1
En af de personer, der har haft en dyb indsigt i udviklingens gang og tilværelsens evige love, er den danske forfatter og intuitionsbegavelse Martinus Thomsen, der levede fra 1890 til 1981. Martinus Thomsen, der benyttede forfatternavnet Martinus, følte sig efter en intens guddommelig indvielse, specielt kaldet til at afdække den bagvedliggende åndelige viden som Kristus tog sit udgangspunkt i. Han blev født i den lille Nordjyske by Sindal, og igennem skoleundervisning og konfirmationsforberedelser blev han introduceret til den Luthersk  evangeliske kristendom. Her lærte han blandt andet, at der skulle ligge en forbandelse over børn der var født uden for ægteskab og desuden, at et barn der døde inden det blev døbt ikke kunne komme i himmelen. Allerede på dét tidspunkt var han overbevist om, at dette måtte være helt forkert.

2
Igennem sit 60-årige forfatterskab skrev Martinus tusindvis af sider, hvori han blandt andet forklarer og retfærdiggør Kristi liv, væremåde og mission i relation til budskabet om næstekærlighed. Forudsætningen for dette enestående forfatterskab fik Martinus som 30-årig hvor han havde en usædvanlig oplevelse, der fik skelsættende betydning for ham resten af livet. Han oplevede, hvad kun få på denne jord indtil nu har oplevet, nemlig at få kosmisk bevidsthed, hvilket vil sige at blive indviet i universets evige visdom. Denne indsigt blev for Martinus permanent, således at han, ved hjælp af koncentration, til enhver tid igennem ren intuition kunne se essensen af eller den færdige løsning på et hvilket som helst filosofisk eller åndsvidenskabeligt spørgsmål. Disse facitter eller løsninger analyserede han, så at de blev tilgængelige for almindelig menneskelig intelligens. Martinus' analyser findes i hans syv  binds hovedværk "Livets Bog", suppleret af billed- symboler i 4-bindsværket "Det Evige Verdensbillede" samt en lang række mindre bøger, foruden artikler skrevet i bladet Kosmos. Tilsammen kalder han sine samlede værker på skrift, efterladte skrifter og desuden foredrag optaget på bånd for "Det Tredie Testamente".

3
Martinus' så det som sin opgave at viderebringe sin viden om den fortsatte humane udvikling ved at intellektualisere de evige sandheder og således fremstille en intelligensmæssig forståelse af det guddommelige verdensalt og menneskets egen placering i det. Hensigten med disse intellektualiserede analyser var og er at give mennesket en mulighed for at fordybe sig i udsagn der viser at verdensaltet er opbygget på et logisk grundlag og at "alt er såre godt". Denne indsigt og viden vil i første omgang være af teoretisk karakter, men på længere sigt vil den i høj grad hjælpe det enkelte menneske i dets humane udvikling og dermed forberede det til det næste store udviklingstrin: indvielse til kosmisk bevidsthed.

 
 Martinus Thomsen 1890 - 1981.

Martinus barndomshjem i Sindal. 

Martinus´ værker. Se litteraturlisten
og litteraturbeskrivelser.

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(Klik på billedet for en forklaring)

4
Martinus understreger, at hans forklaringer ikke er det eneste saliggørende for alle mennesker (note 1). Han opfordrer til at hans tanker afprøves i praksis og ikke optages ukritisk igennem blind tro. Hensigten med Martinus' livsværk har nemlig på ingen måde været at danne en ny religion. Han stiller sin viden og sine åndsvidenskabelige værker til rådighed for alle mennesker til gavn og glæde for alle. Hvorledes det enkelte menneske vil tage imod denne viden er dets egen sag. 

5
Hvad videnskaben med alle dens forgreninger angår, ser Martinus ikke nogen modsætning til åndsvidenskaben. Tværtimod er det hans opfattelse, at det kun er et tidsspørgsmål inden videnskabeligt interesserede mennesker opdager, at de kan finde tilfredsstillende svar i et åndsvidenskabeligt verdens- billede, hvor intet er overladt til tilfældigheder. Videnskaben som den ser ud i dag, er i Martinus´ forståelse et absolut nødvendigt led i udviklingen. Det er igennem udforskning af materien, at det enkelte menneske får udviklet sin intelligens og det er videnskaben, der skal danne grundlag for den materielle opbygning af det fremtidige verdenssamfund. Efterhånden som det enkelte menneske udvikler sin intelligens og tilegner sig ny viden, både inden for materieforskning og forskning i højere moral, giver dette på længere sigt adgang til indsigt i de kosmiske love, der ligger til grund for universets opbygning.

6
Hensigten i det følgende er at kaste lys over et verdensbillede af evig natur, fortalt igennem Martinus' åndsvidenskab eller kosmologi. Ifølge den er der en logisk sammenhæng imellem menneskets dybere forståelse og efterlevelse af næstekærlighedsbudet og indtrædelsen af den fred og de harmoniske tilstande på jorden, som Kristus bebudede for ca. to tusinde år siden. En harmoni der stemmer overens med hele verdensaltets grundtone, nemlig alkærlighed.

 
"Martinus erindringer" og "Livets Bog". 

Jorden fotograferet fra et fly.

© Martinus Ideal Fonden 1964
Symbol 23
Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse
(Klik på billedet for en forklaring)

1
Udforskningen af materien og anvendelsen af denne forsknings resultater, har hjulpet mennesket til at virkeliggøre et ønske om at blive herre over den materielle tilværelse. Den materielle udvikling har i stor udstrækning medvirket til, at det enkelte menneske har tilegnet sig evnen til at drage logiske konklusioner på bekostning af den tidligere så stærke trosevne.

2
Martinus, der i mange år boede på Frederiksberg, København, giver en meget detaljeret forklaring på tilværelsens dybere mysterier, i sin kosmologi. Modsat religionerne er kosmologien netop beregnet på at kunne efterforskes ad logikkens veje. Således udreder Martinus logisk kristendommens grundlæggende elementer som f.eks. tilgivelse og næstekærlighed. En meget væsentlig forudsætning for denne nye forståelse er reinkarnationsprincippet eller den kendsgerning at mennesket lever det ene liv efter det andet i den fysiske verden. Desuden kan det her kort nævnes at Martinus var meget inspireret af Ægyptens pyramider. For ham var sfinksen et symbol på udviklingens gang fra dyr til menneske, mens pyramiderne blev brugt til at finde en farao til at styre og lede landet. Denne farao blev fundet igennem indvielsesritualer der resulterede i, at man fandt den bedst egnede. Denne styreform var den mest ideelle for udviklingens gang på netop dette tidspunkt. Martinus giver i sit nye verdensbillede et meget væsentligt bidrag til at løse sammenhængen imellem reinkarnation, karma, udvikling, tilgivelse og næstekærlighed.

Martinus underviser

3
"Det er jo netop det at komme frem til at give liv, til at skabe, så det bliver glæde, lys og lykke. Og vi ser på menneskene at de står på forskellige trin, idet nogen kan nænne at gøre meget ondt endnu, andre de er nået frem til ikke at kunne nænne at gøre nær så meget ondt, og denne udvikling fortsætter altså. Se denne udvikling kan også yderligere blive understreget og blive til kendsgerning derigennem at denne forfærdelige lidelse, som menneskenes dyriske tendenser bevirker, den skaber en ny evne i mennesket, nemlig den humane evne" (note 2). 

4
Til illustration af det evige verdensbillede som Martinus beskriver i sine værker, har han fremstillet en lang række symboler, hvis formål har været at give et visuelt overblik over sine analyser. Martinus viser i ét af disse mange symboler (Symbol 11), nemlig det han kalder hovedsymbolet, hele verdensaltets struktur eller opbygning. Her illustreres hvordan Guddommen fremtræder som et treenigt princip eller et levende væsen, hvori alle andre levende væsener lever deres liv. Guddommens treenige princip består af et skabende og oplevende jeg, der er illustreret igennem stjernen i centrum. Desuden af en skabeevne som symboliseres igennem den violette rand. Endelig af de skabte realiteter der vises igennem de seks farvede felter og som udgør Guddommens bevidsthed og organisme. Alle Guddommens mikrojeg´er, herunder også menneskenes jeg´er, illustreres igennem de små hvide felter i symbolets violette rand.

 © Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(Klik på billedet for en forklaring)

5
De tredelte figurer ved siden af hinanden (Symbol 4), symboliserer således hver især et levende væsen, der med sin evige fortid, i nuet, oplever livet på vej fremad imod en evig fremtid. Væsenerne vokser igennem denne udvikling fra minerallivsformer over plantelivsformer, dyrelivsformer, og herfra over jordmenneskelivsformer frem til at skulle være totalt fuldkomne mennesker i Guds rige. Disse livsformer danner hver for sig de udviklingsepoker, vi i dagliglivet kender under begreberne: mineralriget, planteriget og dyreriget, og som det nuværende jordmenneske også er en del af. Det totalt fuldkomne eller færdige menneskerige kvalificeres det enkelte menneske til i takt med at det udvikler sin moral og næstekærlighed. Rigerne symboliseres henholdsvis igennem den lyse indigofarve, den røde, den orange og den gule farve. Det jordiske menneskes udviklingsdomæne går fra den lodrette hvide streg i dyreriget og frem til det gule felt, der betegner indgangen til det rigtige menneskerige (note 3).

 
 © Martinus Ideal Fonden 1963 
Symbol 4
Vejen mod lyset
(Klik på billedet for en forklaring)

6
På længere sigt går menneskets udvikling i retning af skabelsen af et fuldkomment materielt og åndeligt menneskerige, der omfatter alle jordens folkeslag. Symbolet her (Symbol 26) viser igennem den gule sol i midten hele menneskehedens fælles regering. De runde hvide felter med den sorte pil symboliserer jordens forskellige stater og nationer. De er underlagt den fælles regering eller overhøjhed som solen i midten repræsenterer, og som de befinder sig i strålerne af. Strålernes farve nemlig gul og grøn symboliserer at staterne regeres igennem intellektualiseret følelse. Denne farvekombination betyder her udfoldelse af næstekærlighed (note 4).

7
Ifølge Martinus fik Kristus et kosmisk glimt, da han blev døbt af Johannes Døberen i Jordan-floden, og senere kosmisk bevidsthed, da han var sammen med Moses og Elias på Forklarelsens Bjerg (note 5). Med disse oplevelser begyndte Kristus sin undervisning eller uddannelse af menneskeheden, hvis formål var og er at føre den frem til skabelsen af et fuldkomment menneskerige på jorden. For Martinus er der ingen tvivl om at Kristus talte om reinkarnation (note 6). Det gjorde han f.eks. i sin samtale med Nikodemus, beskrevet i Johannesevangeliet, hvor Kristus sagde at "ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny" (note 7). Desuden i Mattæusevangeliet, hvor Kristus talte om Johannes Døberen, da han sagde : "Og - om I vil tage imod det - han er Elias, som skulle komme" (note 8).

©  Martinus Ideal Fonden 1964
Symbol 26
Det kommende fuldkomne menneskerige
(Klik på billedet for en forklaring)

8
Den materialistiske udvikling, eller forbedringen af de materielle levevilkår, ville ifølge Martinus være blevet forsinket, hvis reinkarnationstanken havde vundet endelig indpas alt for tidligt i den vestlige kultur. Set i et større perspektiv er der således en mening med, at den i første omgang gled ud af den kristne lære. Hvis reinkarnationstanken havde vundet indpas med det samme, ville mennesket ikke have været så motiveret for at forbedre de materielle levevilkår eller tilværelsen her og nu. Et-livsteorien og materialismen ville i så fald ikke have haft den samme udformning og kraft som tilfældet har været.

 
Thorvaldsens Kristusfigur i "Vor Frue kirke" i København"

1
De kosmiske analyser viser, at jordmenneskets udvikling går fra egoistisk primitivitet til højintellektuel, alkærlig væremåde. Denne udvikling finder sted igennem utallige liv, hvor de opnåede erfaringer om godt og ondt overføres kontinuerligt inkarnation efter inkarnation. Reinkarnationen har således slutteligt til formål at skabe en fuldkommen erfaring om, hvad der er godt og hvad der er ondt, hvilket er det samme som tilegnelsen af evner, til at kunne udtrykke den fuldkomne væremåde.

2
Hvert enkelt menneske er således på vej fremad i sin udvikling. På et vist tidspunkt i denne lange skabelsesproces kommer mennesket frem til en bevidsthedstilstand, hvor det helt fornægter en guddoms eksistens. Gamle, mere primitive evner og karakteregenskaber erstattes gradvist af nye evner og færdigheder. Den bevidsthedstilstand der her er tale om er den, hvor mennesket kulminerer i materiel viden, dvs. en viden om lovene for materien, opnået igennem forskning. En viden som kommer til udtryk på mange forskellige måder. Efterhånden som den religiøse trosevne mere og mere degenererer, har mennesket sværere og sværere ved at acceptere de religiøse forklaringer og læresætninger. På dette stadium i sin udvikling fremstår mennesket som gudløs materialist.

3
Sin store viden til trods har materialisten dog langtfra overblik over, hvad der er til gavn og glæde for menneskeheden. Historien har mange eksempler på, hvordan forskning i den fysiske materie og materialismens vækst har været til velsignelse for menneskeheden, men samtidig har samme forskning også medført store ulykker for menneskeheden. Igennem mange livs lidelseserfaringer opdager mennesket gradvist, at dets viden om materielle spørgsmål ikke kan forhindre det onde i verden i at ske. Tværtimod ser det, at menneskelige lidelser stiger til kolossale dimensioner i takt med videnskabens vækst, når denne vækst ikke bliver brugt i humanitetens tjeneste. Langsomt opstår en sult efter at finde en human og retfærdig mening med livet. Materialisten har igennem sine egne lidelseserfaringer opnået en mere human væremåde, dvs. har opnået en stor viden om hvad der er godt og hvad der er ondt. Interessen for moralske spørgsmål trænger sig længere frem i forgrunden, og der opstår en søgen efter en ny, human moral, der kan sikre ret og retfærdighed for alt og alle, eller som sikrer at materialismens resultater træder i humanismens tjeneste.

4
I hvor høj grad den humane væremåde eller næstekærligheden er udviklet hos det enkelte menneske afgøres altså ifølge Martinus af den mængde lidelse, han eller hun har været udsat for i denne og i tidligere inkarnationer. Jo mere lidelse et menneske har gennemlevet, desto større forståelse og medfølelse har det for andre menneskers ulykkelige livssituation. Det er indtil lede mæt af krig og andre lidelser, som mennesker påfører hinanden. Den humane materialist er således blevet fortaler for fred, og i tidens løb er mange gået ind i humanistiske foretagender, der har haft til formål at mindske lidelser, både blandt mennesker og dyr. På dette tidspunkt i udviklingen mangler den humane materialist kun et overordnet kendskab til livets love og en logisk argumentation for, hvorfor det er formålstjenligt udelukkende kun at befordre liv og livsglæde overfor alle levende væsener, overalt, hvor det er muligt.

© Martinus Ideal Fonden 1963Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(Klik på billedet for en forklaring)

© Martinus Ideal Fonden 1964
Symbol 19
Gennem indvielsens mørke (Helvede eller ragnarok)
(Klik på billeder for en forklaring)

1
Forudsætningen for fuldkommengørelsen af Kristi mission, er Kristi egne udtalelser om "talsmanden, den hellige ånd". I Johannesevangeliet udtaler Kristus: "Men talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer" (note 9). Martinus´ fortolkning går ud på, at det som Faderen skulle sende er tanker og viden om de allerhøjeste realiteter i livet, der handler om Guds og menneskers eksistens og desuden Guds kærlighedsplan med alle levende væsener. Med Kristi genkomst menes den store fødsel i det enkelte individ. Det er åbenbaringen af Guds hellige ånd som en videnskab der omhandler hele Guddommens eksistens. Denne viden kan i fuld udstrækning kun sanses igennem den bevidsthedstilstand, som Martinus kalder kosmisk bevidsthed. 

2
Igennem de sidste mange århundreder, har der været mange forskellige fortolkninger af, hvordan Det nye Testamentes sætning: "hvad et menneske sår, det skal han også høste" (note 10) skal forstås, men for Martinus er der ingen tvivl om at denne essens skal fortolkes i sammenhæng med reinkarnations- og karmaloven. Det samme gælder Kristi læresætning: "Alt hvad I vil at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem" (note 11). Det var ifølge Martinus specielt det følelsesmæssige i det menneskelige sind, som Kristus måtte appellere til, for at mennesket derigennem gradvist kunne aflægge deres tanker om had og hævn og begynde at fornemme en højere mening med dets liv. 

3
I dag har mennesket i større udstrækning behov for en logisk forståelse af dets forhold til det guddommelige verdensalt. En sådan forståelse er det imidlertid ikke selv i stand til at tænke eller spekulere sig frem til. Derfor har mennesket behov for en ny impuls fra forsynet eller en højere verden, hvor den fuldkomne væremåde er en selvfølgelighed, og hvor løsningen på livets mysterium er fuldstændigt erkendt. Dette, at mennesket kan komme videre i udviklingen ved hjælp af en impuls fra et højere forsyn, kalder Martinus for "verdensgenløsningsprincippet" (note 12) - se Symbol 2. 

4
Mange mennesker var for ca. to tusinde år siden kommet så langt frem i udviklingen, at de var modne til at modtage en Guddommelig impuls, der kunne stimulere deres videre udvikling ved at appellere til en følelsespræget opfattelsesevne. Denne impuls blev formidlet igennem verdensgenløseren Kristus og kaldes af Martinus for den gamle verdensimpuls. På samme måde er det moderne menneske nu igen moden til at modtage en ny, guddommelig impuls, der ved at appellere til en logisk opfattelsesevne kan stimulere det til at forstå dets egen og jordens udviklingsniveau eller placering i verdensaltet. Væsenerne udvikler sig som hovedsymbolet viser fra minerallivsformer over planteriget, dyreriget og frem til det rigtige menneskerige. Herfra går vejen over visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget i hvis sidste del mineralriget befinder sig. Herfra fortsætter væsenerne deres vandring videre fremad imod nye riger. De bevæger sig ikke i cirkler, men fremad i spiralkredsløb, hvor de kan forny sig igennem nye oplevelser. Jorden befinder sig i et overliggende spiralkredsløb set i forhold til det spiralkredsløb mennesket befinder sig i. 

5
Igennem denne nye forståelse eller impuls af viden fra forsynet, får mennesket mulighed for langsomt, men sikkert, både i teori og praksis, at sætte sig ind i og forstå et verdensbillede af evig natur. I dette guddommelige verdensalt, bliver det muligt for mennesket at udforske og gennemleve den sidste, vanskelige vandring frem imod kosmisk bevidsthed. Det er det samme som at opnå en fuldkommen væremåde, hvor følelse og intelligens er i fuldstændig harmoni på et højt niveau.

  Thorvaldsens Kristusfigur i "Vor Frue kirke" i København".

© Martinus Ideal Fonden 1964
Symbol 20
Syndernes forladelse
(Klik på billedet for en forklaring)

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 2
Verdensgenløsningsprincippet
(Klik på billedet for en forklaring)

Stjernebillede

 
© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(Klik på billedet for en forklaring)

7
Som det ses af Symbol 18 modtager det levende væsen liv efter liv, karmabølger som det har udsendt både i denne og i tidligere inkarnationer. De enkelte fysiske jordliv symboliseres igennem de aflange firkantede orangefarvede felter og den fremadskridende udvikling vises på symbolet fra venstre imod højre. Ligeledes udsender det levende væsen nye karmabølger som vender tilbage i denne eller i fremtidige inkarnationer. Udviklingen fremad sikres ved, at det levende væsen hele tiden lærer igennem erfaringsdannelse. 

8
Det lærer såvel af ubehagsoplevelser, som det lærer af lykkelige tildragelser, alt eftersom hvad væsenet selv har manifesteret i sin dagligdag. Karmaprincippet skal ikke forstås således, at man kan gå tilbage i udvikling, dette er nemlig umuligt. Ifølge Martinus skal karma heller ikke opfattes som en straf, men snarere som en vejledning i, på hvilke områder, det enkelte væsen kan forbedre sig. Der er under ingen omstændigheder noget at bebrejde nogen, da alle mennesker på jorden skal igennem den dyriske eller den dræbende udviklingszone, for derefter gradvist at blive færdigudviklede genier i næstekærlighed.

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 16
Evighedslegemet
(Klik på billedet for en forklaring)

© Martinus Ideal Fonden 1964
Symbol 18
Det levende væsens skæbnebuer
(Klik på billedet for en forklaring)

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 4
Vejen mod lyset
(Klik på billedet for en forklaring) 

9
Symbol 23 viser hvor stor betydning tilgivelsen har for den enkelte, ikke kun i dette liv, men også for det samme menneskes oplevelse af fremtidige liv. Kristusfiguren i midten viser det færdigudviklede menneske, der fuldt ud på alle områder kan manifestere den ideelle væremåde. Den lille trekant symboliserer det levende væsen, mens hjertefiguren symboliserer dets fuldkomne kærlighedsevne. De to forbundne hænder i hjertefiguren symboliserer dets fuldkomne evne til at tilgive. Alle former for mørk skæbne repræsenteret ved den orange karmabue bliver derved neutraliseret og igennem væsenets tilgivelse forvandlet til en lys skæbne repræsenteret ved den gule karmabue. Tilgivelse får i lyset af reinkarnationsprincippet og kosmologien en meget dybere betydning, også for forståelsen af fremtidige liv. I løbet af de kommende årtusinder vil kosmologien ifølge Martinus kunne give inspiration til udvikling af mennesket hen imod virkeliggørelsen af den samme ideelle væremåde, som Kristus havde. Kosmologien viser det logiske i Kristi udsagn: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og hele dit sind" og desuden "Du skal elske din næste som dig selv" (note 13).

© Martinus Ideal Fonden 1964 
Symbol 23
Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse
(Klik på billedet for en forklaring)

10
De kosmiske analyser viser, at alle mennesker selv er den første årsag til den skæbne, de kommer ud for. Den viser også den humane evnes udvikling og hvordan det er muligt at befri sig fra tilbagevendende mørk karma eller skæbne. Ingen kan med rette sige, at det er andre, der er skyld eller årsag til éns lidelser. Heri ligger, at alle hver især må tage ansvaret for deres egne tanker, ord og handlinger. Disse, repræsenteret ved de mørke karmabuer, udsendt i én inkarnation vender tilbage i den samme eller i en senere inkarnation. Efterhånden som den humane evne, repræsenteret ved den gule flammetegning, udvikler sig, kan den mørke karma ikke nå mennesket. Der er altså på længere sigt en befrielse eller vej ud af mørk skæbne. Heri ligger også at det enkelte menneske indser sit ansvar overfor alle andre, der har det svært. 

11
Om skæbne og menneskets vekselvirkning med andre skriver Martinus:
"Som man ser, er den daglige væremåde en sæd, man sår, og hvis høst bliver en del af den oplevelse af det kommende liv, man ikke kan eksistere foruden. Hvad man så end gør, hvordan man så end lever, er éns daglige liv et samspil med vore omgivelser og de i disse placerede forskellige levende væsener. Disse væsener er således noget af vort eget liv, ja er som nævnt dråber af det samme ocean, det samme element. De kan derfor ikke undgå at udgøre noget af vor oplevelse. Disse omgivelsers og medvæseners velfærd bliver derved en tilsvarende del af vor egen velfærd eller skæbne. De evige ord: "Det et menneske sår, skal det høste", bliver her til virkelighed" (note 14). 

12
Der, hvor det kan være sværest at se det guddommelige i tilværelsen eller meningen med livet, er der, hvor mennesker påføres svære lidelser eller ligefrem bliver dræbt. Her er forklaringen, hvor barsk den end lyder, at de pågældende mennesker selv har forårsaget den samme grad af lidelse over for andre levende væsener i denne eller i tidligere inkarnationer. Ligesom de nu mærker konsekvenserne af deres tidligere handlinger, vil også de væsener, der påfører dem lidelsen, engang i fremtiden blive udsat for den samme karakter af skæbne. Der hvor det drejer sig om større katastrofer eller mindre ulykker er der heller ingen tvivl om, at de implicerede selv er den første årsag til den større eller mindre ulykke hændelsen forårsager. Hvor galt det går, afhænger af det enkelte væsens karma eller skæbne. Her er spørgsmålet hvor meget karma det er nødvendigt for det enkelte menneske at få udløst, for at det kan lære noget af den hændelse vedkommende bliver udsat for.

13
Det er naturligvis individuelt og det enkelte menneske må derfor selv ransage sit sind for at finde ud af, hvad det kan lære af den pågældende situation. Jo højere udviklet væsenet er, jo lettere bliver det for det at forstå den guddommelige tale der ligger i alt hvad der sker. Set i et kosmisk perspektiv er lidelsen imidlertid ikke noget negativt, da den altid vil danne erfaringsgrundlag til udvikling af humanitet. Derved forskydes grænsen for, hvad mennesket kan nænne og ikke kan nænne at gøre af ubehag imod sin næste. Den humanitet, som karmaprincippet igennem lidelserne udvikler, bevirker, at det enkelte menneske lærer at skelne godt fra ondt og at gøre det gode frem for det onde.

14
Martinus forklarer i kosmologien, hvordan begrebet "syndernes forladelse" (Symbol 20) kan forstås set i en dybere belysning. Mennesket har igennem sine mange tidligere primitive inkarnationer sået meget ondt. Når det, ved at opleve sin egen tilbagevendende karma, ikke længere kan nænne at slå ihjel eller gøre ondt, behøver det ikke denne karma mere. Den stærke humanitet, det nu har udviklet, beskytter det imod den gamle drabskarma. Sagt med andre ord, er det udviklede, humane menneskes negative skæbne blevet neutraliseret, selvom det stadigvæk har menneskers død på samvittigheden. Det er denne neutralisering, som Martinus kalder "syndernes forladelse" (note 15).

15
Enkelte fremskredne mennesker her på jorden er før i tiden nået frem til et sådant modenhedstrin, at kun kontakten med en højere viden kunne bringe dem videre i deres udvikling. For at de kunne komme videre har den eneste løsning ifølge Martinus været den, at disse mennesker inkarnerede på andre, mere fremskredne kloder, hvor livsmysteriets løsning forelå i manifesteret form. Efter at den nu for første gang er tilgængelig på jorden i en komplet, intelligenspræget form, er det nu blevet muligt for mennesker at få adgang til højere kosmiske analyser. At den kosmiske viden er tilgængeliggjort her på jorden betyder, at det enkelte menneske nu også her, kan gennemgå den sidste fase i udviklingen frem imod kosmisk bevidsthed.

 
© Martinus Ideal Fonden 1964 
Symbol 20
Syndernes forladelse
(Klik på billedet for en forklaring)

Martinus ved skrivemaskinen.

Flystyrt.

 
© Martinus Ideal Fonden 1964
Symbol 20
Syndernes forladelse
(Klik på billedet for en forklaring)

Jorden

1
Mange af nutidens humane materialister, for hvem lidelsernes berettigelse i verden er blevet et påtrængende mysterium at få løst, søger, mere eller mindre bevidst, en acceptabel forklaring på den megen ondskab, der findes. De er for længst vokset fra forklaringen om, at det er djævelen, der står bag alt det onde, og hvis formål udelukkende er, at de skal havne i helvede. De kan heller ikke forstå det logiske i, at en Gud, der skulle være alvis, almægtig og i særdeleshed alkærlig, skulle kunne tillade, at der findes ondskab og lidelser i verden. I så fald måtte det jo være en sadistisk Gud. 

2
Som tidligere vist har Martinus symboliseret hele verdensaltet eller Guddommes bevidsthed i det han kalder hovedsymbolet. Her er markeret et afsnit, det orange område også kaldet dyreriget, hvor dræbende tanker og manifestationer, kan komme til udtryk. Ifølge Martinus´ analyse af mørkets mission skal mørket eller manifestationen af det onde ikke forståes som en magt, der eksisterer selvstændigt uden for Guddommens bevidsthed. Mørkets mission er, at det levende væsen, i et særligt udviklingsafsnit, skal lære det onde at kende. Uden at væsenet lærer dette, kan det umuligt lære, hvad det gode er. Og uden at vide, hvad det gode er, kan det levende væsen aldrig nå frem til at manifestere den fuldkomne væremåde. Mørket er således en uundværlig del af Guddommens plan, der har til formål at føre mennesket frem til kosmisk bevidsthed, der er en bevidsthedstilstand hvor væsenet er i kontakt med alkærlighedens inderste visdom. Denne kontakt får det ved indgangen til det rigtige menneskerige, markeret ved det gule afsnit.

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(Klik på billedet for en forklaring)

3
I dyreriget er udfoldelsen af mørket eller "det dræbende princip" (note 16) en naturlig del af bevidsthedslivet, idet dyret her i overvejende grad har sin livsbetingelse ved at dræbe. Da intelligensenergien netop i dyreriget begynder at gøre sig gældende, går denne begyndende intelligens i "det dræbende princips" tjeneste og hjælper dyret i dets overlevelseskamp. Ved hjælp af intelligensen, som i sig selv er neutral, har mennesket frembragt mange goder, men da det stadig er hjemmehørende i dyreriget og dermed i "det dræbende princips zone", har det også brugt sin intelligens til magtmanifestation og udkonkurrering af medvæsener.

Løver

4
Martinus har symboliseret den tilstand som han kalder "gennem indvielsens mørke, helvede eller ragnarok" (Symbol 19). Her vises mørkets kulmination eller det dræbende princip. Trekanten over hjertet symboliserer væsenets jeg og hjertefiguren væsenets fysiske organisme, mens de to sabler i hjertefiguren symboliserer det dræbende princip. På dette udviklingstrin reagerer mennesket med had og hævn, når det selv bliver udsat for mørk skæbne. Alle former for mørk skæbne, repræsenteret ved den orange bue til venstre på symbolet, formår væsenet kun at reagere på, ved at give tilbage med samme mønt. Øje for øje og tand for tand er her idealet. Derfor udsendes en ny skæbne- eller karmabue, repræsenteret ved den orange bue til højre, som væsenet vil modtage igen i denne eller i senere inkarnationer. Den kolde materialismes opfattelse af, at mennesket udslettes ved dødens indtræden, symboliseres af dødningehovedet. Byen i baggrunden, med de mange huse, kupler, tårne, spir og fabriksskorstene, symboliserer jordmenneskehedens nuværende kulturområde. Trods videnskabens positive intentioner, har den langt fra kunnet give tryghed og verdensfred. Den har i sin uvidenhed skabt våben, atombomber og alskens mordmaskiner, med hvilke det har mangedoblet menneskets drabskapacitet langt ud over, hvad noget fuldblods rovdyr kan præstere. 

5
Dette, at intelligensen går i egoismens og "det dræbende princips" tjeneste, danner baggrund for den bevidsthedstilstand, som Martinus kalder for "djævlebevidsthed" (note 17). Med denne "djævlebevidsthed" skaber mennesket krigens rædsler, ragnarok og koncentrationslejrenes grusomhed, ja skaber her det yderste mørke, helvede inkarneret på jord. Dette er således det eneste virkelige eksisterende helvede, idet der hverken findes en "djævel" eller et "helvede" efter døden, som er den traditionelle kristendoms anskuelse. 

6
Om mørket og "helvede" skriver Martinus:
"Men vi ser her, at af alle dem, som "døde" på slagmarkerne eller "døde" for hadets hånd, samt alle dem, som "døde" af andre årsager, sygdom og alderdom, er slet ingen "døde". Det, der opfattedes at være "døden", "helvede" eller mørket, var ikke andet end et "farvestof", et "dekorationsmateriale", "mørk maling", som det udødelige Jeg i forbindelse med Guds modellerende og malende hånd bag de døde kroppe benyttede ved udformningen af sit livskunstværk: "Mennesket i Guds billede". De døde kroppe, ligene i gravene, er kun høvlspånerne eller affaldsstofferne fra denne Guddommelige skabelsesproces, denne Guddommelige omformning af mentalitet fra "dyr" til "menneske" (note 18). 

7
"At skabe et menneske om fra at være et dyr, for sådan foregår skabelsen, at skabe et menneske om fra at være et dyr til det færdige fuldkomne menneske, der er så totalt fuldkomment, at der ikke på nogen som helst måde kan ske nogen lidelse eller smerte eller noget som helst fra dets manifestationer, men hele tiden udstråler et væld af lys for sine omgivelser. At forvandle dyret til et sådant væsen, det kræver millioner af år. Og da menneskene kun er bevidste i det ene liv, det nuværende liv de lever, så har de jo ikke ret megen udsigt over dette vældige panorama. Men de må jo se. De må jo lære at forstå, at de selv er evige, at det liv de nu har, det er ikke begyndelsen. Hvis det var begyndelsen, så var der ikke den mindste retfærdighed i verden. Så var alting fuldstændig ødelæggende, saboterende" (note 19).

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 19
Gennem indvielsens mørke (Helvede eller ragnarok)
(Klik på billedet for en forklaring)

8
Vi befinder os altså i en forvandling fra dyr til rigtige mennesker, og i denne proces går vi igennem både gode og onde erfaringer, og oplever både glæde og smerte. Martinus betegner det onde som det "ubehageligt gode", mens han betegner det gode som det "behageligt gode". Både det gode og det onde har sin berettigelse i menneskets humaniseringsproces. Lokalt set opleves "det ubehageligt gode", naturligvis som ondt og mennesket kommer tit i vanskelige situationer, hvor det oplever, at lige meget hvad det vælger at gøre, kan det ikke undgås, at gøre ondt over for andre. I sådanne situationer anbefaler Martinus altid at gøre det mindste onde. 

9
Det er imidlertid væsentligt at understrege, at der er en vej ud af mørket. Efterhånden som det enkelte menneske kommer dertil i udviklingen, hvor det bevidst kan arbejde med på sin egen udviklings- eller humaniseringsproces, kan det ifølge Martinus ikke undgås at det opdager, at det forandrer sig. Det kan bevidst arbejde med på sin egen humane proces ved at udrense alle negative tendenser i sin bevidsthed og samtidig dagligt tænke på, hvad godt det kan gøre for sin næste. Selvom der stadigvæk sker meget ondt i verden, kan den enkelte begynde at forske i sit eget sind og forsøge at finde ud af, hvad det er der giver en ulykkelig skæbne og hvad det er der giver en lykkelig skæbne. Det er i den sidste ende det enkelte menneske selv der gennem indre kamp må tilgive og elske sin næste for derigennem at komme ud af lidelsernes sfære. Igennem denne rejse får det større indsigt og viden om sig selv og sine medvæsener fra nær og fjern.

© Martinus Ideal Fonden 1964
Symbol 23
Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse
(Klik på billedet for en forklaring)

1
I Martinus' verdensbillede omfatter næstekærlighedsbegrebet alt og alle i hele verdensaltet, det vil sige mikrokosmos, mellemkosmos, herunder naturligvis også dyrene og planterne, og makrokosmos. Ifølge Martinus har også Kristus erkendt begrebet næstekærlighed i denne udvidede betydning. Kristus vidste imidlertid, at hans samtidige ikke var udviklede nok til at kunne fatte næstekærlighedsbegrebet i sin fulde udstrækning. Derfor var det, at han kunne udtale: "Jeg har endnu meget at sige Jer, men I kan ikke bære det nu" (note 20).

2
Set fra menneskets perspektiv består mikrokosmos af alle de organer, celler, atomer og endnu mindre livsenheder, som dets organisme er opbygget af.

3
Mellemkosmos omfatter, foruden jordmennesket, også plante­ og dyreriget, som omfatter utrolig mange arter og former. Alle er de som individer på vej fremad i udviklingen. Som Symbol 29 viser findes der mange forskellige veje. Martinus udtrykker disse veje som udviklingslinjer eller udviklingsbaner. I princippet skal alle levende væsener igennem den bevidsthedstilstand som udtrykkes igennem plante- og dyreriget for at nå frem til at have en total fuldkommen fysisk "menneskeorganisme". Disse fuldkomne menneske- organismer vil naturligvis være vidt forskellige, afhængig af hvilken udviklingsbane det enkelte individ har fulgt. Som symbolet viser, findes der mange forskellige udviklingsbaner. Således befinder mennesket, fuglene, og insekterne sig i hver sin udviklingsbane.

4
Makrokosmos udgøres af jorden, solsystemet, mælkevejen og det øvrige univers.

5
Symbol 14 viser syv kosmiske spiralkredsløb, hvor det midterste mærket D med den korsformige figur, symboliser det spiralkredsløb der hedder mellemkosmos. Mineraler, planter, dyr og mennesker, hører til i eller er en del af dette spiralkredsløb. Vel at mærke når det ses fra menneskets perspektiv. Til venstre for denne spiral er der tre spiralkredsløb, A, B og C som også i dette perspektiv betegnes som mikrokosmos. Til højre for D-kredsløbet eller mellemkosmos er der ligeledes tre spiralkredsløb E, F, og G, som ligeledes set fra menneskets perspektiv betegnes som makrokosmos. A-spiralen markerer mikroliv som er det samme som stof eller materie. B- spiralen markerer mikrolivsformer af cellemæssig karakter. C-spiralen er organvæsener i menneskers, dyrs og planters organisme. D-spiralen består som sagt af planter, dyr og mennesker. E-spiralen er hjemstedet for kloder eller planeter. F betegner solsystemsspiralen, mens G står for mælkevejsspiralen (note 21).

6.
Symbol 14 illustrerer hvordan vi som mennesker befinder os inde i jordklodens organiske strukturområde, der igen befinder sig inde i solsystemets strukturområde. Sådan fungerer det opad gennem mælkevejen og videre i det uendelige. Det samme princip gælder også i det uendelige nedadtil for mikrokosmos eller de mikroindivider som vi har i vor organisme eller kropssystem. Overliggende spiralrigers opbygning og eksistens afhænger af underliggende spiralrigers mikroliv eller materiemateriale. Levende væsener, om det så gælder mælkevejssystemer, solsystemer, planeter eller for den sags skyld mennesker, så har de et ansvar overfor underliggende spiralkredsløb eller mikroliv. Vort mikrokosmos er således en forudsætning for vor organisme og eksistens.

7
For at opfylde loven for næstekærlighed over for mikrovæsenerne er det således menneskets ansvar at sørge for at give disse mikrovæsener optimale livsbetingelser. Dér, hvor mennesket ikke lever op til dette ansvar, opstår der sygdom og elendighed, der til sidst kan betyde en alt for tidlig død. Det er således ikke en lille opgave, som mennesket bliver stillet overfor. Til gengæld får det alle de inkarnationer, som det har behov for, til at lære at elske alt og alle, idet næstekærlighed til og ansvarlighed over for mikrokosmos er et spørgsmål om human udvikling. Martinus understreger, hvor vigtigt det er at lære at tænke i tilgivende og næstekærlige tankebaner. Desuden det væsentlige i at give kroppen den rigtige ernæring og pleje.

8
Martinus gør opmærksom på at det dræbende princip i overvejende grad kun er en livsbetingelse for dyrene. Det er det ikke for det nuværende menneske. Alligevel er kødspisning af væsener fra dyreriget på grund af uvidenhed blevet en vanetilstand, der har fulgt det ufærdige menneske, helt op i kulturmenneskets rækker. På kortere sigt bevirker kødspisning, at der opstår sygdomme i menneskets mikrokosmos, på længere sigt bevirker det, at det skaber drabskarma for det selv på grund af alle de dyredrab, kødspisningen forårsager. Det er således en betænkelig sag at fortære så relativt højt udviklede væsener, som dyreverdenen repræsenterer.

9
Det er heller ikke nødvendigt, at dyrene fortsat skal levere deres organismer som føde for mennesket. Det humane, menneskelige kropssystem eller mikrokosmos bliver, efterhånden som mennesket udvikler sig, mere forfinet, og det har derfor også brug for en mere forfinet kost. Da det humane menneske imidlertid stadig befinder sig i den fysiske verden, må det også have fysisk føde, blot tilpasset dets udviklingstrin. Martinus mener, at det bedste for mennesket på nuværende trin i udviklingen er vegetarisk ernæring. Planteriget rummer i sig rigeligt med vitaminer og kraft til, at mennesket kan leve sundt, og variationsmulighederne er så talrige, at det langt fra er kedeligt at være vegetar.

10
Ligesom vi efterhånden lærer at være bevidste om en ansvarlig behandling af vort mikrokosmos, ved at give næring af allerhøjeste værdi igennem den mad som vi bringer dette kosmos, vil vi også lære at forstå, hvor vigtigt det er, at behandle vort nærmeste makrokosmos på en fornuftig og ansvarlig måde. Jorden er det makrokosmiske, levende væsen, der er menneskets primære beskytter. Derfor er det i menneskets egen interesse at indse formålet med, at give den de bedst mulige betingelser. Der hvor vi kan gøre vor indflydelse gældende er f.eks. ved ikke at forgifte jorden og ved ikke at overforbruge og misbruge jordens ressourcer. Jorden kan til gengæld give menneskene, der jo er dens mikrovæsener, optimale og harmoniske livsbetingelser.

11
Set i et kosmisk perspektiv, saboterer menneskene jordens livskraft, når de enten anvender atomkraft, udsætter jorden for atomprøvesprængninger, eller underminerer jordens livsbetingelser, f.eks. igennem nedkastning af atombomber. Biproduktet ved anvendelse af atomkraft er, at atomaffaldet ikke kan gå tilbage i jordens naturlige kredsløb, mens nedkastning af atombomber desuden direkte skader jordens mikrovæsener. I stedet for at sabotere jordens livskraft er idealet for det enkelte menneske og det enkelte samfund at leve op til næstekærlighedsloven i et gensidigt samarbejde med jorden.

12
Ligesom det enkelte menneske begynder at forstå de dybere livssammenhænge i forhold til dets medvæsener, vil det enkelte samfund også begynde at forstå, hvad det er der skaber ulykkelige eller lykkelige forhold for dets egne og andre staters indbyggere. Hele den læreproces som staterne imellem skal igennem for at skabe lykkelige og frie livsvilkår for alle jordens indbyggere er meget lang. Vejen går væk fra sabotage og udnyttelse af jordens livskraft, som i sidste ende kan forårsage kolossale katastrofer uafhængig af landegrænser. Den går væk fra alle former for krige imellem de enkelte samfund og stater, frem til en ligeværdig og social retfærdig verden for alle.

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(Klik på billedet for en forklaring)

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 29
Kosmiske udviklingsbaner
(Klik på billedet for en forklaring)

  © Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 14
Det kosmiske spiralkredsløb 1
(Klik på billedet for en forklaring)

Terrassen i Klint

Vegetarmad på terrassen i Klint

 
Vegetarmad på terrassen i Klint

Jorden

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 26
Det kommende fuldkomne menneskerige
(Klik på billedet for en forklaring)

  Mælkevejen

2
Ethvert levende væsen i verdensaltet er således på samme tid mikrovæsen i et makrokosmisk væsen, og makrovæsen for dets mikrokosmiske væsener. Dette princip gælder i det uendelige, både opadtil i galaksernes universer og nedadtil i atomernes universer. Guddommen er det levende væsen, i hvilket alle andre levende væsener er mikrovæsener, men som ikke selv er mikrovæsen i noget andet væsen. Denne sammenhæng i universets struktur kalder Martinus for livsenhedsprincippet. Han har sammenfattet dette i et enkelt symbol (Symbol 7) hvor trekanten og det hvide felt symboliserer jeg´et og dets overbevidsthed. Dets fysiske organisme symboliseres af feltet udenom. Hvert levende væsen er således opbygget af mindre levende væsener eller livsenheder. Med denne opbygning garanterer makrovæsenet livsrum, skabe- og oplevelsesmuligheder for de levende væsener som det er opbygget af. Et eksempel herpå er jorden, som består af en lang række mikroindivider, f.eks. mennesker, planter og dyr. Disse har igen en lang række mikroindivider. For menneskers og dyrs vedkommende er det f.eks. hjerte, lunger og nyrer, der igen består af celler og atomer. Således symboliseres alle verdensaltets levende væsener indeni levende væsener fra mikrokosmos til makrokosmos (note 22).

 
© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 7
Livsenhedsprincippet
(Klik på billedet for en forklaring)

3
Symbol 6 viser det treenige princip for det levende væsen. For det første, at det består af et jeg, der skaber og oplever repræsenteret ved det hvide afsnit foroven. Jeg´et er det levende væsens højeste væsenskerne og det er hævet over alle former for manifestation, da det udgør selve manifestationens ophav. For det andet består det treenige princip af en evig skabeevne, det vil sige en manifestations- og oplevelsesevne, repræsenteret ved det midterste afsnit på figuren. Endelig af noget skabt, det vil sige enhver form for manifestations- og oplevelseslegemer, repræsenteret igennem det nederste afsnit med de seks legemer, instinktlegemet, tyngdelegemet, følelseslegemet, intelligenslegemet, intuitionslegemet og hukommelseslegemet. Den violette farve i det midterste afsnit udtrykker livets allerhøjeste energi, nemlig moderenergien (note 23). Det hvide kors symboliserer den totalt fuldkomne bevidsthed og den heraf følgende totalt fuldkomne manifestation, mens det orange felt inden for den sorte cirkel symboliserer væsenets fysiske legeme. 

4
Disse tre hovedafsnit også kaldet X1, X2 og X3 er uadskillelige og udgør det levende væsens kerneanalyse. Da alle verdensaltets jeg'er er indeholdt i Guddommens jeg, kan Guddommens jeg skabe og opleve igennem alle andre jeg'er. Der findes således intet uden for Guddommen. 

5
Jeg'et skaber og oplever ved hjælp af sin evige skabeevne og på grundlag af et evigt begær efter at opleve, hvilket Martinus kalder urbegæret. Den inderste kilde til alle andre eksisterende begær i det levende væsen udgøres af dette urbegær. Igennem den 7. grundenergi, moderenergien, forbindes dette begær med verdensaltets seks øvrige grundenergier: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien.

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 6
Det levende væsen - I
(Klik på billedet for en forklaring)

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 12
Grundenergiernes kombinationer
(Klik på billedet for en forklaring)

7
Igennem hovedsymbolet (Symbol 11) giver Martinus som sagt et overblik over hele verdensaltets struktur eller opbygning. Dette symbol viser alle levende væseners struktur og opbygning med et evigt jeg, en skabeevne og noget skabt. Det viser et verdensalt hvori alle levende væsener lever deres liv. 

8
Den 1. grundenergi, instinktenergien, kulminerer i planteriget. Her optræder væsenet i planteform. Planteorganismerne er blevet til igennem instinktiv automatfunktion. Væsenets bevidsthedsliv er her begrænset til en "anelsesevne". Plantevæsenet er ganske langsomt ved at blive vækket til bevidsthed i den fysiske verden. Det er på vej væk fra en dyb, åndelig salighedstilstand, hvor det har været dagsbevidst i livet i de åndelige verdener, frem imod en tilstand, hvor det efterhånden bliver dagsbevidst i livet i den fysiske verden. 

9
Den 2. grundenergi, tyngdeenergien, kulminerer i dyreriget. Denne energi, ligger bag eller aktiverer "det dræbende princip". Tyngde-energien eller eksplosionsenergien ligger til grund for alt, hvad der i dyrevæsenets bevidsthedsliv er vrede, aggression, had, jalousi og mordlyst. Væsenets livsoplevelse er nu udviklet til fuld dagsbevidsthed i den fysiske verden, idet det fuldt udviklede dyr har fuldt udviklede, fysiske sanser: syn, hørelse, lugt, smag og følelse. Det er i slutningen af dette rige, at menneskeheden i øjeblikket befinder sig. 

10
Den 3. grundenergi, følelsesenergien, kulminerer i det rigtige menneskerige. Med væsenets indtræden i dette rige begynder dets dagsbevidste livsoplevelse i de åndelige riger. I det rigtige menneskerige har alle væsener opnået kosmisk bevidsthed eller mental suverænitet, hvilket vil sige, at de i praksis er blevet genier i at skelne godt fra ondt. De er blevet "ét med Faderen". Her er væsenets bevidsthedsliv fuldstændig i harmoni med livets love, og alkærligheden er en absolut selvfølge. 

11
Den 4. grundenergi, intelligensenergien, kulminerer i visdomsriget. Væsenerne er her verdensaltets højeste kapaciteter i fuldkommen skabelse. Visdomsvæsenerne udtænker organismerne for kommende plante-, dyre- og mennesketilværelser i kommende verdener. Absolut alle skabelsesprocesser har rod i dette tilværelsesplan. Her udføres nye opfindelser i tankematerie og videreformidles igennem inspiration til den fysiske verden. Her er Guds bevidsthed udformet som videnskabelig skabelsesaktivitet. 

12
Den 5. grundenergi, intuitionsenergien, kulminerer i den guddommelige verden. Intuitionsenergien er automatiseret analyseringsevne, og igennem denne energi kan væsenet sanse de evige principper uden for tid og rum. Alle verdensaltets facitter forekommer på dette plan, der er hjemstedet for hele Guddommens bevidsthed. Den guddommelige verden er ideernes verden. Ingen manifestation kan finde sted uden først at have været en idé. Herfra går ideerne videre til visdomsriget med henblik på en mere konkret udformning i tankematerie. 

13
Den 6. grundenergi, hukommelsesenergien, kulminerer i salighedsriget. Her er væsenets bevidsthedsliv fuldstændigt tilbagetrukket til dets egen erindringsverden, da væsenet ikke mere har nogen dagsbevidsthed i den ydre verden. Efter utallige oplevelser sammen med andre væsener, i det tilbagelagte spiralkredsløb, er væsenet nu blevet fuldstændig mæt af samværet med andre, og behovet eller sulten efter at være alene er opstået. Salighedsvæsenet har ikke nogen som helst forbindelse med andre væsener i den ydre verden, og det oplever således at være suveræn hersker i sit eget univers. I salighedsriget lever væsenet udelukkende i salig erindring om sine tidligere oplevelser fra spiralkredsløbet. 

14
Mod slutningen af salighedsriget begynder væsenet at blive mæt af alle disse indre oplevelser, og en sult efter igen at manifestere sig i den ydre, fysiske verden, altså plante- og dyreriget, opstår. Ved udgangen af salighedsriget, i overgangszonen mellem den åndelige og den fysiske verden, manifesterer væsenet sig i mineralriget, der altså udgør væsenets første, spæde manifestationsform i den fysiske materie. Væsenets bevidsthedsliv befinder sig dog stadig i den åndelige verden, i salighedsriget. Væsenets ydre manifestation optræder i fortættet form f.eks. i guld, sølv og sten. Det ses i bjergkæder og forrevne klippeformationer. Længere fremme i udviklingen tager det form af vidunderlige iskrystaller og frostblomster. 

15
Med indgangen til planteriget indtræder væsenet igen i et nyt spiralkredsløb, hvor det kan forny sin manifestations- og oplevelsesevne, blot i en højere spiral. Den nye spiral er således ikke en gentagelse af den foregående spiral undtagen i princippet, idet væsenets evige skabe- og oplevelsesevne danner nye former og oplevelser igennem de seks grundenergier på basis af indhøstede erfaringsmateriale i den foregående og alle øvrige underliggende spiralkredsløb. På denne måde går væsenets livsoplevelse fra uendelighed i mikrokosmos til uendelighed i makrokosmos. 

16
Spiralkredsløbet med dets seks riger er samtidig en oplevelsescyklus, hvor væsenerne både oplever kulminationen af mørke og kulminationen af lys. I de åndelige riger, det vil sige det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, kulminerer lyset og livsudfoldelsen med den guddommelige verden. Disse fire åndelige riger kalder Martinus for "Guds primære bevidsthed" (note 25). I de fysiske riger, det vil sige plante- og dyreriget, kulminerer mørket i dyreriget. Disse to fysiske riger kalder Martinus for "Guds sekundære bevidsthed" (note 26). Dette betyder altså, at livet vekselvis har en maksimal udfoldelsestilstand og vekselvis en minimal udfoldelsestilstand, idet livsudfoldelsen aldrig kan bringes til totalt ophør. 

17
Denne livsoplevelsens maksimum i den guddommelige verden og minimum i dyreriget, er et evigt eksisterende princip, der fastsætter livsoplevelsens struktur. Dette evige princip kalder Martinus for "kontrastprincippet" (note 27). 

18
Ethvert levende væsen har et urbegær, ud fra hvilket al hunger har sit udspring. Det vil sige ud fra hvilket alle behov for livsoplevelse opstår. Hungeren bliver tilfredsstillet igennem et princip som Martinus kalder "sult og mættelse" (note 28). 

19
Når det enkelte væsen således kan bevæge sig fra oplevelse til oplevelse i spiralkredsløbet, skyldes det disse to principper, altså kontrastprincippet og sult- og mættelsesprincippet. Som følge af kontrastprincippet eksisterer der altså to kontrasterende tilstande, nemlig lyset og mørket, uden hvilke ingen oplevelse overhovedet ville være mulig.

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(Klik på billedet for en forklaring)

20
Som følge af sult- og mættelsesprincippet, hvor begær efter mørket tilfredsstilles af mættelse af mørket og efterfølges af begær efter lyset og mættelse af lyset og nyt begær efter mørket og så fremdeles, kan væsenet ved sit eget, skiftende begær opleve samtlige de livsoplevelsestilstande, der findes imellem yderpunkterne lyskulmination og mørkekulmination. Alle disse livsoplevelsestilstande repræsenteres af de seks riger i spiralkredsløbet. Sådan kan det forklares i en overordnet kosmisk belysning. Det er imidlertid væsentligt at gøre opmærksom på, at alt hvad det enkelte væsen hungrer og længes efter, for dette væsen er lys, også selvom det længes og hungrer efter at opleve smerten i den fysiske verden. Når væsenet har oplevet de høje lyse tilstande tilstrækkeligt længe, længes det nemlig igen efter kontrasten. 

21
På det tidspunkt i udviklingen, hvor væsenet indtil lede har mærket konsekvenserne af disse sine tidligere begær efter mørket eller den dræbende manifestation, opstår igen hungeren eller begæret efter en højere verden, fyldt med lys, fred og fordragelighed. Dette ønske om en højere verden går i opfyldelse i takt med, at væsenet får lidelseserfaringer og derved lærer udviklingens gang og de evige kosmiske love for næstekærlighed at kende. Dermed opnår det "den store fødsel" eller kosmisk bevidsthed. Herved bliver væsenet i stand til at gå ind i spiralkredsløbets lyse eller åndelige riger. Det nuværende jordmenneskes umiddelbare mål er således indgangen til "det rigtige menneskerige", der samtidig markerer udgangen af "dyreriget".

1
På et vist trin i menneskets individuelle udviklingsproces, går det ifølge Martinus gradvist op for den enkelte, at intet er tilfældigt, at der er en Guddommelig plan med alle levende væsener og at der eksisterer et forsyn. Denne erkendelse intensiveres først efter at mennesket har oplevet, hvilke konsekvenser mørkets kulmination og dets egen gudløse materialistiske livsform har betydet. De heraf affødte lidelser og høstede erfaringer omskaber den gudløse materialist til det begyndende, humane menneske. Det får igen, efter at det har været i kontakt med mørket, et behov for at komme i direkte, dagsbevidst kontakt med dette forsyn. Dette fornyede behov for kontakt til forsynet søger mennesket, ganske uafhængigt af den omgivende kultur, tradition og religion, at få tilfredsstillet. Det kan ske igennem meditation over eller bøn til Guddommen. 

2
I dag findes der mange forskellige meditationsformer både af østlig og vestlig karakter. Der findes både naturlige og unaturlige meditationsformer. Det er imidlertid for Martinus meget væsentligt at advare imod de meditationsformer, der forcerer udviklingen imod højere bevidsthedstilstande. Den daglige praktisering af kunstige meditationsteknikker kan medføre en pludselig indtrængen af høje kosmiske kræfter i den fysiske bevidsthed. Martinus advarer kraftigt imod sådanne meditationsformer, idet han gør det klart, at nedslag i det endnu ufærdige menneskelige sind af sådanne energier, der hører højere verdener til, er yderst farlige (note 29). Årsagen er, at det ufærdige menneske endnu ikke har udviklet sig organisk til at kunne tåle intuitionsenergien. I så fald er det menneskets nervesystem og hjerne, der tager skade. En anden fare består i, at det moralsk umodne menneske, der ved meditation eventuelt modtager intuitive glimt, kan blive hovmodig og ligefrem udvise storhedsvanvid. I begge tilfælde bliver mennesket for en tid, muligvis i flere liv, hæmmet i sin udvikling.

3
Da det netop er ydmyghed og næstekærlighed, der igennem mange inkarnationer åbner "visdommens port" (note 30), er Martinus' specielle anbefaling til mennesker i dag, at de bruger bønnen "Fader Vor" (note 31). Kristus, der var "ét med Faderen" (note 32), og kendte verdensaltets evige love, har formuleret disse ni universelle og evigtgyldige tankekoncentrationer. I kraft af deres universelle gyldighed er de ikke begrænset til nogen bestemt religion, men tilgængelige for alverdens mennesker.

4
Martinus er af den opfattelse, at der i de ni geniale tankekoncentrationer, som "Fader Vor" er sammensat af, netop er en indbygget ydmyghed og uselviskhed, der sikrer det ufærdige menneske imod enhver form for farlige nedslag i dets sind. Igennem bønnen optræner mennesket, vist igennem trekanten i midten, en direkte forbindelse til Guddommen, symboliseret igennem den store hvide trekant. Herfra kan det få kraft og styrke til at tage sin skæbne. Symbolet 22 viser således det enkelte levende væsens kosmiske forbindelse med Guddommen. Den hvide og violet farvede pyramideformede figur symboliserer denne forbindelses organiske struktur, som findes imellem Guddommen og ethvert eneste eksisterende levende væsen.

5
Martinus påpeger desuden, at der foruden den almindelige form for bøn findes endnu en måde, hvorpå mennesket kan rette henvendelse til Guddommen, nemlig igennem det daglige forhold til næsten. Da alle levende væsener er en del af selve Guddommen, udtrykker mennesket igennem sit forhold til alle disse væsener samtidig sit forhold til Guddommen. Den direkte henvendelse til næsten i form af bøn om hjælp er derfor det samme som en direkte henvendelse til Guddommen, og næstens svar på denne bøn er det samme som Guddommens svar på bønnen. 

6
Hvorledes skal mennesket da forholde sig over for eventuelle fjender eller omverdenens fjendtlige reaktion på bøn om hjælp? Ja, her har Guddommen talt direkte til mennesket, idet den tilsyneladende "fjende" er forsynets redskab til at lade mennesket opleve sin egen, tidligere væremåde, der nu igennem karmaprincippet vender tilbage til det selv. Set med udgangspunkt heri, anbefaler Martinus det enkelte menneske at bede for og tænke kærligt på eventuelle fjender, for slutteligt at udrydde fjendebegrebet af bevidstheden.

 
© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 22
Den evige kosmiske, organiske forbindelse mellem Gud og gudesøn - II
(Klik på billedet for en forklaring)

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 20
Syndernes forladelse
(Klik på billedet for en forklaring)

7
Når mennesket har lært de kosmiske regler om moral at kende til fulde, får det kosmisk bevidsthed og bliver, ligesom Kristus, "ét med Faderen". Kosmisk bevidsthed er således kulminationen af en langvarig udviklingsproces, hvor tilgivelse på tilgivelse slutteligt er med til at skabe "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" (note 33). Undervejs i denne proces har mennesket langsomt opøvet evnen til at være næstekærlig over for alt og alle. 

8
Som forløber for den kosmiske bevidstheds indtræden vil mennesket igennem flere liv spontant opleve kosmiske glimt (note 34). Under et sådant kosmisk glimt oplever mennesket igennem intuitionen f.eks. sin egen udødelighed; det gennemskuer direkte loven om årsag og virkning, og det fatter, at alle levende væsener er en del af den samme helhed. For hvert kosmisk glimt bringes mennesket til større afklaring af de evige, kosmiske love (note 35). Dets høje næstekærligheds- og medfølelsesniveau sikrer mennesket imod at misbruge sin viden og begå fejltagelser, der hører lavere udviklingstrin til, f.eks. at blive hovmodig eller have trang til selvhævdelse. 

9
Kosmiske glimt er forløbersymptomer til den egentlige "store fødsel" (note 36) eller permanent kosmisk bevidsthed. Kosmisk bevidsthed eller "talsmanden, den hellige ånd" (note 37) kan absolut kun indtræde på et tidspunkt, hvor mennesket igennem kærlighed til alt levende og ydmyghed over for Guddommen eller verdensaltets storhed endelig har oplevet, at det skal være til glæde og velsignelse for alt og alle. Det har erkendt, at der intet findes uden for Guddommen, og at alt hvad det gør imod sin næste, gør det imod denne Guddom. At et sådant kosmisk indviet menneske for længst er blevet vegetar er naturligvis en selvfølge. 

10
For at verdensaltets intuitionsenergier, på absolut naturlig måde og uden at forvolde beskadigelse på menneskets hjerne og nervesystem kan trænge igennem til det menneskelige sind, er det en ufravigelig betingelse, at intelligensenergi og følelsesenergi, er i fuldkommen balance. Det vil sige, at hverken den ene eller den anden af disse to energier, der begge skal være udviklet til et højt humant niveau, må have overtaget i menneskets bevidsthed.

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 23
Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse
(Klik på billedet for en forklaring)

 
© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(Klik på billedet for en forklaring)

1
Ifølge Martinus er det vigtigt at tage udgangspunkt i naturen for at forstå de kosmiske livsprincipper (note 39). Naturen med alle dens livsorganismer, skal ses som en del af det Guddommelige verdensalt. For at komme fremad i sin udvikling har hvert enkelt evigt væsen i en periode af spiralkredsløbet brug for at kunne opleve livet igennem organismer, som vi kender fra plante- og dyreriget. Denne oplevelse er nødvendig for væsenet, for at det kan forny sin bevidsthed igennem udvikling. Døgnkredsløbet og årskredsløbet er for Martinus elementer til forståelse af, hvordan livet går fremad og på den måde fornyer sig igen og igen. Alle energi- eller bevægelsesarter går i kredsløb, og mennesket oplever døgnkredsløbet i dag og nat, årskredsløbet i sommer og vinter og desuden jordelivskredsløbet, som består af livet i den fysiske verden efterfulgt af livet i de åndelige verdener.

 © Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 14
De kosmiske spiralkredsløb - I
(Klik på billedet for en forklaring)

2
På samme måde, som døgnkredsløbet og årskredsløbet gentager sig, således er det jordiske menneskes nuværende jordliv heller ikke det eneste, men er et led i en fortsat række af liv, som det er i færd med at opleve (note 40). Ligesom naturen er indrettet i fremadskridende kredsløb, fødes mennesket ind i barndommen, der repræsenterer vinterens princip, hvor det får hjælp fra sine forældre til de første skridt i den jordiske tilværelse. Dets liv er her stagneret fra et tidligere livs alderdom eller efterår til dets mere eller mindre sovende tilstand.

3
I løbet af ungdommen, som repræsenterer forårets princip, forberedes den enkelte igennem legemlig og mental udfoldelse til selvstændighed.

4
Som voksen har mennesket mulighed for igennem virketrang at realisere sine ideer og at kunne udfolde hele sin sjæls styrke, viden og manifestation. Det har mulighed for at tilegne sig en dybere forståelse af tilgivelsens og næstekærlighedens betydning, afhængig af dets udviklingstrin. Det voksne menneske sammenligner Martinus med sommerens princip, hvor naturen kulminerer i udfoldelse, og hvis allerhøjeste mål er at være til gavn og glæde for alle levende væsener.

5
I livets efterår, hvor organismen ældes, ser mennesket i erindringens lys tilbage på, hvad der er hændt. Ligesom bladene falder af træerne, mister mennesket også kraften til udfoldelse i den fysiske verden og fortsætter derefter til den åndelige verden igennem det, som mennesket kalder døden, men som Martinus kalder "fødsel 2" (note 41). Efter et ophold her vender mennesket atter tilbage til et nyt jordlivs mentale vinterstadium, nemlig barndommen. 

6
Selvom et døgn eller et år er slut, betyder det ikke, at alt er forbi. Alle væsener gennemgår de samme faser, og når de er færdige med ét kredsløb, går de ind i et nyt. Således også mennesket. Når det har afsluttet ét jordlivskredsløb, fortsætter det efter en pause i de åndelige verdener i et nyt. De færdigheder og talenter, som tilegnes igennem et liv, oplagres i bevidstheden og kan således bruges i det næste liv, hvis der bliver brug for det. Mennesket modnes efterhånden til at håndtere alle egenskaber til det geniale. Denne modenhed kulminerer når det rigtige menneske fremstår som geni i væremåde og næstekærlighed. 

7
Frem til menneskets ca. fyldte 30. år, repeterer det alle sine tidligere inkarnationer. Det skal forstås på den måde, at det repeterer de karaktertræk, der har været fremherskende i disse inkarnationer. Mennesket repeterer således sine enkelte senere inkarnationer mere intenst og bruger mere tid på dem, efterhånden som det nærmer sig det 30. år. 

8
I løbet af barndommen repeteres inkarnationer, der ligger meget længere tilbage end de inkarnationer, der repeteres i ungdommen. Barndommens repetitioner af tidligere inkarnationer er derfor ret kortvarige, da de jo allerede er repeteret mange gange før. Når det enkelte menneske modnes igennem ungdommen, træner det mere og mere sin moral. I løbet af årene mellem det 20. og det 30. år repeteres de tre næstsidste inkarnationer. Langsomt men sikkert, kommer det på højde med det udviklingsniveau, som dets hidtidige erfaringer igennem alle tidligere inkarnationer har bragt det frem til. Det handler ikke kun om en færdigskabelse af den fysiske krop, men også om en modning af de åndelige legemer og organstrukturer, som bevirker at den enkelte er parat til at håndtere sine opnåede egenskaber til fulde. Den åndelige kapacitet er først moden eller færdigbygget ved 30-årsalderen. Efter det 30. år fortsætter mennesket ind i nye livsområder og oplevelser, som skal bringe det videre i kundskaben om godt og ondt.

 
Barndom

Ungdom

Manddom

Alderdom

Barndom

Ungdom

9
Selvom et menneske dør, bliver det ikke udslettet. Det lever videre i det som Martinus kalder mellemtilstanden, hvor det efter en bortsuggerering af dets negative tanker, får lov til at få sine inderste ønsker og drømme til at gå i opfyldelse. Der er således ikke nogen grund til at frygte hverken livet efter døden eller det totale intet, som mange materialister tror på. Livet fortsætter i de egentlige åndelige verdener med udgangspunkt i, hvad væsenet har foretaget sig i den fysiske verden. Martinus kan på ingen måde anbefale ligbrænding da menneskets fortsat levende mikrovæsener herved lider voldsomt. Så er det ifølge ham bedre for de levende mikrovæserne, at mennesket får en almindelig jordbegravelse, da disse herved får længere tid til at dø en naturlig død. Martinus ser derfor en fremtid, hvor der forskes i balsameringsformer, som giver mulighed for at mikrovæserne, kan få mulighed for at leve deres liv naturligt til ende. 

10
Det er kun i den fysiske verden, at den egentlige læreproces kan foregå, og det er her udviklingen frem imod den fuldkomne moral finder sted. Hvad der fra menneskets synspunkt ser ud som uhensigtsmæssige eller ulogiske handlinger, giver set fra et Guddommeligt synspunkt det enkelte menneske mulighed for at modnes igennem erfaringer. Uden disse erfaringer ville det ikke være muligt for den enkelte at se konsekvenserne af sine handlinger. På mere primitive stadier i udviklingen, er væsenet af den overbevisning, at det er muligt at udslette sine fjender. Det vil imidlertid efterhånden som det udvikler sig igennem smertefulde oplevelser, mere og mere forstå hvad der befordrer ulykke og hvad der befordrer glæde både for andre og det selv. Den fysiske verden yder ikke kun modstand, men giver også samtidig mulighed for livsoplevelser, som i høj grad lærer væsenet at leve igennem det behag der mærkes, når det handler eller tænker i overensstemmelse med næstekærlighedsloven. Mennesket har således mulighed for at tage ved lære af sine erfaringer, hvad enten det skaber sorg eller glæde.

 
Kransenedlæggelse

 
Soldat

 
© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 6
Det levende væsen - I
(Klik på billedet for en forklaring)

13
Det kan tage flere inkarnationer at opbygge og videreudvikle et talent indtil genialitet. Martinus opdeler denne proces i tre stadier, et A-stadie eller en teoriperiode, et B-stadie eller en træningsperiode og endelig et C-stadie, som svarer til at være geni i det optrænede område. For hver gang f.eks. en kunstner inkarnerer, bliver det lettere at udføre denne kunstart, idet kunstneren bygger videre på allerede dannede talenter i dette felt. 

14
Med den viden som Martinus har, ønsker han naturligvis ikke at skade eller gøre nogen fortræd. Han bliver imidlertid nødt til at gøre opmærksom på, at dette princip også gør sig gældende med hensyn til opbygning af negative talenter. Et menneske, der allerede i et tidligere liv har haft en umådelig trang til optagelse af unaturlige mængder alkohol, fødes med et talent, en trang, til at fortsætte sit drikkeri. I løbet af få liv kan denne last imidlertid nedbryde et menneskes talenter for opbyggelse af en sund, normal organisme, og i sin yderste konsekvens kan drankeren fødes med en invalideret organisme, og må leve med f.eks. dyb åndssvaghed. Dette menneske kan da ikke længere klare sig selv, men må have hjælp fra andre mennesker, således at det igen langsomt kan begynde at regenerere. Det er på denne baggrund og viden om talentkerneskabelse, at Martinus advarer imod umådeholden indtagelse af alkohol, og naturligvis også imod indtagelse af andre nedbrydende stoffer som f.eks. narkotika.

 
Violinspil

Martinus underviser

 
© Martinus Ideal Fonden 1963
 Symbol 23
Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse
(Klik på billedet for en forklaring)

1
I sit verdensbillede beskæftiger Martinus sig også med livet efter døden, og det lå ham meget på sinde at rette tidligere tiders misforståelser angående menneskets skæbne efter den såkaldte død. Martinus ønsker med udgangspunkt i sin kosmiske bevidsthed at vise, at der ikke er nogen grund til at frygte livet efter døden, men at der tværtimod venter den døende meget store positive overraskelser. 

2
Når der ikke er nogen grund til at frygte livet efter døden skyldes det, at der ikke findes noget helvede og ikke nogen domfældelse. Umiddelbart efter dødens indtræden kommer mennesket ind i den første sfære, som er mellemtilstanden imellem den fysiske verden og den åndelige verden. Mellemtilstanden er en forberedelsestilstand før indgangen til den egentlige åndelige verden, og den kan opdeles i en mørk zone, der kan sammenlignes med skærsilden, og en lys zone, som Martinus kalder paradiszonen. På Symbolet 37 ses mellemtilstanden som et sort og et hvidt område ovenover det orangefarvede område. Dette orangefarvede område nederst på symbolet med de sort-hvide felter, symboliserer det ufærdige menneske på dets forskellige stadier i udviklingen fra dyr til menneske. Dette betyder, at jo mere udviklet det enkelte menneske er, jo mindre mørke er der at bortsuggerere i dets bevidsthed efter dødens indtræden. For det færdigudviklede væsen er der åben og direkte fri adgang for de kosmiske stråler fra Guddommen. Denne Guddom er symboliseret ved trekanten og stjernen foroven. De egentlige åndelige verdener, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget er vist igennem den gule, grønne, blå og den indigo farve.

Martinus

© Martinus Ideal Fonden 1994
Symbol 37
Den tilslørede og afslørede evige sandhed
(klik på billedet for en forklaring) 

3
Det er kun opholdet i mellemtilstandens mørke zone, der kan være ubehagelig. Det, som møder mennesket her, er dets egne tankebilleder, der var usynlige i den fysiske verden. I mellemtilstandens mørke zone bliver disse tankebilleder synlige og den ydre verden består således af éns egne og andre ulykkelige menneskers tankebilleder. Hvis mennesket, da det døde, var opslugt af konflikter og led af samvittighedskvaler, eller hvis det var opfyldt af martyriumstanker og var hadefuld og bitter på livet, skaber disse tankeforestillinger de ydre omgivelser, der møder den afdøde her. 

4
En anden ubehagelighed i mellemtilstandens mørke zone kan være, at mennesket ikke med det samme opdager, at det nu er død. Det kan f.eks. være et ungt menneske, der pludselig dør i en trafikulykke. Døden indtræffer her så overraskende og uventet, at den afdøde i begyndelsen lever videre i mellemtilstanden, som om intet var hændt, indtil det opdager, at det er kommet væk fra den fysiske virkelighed og ikke kan komme i kontakt med andre mennesker dér. 

5
Forinden mennesket kan komme ud af mellemtilstandens mørke zone og ind i dens lyse zone eller paradiszonen, skal det igennem en renselsesproces. Denne renselse sker, når det diskarnerede menneske ikke længere kan holde ud at opleve en ydre verden, der udelukkende består af dets egen mørke, mentale tilstand. Ønsket om at komme fri af denne ubehagelige tilstand får mennesket til at bede om hjælp, også når det ikke ved hvem det beder til. Dets bøn høres straks af særlige skytsengle, hvis opgave netop er at hjælpe mennesker ud af mellemtilstandens mørke zone. Skytsenglene bortsuggererer nu menneskets mørke mentale sansetilstande eller primitive tilbøjeligheder. Lammelsen af disse tilstande er dog kun midlertidig, idet de blot er sat ud af kraft, så længe mennesket er diskarneret. Med denne lammelse går vejen herefter videre frem til mellemtilstandens lyse zone, paradiszonen.

6
Jo mere bevidstheden i menneskets fysiske liv har været fyldt af sådanne mørke, primitive tankeforestillinger, desto mere må bevidstheden udrenses i mellemtilstandens mørke zone. Men jo længere mennesket kommer i sin humane udvikling, desto mindre mørke skal der udrenses i mellemtilstanden. Det fremskredne, humane menneskes bevidsthedsliv er opfyldt af lyse og næstekærlige tanker, og et sådant menneske overgår da forholdsvis let til mellemtilstandens lyse paradiszone. 

7
I denne mellemtilstandens lyse zone skaber mennesket sig et paradis, der er i overensstemmelse med dets udviklingstrin eller den bølgelængde, som dets bevidsthed kan komme i kontakt med. Det vil sige at der findes et paradis, der passer hvert enkelt individ. Her oplever det en idealtilværelse, hvor det kan udleve sine religiøse forestillinger og realisere alle de ønsker, som det ikke kunne få opfyldt i den fysiske verden. Både i mellemtilstandens mørke og lyse zone bærer menneskets bevidsthed således endnu præg af den fysiske verdens tankeforestillinger. 

8
Paradiszonen rummer også områder for verdensreligionerne. Det vil sige, at der ifølge Martinus virkelig findes et område med et kristent paradis. Eftersom den åndelige materie direkte lyder tankens bud, kan alle religiøse tankeforestillinger om f.eks. at tiljuble Kristus med palmegrene gå i opfyldelse. Når mennesket indtil trivialitet har oplevet sine religiøse ønskedrømme, danner det andre tankebilleder, som derefter går i opfyldelse. 

9
Også menneskets verdslige ønskedrømme går i opfyldelse i paradiszonen. Den skabemæssige udfoldelse er helt fri, da mennesket ikke længere er tynget af økonomiske og andre sorger og er fri af den modstand, som den fysiske materie yder. Martinus nævner f.eks., hvordan arkitekten kan bygge sit ønskeslot helt uden besvær. Gnieren får oceaner af penge, som han kan beholde helt for sig selv, mens kunstneren får sine højeste ønsker om f.eks. at fremstille fantastiske naturscenerier, der langt overgår billeder malet på et lærred. Her i paradiszonen fremtræder den kunstneriske fremstilling i sin kilometervide udstrækning, med himmel og hav, skove, søer, og hvad kunstneren ellers er i stand til at forestille sig. 

10
Tidligere, f.eks. i vikingetiden, var det en stor ære at blive slået ihjel på slagmarken. Hvis man døde i kamp, troede man, at man kom i Valhal, der var den højeste paradistilstand som der kunne tænkes. Dette betød, at man her kunne fortsætte med at kæmpe og drikke mjød. Idag er menneskeheden generelt set inde i en forceret udvikling både på det materielle og det psykiske område. Mange mennesker på jorden besidder imidlertid stadigvæk en vikingementalitet, der ligesom Det Gamle Testamentes læresætninger går ud på at hade sine fjender og hævne sine venner. I deres bevidsthed er der stadigvæk en forestilling om, at det er godt at slå fjender ihjel. Denne vikingementalitet eller dræbende bevidsthedstilstand medfører imidlertid megen lidelse. Med nutidens forcerede udvikling bliver det mere åbenbart at mange mennesker tager ved lære af deres lidelseserfaringer. Vikingementaliteten forsvinder ganske langsomt og mennesket udvikler således både human begavelse og intelligens. Derfor vil det enkelte menneske ifølge de kosmiske analyser også ved dødens indtræden få større oplevelsesmuligheder i de egentlige åndelige verdener. 

11
Når mennesket bliver mæt af at være i paradiszonen, hvor det har beskæftiget sig med forhold, der hører den fysiske verden til, ønsker det mere og mere at beskæftige sig med forhold, der hører den egentlige åndelige verden til. Det kan for eksempel have interesse i medmenneskelige, kunstneriske og intellektuelle emner eller andre områder, der er af åndelig karakter. I hvor stor udstrækning den enkelte kan beskæftige sig med sådanne emner i den egentlige åndelige verden, afhænger af, hvor meget det har beskæftiget sig med, eller har haft længsel og interesse for, emner af samme art i den fysiske verden.  

12
Efter dødens indtræden vil mennesket på dets nuværende udviklingstrin gå igennem de åndelige tilværelsesplaner i spiralkredsløbet som gæst. Da den enkelte jordboer endnu ikke er fuldt udviklet i næstekærlighed, kan han eller hun ikke forblive i disse åndelige verdener efter den såkaldte døds indtræden. Det har heller ingen interesse eller længsel efter at forblive permanent i disse. 

13
Den første åndelige zone som det kommer ind i, er det rigtige menneskerige. Her kan det, indgå i forsynets arbejde som skytsånd for menneskene i den fysiske verden. Desuden er det, afhængig af følelseslegemets udvikling, her i stand til at frembringe og udtrykke de skønneste former for kunst i samme grad som det har evnerne dertil. Efter at væsenet har gennemlevet og er blevet mæt af oplevelser, der hører det rigtige menneskerige til, går det ind i visdomsriget. Her kan det beskæftige sig med videnskab, i overensstemmelse med dets intelligenslegemes kapacitet. Her kan det analysere og afprøve nye opfindelser ved intelligensens hjælp. 

14
Det oplever herefter en periode i det allerhøjeste tilværelsesplan, den guddommelige verden. Her belives det med Guddommens allerhøjeste facitter, afhængig af hvor udviklet dets intuitionslegeme er. Inden væsenet igen, mæt af den åndelige verden, inkarnerer i fysisk materie, oplever det i salighedsriget en periode, hvor det i sin indre verden, oplever de sidste 2-3 fysiske inkarnationer. Væsenet kan ved hjælp af dets hukommelseslegeme se disse i sammenhæng. 

15
Mennesket forlader ikke den åndelige verden, før det selv er parat til det. Efter denne rejse som gæst igennem spiralkredsløbets tilværelsesplaner, er det blevet beriget med så meget livskraft, at det igen er parat til den fysiske verdens udfordringer. 

16
Selvom det er smukt og dejligt at være i den åndelige verden, er det absolut ikke meningen, at man ved egen hånd skal bringe sig over i denne. At begå selvmord betyder, at man kun midlertidigt standser sin egen smertelige tilstand eller tilværelse i den fysiske verden. I mellemtilstanden har selvmorderen jo den samme mentalitet, som bragte ham eller hende til at begå selvmord. Ligesom andre mennesker i mellemtilstanden udfries også selvmorderen ved skytsenglenes hjælp, så snart han eller hun beder herom. Desuden kan nævnes at reinkarnationsprincippet vil medføre, at mennesket i sin næste inkarnation igen skal gennemleve den samme problematik, som forårsagede selvmordet. 

17
Martinus anbefaler derfor, at man holder ud og ikke tager sit liv, da man jo alligevel ikke kan komme uden om at skulle igennem denne særlige lidelsestilstand (note 44). Den hurtigste vej ud af denne lidelse er altså at søge at forstå, hvad man skal lære af den svære situation.

18
Hvor længe man befinder sig i den åndelige verden, afhænger af, hvor gammel man var, da man døde. Og ikke mindst af, hvor meget man har udviklet sig moralsk, har optaget ny viden og hvor skabende man har været, siden man sidst var i de åndelige verdener. Dør man som lille barn eller som ung soldat, er der ikke så meget nyt at opleve i de åndelige verdener, og begge inkarnerer derfor relativt hurtigt igen. Dør man i sin bedste alder som voksen og bliver revet væk midt i en spændende livsgerning, vil man selv ønske at inkarnere ret hurtigt for at fuldføre denne gerning. Dør man som gammel og mæt af dage, har man behov for en længere hvilepause, og man kan da tilbringe ca. lige så lang tid i de åndelige verdener, som man tilbragte i den fysiske. Forudsætningen herfor er naturligvis, som ovenfor nævnt, at man i sit sidste liv har været aktivt skabende, har optaget ny viden eller har udviklet sig moralsk f.eks. igennem smerte. Det er det der gør det spændende at opholde sig i de åndelige verdener, da der herved opstår nye udforskningsområder i disse verdener. 

19
Efter den kosmiske bevidstheds indtræden bliver det ifølge Martinus mindre og mindre påkrævet at inkarnere i fysisk materie, idet de åndelige verdener bliver mere og mere interessante. Der følger herefter en overgangsfase, hvor inkarnationerne i den fysiske materie lidt efter lidt helt ophører. Mennesket er nu et fuldkomment, åndeligt væsen, der går mange lyse oplevelser i møde som permanent beboer i de åndelige verdener, Guds primære bevidsthed. 

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(klik på billedet for en forklaring)

1
Ifølge Martinus´ verdensbillede har alle levende væsener i sig både en seksuel maskulin pol og en seksuel feminin pol. De væsener der benævnes som seksuelt énpolede er dyrevæsener, og udviklingens gang går fra denne primitive énpolethed over kulturmenneskenes stadie frem til de moralsk set geniale seksuelt dobbeltpolede kristusvæsener. Det dobbeltpolede væsen har begge seksuelle poler i balance, hvilket vil sige, at væsenet fremstår som et rigtigt menneske. 

2
Ifølge Martinus opleves énpolethed af alle væsener i deres passage igennem spiralkredsløbet, ligesom de oplever dobbeltpolethed i denne passage. Den seksuelt dobbelpolede tilstand er en realitet igennem de fire åndelige riger og frem til slutningen af planteriget. Her stagnerer den modsatte pol. Denne stagnation af den feminine eller den maskuline pol, fortsætter indtil midten af dyreriget, hvor den pågældende pol er i sin mindsteudfoldelse og hvor énpoletheden derfor kulminerer. Denne kulmination af énpolethed er resultatet af en millionårig udvikling i den fysiske verden. Det kulminerende, énpolede dyrevæsen har således i dyreriget tilbagelagt en passage fra at være et dobbeltpolet væsen, til at være et væsen i dyreriget, hvor den ene pol er i sin mindsteudfoldelse.

© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(klik på billedet for en forklaring) 

3
Den seksuelt énpolede væsenstype har begge poler, dvs. den maskuline pol og den feminine pol i sig, men således, at den primære pol er i kulmination eller største udfoldelse, mens den anden sekundære pol er latent eller i mindste udfoldelse. Med denne polkonstellation fremstår væsenet som enten maskulin eller feminin. Væsenet med det maskuline præg er et handyr, mens væsenet med det feminine præg er et hundyr. Det er denne konstellation af maskulinitet og feminitet der er bestemmende for dyrets hele psykiske struktur, driftsliv og adfærd.

4
Med fuldførelsen af denne ændring i sin polkonstellation er væsenet blevet énpolet eller halvkønnet, også kaldet et dyr i renkultur. Det er blevet et handyr eller et hundyr. Væsenet har således her en primær eller kulminerende pol, ligesom det også har en sekundær eller latent pol. Handyret har således sin primære, maskuline pol i kulmination, mens dets sekundære, feminine pol er latent. Hundyret har sin primære, feminine pol i kulmination, mens dets sekundære, maskuline pol er latent. 

5
Her i dyreriget er væsenet rent énpolet eller "halvkønnet", og dette "halvkønsvæsens" altoverskyggende interesseområde er ønsket om at parre sig eller forene sig med det modsatte "halvkønsvæsen". Denne altdominerende længsel, i form af parringsdriften, ligger til grund for hele væsenets øvrige adfærd, f.eks. handyrets dominans- og territorialkampe om adgang til hunnerne, og hundyrets yngelpleje af eget afkom. Det "rigtige dyr" har i forhold til mennesket næsten ingen intelligens, idet det i overvejende grad føres af sin instinktive selvopholdelsesdrift til at kæmpe og dræbe både for føden og for besiddelsen af det modsatte køn. Her gælder udelukkende "det dræbende princip". I væsenets énpolede struktur findes den dybere årsag til alt hvad der kommer ind under begrebet "egoisme" eller dette at "enhver er sig selv nærmest". Det lever efter princippet "hellere at tage end at give" (note 45). At en sådan tilstand kun kan medføre eller resultere i et kulminerende kosmisk mørke, er indlysende. Denne tilværelsesform er imidlertid nødvendig for på længere sigt at udvikle det følelsesmæssige aspekt igennem lidelse og det intelligensmæssige aspekt igennem kampen for overlevelse hos dyret og det gryende menneske. 

6
Ifølge de kosmiske analyser er sult og mættelse et princip der gør sig gældende for alle levende væsener i hele spiralkredsløbet. Er et væsen mæt af én oplevelsestilstand, ønsker det en ny måde at opleve livet på, og dette ønske eller denne sult vil før eller siden gå i opfyldelse. Sult og mættelse er således bestemmende for væsenets fremadskriden i spiralkredsløbet og dermed afgørende for at væsenet hele tiden får nye oplevelser. Således, vil det kulminerende dyrevæsen uvægerligt blive mæt af den énpolede tilstand, og gradvist vil dets sekundære pol begynde at tiltage fra sin latente tilstand. Dyret er sig naturligvis ikke denne udvikling bevidst, og den foregår da også ganske langsomt, henover dyrevæsenstilstande, dyremenneske- og ganske primitive jordmennesketilstande. Fra denne begyndende poludviklingstilstand til den tilstand, som det nuværende jordmenneske er nået frem til, nemlig i slutningen af dyreriget, er der gået tusinder af inkarnationer.

 
Løver

7
Ægteskabet er en naturlig foreteelse i et vist udviklingsafsnit. Det er en tilstand hvor manden der har en primær maskulin pol supplerer eller erstatter sin egen manglende sekundære feminine pol med kvindens primære feminine pol. Det er en tilstand hvor kvinden der har en primær feminin pol supplerer eller erstatter sin egen manglende maskuline pol med mandens maskuline pol. På den måde kan de leve et helstøbt liv hvor polerne er i balance i forhold til hinanden De lever i en zone som Martinus kalder "de lykkelige ægteskabers zone" (note 46). 

8
Polforvandlingen er hos nutidens menneske allerede langt fremskreden. For kvindens vedkommende, er den maskuline pol under udvikling, og for mandens vedkommende, er den feminine pol under udvikling. Udvikling af den modsatte eller sekundære pol betyder for begge køns vedkommende, at det ikke længere er absolut livsnødvendigt at besidde det modsatte køn i et bundet ægteskabeligt forhold. Det medfører, at begge parter bliver mere uafhængige og selvstændige. Hermed glider væsenet langsomt ud af "de lykkelige ægteskabers zone".

9
Dette medfører igen, at flere og flere ægteskaber og parforhold går i opløsning, og at den enkelte får flere partnere i livets løb. Denne periode i udviklingen kalder Martinus for "de ulykkelige ægteskabers zone" (note 47). Ulykken er særlig udtalt dér, hvor der er for stor forskel på, hvor langt fremskreden de to parters sekundære pol er, altså hos manden den feminine pol og hos kvinden den maskuline pol. Her er nemlig den ene af parterne tit lidt mere énpolet end den anden, hvilket medfører, at den mere énpolede parts besiddelsestrang over for sin ægtefælle er mere fremherskende. Disse problemer forværres yderligere, hvis den humane moral heller ikke er tilstrækkeligt udviklet. Ægteskabets beståen eller overlevelse afhænger således i stor udstrækning af, hvor meget parterne kan nænne at gøre hinanden fortræd. På længere sigt er det ifølge Martinus ikke meningen, at mennesket skal vedblive med at leve under ægteskabelige former. Når det har oplevet denne tætte samlivsform i tilstrækkeligt mange inkarnationer, bliver det til sidst helt mæt også på dette område, og det kan derfor ikke blive inspireret af et heteroseksuelt partnerskab. 

10
"De ulykkelige ægteskabers zone", hvor ægteskaberne ikke nødvendigvis som tidligere er livsvarige, er en overgangszone imellem sidste del af dyreriget, hvor det nuværende jordmenneske befinder sig, og det rigtige menneskerige. Alle mennesker uden undtagelse skal igennem denne zone, hvor det årtusindgamle ægteskabelige talent langsomt degenererer. Dog har dette talent så stor bærekraft, at ægteskabet opleves som lykkeligt langt ind i kulturmenneskenes rækker. Til illustration af hele denne lidelsesfulde proces skriver Martinus, at det nuværende jordmenneske befinder sig som "en såret flygtning mellem to riger" (note 48).

11
Vandringen imod det rigtige menneskerige går ud af en familieorienteret tilstand og ind i en skabelsesorienteret tilstand. Hvor det énpolede dyr var helt uintellektuelt og egoistisk, medfører polforvandlingen en stigende intellektualisering og humanisering af væsenet, der i stigende grad kommer til at leve efter princippet "hellere at give end at tage" (note 49). Menneskets interessesfære udvides fra kun at omfatte den nære slægt til også at omfatte ukendte fremmede, der ikke engang findes i éns nærhed. Humaniseringen eller den voksende næstekærlighedsevne viser sig f.eks. i opbygningen af en sygehus- og forsorgssektor for svagt stillede medmennesker og i forbedringen af levevilkårene og de sociale forhold. 

12
Det enkelte menneske bevarer ifølge Martinus det samme køn igennem hele sin inkarnationsrække frem imod dobbeltpolethed eller kosmisk bevidsthed, og det skifter ikke køn fra inkarnation til inkarnation. Nederst på Symbol 35 ses en trappefigur som symboliserer spiralkredsløbets riger. Over det orange trappetrin der symboliserer dyreriget, ses en rund figur der indeslutter et gult og et grønt felt, der igen hver især er markeret med en trekant. Dette betyder at det er et levende væsen. Med det gule felt menes et hunkønsvæsen, mens der med det grønne felt menes et hankønsvæsen. Krydsene betyder at de gensidigt er forelsket i hinanden og befinder sig i en parringsakt. Med det gule felt i hankønsvæsenets område menes væsenets feminine pol, mens der med det grønne felt i hunkønsvæsenets område menes væsenets maskuline pol. Den orangefarvede glorie omkring væsenerne betyder, at de befinder sig i dyreriget. Oven over denne parringsfigur ses henholdsvis hankønsvæsenets og hunkønsvæsenets udfoldelseskapacitet igennem alle rigerne. Øverst er det hankønsvæsenet med den dominerende grønne farve der symboliserer det maskuline princip, og den gule farve i mindsteudfoldelse der symboliserer det feminine princip. Under hankønsvæsenet ses hunkønsvæsenet med den dominerende gule farve der symboliserer det feminine princip, og den grønne farve i mindsteudfoldelse der symboliserer det maskuline princip. Martinus gør således opmærksom på, at det er umuligt at udskifte det feminine væsens eller kvindens polkonstellation fra at have en dominerende feminin pol i én inkarnation, til i næste inkarnation at have en polkonstellation hvor den maskuline pol er dominerende. Omvendt gælder det samme for det maskuline væsen eller manden, der heller ikke i næste inkarnation på naturlig vis kan blive en kvinde. Der kan ikke ske nogen pludselige spring i polkonstellationen. Den sekundære pol både hos manden og hos kvinden udvikler sig langsomt og gradvist fra inkarnation til inkarnation. Jo mere menneskets sekundære pol vokser til at være i balance med den primære pol, desto mere fjerner mennesket sig fra ægteskabstilstanden. Den voksende alkærlighed medfører, at mennesket i stigende grad evner at føle sympati for alle mennesker og ikke kun for mennesker af modsat køn. 

13
Med væsenets dobbeltpolethed indtræder "den store fødsel" eller den kosmiske bevidsthed, der igen fører væsenet ind i det første af de åndelige riger, det rigtige menneskerige. Den første del af det rigtige menneskerige er således stadig et fysisk rige. Det er himmerigs rige på jorden (note 50). Væsenet bevarer sin dobbeltpolethed eller "helkønstilstand" frem igennem alle de åndelige riger, det vil sige det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden, salighedsriget og frem til slutningen af planteriget. Allerede i slutningen af salighedsriget, bliver væsenet imidlertid mæt af udelukkende at opleve livet i sin indre verden og det begynder igen at længes efter livet i den fysiske verden, det vil sige mineralriget, planteriget og dyreriget i en ny spiral. For at væsenet både kan opleve den kulminerende maskuline énpolethed og den kulminerende feminine énpolethed, må det fuldføre to spiralkredsløb. På symbolet ses således hvordan hankønsvæsenet i et dyrerige må leve sin fysiske inkarnationsrække som mand, mens det samme væsen i det næste dyrerige må leve sin fysiske inkarnationsrække som et feminint væsen. Ligeledes ses også hvordan hunkønsvæsenet i ét dyrerige langsomt forvandles til at være et hankønsvæsen i det næste dyrerige. Således fortsætter væsenets livsoplevelse i det uendelige.

 
© Martinus Ideal Fonden 1994
 Symbol 35
Polprincippets kosmiske kredsløb
(klik på billedet for en forklaring)

 1
Der er i Martinus' verdensbillede en sammenhæng imellem mennesket, jordkloden og Guddommen, lige såvel som der er en sammenhæng imellem alle levende væsener i universet og Guddommen. Alle mennesker bevæger sig moralsk og intellektuelt fremad imod en højere bevidsthedstilstand, ligesom deres organismer bliver mere forfinede. Dette betyder, at det enkelte samfund eller den enkelte nation også langsomt udvikler sig, både bevidsthedsmæssigt og materielt. Og efterhånden som denne udvikling foregår udvikler jordklodeindividet sig også. Her er det væsentligt at fastslå at samfundenes udvikling er afhængig af hvordan jordklodeindividet tænker, og ikke omvendt. Det enkelte levende væsen der danner de pågældende samfund, er afhængig af det væsen hvortil det er knyttet. For menneskets vedkommende er det jordklodevæsenet.

 © Martinus Ideal Fonden 1963
 Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen - II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(klik på billedet for en forklaring)

2
Martinus mener, at der allerede om ca. fem hundrede år er skabt et internationalt, demokratisk verdensrige, i hvilket der vil blive ført kristuspolitik (note 51), det vil sige næstekærlighedspolitik, over hele jorden (Symbol 26). Verdensregeringen vil bestå af kosmisk bevidste væsener, hvilket den blå stjerne i den gule sol symboliserer. Her vil menneskeheden være inspireret af livsmysteriets løsning i form af videnskab. På symbolet illustreres dette af den hvide stråle fra oven. Verdensaltets evige ophav og sande Gud symboliseres af den hvide trekant. I dette verdensrige vil levevilkår og teknisk formåen være på et meget højt niveau, og der vil blive talt et fælles sprog, som sandsynligvis vil være esperanto.

 
© Martinus Ideal Fonden 1964
Symbol 26
Det kommende fuldkomne menneskerige
(klik på billedet for en forklaring)

3
Martinus beskriver desuden, at jordklodevæsenet er på vej til at opnå kosmisk bevidsthed eller at blive "ét med Faderen" (note 52). Da menneskene udgør den del af jordklodevæsenets mikrokosmos, der svarer til dens hjerneceller, er der en meget tæt, organisk forbindelse imellem jordklodevæsenets og menneskehedens bevidsthedsniveau. Det rigtige menneskerige, som vil eksistere på jorden om ca. tre tusinde år, kommer til at bestå af en menneskehed, der udgøres af kosmisk bevidste individer. Set fra jordklodevæsenets perspektiv vil det sige, at dets hjerneceller da har nået det høje, forholdsvis ensartede bevidsthedsniveau, som de nødvendigvis må udgøre for at kunne bære dets egen kosmiske bevidsthed. Inden jordklodevæsenet kan blive kosmisk bevidst, skal de sidste primitive eller dyriske rester af dets gamle bevidsthed udrenses. Denne udrensning vil menneskeheden i løbet af de nærmeste århundreder komme til at opleve som en stærkt forceret udvikling. Da jordklodevæsenet tilhører en overliggende spiral, er dets tidsoplevelse naturligvis en anden end menneskenes. Jordklodevæsenet står således umiddelbart foran sin "store fødsel" eller kosmiske bevidsthed. En meget lang udviklingsproces vil her have nået sit foreløbige mål.

4
Menneskehedens nuværende udviklingstrin er således ikke udtryk for nogen form for tilfældighed. Der har altid været en plan med hvert enkelt menneske, nemlig at bringe det i samklang med næstekærlighedsloven, således at det globalt set kan leve fredeligt sammen med alle andre mennesker og medvæsener. 

5
Næstekærligheden hos den enkelte opstår igennem en langsom, organisk udviklingsproces, væk fra den gamle, dyriske vane at udfolde det dræbende princip eller at være sig selv nærmest. Denne proces styres af den seksuelle polforvandling i væsenets overbevidsthed, som er uden for væsenenets direkte viljesområde. At kunne udtrykke ren næstekærlighed er således ikke noget man kan beslutte dig til fra det ene øjeblik til det andet. For at komme i samklang med loven om næstekærlighed må mennesket, inden for dets direkte viljesområde, naturligvis selv hjælpe til med at afvikle den begrænsende, negative karma, som det har påført sig selv.

 
© Martinus Ideal Fonden 1964
 Symbol 23
Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse
(klik på billedet for en forklaring)

6
Når mennesket er kommet så langt i sin humaniseringsproces, at det bliver interesseret i at optræne sin vilje til fordel for det gode, kan det, ved dagligt at øve sig, bevidst deltage i skabelsen af talenter i næstekærlighed. Det gælder ikke kun i forhold til dets medmennesker, men i høj grad også over for dyr. Næstekærlighed heroverfor er et meget forsømt område i den menneskelige bevidsthed, men efterhånden som mennesket får erfaringer for konsekvenserne af dets handlinger f.eks. med kødspisning, bliver det ifølge Martinus også på dette område mere næstekærligt. Det bliver bevidst om, hvad det kan nænne og hvad det ikke kan nænne at gøre over for disse væsener. I takt med afviklingen af negativ karma udvikler mennesket sin frie vilje til at være mere og mere i overensstemmelse med næstekærlighedsloven også i forhold til dets mikrokosmos, og ved indvielsen til kosmisk bevidsthed er der ikke længere nogen uoverensstemmelse imellem Guddommens vilje og menneskets vilje. Menneskets tankeklima forandres i renere og mere human, næstekærlig retning. Vrede, jalousi, bagtalelse, intolerance og mangel på mening med livet ophører med at eksistere i den menneskelige mentalitet til fordel for langt højere tankeklimaer, der afspejler dets voksende evne til at leve efter loven om næstekærlighed og dets indsigt i livsmysteriets løsning.

7
En bevidsthedstilstand, der ligeledes udgør en rest fra den primitive dyretilstand, er "flokbevidsthed" (note 53). Det egoistiske dyr søger kun samværet i en sådan flok i det omfang det tjener dets egen selvopholdelsesdrift og ikke, fordi det elsker medvæsenerne i flokken. Resterne af denne primitive flokbevidsthed eksisterer i kulturmenneskets nationalbevidsthed. Her oplever det samhørighed med andre mennesker af samme gruppe eller nationalitet.

8
Så længe mennesker endnu ikke har fået udlevet disse krigsbefordrende gruppetanker eller nationalistiske tendenser, vil de blive født ind i områder på jorden, hvor de kan få lejlighed til at udleve dem. Andre mennesker, der i tidligere inkarnationer har fået nok af krig, vil blive født ind i områder, hvor de nationalistiske tendenser ikke er så fremtrædende, og hvor der er forholdsvis fredeligt.

9
Man kan derfor se krigene i et lidt større udviklingsmæssigt perspektiv, idet de tjener til at befordre udrensningen af dyriske eller primitive tilbøjeligheder. For hver gang krigen hærger og skaber lidelser, skaber den også flere og flere mennesker, der tager afstand fra det, de tidligere så inderligt gik ind for. Her "skilles fårene fra bukkene" (note 54), idet "bukkene" er dem, der på grund af endnu manglende lidelseserfaringer stadig mener, at vi må have krig, mens "fårene" er dem, der på grund af tilstrækkelige lidelseserfaringer er blevet så humane, at de for alt i verden vil undgå krig. Ja, de vil endog gå så langt, at de hellere selv vil blive slået ihjel end være med til at dræbe andre mennesker.

10
Menneskeheden bevæger sig ifølge Martinus væk fra nationalitetsfølelsen (note 55), der medfører krig og ødelæggelse, frem til en international forståelse af, at vi alle her på jorden er lige meget værd og har lige meget ret til et liv i frihed. Symbol 11 viser i sin helhed jorden med sine stater, deres regeringer, deres ufærdige eller dyriske, mentale tilstand og desuden dens religiøse og kulturelle tilstand. Det indre cirkelområde er inddelt i større eller mindre felter der symboliserer jordens stater. Regeringerne i de enkelte stater symboliseres af de hvide runde felter. I hver regering findes en pil, der peger i en bestemt retning. Mange af pilene peger i retning af de 2 orangefarvede stjernefigurer, der symboliserer det dræbende princip, gudløshed og materialisme. Dette betyder at disse stater har sådanne idealer. På den øverste tredjedel af figuren ses hvordan regeringernes pile vender mere eller mindre væk fra de dræbende idealer. De peger i retning af virkelig idealisme og humanisme. Dette er symboliseret ved det yderste gule felt foroven, samt det hvide, det gule og det orangefarvede felt, samt ved den hvide stjerne. Disse figurer symboliserer tilsammen verdensgenløsningen, mens stjernen symboliserer verdensgenløsningsprincippet. Sideløbende med det enkelte individs udvikling foregår også det enkelte samfunds udvikling hen imod erkendelsen af det vigtige i at gøre det gode i alle forhold, og det enkelte samfund bliver således en ideel samarbejdspartner for alle andre samfund. Næstekærligheden bliver gradvist manifesteret alle folkeslag og racer imellem, og på den måde kan der skabes en verdensstat, der bygger på kristusbevidsthed.

11
I De Forenede Nationer er de enkelte stater i dag repræsenteret for at forhandle sig ud af de spændinger, der kan opstå staterne imellem. FN søger at løse konflikter mange steder i verden med internationalt mandat, således, at det er retten der har magten. Ifølge Martinus er der i høj grad brug for et sådant internationalt organ (note 56), der kan være med til at mindske de kaotiske tilstande. I FN ses således de første, spæde tegn på det kommende verdensriges regering.

12
Udviklingen går ifølge Martinus i retning af skabelsen af en international, demokratisk verdensstyrelse (note 57), der i sin endelige udformning udelukkende vil komme til at bestå af kosmisk bevidste mennesker. En sådan international, demokratisk verdensstyrelse vil udelukkende arbejde for uselviskhedens endelige sejr over selviskheden imellem alle folkeslag over hele jorden.

13
Det er vigtigt, at hver enkelt nation indser, at den bedst selv kan blive beskyttet ved fuldstændigt at opgive brugen af våbenmagt over for andre nationer, og i stedet lade det internationale samfund være garant for den enkelte nations sikkerhed. Ifølge Martinus går udviklingen i retning af alle landes afrustning til fordel for oprettelsen af et internationalt, upartisk verdenspoliti (note 58).

14
Det er desuden nødvendigt, at der udvikles et internationalt- ikke hemmeligt- højeste lov- og retsvæsen, hvis repræsentanter kender udviklingens gang og tilværelsens evige love. Dette vil skabe sikkerhed og garanti for absolut ret og retfærdighed for alt og alle. Denne retstilstand har allerede med de forenede nationers internationale menneskerettighedsdomstol i Haag taget sin begyndelse med dens kompetence i at dømme i mellemfolkelige retsspørgsmål.

16
Sådan som de arbejdsmæssige og handelsmæssige forhold fungerer i verden i dag, drejer det sig i stor udstrækning om former, der går ud på at få mere for en vare, end den egentlig er værd. Dette betyder, at mange mennesker rundt omkring i verden må slide og pukle for at få det daglige brød. Den gradvise udvikling hen imod det fremtidige verdenssamfund vil imidlertid betyde et ophør af al form for menneskelig udnyttelse af andre menneskers arbejdskraft. I fremtiden bliver det udelukkende antallet af arbejdstimer, der er nedlagt i en bestemt vare, der er bestemmende for, hvor meget den koster. Ingen enkeltperson, intet forretningsforetagende og ingen nationalstat vil have ejendomsret over landbrugsjorden og naturressourcerne, da disse vil ejes af verdensstaten, det vil sige af alle, til gavn og glæde for alle. Den fremtidige verdensstyrelse vil sørge for, at alle mennesker får den samme adgang til verdensstatens levestandard. I dette fremtidssamfund vil der kun være få pligtige arbejdstimer for at få adgang til denne alment vedtagne levestandard, som vil ligge højt over vores nuværende normale levestandard. Alt det slidsomme, rutinemæssige og grove arbejde vil i stigende grad blive overtaget af maskiner. Fremtidens mennesker vil således i forhold til nutidens mennesker få øjnene op for, hvad der er til gavn og glæde for alle andre. De vil komme til at leve et langt mere frit liv, med masser af tid til kunstnerisk og kulturel udfoldelse, studier og refleksion over livet.

17
"Verdensstaten vil vide, at det vil ikke gavne at sætte et menneske til at arbejde i felter, hvor det ikke har lyst. Derfor vil det jo kunne udfolde mere. Og så er det endelig det, at den arbejdstid det vil komme ud for, det er kun lige akkurat, det det skal betale de værdier, det koster det selv at eksistere. Det skal ikke betale for sine børn. Det skal ikke betale for sin hustru. Alle væsener betaler igennem den arbejdsepoke, de kommer til at få, når de er ca. 20 år, og så frem til, de ikke skal arbejde mere. I disse arbejdstimer, de der skal udføre, der er der medregnet deres barndoms- og deres alderdoms- og deres sygetilstand, således at intet menneske kommer til at leve på andres bekostning. Der er ikke noget, der har værdi. Man kan ikke gå hen og sælge. Man har kun sit pas, der er, beviset for, at man har udført det, man skal gøre. Og så har man den adgang til den levestandard, som netop er gældende, og således vil dette rige blive et strålende rige til glæde og velsignelse for alle mennesker" (note 60).

18
Menneskeheden har igennem Kristus fået et eksempel, der kan inspirere den i sin væremåde til at tilgive under alle forhold. Med en overordnet viden om livets evige love bliver det til sidst også muligt for det enkelte menneske at bestå denne store kosmiske prøve, hvor tilgivelse ved træning igennem mange inkarnationer er blevet en selvfølgelighed, en automatisk funktion. Tilgivelsen hjælpes på vej ved indsigten i, at mørket eller det onde kun er en midlertidig tilstand, og at man inderst inde selv er den første årsag til de ubehageligheder, man kommer ud for.

19
"Kristi genkomst i skyerne" (note 61) - se Symbol 23, er i Martinus' forståelse en bevidsthedstilstand, der opstår i det enkelte menneske ved dets indvielse til kosmisk bevidsthed. En tilstand, hvor kærlighed til alt og alle er opstået. Igennem bønnen bliver mennesket så organisk forbundet med det guddommelige, at det i sjæl og sind vil føle sig ét med Guddommen. Det har igennem kosmisk bevidsthed forstået universets visdom og næstekærlighedens betydning. Alt går op i en højere enhed, hvor alle forstår alle og alle verdens folk har forstået betydningen af ordene: "én hjord, én hyrde" (note 62). Et guddommeligt styre er opstået på jorden, "himmerigs rige" i fysisk materie, hvor alle har indset hvor vigtigt det er "hellere at give end at tage". Juleevangeliets budskab: "på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag" (note 63) er gået i opfyldelse. Den længe eftertragtede fred er blevet en varig realitet.