Introduktion til Martinus Center Klint

Klintebilleder blev oprindeligt produceret med udgangspunkt i et interview med Tage Buch i 1987, der igennem mange år har fulgt Martinus´ arbejde.

For en god ordens skyld skal her blot nævnes at Martinus Thomsen (1890 - 1981) efter en intuitiv indvielse i 1921 skrev en række kosmiske analyser, der bl.a. resulterede i 7-bindsværket: "Livets bog" og 4-bindsværket: "Det evige verdensbillede". Desuden skrev han en lang række andre bøger. Forfatterskabet varede 60 år. (Se litteraturlisten)

Klintebilleder var oprindeligt en lyd/dias-serie som første gang blev præsenteret på Martinus Center i Klint 1988. I 1991 blev den overført til video på dansk, esperanto, Engelsk, Tysk, Fransk, Hollandsk, Svensk og Islandsk. Senere udkom der også en udgave på Russisk.

Klintebilleder gennemgår i lyd og billeder i korte træk de første 50 år af Martinus Centers historie, der i 1935 startede op som feriekoloni.

I denne udgave er der skåret kraftigt ned på antallet af billeder, der oprindeligt var på knap 160.

Teksten er redigeret nænsomt i forhold til den oprindelige indtaling.

Klint ligger i naturskønne omgivelser ved Nykøbing Sjælland.

Martinus Center, Klintvej 69, Klint, DK - 4500 Nykøbing Sj. Tlf. (+45) 5930 6280 eller (+45) 5930 6281

Venlig hilsen

Thorkil Nielsen 1999

     

Martinus

 

 
Tage Buch

 

Klintebilleder

 

Martinus Center bliver til

Martinus Center har nu eksisteret i mere end 50 år og har allerede en historie bag sig. Det begyndte i 1932 da Martinus udgav det første bind af "Livets bog". Efter denne udgivelse, blev der dannet studiegrupper og der blev holdt foredrag i København og i Danmark iøvrigt i vintermånederne. Og mange mennesker mente, at det ville være godt at kunne samles om sommeren for at studere og blive undervist i Martinus´ kosmiske analyser. Derfor begyndte Martinus og Gerner Larson, der var hans sekretær, at se sig om efter en grund, hvor man kunne bygge sådan et samlingssted. En dag kom én af Martinus´ venner med en lille annonce, hvor der var et areal til salg ved Klint ved Nykøbing Sjælland. De tog derop en junidag i 1934 og kiggede på grunden og fandt, at det var et udmærket sted til et center, og det lå dejligt ud til Kattegat.

  

 

Køb af jord og bygning af sommerhuse.

De blev enige om at købe det. Martinus som ikke havde nogen penge, fik tilbudt et lån på 20.000 kr. af en dame til at købe jorden. Det var i vinteren 1934-35, og i maj 1935, var de første 7 huse klar til udlejning. Allerede året efter blev der købt 7 nye huse og i 1940, blev der så købt 7 nye huse, og de blev anbragt vinkelret på de syv første huse, sådan at de dannede en hestesko omkring en stor åben plads.

 

Den første foredragssal

På det tidspunkt var der ikke nogen foredragssal. Martinus mente, at det måtte man have, og så købte man et areal bag ved plantagen hvor de første 7 huse lå. Der byggede man i 1937 den første foredragssal, og det skete i Storebededagsferien og i nogle få weekender. Den kunne rumme omkring 100 mennesker, og det var jo en meget primitiv sal med cementgulv og lange grøntmalede bænke og en primitiv talerstol, der var lavet af kosteskafte. Der var også et primitivt lysbilledapparat og et lille værelse, hvor der var en grammofon, for Martinus plejede gerne at spille et par grammofonplader, før han startede foredraget, sådan at mennesker kunne komme i god stemning. Så det var den første foredragssal og den næste den blev bygget i 1949, den var lidt større og lå altså bagved denne plantage, men den var stadfigvæk ikke stor nok, for sagen udviklede sig og i 1961 fik man så den nuværende foredragssal, som så senere er blevet renoveret og malet hvid. Så det var disse 3 foredragssale, som viser noget om, hvordan sagen voksede.

 

 

 

Køb og salg af Klintsøgård.

I 1946 købte man Klintsøgård. Man forsøgte at få det til at løbe rundt ved hjælp af udlejning, men den korte sommertid gjorde, at det var meget svært. Nogle år senere blev man nødt til at sælge Klintsøgård, da man ikke kunne få den til at forrente sig.

 

 

 Salg af jord og sommerhuse

Man beholdt pavillonerne og arealerne ned imod stranden og fik på den måde gode muligheder for udvidelse. Man fandt ud af, at man kunne sælge alle de eksisterende sommerhuse og udstykke en hel del grunde af de arealer, man havde købt, sælge dem til mennesker der var interesserede i Martinus Kosmologi. På den måde kunne man få pengene ind og få økonomien rettet op.

 

 

Martinus i Villa Rosenberg

Martinus boede selv i et af de små huse i begyndelsen, men allerede i 1937-38 købte man Villa Rosenberg. Den havde tilhørt Globetrotteren Holger Rosenberg og den blev opkaldt efter ham. Og på Villa Rosenberg boede Martinus og Gerner Larson og hans familie og herfra administrerede man feriebyen. Martinus modtog mange gæster derovre. F.eks. havde han en gang om ugen gardenparty, hvor mennesker fra feriebyen blev inviteret over. De havde mulighed for at møde Martinus og stille ham spørgsmål. Mange dejlige eftermiddage blev nydt der. Dels arbejdede Martinus der, og skrev i sommertiden, artikler og bøger og han modtog også en hel del mennesker som havde personlige vanskeligheder.

 

 

 

Litteratur

Litteratur og bøger

Grundlaget for undervisningen på Martinus Center var og er udelukkende Martinus´ litteratur. Hovedværket hedder "Livets Bog" på 7 bind og symbolbogen på 4 bind. Han har yderligere skrevet en lang række artikler og også 28 små bøger, bl.a den der hedder "2 slags kærlighed". Disse værker var grundlaget for hans undervisning.

    

Symboler som åndeligt landkort

Ved hjælp af streger, figurer og farver, skabte han det han kalder symboler. Det var i virkeligheden en slags landkort over åndelige områder, på samme måde som man har landkort over fysiske landområder. Der var det ved symbolerne, at de foruden at være landkort besad en magi som kunne inspirerere og påvirke mennesker, de havde en skjult stimulans for den der arbejdede med symbolerne.

 

Bladet Kosmos

Martinus skrev jo en lang række artikler i bladet Kosmos, som var blevet udgivet allerede fra 1933, og mange af disse lange artikkelserier, de blev senere udgivet som bøger. De var ikke kun for den tid de var skrevet, men også for fremtiden. De er ligeså relevante idag som da de blev skrevet.

 

Forberedelse til foredrag

Samtidig med skribentvirksomheden, holdt Martinus jo en masse foredrag, både i København og i provinsen, og også en hel del i sverige. Og fra disse foredrag, foreligger der en hel del manuskripter, han sad jo tidligt om morgenen og skrev når han skulle holde foredrag. Han skrev sit manuskript, men han holdt ikke foredraget efter manuskriptet, han holdt det altid frit.

 

Foredrag og studiegruppen

Efter at centeret i Klint var blevet etableret i 1935, holdt Martinus hver sommer foredrag. Det første år var der slet ingen foredragssal. Da det kom i 1937 blev der holdst foredrag 2 gange om ugen. Gerner Larson holdt ét foredrag og Martinus holdt ét foredrag. Men efterhånden kom der flere hjælpere til, allerede under krigen kom der jo enkelte nye til, men det er jo navnlig i løbet af de sidste 8-10 år, at der er kommet andre gode hjælpere til, folk der var tilstrækkeligt uddannede og som kunne holde foredrag, og på den måde er det vokset det hele sådan, at der nu ikke som tidligere var foredrag 2 gange om ugen, eller én gang om dagen, men nu er der foredrag hver eneste dag flere gange om dagen, og det bliver så suppleret med studiegrupper, spørgetimer, symbolgennemgang og alt det andet, man har i gang heroppe på centeret.

 

En skole i åndsvidenskab

Martinus forudså, at der skulle komme en egentlig skole, en skole hvor man kunne uddanne mennesker på et højt neveau. Der skulle ikke undervises i andre ting end Martinus´ kosmiske analyser. Han mente ikke, at der skulle undervises i andre fag, sådan som man gør det på højskoler, og han tog netop afstand fra dette, at man skulle have tilskud fra staten, ligesom højskolerne får det, og således komme under en vis kontrol. Vi skulle være helt uafhængige, og man skulle kun undervises i Martinus kosmologi. Og det er der så nok nogen der måske kan tyde som en slags fanatisme, men sådan så Martinus ikke på det, fordi alle de andre fag, dem kunne man jo blive undervist i på universiteter og skoler rundt omkring, og derfor var der jo ikke rimelighed i at ofre tid og kræfter på at undervise i disse fag. Man skulle koncentrere sig helt og holdent om kosmologien.

 

 

Venskabets store betydning

Praktisk og økonomisk hjælp

Da Martinus havde sin åndelige fødsel, altså da han gennemgik den store fødsel, ejede han i virkeligheden ingenting. Og alt hvad der senere er skabt omkring hans tanker, det er jo kommet ved praktisk og ved økonomisk hjælp fra de mennesker der var interesseret i hans analyser. Og det er vel især centeret et eksempel på. Foruden Gerner Larson, han var jo foregangsmand, har der været mange dygtige og initiativrige hjælpere, både inden for undervisningen og inden for de praktiske områder. Centeret er så opbygget på den kærlighed og interesse der er blevet vist sagen. Mange har jo ofret deres sommerferier og andre ferier, og i grupper og i godt venskab er mange af de her arbejdsopgaver der var heroppe blevet løst. Vi har jo ikke været fagfolk, men vi har været amatører i ordets bedste betydning. 

    

 

Venskab frem for analyser

Martinus understregede jo ofte både i sine foredrag og i private samtaler venskabets store betydning, og han sagde jo ofte, at det var vigtigere at man var venner, end at man var enige om analyserne. Og ved en medarbejder sammenkomst sagde han engang, at vi er kun en flok venner. Han fik det hele ned på jorden, når nogen svingede sig for højt op. Så hele centeret her er i virkeligheden helt fra grunden bygget op på den interesse og den kærlighed, som har været vist Martinus´sag og som jo har givet sig udslag i alt det praktiske arbejde der er udført, og det er jo noget der stadigvæk foregår.

 

Venskab og vegetarmad på terrassen

Venskaberne, ja dem kan man jo tit få fornyet eller vedligeholdt oppe på terrassen. På terrassen der kan man jo få et måltid mad og om aftenerne er der tedrikning, og der møder man jo altså gamle venner eller skaber nye venskaber.

 

Inspiration og kreativitet

Og under det fælles arbejde og under studierne, er der jo opstået mange gode venskaber, og når man opholder sig heroppe, så er det klart, at man bliver inspireret af foredragene og analyserne i det hele taget. Og det kan ofte resultere i, at man selv føler trang til at give udtryk for egne tanker og for egen kreativitet, og man opdager så hurtigt hvor vigtigt det er at udtrykke sig på en eller anden måde. Og der er jo forskellige måder at gøre det på, nogen prøver sig frem med at tale, med at holde foredrag, andre med at skrive artikler, og nogen med at tegne, og male og med at musicere. Og hvor der er mange mennesker, der inspirerer man jo ofte hinanden. Og de mange interesserede drager så hjem til dagligdagen, på arbejdspladsen og mellem vennerne og familien, beriget med nye kræfter og med ny lyst til at omsætte disse ideer i praktist væremåde i hverdagen.

 

Fremtiden

Ingen forening og ingen medlemskab

Ja, Martinus´ arbejde og hele den undervisning, der er bygget op omkring hans tanker, det kunne jo let opfattes som en sekt, men Martinus´tanke var ikke at skabe en sekt, og det var ikke at skabe en forening, med medlemsskab. Flere af hans bøger begynder jo med menneskeheden, og omtaler det internationale verdensrige under skabelse, så det er menneskeheden det drejer sig om, og altså på den måde er det ikke beregnet på nogle ganske få, men for hele jordklodens befolkning.

    

Folk fra hele kloden

Martinus forudså jo, at centeret efterhånden skulle udvikle sig til at blive en hel by, og han forudså at mennesker ville komme fra alle egne af kloden. Han talte engang imellem om, at bierne skulle komme til honningen. Og det vil altså sige, at mennesker skulle komme rundt omkring fra, blive undervist i disse ting, og så skulle de vende tilbage til deres eget folk, til deres eget land, og tale om disse ting, der hvor der var behov for det, der hvor der var interesse for det.

 

Sprog

Så undervisningen her, den skulle komme til at foregå på mange sprog, dels skulle foredragene jo holdes på fremmede sprog, på hovedsprogene, men dels kunne man også oversætte ved hjælp af tolkning, og foredragssalen er jo netop indrettet til at man kan tolke til flere sprog ad gangen. Og et sprog som vil blive af stor betydning for hele sagen, det er esperanto. Der vil blive undervist i esperanto, og især vil esperanto også få stor inflydelse i oversættelsesarbejdet, for det er klart, at der er mange af sprogene, man ikke kan komme til at oversætte direkte fra dansk til disse mindre kendte sprog, men det kan foregå ved hjælp af esperanto. Så der er ingen tvivl om, at Martinus´ kosmiske analyser, vil brede sig til hele jordkloden, efterhånden som der bliver behov for det rundt omkring i verden, de vil blive en uvurderlig hjælp for hele menneskeheden.

 

En ny verdenskultur baseret på universets livslove

En verdensregering og et internationalt verdensrige

Martinus så jo sådan på det, at han mente, at allerede om 3000 år, så ville der blive dannet en verdensregering, eller der vil være skabt et internationalt verdensrige, et rigtigt menneskerige. Og Martinus´ tanker de vil være med til at influere hele udviklingen. Og det er klart, at det vil kun ske, sammen med alle de drastiske påvirkninger, som man får igennem krige,sygdomme og alle disse revolutioner som vil komme rundt omkring på kloden. Men de vil altså være en teoretisk vejledning for menneskeheden, og de vil ligesom danne basis for en hel ny verdenskultur, og Martinus kosmologi, det er jo i virkeligheden kun en beskrivelse af verdensaltets logik og skabemetode, det er en beskrivelse af selve livslovene, og så må man jo lære disse livslove at kende og lære at leve efter dem.

         

En lang udviklingsproces

Det hele er jo en lang udviklingsproces, vi må allesammen lære os selv at kende, og forandringen af vores bevidsthed og vores egen væremåde, det er jo ikke udelukkende en viljessag, det er ikke noget der kan ske pludseligt. Det fordrer i virkeligheden en hel ny organisk struktur. Og skabelsen af denne struktur tager selvfølgelig sin tid, så vi må lære at væbne os med en vis tålmodighed, men udviklingen går jo i retning af dette, at vi skal blive "mennesker i Guds billede efter hans lignelse". At der skal skabes en virkelig menneskelig kultur her på kloden, hvor næstekærligheden bliver daglig væremåde for os allesammen.

  

Et nyt guddomsbegreb

Man kan jo sige, at den kultur der nu tager sin første begyndelse, at den er lige så forskellig fra de sidste 2 årtusindes trosepoke, som Jesus-epoken var fra Moses-epoken, og det var jo tilgivelsesmoralen der afløste hævnmoralen, og at man istedet for at hade og hævne, skulle elske sine fjender. Med Martinus´ verdensbillede, får vi et helt nyt Guddomsbegreb, at vi skal hverken tro på religiøse, politiske eller materialistisk videnskabelige autoriteter. Mennesket kommer til at stå helt alene over for Gud, helt frit og uafhængigt. Og kun ansvarlig over for verdensaltets fysiske og åndelige love og principper.

  

Alt er levende - livets direkte tale

Og alt overhovedet er jo levende, og så gælder det jo både hensynet til naturen, planterne, dyrene, mikrokosmos og makrokosmos, og altså selvfølgelig vores medmennesker. Alt hvad vi kommer i berøring med er jo vor næste, og det Martinus gør er at han videnskabeliggør de facittere som Jesus prædikede, at vi skal elske Gud over alle ting og vor næste som os selv. Vi behøver ikke mere at tro, vi er helt frie væsener, vi skal ikke stå til regnskab over for konger og kejsere, eller andre magthavere eller førere, og vi er slet ikke underlagt andre mennesker. Vi er udelukkende ansvarlig over for vor næste som er Guds organer eller redskaber, og vi kan ikke møde det Guddommelige på nogen som helst anden måde. Vi kan nu gennem de kosmiske analyser lære os, at få direkte kontakt med ophavet til verdensaltets skabende kræfter, og forstå det som Martinus kalder livets direkte tale.

  

Litteraturliste for Martinus Kosmologi

Se litteraturlisten "Martinus værker" på Martinus Forum