Bekymringer

Af John Klemens Nielsen

 

Bekymringer " en tankegift!

Der er ingen tvivl om, at alle mennesker kender disse "standardbekymringer" og hvis ikke så er der sikkert andre varianter der er kendte f.eks en generel bekymring for fremtiden. I det hele taget er bekymringer et meget kendt tema i vores kultur. Hvis vi tænker på nogle af de gamle film, så er den bekymrede, hændervridende moder nærmest et ideal fordi hendes bekymring her får et sympatisk udtryk. Det knytter sig måske også et billede af ansvarlighed til det at være bekymret og omvendt kan ubekymrethed sikkert i nogle sammenhænge blive forvekslet med uansvarlighed.

 

Det er i denne sammenhæng værd at bemærke at bekymringer er "i familie" med frygt, frygt for at fremtiden vil bringe ubehagelige eller frygtelige, uafvendelige begivenheder. Tilstanden kan udvikle sig til regulær livsangst. Martinus har engang udtalt at alle former for frygt er små bifloder i den store flod der hedder dødsfrygt, troen på udslettelse og ophør af eksistens.

 

Jeg tror det er en generel opfattelse, at ubegrundet frygt er en slags tankegift hos mennesket, idet den fysiologisk sætter kroppen i alarmberedskab og i øvrigt giver tab af livskvalitet.

Hvis vi iagttager de små fugle på foderbrættet, så vil vi opleve at de konstant kigger sig omkring, selv midt i deres fødeindtagelse. Hos disse små væsener er frygten en automatfunktion, et instinkt, fordi de i dyreriget, som er deres livszone, har mange fjender der vil dem til livs. Frygten tjener i denne situation et naturligt formål, en permanent årvågenhed der sikrer overlevelse. Alle dyr lever i frygt, mere eller mindre og dyrerigets eksistenstema er "det dræbende princip". Deres organismer er "bygget" til at tåle og leve med denne permanente frygttilstand hvorimod den jordmenneskelige organisme på det udviklingsstadie den er nået frem til i dag, meget dårligt tåler dette tankeklima hvis det udvikler sig til en permanent tilstand. Martinus sammenligner vores mentale og følelsesmæssige indre tilstand med de fysiske klimaer i vores natur og det er indlysende at "indre gråvejr og isnende kulde" som en permanent tilstand ikke er befordrende for livsglæde og vækst hvorimod en "indre sommerdag" og et i alle måder afvekslende "indre klima" giver et langt større overskud til at klare de udfordringer der ligger til os.

Bekymringer et mentalt fængsel

Med dette, som med så mange andre automatfunktioner, så har man dog, som allerede nævnt, brug for andet og mere end ønsket om at slippe ud af dette "mentale fængsel" , men ønsket er dog alle forandringers moder. Det kan virke noget overvældende at skulle ændre indgroede vaner og ofte bliver man først opmærksom på behovet for en omlægning af sin mentalitet når "livet gør ondt". Det kan være problematisk at finde det overskud der skal til, men her er det samtalen med forsynet igennem bøn har sin store mission.

Bøn " en kraftkilde

Der er egentlig ingen speciel "teknik" i anvendelsen af bøn. Martinus fortalte engang, at guddommen ikke interesserede sig for om man havde foldede hænder eller befandt sig i knælende stilling, han gav derimod udtryk for at der var vigtigt at have den rette attitude i bønnen. I vor barnelærdom fra skolen fortælles det jo at hvis man bad i "jesu navn" så ville bønnerne blive hørt. I "jesu navn" skal ikke opfattes som en trylleformular der blot skal udtales efter den udsagte bøn, men som en holdning eller indstilling i bevidstheden der harmonerer med Jesu væremåde. Man kan ikke forvente bønhørelse der eventuelt vil påføre andre mennesker smerte eller lidelse, ligesom bønner om rigdom for egen skyld ikke kan siges at være i Jesu navn. Hvis den daglige væremåde er præget af intolerance, forfølgelse og anden ukærlig adfærd er det i modstrid med Jesu navn og vil svække en bønhørelse betydeligt.

 

At indse, at den tilstand og situation man befinder sig i, ikke kan være spor anderledes end den er med den viden man i øjeblikket besidder vil være en erkendelse der manifesterer at man ikke er på "flugt fra situationen", men accepterer den fuldt og helt. Der er derfor ingen man kan skyde skylden på andet end sig selv. Når man bliver klar over denne situation har man et godt udgangspunkt for at ændre den. Det siger sig selv, at guddommen ikke kan ændre dette faktum på et øjeblik, skønt det kunne være ønskeligt. Det vil derimod absolut være i Jesu navn at bede om energi, støtte og inspiration til at finde en trøst og mening i trængslerne. Det ville i den grad være ukærligt hvis det var muligt at forlade det mørke man måtte befinde sig i uden at lære noget som helst af det. Man ville være overladt til "åndelig analfabetisme" hvilket i realiteten indebærer at man ville være dømt til et permanent ophold i mørkezonen hvilket er i diametral modsætning til virkeligheden.

 

Bekymringer og frygt er en sindstilstand der ofte er en "arv" som vi ynder at kalde det. Det vil sige at de pågældende mennesker har et talent for at se tilværelsen på denne måde det er en del af deres psyke. Det opfattes som en fysisk eller psykisk, nedarvet egenskab fra forældrene eller andre i familien, men helt så enkelt er det ikke, siger Martinus. I realiteten er det sådan at vi alle fødes ind i den fysiske verden med præcis de forældre, inklusive det genetiske materiale de måtte besidde, som passer fuldstændigt til den hårfine skæbnekonstellation vi skal bruge for at kunne fortsætte den udvikling, der ligger i fortsættelse og forlængelse af de tidligere tilværelser.

 

Her ligger der altså et tidsperspektiv til grund for "bekymringsgenet" der strækker ud over denne tilværelse. Det er således et talent der er opbygget over længere perioder i tidligere liv og har nået et vist stadie. Her kræves et stædigt og intenst arbejde med at "bygge" nye talenter op, der ser tilværelsens lyse sider. Motivationen til dette arbejde vil naturligvis være en længsel og et begær mod en lysere og mere optimistisk livsoplevelse.

 

Martinus nævner det mentale mørke vi kan befinde os i, som "forklædt lys" hvilket indikerer, at der i ethvert mørke findes lys og her gælder det om at optræne sit sanseapparat til at "se" dette lys. Det kræver først og fremmest en teoretisk indsigt og undervisning, der efterfølgende kan omsættes til praksis gennem træning. At "se mørke som lys" er det samme som at se "mørket" som en guddommelig henvendelse og et tilbud om at modtage den fornødne undervisning. Der findes kun, set fra det enkelte væsens eget perspektiv, to væsener i tilværelsen,- den pågældende selv og guddommen.

Mon ikke vi alle en gang imellem stiller os selv det spørgsmål ;"hvorfor vælger både vi selv og medierne oftest den "mørke" og negative side af den tilværelse den omgiver os"? Hvorfor er ulykker, drab, krig, sladder o.s.v. "godt stof" som yderligere stimulerer bekymringer og angst for fremtiden? Svaret kunne måske være at vi har betydelig større erfaring med de mørke oplevelser fra vores fortid, medens indsigten, det lyse og positive, optimismen og erkendelsen af det guddommeliges nærvær i alt og alle, stadig kun er en relativ "tynd fernis" i dette forhold. Det er utrolig svært at komme igennem med et positivt budskab i denne verden, men vi skal selvfølgelig også huske på at vi befinder os midt i den tilstand Martinus kalder "ragnarok". Vi er i den grad vænnede til katastrofer og ulykker og vi er alle nødsaget til at nå til en mættelsestilstand så massiv, at vi helt konkret bliver dårlige når vi præsenteres for det på den ene eller anden måde. Mange mennesker vælger bestemte aviser og TV programmer fra af samme grund. Skulle man føle sig draget mod at have en slags "mission" i denne sammenhæng, så er der et stort behov for, at modsvare disse dommedagsbulletiner med en positiv vinkel og selv sprede dejlige beretninger om den kærlighed og medmenneskelighed der trods alt findes rigtig meget af og med sit væsen og væremåde turde være sig sit livssyn bekendt. Det er dog vigtigt at huske på, at mange mennesker har passeret religiøse stadier og den deraf følgende mættelse. De vil have meget fine "antenner" overfor enhver form for "missioneren" og selvom udtrykket kan virke anstødeligt i denne sammenhæng, så skal man "ikke kaste perler for svin" som Jesus udtrykte det.

Med missioneren er det som med julemad,- det mætter meget mere end man forestiller sig.

Skæbne og retfærdighed

Vores tidligere socialminister Karen Jespersen brugte, meget rammende, i en radioudsendelse udtrykket "Bekymringer der aldrig gik i opfyldelse" og en filosof forklarede at han opfattede bekymringer som hjul der kom kørende og truede med at ramme ham. De allerfleste kørte dog i grøften inden de ramte ham. Kosmologien tilbyder os indsigten i de love der styrer hele tilværelsen, lige fra de store stjernetåger til atomet, og herigennem beviser, at den eneste forsikring vi kan skaffe os mod fortrædeligheder og en mørk skæbne er, at uophørligt tænke på hvordan vi kan være til gavn og glæde for vores næste og, at bruge både vores hjerte og forstand som ror i vores eget liv. Skæbneloven, som er livsfundamentet for os alle, sikrer os en millimeter præcis skæbne og livsoplevelse, fuldstændigt svarende til den vi tilbyder vores medvæsener i mikro-mellem og makrokosmos. Intet kan være mere retfærdigt, intet kan være mere kærligt. Bekymringer er således frugtesløse spekulationer der ingen gavn gør. Vi hviler alle trygt i den guddommelige omsorg som loven om årsag og virkning er.

 

Hvis man vil sikre sig imod ubehageligheder i fremtiden så er det NU fundamentet lægges til vores fremtidige tilværelse. Naturligvis har vi i fortiden skabt forskellige uhensigtsmæssige handlinger der vil præge vores liv i større eller mindre grad, men det kan vi ikke gå tilbage og gøre noget ved. Vi kan i nuet bestræbe os på at være optimalt koncentrerede om at leve op til de højeste idealer vi kan nå, alt andet vil være "åndelig dovenskab".

I Martinus kosmologi bruges stigen eller trappen, som symbol for udviklingen fra dyr til menneske. Når man er nået til mættelse på det udviklingstrin hvor man befinder sig, så strækker man sig, billedligt set, på tæer og kigger ind på det nye trin og det vil selvfølgelig være naturligt, at man ind imellem bliver træt af at stå og strække sig og tage et hvil på hele foden. Interessen er dog imidlertid vakt og det "forjættede land" vil i større og større omfang blive genstand for vores attrå og anstrengelser. Længslerne vil øges og vi bliver klar over at vi ikke kan vende tilbage og bliver således det Martinus kalder "en såret flygtning mellem to riger", "dyreriget" og "det rigtige menneskerige". I samme omfang som vi kommer i kontakt med livslovene, der tilsammen er det højeste udtryk for retfærdighed og kærlighed, samt ser tilværelsen som een stor korrespondance med Guddommen og at det eneste vi dybest set behøver at frygte er - os selv , vil bekymringer og frygt forlade os til fordel for tryghed og tillid.