsener såsom atomer fysisk kun lever få sekunder, kan udmærket være overensstemmende med videnskabens udsagn om fysisk lange eksistensperioder for disse stofenheder. Man kan fx forestille sig, at atomvæsenerne diskarnerer, når de mister elektroner, og at atom-stofenheden tages i besiddelse af et nyt atomvæsen, når elektronerne vender tilbage til de ledige pladser i atomet. Tilsvarende kan man forestille sig, at molekylvæsenerne diskarnerer, når atomer forlader dem, og at andre molekylvæsener inkarnerer i samme molekyl-stofenhed, når tilsvarende atomer indtager de ledige pladser i molekylet. 5.3. Levetid for elementarpartiklerIfølge Martinus lever elementarpartikler kun brøkdele af et sekund. Og videnskabeligt gælder det faktisk også de fleste af dem. Men det gælder tilsyneladende ikke for protonen. Trods intens eftersøgning og formodninger herom er henfald af protoner aldrig konstateret. Man mener, at alle protoner er dannet af mindre partikler, kvarkerne, inden for det første sekund efter det såkaldte Big Bang, og at de siden da ikke har ændret sig. Man mener altså, at protoner er så stabile, at deres eksistenstid er længere end den tid, der er hengået siden Big Bang, dvs. mere end 10 mia. år. De omtalte specielle levetidsforhold for molekyler, atomer og protoner må altså forstås på den måde, at deres ydre fysiske organisme tilsyneladende ikke nedbrydes, men at der udmærket kan være tale om, at de er opbygget af supermikrovæsener, der ustandselig diskarnerer og erstattes af andre. Altså lidt på tilsvarende måde som legemsorganer, der beholder deres form og funktion selv om cellerne udskiftes igen og igen.
6. Atomet som et mikrokosmisk solsystemI vort solsystem kredser forskellige planeter omkring solen. I atomet kredser elektronerne omkring atomkernen. Det er derfor nærliggende at sammenligne atomet med solsystemet, elektronerne med planeterne, og atomkernen med solen selv. Denne sammenligning drager Martinus da også talrige steder i sine skrifter og foredrag. Her følger en række eksempler:
”Men ved videnskabelige metoder og beregninger er videnskaben nu ved at skrabe bunden i formernes verdens periferi nedad i det små, er kommet til "atomerne" og "elektronerne", der jo udgør solene og planeterne i mikroskopiske formater, er henhørende under "mikrokosmos'" bestanddele. Den videre materielle videnskabelige forskning her, vil kun føre til "stråler" og "bølger".” (17) ”At vor egen organisme således er et univers, et mælkevejssystem, er det facit, en hvilken som helst absolut sand forskning i sin dybeste instans vil føre til. Man vil her komme til at se, at ligesom atomet er et solsystem i det små, således er også det levende væsens organisme et mælkevejssystem, en himmellegemskombination en miniature.” (16) ”At det jordiske menneske, som i realiteten er en makrokosmisk elektronbeboer på den makrokosmiske elektron, vi kalder jordkloden, ikke kan ødelægge den tilsvarende makrokosmiske atomkerne, vi kender som solen, og således ikke kan gribe forstyrrende ind i den bestående verdensorden eller bringe universet ind under sin vilje, kan ikke alene betragtes som selvfølgeligt, men også i allerhøjeste grad som guddommeligt.” (9) ”I verdensaltet findes der utallige sådanne systemer, og systemer der er endnu større, ja, der er endog dem, der repræsenterer en sådan størrelse eller tilværelsesform, at det, vi kalder solsystemer og planeter, i dem kun er at identificere som atomer og elektroner.” (1) Om samme emne har Martinus udtalt sig i en række såkaldte storkurser 1955 (24, 26, 27): ”Sådan er enhver fast materie bygget op. Disse partikler kalder vi atomer, og omkring disse atomer er der elektroner, og de er fuldstændigt et billede af solsystemet.” (24) Martinus går faktisk så vidt i sammenligningen af atomer med solsystemer som til at fortælle os, at der på elektronerne kan leve højt udviklede menneskelignende væsener: ”Der findes væsener på disse små elektroner, der er så fuldkomne, ja man kan sige, at der mennesker, der har kosmisk bevidsthed. De ved meget, meget mere end mange jordmennesker her på dette plan. Det er det man kan begynde at opdage. Det lyder fantastisk, men der er så meget, der lyder fantastisk til at begynde med, men det er ikke sådan grebet lige ud i luften, og det er ikke noget jeg siger, for at De skal tro på det, men for at De stiller tanken ind på det.” (27) Til trods for ovennævnte Martinus’ udsagn skriver Per Bruus-Jensen (103): ”Når vi så stærkt pointerer organismeprincippernes originalitet, er det fordi dette emne i rigt mål frembyder muligheder for tankedril. For eksempel er det en nærliggende fejltagelse at tro, at solsystemets organismeprincip gentager sig i atomet, idet der som bekendt forekommer en del overfladiske lighedstræk mellem et solsystems og et atoms opbygning. Solsystemet gentager sig imidlertid ikke i atomet og mælkevejssystemet dermed heller ikke i molekylet.” Grundlaget for PB-J’s udsagn om tankedril kender jeg ikke.
7. TalentkernerSom grundlag for de følgende afsnit skal talentkernedannelsen kort omtales. Den foregår på den måde, at et væsen opøver en funktion til ”perfektion” i form af den trinvise proces, Martinus kalder A-B-C-viden. Når en funktion er blevet så indøvet, at den foregår automatisk, kalder han det C-viden, og så opstår der i overbevidsthedens skæbneelement et kraftcenter, en slags funktionsprogram, som Martinus kalder en organtalentkerne, og som er opbygget af instinkt-, hukommelses- og moderenergi. Det kan for mennesket medføre, at funktionen så varetages automatisk af et område i hjernen, hvori et væsen inkarnerer for at varetage funktionen, så mennesket ikke bevidst behøver at koncentrere sig på den. Derved indføres der et mellemspiral-væsen, der knyttes til mennesket gennem den skabte talentkerne, og som har et celleområde i en hjernedel som fysisk organisme. Martinus skriver fx:
På denne måde, altså i kraft af organismens organtalentkerner, organernes tilsvarende ”celle-talentkerner”, og cellernes tilsvarende ”stof-talentkerner” osv., er væsenerne i de forskellige spiralers dyreriger knyttede til hverandre. Man må så også antage, at det i enhver spiral gælder, at enhver talentkernedannelse kan være ensbetydende med inkarnation af enten et basisspiral-væsen eller et mellemspiral-væsen.
8. Basale typer organismeprincipper for levende væsenerSymbolet over spiralkredsløbene (10) viser syv spiraler med de forskellige basale typer organismeprincipper for levende væsener. Det kan man tolke på den måde, at mennesket i en fjern fortid har levet først som stofvæsener, dernæst som cellevæsener, og senere igen som et eller flere typer organvæsen. I vor fjerne fremtid kommer vi til at leve som først klodevæsen, dernæst som solsystemvæsen, og senere igen som mælkevejsvæsen. For alle disse væsenstyper gælder, at de i vor fortid var, og i vor fremtid bliver, fysisk anderledes end de væsenstyper, vi kender i dag. (4). Herom har Martinus også udtalt sig i Kosmos (23), hvor han besvarede spørgsmålet ”Hvad er det bedste vi kan gøre for den store verden, når krigen og katastroferne kommer?”. Som led i besvarelsen skrev han:
Tilsvarende har Martinus på et bestyrelsesmøde udtalt, at ”Jordmennesker bliver minikloder i næste spiral. Der er plads nok.” (102) Af symbolet over spiralkredsløbene (10) fremgår også, at vi ikke har prøvet, og ikke kommer til at prøve, at leve som mulige mellemspiral-væsener. I vor nuværende spiral skal vi lære at være et fuldkomment organisme-væsen. Vi skal lære at samarbejde fuldkomment med vort mikrokosmos, specielt vore organer. Vi skal lære at samarbejde fuldkomment som mikrovæsen for vort makrovæsen, jordklode-væsenet. Og vi skal lære at samarbejde fuldkomment med andre mellemkosmiske væsener, specielt vore medmennesker. Dette samarbejde indebærer, at vi skal lære at samarbejde internationalt fuldkomment i firmaer, institutioner, organisationer og foreninger. Og når et sådant samarbejde bliver automatisk, bliver C-viden for jordklodevæsenet, kan man forestille sig, at funktionen overtages af et mellemspiral- væsen, der inkarnerer for at varetage funktionen. Da vi var organ lærte vi at have fuldkomne organ-funktioner. Vi lærte at være fuldkomment makrovæsen for vore celler og endnu mindre mikrovæsener. Vi lærte at være et fuldkomment mikrovæsen i organisme-væsener. Og endelig lærte vi at samarbejde fuldkomment med andre organer i samme organsystem og i andre organsystemer. Vi lærte altså at samarbejde med et kosmos mellem os og organisme-væsenet. Martinus har skrevet, at ”Med hensyn til de gængse fysiske organer i den fysiske organisme, det være sig hjertet, hjernen eller lungerne etc., så er de alle fuldkomne verdener. De har for længst fundet den fuldkomneste form for deres fysiske organisation.” (21) Videre har han skrevet: ”Når organerne kan fungere så godt, er det fordi der imellem disse små rigers indbyggere for længst er opstået det fuldstændige totale humanistiske fællesskab, et fællesskab, der udgør det totale broderskab.” (21) Man kan formentlig også opfatte det faktum, at alle mennesker har ens organfunktioner, som udtryk for, at det ikke kan gøres mere fuldkomment. Da vi var celle lærte vi at have fuldkomne celle-funktioner. Vi lærte at være et fuldkomment makrovæsen for vore organeller, molekyler og endnu mindre mikrovæsener. Vi lærte at være et fuldkomment mikrovæsen i organvæsener. Og endelig lærte vi at samarbejde fuldkomment med andre celler i samme cellesystem og i andre cellesystemer. Vi lærte altså at samarbejde med et kosmos mellem os og organvæsenet. Hvis vi engang har været atom kan man tilsvarende udtale, at da vi var atom lærte vi at have fuldkomne atom-funktioner. Vi lærte at være et fuldkomment makrovæsen for vore elementar-partikler og endnu mindre mikrovæsener. Vi lærte at være et fuldkomment mikrovæsen i molekyler og cellevæsener. Og endelig lærte vi at samarbejde fuldkomment med andre atomer i samme molekylsystem og i andre molekylsystemer. Vi lærte altså at samarbejde med et kosmos mellem os og cellevæsenet. Det lyder ikke sandsynligt, at vi som organ har prøvet at være alle slags organer, og at vi som celle har prøvet at være alle typer celler. Hvis vi har været organel, molekyle eller atom, har vi heller ikke prøvet at være alle typer organel, molekyle og atom. Her må man regne med, at vi kan trække på et fælles erfaringsfelt for organer, celler, organeller, molekyler og atomer. Man må også regne med, at vi kan trække på et fælles erfaringsfelt for mellemspiral-væsener. Teorier om sådanne ”morfogenetiske felter”, der kan betragtes som en kollektiv hukommelse og informationsbase om form og adfærd for hver art, og som virker gennem ”morfogenetisk resonans”, er tidligere beskrevet i Kosmos i den form, der betegnes ”Sheldrakes felter” (109) Om den samlede videns- og erfaringsmængde, der knytter sig til den art, man tilhører, og hvori ens egne erfaringer indgår, skriver PB-J:
Om samme emne skriver PB-J i et resumé: ”At det paragenetiske multifelt på foranledning af urbegæret, og med hovedvægten lagt på elementarpartikel- og celleniveauet, med en lovs uomgængelighed sikrer etableringen og den fortsatte vækst af en omfattende genetisk pulje, der i takt med sin ekspansion stadig mere udtømmende afspejler dét informationsindhold, som er samlet i et nærmere bestemt udvalg af salighedsvæseners talentkernekomplekser, tilhørende cellens, organets og organismens principper.” Man kan også forestille sig, at den samlede viden om fx organ-funktioner bliver integreret i de enkelte organvæseners overbevidsthed som led i den tilværelse i visdomsriget, der finder sted før organisme-spiralen påbegyndes. Jeg føler her trang til at citere Søren Hahn: ”Det er nærliggende at antage, at menneskets almene anatomi, fysiologi og biokemi er udrundet af visdomsrigets geniale teknikere.” (108)
9. Hvilke væsener findes der mellem de basale spiraler?Det fremgår ikke klart af Martinus’ skrifter og foredrag, hvilke væsener, der befolker stofspiralen i symbolet over spiralkredsløbene. For at lette forståelsen af forholdene tillader jeg mig som hypotese at anvende nedenstående inddeling omfattende 10 spiraler, herunder 4 spiraler under cellespiralen. Formålet med denne hypotese er, at den er ensbetydende med en serie spiraler, hvor atom-væsenerne og solsystem-væsenerne netop er 7 spiraler, dvs. en spiralkredsløbs-periode eller ‑rytme, fra hinanden. Man kunne have indføjet en organel-spiral, idet organellerne i cellerne udfører funktioner, som er helt sammenlignelige med organernes i vor organisme. Organellerne er netop karakteriserede ved, at de er celledele med særskilt funktion og membranafgrænsning i cellen. Samtidig er det dog også indlysende, at organellerne ikke kan befinde sig i stofspiralen, idet organellerne må antages at høre til de væsener, der tilføres organismen fra en diskarneret tilstand, og altså ikke tilføres organismen med føden lige som polymolekylerne.
F. Solsystem-væsen (fx vort eget solsystem) E. Klode-væsen (fx jordkloden) D. Organisme-væsen (fx menneskets organisme) C. Organ-væsen (fx en bugspytkirtel) B. Celle-væsen (fx en insulinproducerende celle i bugspytkirtlen)
A. Polymolekyle-væsen (fx et protein- eller DNA-molekyle)
f. Atom-væsen (fx et kulstof-atom) e. Elementarpartikel-væsen (fx en proton eller elektron) Vi skal nu se en række eksempler på mellemspiral-væsener, dvs. den type væsener, som kan betegnes som variantprincipper af de basale principper. (101, 103). Men først lidt om stofenheder, livsenheder og solen. 9.1. Stofenheder og livsenhederHer er det naturligt at holde sig for øje, at Martinus definerer en selvstændig energienhed som værende legeme for et levende væsen.
Jeg vil ganske kort her definere en livsenhed som værende en stofenhed eller en samling af stofenheder, der fungerer som fysisk legeme for et levende væsens livsoplevelse. Tilsvarende vil jeg definere en stofenhed, som ikke samtidig er en livsenhed, som værende en stofenhed eller en samling af stofenheder, der ikke fungerer som organisme for et levende væsens livsoplevelse. Som eksempler kan nævnes et hus, en klump presset gær eller en koralstok. 9.2. Lidt om solenSolen selv, der har en afgørende og livgivende betydning for jordkloden (5), har en mikrokosmisk opbygning, der er yderst speciel, idet den første, underliggende spiral i solen tilsyneladende ligger mange spiraler under solens. Solen er ikke homogen, men man ved, at en stor del af solen som følge af den høje temperatur (over 1 mio. oC) består af atomkerner (hovedsagelig af brint og helium) og elementarpartikler (frie elektroner, neutrinoer, fotoner). At elektronerne er frie betyder, at de ikke er knyttet til en bestemt atomkerne. Det synes klart, at der ikke kan være nogen form for organisk liv på solen. Det er derfor vanskeligt at forestille sig, at solen selv skulle være opbygget af en slags organismer, organer og celler. 9.3. Spiraler mellem klode- og organisme-spiralenMartinus skriver, at jordens omdrejning omkring sin akse er en organfunktion. Det er en automatfunktion, som: ”er overgivet til en for denne funktion regerende indviet skytsengel og dens mikrovæsener. Det samme gælder jordens blodomløb og åndedræt, hvilket vil sige vandets kredsløb, dets fordampning til luft og dets fortætning til vand igen, og de herunder denne proces opretholdte livsbetingelser for animalske væsener i dens domæne. Dens ernæring og fordøjelsesproces foregår også, set fra jordjegets side, automatisk.” (21) Om skytsengle som væsener mellem klode og jordmennesker skriver Martinus fx: ”Da der ikke er enighed mellem nationernes, racernes eller folkenes skytsengle, kan der heller ikke være enighed mellem staternes fysiske overhoveder, idet disse jo er midlertidige stedfortrædere eller medier for disse skytsengle.” (21) I samme artikel skriver Martinus om lysets skytsengel og mørkets skytsengel, hvor lysets skytsengel repræsenteres af alle humane mennesker, specielt verdensgenløserne, og af demokrati, fællesmagt og frihed. Mørkets skytsengel, djævelen, repræsenteres af primitive mennesker, og diktatur, enevælde og ufrihed. I (22) skriver Martinus, at jordjeget har en ”talentkerne for udløsning af det dræbende princip.” (djævelen). Denne skytsengel har en fysisk organisme, der er ”identisk med de levende væsener, der forekommer under begrebet dyr.” Til denne organisme hører også primitive jordmennesker. I samme artikel skriver Martinus, at der er inkarneret en lysets konge, en lysets skytsengel, der skal skabe lys i jordjegets interessesfære. ”Under denne konge og skytsengel sorterer alle humane religioners, ja, alle humane foreteelsers, begyndende skabelse.” Fra denne skytsengels domæne udgår de lyse verdensgenløsere. Denne skytsengels fysiske organisme udgøres af ”de væsener, der mere eller mindre gør sig til redskaber for lyset og kærlighedens manifestationer.” (22) I bogen ”Logik” giver Martinus udtryk for, at den samlede menneskehed er et mellemspiral-væsen:
Også i forbindelse med omtalen af jordklodens invaliditet pga. aksehældningen betegnes jordmenneskeheden som et organ i jordklodevæsenet:
Endnu et eksempel finder vi i ”Den ideelle Føde”:
I gamle dage kunne jordjeget igennem de enevældige konger regulere sine mikrovæseners, hvilket i dette tilfælde vil sige menneskehedens, fysiske og åndelige kurs. (20) Generelt skriver Martinus:
Ligesom der ved gentagne handlinger kan inkarnere et levende væsen i en del af vor hjerne kan der vel også inkarnere et mellemspiralvæsen mellem jordklode og jordmenneske i en samling jordmennesker, dvs. en samling jordklode-hjerneceller. Som eksempler kan nævnes nationer, foreninger, firmaer og organisationer. Andre eksempler kunne være racer, dyrearter, dyresamfund og dyreriget i sin helhed. En del steder i forbindelse med begrebet ”kollektiv skæbne”, fx i forbindelse med symbolet ”Menneskehedens karma”, har Martinus anført, at nationer har deres eget skæbneforløb:
På en måde kan man altså sige, at en nation, fx Danmark, har den lighed med et levende væsen, at nationen skaber og oplever en individuel form for skæbne.
Endelig kan oplyses, at der fra forskellig side og på forskellig måde er skrevet en del om jordklodens organ- og livsfunktioner. Som eksempler kan nævnes dels Lovelocks bøger om Gaia-teorien (112, 113) dels en nyere bog udgivet af Antroposofisk Forlag (114). 9.4. Spiraler mellem organisme- og organ-spiralenSom åbenlyse eksempler kan nævnes vore organsystemer, fx fordøjelsessystemet, kirtelsystemet, blod- og åndedrætssystemet, hjerne- og nervesystemet. 9.5. Spiraler mellem organ- og celle-spiralenSom nærliggende eksempler kan nævnes organdele, fx i hjernen lillehjerne, storhjerne, mellemhjerne, hjernebro og forlænget rygmarv. I bugspytkirtlen kan blandt de forskellige organdele nævnes de såkaldte ”Langerhanske øer”, hvor de insulinproducerende celler befinder sig. Man kan også generelt pege på de højt specialiserede cellesystemer, som vi har ca. 200 forskellige af i menneskets organisme, og som kan betragtes som væsener mellem organdele og celler. I disse cellesystemer samarbejder cellerne lige som mennesker kan samarbejde på ideel måde om en bestemt funktion. Som eksempel kan i synsorganets nethinde nævnes pigmentceller, stavceller, tapceller og associationsceller. Og i bugspytkirtlen kan man pege på de alfa- og beta-celler, der producerer hormonerne henholdsvis glukagon og insulin. 9.6. Spiraler mellem celle- og polymolekyle-spiralenI cellen findes et meget stort antal organeller, dvs. celle-organer. Som eksempler kan nævnes mitochondrier, ribosomer, centrioler, lysosomer og kærnelegemer. En del af disse organeller fungerer i grupper, som tilsammen varetager en bestemt funktion i cellen, fx Golgi-komplekset, plasmamembranen, det endoplasmatiske retikulum og cellekærnen. Disse forhold svarer helt til forholdene for organer og organsystemer i vor organisme. Man kan således antage, at såvel organel-systemer som organeller befinder sig i mellemspiraler. Organeller er strukturelt opbygget af polymolekyler. 9.7. Spiraler mellem polymolekyle- og monomolekyle-spiralenMartinus skriver mange steder, at alle molekyler og atomer er levende væsener, fx:
Vi vil her skelne mellem forskellige typer molekyler: ”Monomolekyler” er molekyler, som ikke er sammensat af mindre molekyler. ”Simple polymolekyler” er sammensat af monomolekyler af samme type. ”Komplekse polymolekyler” er sammensat af forskellige typer monomolekyler. Polymolekylerne udfører langt mere avancerede livsfunktioner i cellen end monomolekylerne. DNA- og RNA-molekyler er ”komplekse polymolekyler”. De er sammensat af forskellige molekyltyper, nemlig fosforsyre, sukkerarter, og de såkaldte nukleinsyrer. Der kan indgå i tusindvis af monomolekyler i et DNA-molekyle. De såkaldte gener, der er dele af DNA-molekylerne, kan indeholde i titusindvis af de såkaldte basepar, dvs. monomolekyle-par. Også andre polymolekyler, fx lipoproteiner, er sammensat af forskellige molekyltyper. Andre typer polymolekyler, som vi her kalder ”simple polymolekyler”, er sammensat af ensartede monomolekyler. Eksempelvis er enzymerne, dvs. proteinmolekyler, i mange tilfælde udelukkende sammensat af aminosyre-molekyler i stort antal. Eftersom cellernes produktion af enzymer styres af DNA- og RNA-molekyler kan man betragte DNA- og RNA-molekylerne som værende overordnede i forhold til proteinstofferne. Der findes i enhver celle i hundredvis af forskellige typer polymolekyler, og hver af disse typer må på en eller anden måde samarbejde som et levende samfund, som vi kan ligne ved cellerne i en bestemt slags cellevæv. Som eksempler kan nævnes de samlede mængder af DNA og de samlede mængder af de enkelte enzymtyper. I ”polymolekyle-spiralen” finder vi altså de ”komplekse polymolekyler” og mange ”simple polymolekyler”. Man kan antage, at gener og forskellige ”simple polymolekyler” befinder sig i mellemspiraler. 9.8. Spiraler mellem monomolekyle- og atom-spiralenSom eksempel på mellemspiral-væsener kan nævnes de mindre molekyler, der optræder på arenaen, når monomolekylerne i organismen henholdsvis opbygges, nedbrydes og omdannes, led for led. 9.9. Spiraler mellem atom- og elementarpartikel-spiralenSom eksempel på mellemspiral-væsener kan nævnes den samlede mængde af de enkelte typer elementarpartikler i et atom, fx den samlede mængde elektroner og den samlede mængde neutroner og protoner.
10. Møder med Martinus om mellemspiraler10.1. Møde 1973 (referat 1973)På et møde hos Martinus i 1973 blev blandt andre emner drøftet mellemspiraler. Til brug for drøftelsen havde Aage Hvolby udarbejdet en skitse, hvor spiralkredsløbene i symbol 14 var indtegnet med sort farve, og hvor der imellem disse var indtegnet to andre spiralkredsløb i farverne rødt og grønt. Aage Hvolby redegjorde for en del af den viden, man naturvidenskabeligt har om mikroverdenens funktioner, med vægt på bl.a. organellernes funktioner. Der synes helt klart at være tale om livsytringer fra levende væsener, der størrelsesmæssigt befinder sig som livsenheder mellem mikrovæsenerne i spiralerne i symbol 14. Der må derfor mellem spiralerne i symbol 14 ligge andre spiraler. Martinus bekræftede, at dette var helt korrekt. (note 1) 10.2. Møde i 1960’erne (referat 1998)
|
